Fra slagfærdighed til patos

Jan Hedegaard, Churchill citater – ordrigt, åndrigt og nedrigt, Lindhardt og Ringhof

”Hvilket mandfolk! Jeg har tabt mit hjerte!” Således beskrev den britiske konservative politiker Winston Spencer Churchill (1874-1965)i 1927 sit møde med den italienske diktator Mussolini. Det er ikke et citat, man finder i denne bog. Heller ikke hans karakteristik af samme diktator fra 1933 som ”den største af alle nulevende lovgivere”. Det er Göran Hägg, der i sin interessante Mussolini-biografi har fremdraget disse for Churchills eftermæle mindre flatterende citater. De passer ikke så godt ind i det billede af Churchill, som eftertiden har dannet sig.

Churchills ry er slet ikke ufortjent. Han blev leder af en samlingsregering i 1940, et tidspunkt, da Storbritannien stod stort set alene mod Hitler. Sovjetunionen havde indgået en traktat med Tyskland. Frankrig var sammen med Polen og flere mindre europæiske lande blevet kørt over af den tyske krigsmaskine. Kun briterne stod på dette tidspunkt i vejen for Hitlers fuldstændige sejr i Europa. Det var deres ’Finest Hour’ med et citat af netop Churchill. Først senere kunne der dannes en koalition mod Hitler, fordi han var så uforsigtig at åbne østfronten i 1941. Sovjetunionen blev kastet i armene på Storbritannien og USA – eller omvendt. Antikommunisten Churchill vidste, at man ikke kunne være kræsen, når det handlede om allierede, så han udtalte – med både Stalin og sit eget politiske kompas for øje – at hvis ”Hitler invaderede helvede, ville jeg i det mindste fremsætte nogle elskværdige bemærkninger om djævelen i Underhuset.” Han indgik i løbet af krigen sammen med Roosevelt en pagt med Stalin om en deling af Europa efter krigen. Shakespeare-kenderen Churchill beskrev selv i 1946 denne deling som et jerntæppe, en metafor hentet fra teatret, hvor jerntæppet skiller scenerum fra tilskuerrum hermetisk i tilfælde af brand. At delingen fik den karakter, som den fik, var uden tvivl Stalins skyld. Men også Hedegaard glemmer i det biografiske kapitel, der også indgår i bogen, at Stalin grundlæggende overholdt de indgåede aftaler om grænsedragninger.

Selv om Churchill især huskes som frihedens og demokratiets forkæmper, tjener det til forståelse af hans personlighed, at han var født ind i den engelske højadel og modtog sin dannelse på en ’public school’, en prestigefyldt privatskole (fejlagtigt oversat til offentlig skole s. 24). Sin eventyrlyst fik han tilfredsstillet ved at gøre karriere i det britiske militær, der i hans ungdom var involveret i så mange konflikter på hele kloden, at det altid kunne stille fare til rådighed for den, der opsøgte den. Men Churchill var ikke blot soldat. Han fungerede samtidig som krigskorrespondent og forfatter. Det var han ikke mindst blevet af nød, for trods sin aristokratiske herkomst var han uden midler og måtte derfor skaffe sig et udkomme ved hjælp af sin mere end fortræffelige pen.  ”Historien vil være mig venlig stemt – jeg har nemlig selv tænkt mig at skrive den”, var hans pragmatiske vurdering. Hans helt eminente greb om sproget blev belønnet med Nobelprisen i litteratur i 1953. Hvor meget ros han end fortjener for sin rolle i Anden Verdenskrig, ville det unægtelig også have været vanskeligt at retfærdiggøre, at denne sikkerhedspolitiske hardliner fik fredsprisen.

Som politiker var Churchill ikke filosofisk idealist, men pragmatisk og til tider kynisk.  ”Det er ikke nok, at vi gør vort bedste. Nogle gange må vi også gøre det nødvendige.” Som taler var han ofte sarkastisk eller ligefrem nedrig. ”Jeg forstår så glimrende det ærede medlems trang til at fortsætte med at tale,” sagde han om en politikerkollega. ”Han trænger virkelig til at øve sig.” Churchill beherskede selv dette væsentligste, politiske instrument, talen, til perfektion. Han spillede med lige stor virtuositet på alle dets tangenter fra slagfærdighed til patos.  Berømte er især de taler, som holdt liv i den britiske kampånd, da det så allermørkest ud.

I replikken var han ikke mindre sublim, selv langt oppe i årene. En fotograf, der havde taget et portræt af Churchill i anledning af hans 75 års fødselsdag, udtrykte håbet om at ”få lejlighed til at fotografere Dem, når De bliver 100 år.” Churchill svarede: ”Ja, hvorfor ikke. De ser jo både nogenlunde rask og rørig ud.”

De fleste vil antagelig læse denne bog, fordi de hylder Churchills politik og hans person, og de vil ikke blive skuffede. Men selv kritikere af Churchill må beundre hans vid og hans evne til at turnere en pointe. Bogen bygger på bøger af Churchill selv og på bøger om ham. Dog er det sært, at man ikke finder Richard Langworths udvalg af Churchill-citater, ”Churchill by Himself”, på litteraturlisten. Den må da have tjent til inspiration.

(Kristeligt Dagblad den 31. okt. 2015)