En smagsdommer med charme

Poul Henningsen, Gennem gyngende landskaber, udgivet af Hans Hertel, Gyldendal

Hans Hertel har i forlængelse af sin biografi om Poul Henningsen samlet en række af Henningsens essays i dette bind, der dokumenterer Henningsens virke som meningsmager og kolumnist. Hertel sympatiserer grundlæggende med Henningsens anliggende. Det lægger han ikke skjul på i sit velskrevne forord. Men Hertel er i modsætning til sit forbillede ikke anarkist. Henningsen hyldede provokationen, grænseoverskridelsens æstetik. Han skrev på instinktet og giver ikke indtryk af at være synderlig belæst. Når han var bedst, kom han i nærheden af sit forbillede Johannes V. Jensen, men denne samling dokumenterer også, at Henningsen ikke havde nogen særlig høj bund som skribent og tænker. Han kunne være plat, ondskabsfuld og idiosynkratisk. Hertel er som skribent væsentlig mere raffineret.

Poul Henningsen var en ekstraordinær begavelse med en påfaldende ringe uddannelse i betragtning af, at han blev en af det tyvende århundredes mest betydningsfulde intellektuelle. Han havde realeksamen og havde gået på teknisk skole uden at få eksamen. Henningsens væsentligste og stort set eneste skriftlige produktion var kortere essays, klummer, anmeldelser, foredrag og rejseberetninger. De fleste af hans bøger er antologier af kortere tekster. Rejserne foregik i bil, og beretningerne handler for en stor del om at køre bil. Henningsen elskede at køre bil og afskyede hastighedsgrænser. Han holdt meget af Frankrig og Italien for vinens og madens skyld og var fuld af foragt for dansk madkultur og danske spiritusskatter. Foragten fylder i det hele taget en del i teksterne. Det kan være mennesker, som han har truffet på sine rejser, som han skildrer ekvilibristisk nedladende. Først og fremmest var Henningsen fuld af foragt for ”bagstræb”, altså det, der ifølge ham selv tilhørte fortiden og ikke samtiden eller fremtiden. Det gjaldt især i arkitekturen. Han var varm tilhænger af modernismen og funktionalismen, som han anså som mere ægte, sund og ren end den arkitektur, der lånte træk og elementer fra tidligere historiske epoker. Det betragtede Henningsen som forlorent og uægte. Det påvirkede også hans syn på byplanlægning, der var ganske usentimentalt. I 1937 gjorde han sig til talsmand for at rive Vartov i København ned, en af byens få barokke bygninger, til fordel for et mere funktionelt hus.

En af bogens helt centrale tekster er hans beretning fra den store arkitekturudstilling i Stockholm 1930, som indvarslede funktionalismen i Skandinavien. Henningsen hyldede den, fordi den gjorde skønheden demokratisk. Mens det smukke byggeri tidligere var forbeholdt de rige og magtfulde – som var genstand for Henningsens løbende foragt – var det nye byggeri kendetegnet ved at gøre skønheden tilgængelig for alle: ”Skønheden er i virkeligheden ganske uafhængig af tingens kostbarhed. Al det snobberi for det kostbare har hindret os i at se megen ny skønhed, og det er det, udstillingen vil ændre på. En jernbjælke er skøn, rigtig anbragt. Den er for resten skøn i sig selv. Glas, cement og lys er elementer, vi kan bygge skønhed af.”

Henningsen opfattede sig selv og blev opfattet som fortaler for en ny og meget bedre æstetik. Han kritiserede, hvad han med sin veltrænede foragt kaldte ”den gode smag”, men savnede blik for, at han blot søgte at erstatte ”den gode smag” med sin egen ”gode smag”. Hans ivrige argumentation for den nye arkitekturs demokratiske og egalitære værdier gjorde ham blind for det elitære i hans eget projekt. Han hyldede den jævne dansker, men ikke den jævne danskers smag i mad, indretning og arkitektur.  Han var smagsdommer. 

Men Henningsen havde også en charme og en gennemslagskraft. Han kunne virkelig noget. Hans lamper hænger i de fleste bedsteborgerlige hjem i Danmark i dag. Mange af hans betragtninger kan forekomme ordinære, men det skyldes ikke mindst, at så mange har efterabet ham, at de er blevet gentaget til det trivielle. En ting kunne Poul Henningsen dog ikke hæve sig over, og det er tiden. Hans eget æstetiske ideal, som blev opfattet som ”tidløst”, var lige så bundet til sin tid som alle andre idealer. Det har sin egen skønhed og sin egen historicitet og er i dag værdsat som sådan. I den forstand har Poul Henningsen overlevet sig selv.

(Kristeligt Dagblad 3. okt. 2015)