Vilhelm Klein

Mette Lund Jørgensen og Peter Thule Kristensen, Klein, Arkitektens Forlag, 519 sider.


Vilhelm Klein (1835-1913) hører ikke til sin generations mest kendte eller respekterede arkitekter. Forfatterne til denne bog ønsker sådan set ikke at gøre ham til mere fremragende end han var, men det bliver dog tydeligt, at Klein ikke bare kan afskrives andenrangs. En stor del af bogen består af gode gengivelser i farve af hans tegninger og udkast til projekter, som viser ham som en mere end blot ferm håndværker. En anden lige så stor del består af en udgivelse af nogle skrifter, som Klein efterlod sig, og som dokumenterer, at han var en dansk pioner i genren arkitekturteori.

Perioden 1850-1930 betegnes i arkitekturhistorien den historicistiske. Den er kendetegnet ved at arkitekterne fouragerede frit i historien for at finde inspiration til deres bygninger. Epoken gives ofte prædikatet ”facadekunst” og ”stilforvirring” af sine kritikere, men det er Jørgensen og Kristensen meget om at vise, at der intet forvirret var over en historicist som Vilhelm Klein. Tværtimod var hans valg meget bevidste, hvilket hans efterladte skrifter bevidner.

Kleins forslag til udformning af Københavns Rådhus, 1889. Kunstakademiets Bibliotek.

De består af blandt andet en række – oftest ret uelskværdige – portrætter af samtidige kollegaer og nogle polemiske skrifter, der nærmest tjener som forsvar for hans egen position. At Klein kunne være endog meget kritisk i sin karakteristik af kollegaernes arbejde tjener som væsentlig forklaring på, at han ikke har fået det bedste eftermæle. En anden forklaring er, at han repræsenterede et æstetisk ideal i arkitekturen, som eftertiden har ringeagtet. Inden for historicismen fandtes flere skoler, hvoraf de væsentligste betegnes ”europæere” og ”de nationale”. Det knytter an til flere af samtidens diskussioner efter 1864 om naturalisme, grundtvigianisme, brandesianisme, skandinavisme osv. De nationale arkitekter søgte deres forbillede i en dansk eller nordisk tradition og var ofte forbundet med skønvirke og Landsforeningen Bedre Byggeskik. Europæerne, hvortil Klein regnes, brugte snarere Paris, Rom eller Berlin som forbillede. Helt så enkelt er det nu ikke, hvad forfatterne til denne bog også understreger. Også de nationale arkitekter var europæisk prægede og vice versa. Se bare på Martin Nyrops rådhus i København, der regnes for et hovedværk i den nationale tradition, men som samtidig har rådhuset i Siena som forbillede.

Kleins måske mest kendte værk er ”Tivolislottet”, Københavns Rådhus’ nærmeste nabo, og det udtrykker også hans forkærlighed for renæssancens arkitektur. Det er tegnet i 1892 som kunstindustrimuseum. Meget betegnende foreslog Tivoli for ikke så lang tid siden, at denne bygning skulle nedrives og erstattes af et hotel. De folkelige protester var ret markante, og det ville have glædet Klein, der så sig selv i opposition til de fleste af sine kollegaer, men til gengæld i pagt med lægfolkets smagsdom. Helt miskendt er Klein dog ikke. Hans ”Tegneskole for Kvinder”, længere  nede af gaden, H.C. Andersens Boulevard nr. 10, er i dag fredet.

Kleins Tegneskole for Kvinder, 1881, opstalt. Kunstakademiets Bibliotek.

Det er meget prisværdigt, at Vilhelm Klein bliver draget frem i lyset, ikke mindst på et tidspunkt, da diskussionen om værdien af historicistisk arkitektur har ramt den brede offentlighed. Kun et par hundrede meter fra Københavns rådhus og Tivolislottet ligger Holckenhus, en beboelsesejendom tegnet af arkitekten Philip Schmidt i begyndelsen af 1890erne i, hvad der med lidt god vilje kan kaldes fransk renæssancestil. Den var altså Kleins kop te. Den er for nylig opkøbt af en amerikansk kapitalfond og istandsættes for øjeblikket på en måde, der har vakt en del kritik, fordi en del af bygningens oprindelige bestanddele får moderne og mere tarvelige erstatninger.

Holckenhus er bare en af mange hundrede ejendomme i danske byer fra denne tid, som står i fare for at miste nogle af sine oprindelige kvaliteter eller endog helt forsvinde. Det samme gælder i øvrigt en hel række præstegårde i f.eks. Jørlunde, Kolind, Bjolderup, Thorning, Alslev, Rødby eller Viby J. der i disse år er blevet foreslået nedrevet. De er som regel for dyre at vedligeholde for menighedsrådene, der kan spare mange penge ved at bygge nyt eller simpelthen opgive tjenesteboligen.

Bogen om Vilhelm Klein kan hjælpe til at rette opmærksomheden på den stil og epoke, han repræsenterede, og åbne offentlighedens og ikke mindst beslutningstagernes øjne for de kvaliteter og værdier, som historicismen rummer.


(Kristeligt Dagblad den 22. okt. 2019. Avisen valgte en anden rubrik. Enkelte formuleringer varierer i avisens redaktion.)

Johan Otto von Spreckelsen

Dan Tschernia

Spreck – En biografi om arkitekten J.O. von Spreckelsen, Aarhus Universitetsforlag

Johan Otto von Spreckelsen (1929-1987) ville have været et navn blandt få arkitekturhistoriske kendere, hvis det blot var for de kirker, han tegnede. Der var kun fire, to katolske (Spreckelsen var opdraget katolsk), Sankt Nikolaj i Hvidovre og Sankt Nikolaj i Esbjerg, og to til folkekirken, Vangede Kirke og Stavnsholtkirken i Farum, der alle hævder sig på linje med de fineste kirkelige nybyggerier efter krigen af navne som Utzon og Exner. Han blev kort tid efter sin eksamen også lærer, siden professor, på akademiet og var anerkendt som en reflekteret og kompromisløs fagmand og en dygtig pædagog.

Spreckelsen tænkte mere geometrisk end organisk, og hans valgte form til sine projekter var kuben. Han vandt flere konkurrencer uden at de blev realiseret. I 1982 udskrev den nyvalgte franske præsident Mitterand en konkurrence om et byggeri på la Tête Défense, et point-de-vue på hovedaksen i Paris fra Louvre over Triumfbuen til det nyligt bebyggede forretningskvarter La Défense.

Forslagene blev indgivet anonymt, og den i Frankrig fuldstændig ukendte dansker vandt med et projekt, der emulerede triumfbuemotivet i en gennembrudt kube, der på alle ledder var dobbelt så stor som den eksisterende triumfbue. Som en bekendelse til oprøret mod den store fortælling, som den historiske parisiske symmetriakse udgjorde – og af praktiske hensyn - blev Spreckelsens nye triumfbue drejet nogle få grader i forhold til hovedaksen.

Alle inklusive præsidenten var begejstrede over projektet, og Spreckelsen blev katapulteret fra at være et respekteret navn blandt danske kollegaer til at være en international stjerne og skaberen af et af de væsentligste bygningsværker i Frankrig i det 20. århundrede. Men midt i byggefasen skiftede det parlamentariske flertal i Frankrig, Mitterands prestigeprojekt mistede sin politiske opbakning og Spreckelsen endte med at forlade arbejdet.

Spreckelsen var i Frankrig kontraktligt forpligtet til at samarbejde med en fransk arkitekt, og hans valg faldt på Paul Andreu, som også endte med at færdiggøre projektet efter at Spreckelsen forlod det. Andreu siger selv i dag, at han gjorde det i loyalitet mod Spreckelsens oprindelige intentioner under hensyn til de praktiske, politiske omstændigheder, der gjorde sig gældende. Spreckelsen nåede ikke selv at se sit projekt færdiggjort. Han døde af en galopperende tarmkræft.

Stavnsholtkirken i Farum. Eget foto 2020.

Byggeriet i Paris var bestemt ikke konfliktfrit. Der var stor forskel mellem den franske og danske arbejdskultur og der var en efterhånden betydelig afstand mellem Spreckelsens intentioner og det, der kunne lade sig gøre teknisk og økonomisk. Bogens fortjeneste er ikke mindst, at den kortlægger disse konflikter. Tschernia er journalistisk i sin tilgang. Det vil sige, at han for det første ikke lader som om han er arkitekturhistoriker, hvad han ikke er. For det andet benytter han interviews med vidner og aktører som hovedkilde. Han har ikke anvendt samtidigt skriftligt kildemateriale i nævneværdigt omfang. Spreckelsens enke har ikke villet give adgang til arkitektens arkiv, og Tschernia har ikke forfulgt byggesagen i de franske arkiver.

Aktørerne har naturligvis alle deres egen version af historien om ”La Grande Arche”, og deres beretninger peger ikke altid i samme retning.  Efter Spreckelsens død forsøgte en ingeniør, der havde bistået ham med de statiske beregninger, Erik Reitzel, at tage æren for idéen til kuben, og Reitzel havde faktisk held med at overbevise andre mennesker om, at det skulle være tilfældet. Tschernia har i dette spørgsmål helt entydigt påtaget sig rollen som arkitektens advokat. Tschernia lægger ikke skjul på sit engagement i historien om Spreckelsen. Han har en fortid som kultur- og presseråd på den danske ambassade i Paris i 1980erne, og det var i den egenskab han lærte Spreckelsen at kende og lavede en dokumentarudsendelse om ham. Ærindet med bogen er ”at genoplive og bevare mindet om den begavede og sympatiske danske arkitekt.” Det er en ærlig og tydelig deklaration af en personlig og velfortalt biografi.

(Kristeligt Dagblad 9. juli 2019. Avisens rubrik var en anden.)

Arkitekturens grænseoverskridende sprog

Peter Dragsbo: Arkitektur til grænsen. Arkitektur og nation i europæiske grænselande 1850-1940

Museum Sønderjylland

Perioden 1850-1940 betegnes normalt som historicismens eller de historiske stilarters epoke i arkitekturen. Før den tid var europæisk arkitektur præget af klassicismen. Den er sådan set også er en historisk stilart, idet den hylder principperne fra det klassiske Rom og Grækenland, men klassicismen blev af dens tilhængere betragtet som en tidløs norm. I Danmark var den repræsenteret af en arkitekt som C.F. Hansen, der byggede i både Altona og København.

Det, der adskiller historicismen fra klassicismen er, at den ikke længere føler sig bundet af et bestemt formskema, men frit kan vælge mellem og sammensætte stiltræk og elementer fra hele historien. Den svarer altså til den romantiske digtnings opgør med fortiden, blot med godt en generations forsinkelse.

Med udgangspunkt i fire grænseregioner - Alsace-Lorraine, Poznan, Slesvig og Sydtyrol – viser Dragsbo, hvordan denne nye valgfrihed i arkitekturen spillede sammen med de nationale og politiske konflikter, som prægede disse regioner. Han viser, hvordan historicismens store udbud af æstetiske programmer blev brugt som magt- og/eller kulturpolitiske instrumenter. Mest tydeligt i den henseende er det tyske kejserriges påfaldende lyst til at opstille gigantiske mindesmærker til forherligelse af sig selv som f.eks. det i 1945 bortsprængte på Knivsbjerg. Dragsbo interesserer sig dog ikke så meget for disse kulturpolitiske stavepladeprojekter. I centrum for hans undersøgelse står institutionsbyggeriet: banegårde, posthuse, kirker, forsamlingshuse, skoler, kaserner, rådhuse osv. Dragsbo viser, at for at forstå signalværdien af de enkelte bygninger, skal de sættes ind i deres kronologiske og regionale kontekst. Der findes ikke nogen entydig ”tysk”, ”fransk” eller ”dansk” arkitektur, men det betyder ikke, at arkitekturen ikke har spillet en væsentlig rolle i de nationale stridigheder.

De tyske marinestationer i Sønderborg og Flensborg/Mürwik, opført i årene 1906-08, var om noget en rigstysk magtmanifestation. Erobringen af hertugdømmerne og udgravningen af en kanal fra Kiel til Elben gjorde det meningsfuldt at placere en stor del af den kejserlige flåde i Østersøen. Lokalt var stilen let at identificere som ”tysk”. I begge tilfælde kom inspirationen fra den nordtyske teglstensgotik, der historisk knyttede an til den tyske ridderorden og dens borg Marienburg i det nuværende Polen. I Metz gennemtrumfede Wilhelm II imidlertid samtidig ”sit kejserligt-romanske dekorationsapparat” til byens hovedbanegård og postkontor som en reference til det 12. århundredes (hohen)staufiske kejsere. I Metz svarede de fransksindede arkitekter med at kopiere Napoleon III’s Paris, opført i ny-rokoko. I det fransk-tyske grænseland havde gotikken ikke samme signalværdi, fordi den dér var en fælles kulturarv. I Köln derimod blev færdiggørelsen af domkirken – opført i nordfransk gotik – til et symbol på Tysklands samling og genrejsning, mens der til tidens store kirkebyggeri i Berlin, Berliner Dom, blev anvendt barok.

Til komplikationerne af forståelsen af arkitekturen som udtryk for noget nationalt føjer sig hjemstavnsbevægelsen, der voksede sig stærk efter århundredeskiftet. I Slesvig søgte både tyske og danske arkitekter inspiration i den lokale byggeskik i almindelighed og Møgeltønders bondebarok i særdeleshed. Dragsbo viser, hvordan Heimatpflege og Bauschutz på tysk og Bedre Byggeskik på dansk side var udtryk for samme ambition og i høj grad også samme stilideal. Hvad der på tysk side forblev et regional fænomen, voksede sig i Danmark imidlertid til en national bevægelse med centrum på Vestsjælland, der gav inspiration tilbage til Sønderjylland, f.eks. i form af Danebod Højskole på Als.

Efter 1920 skiltes vejene igen. Deutsches Haus og banegården i Flensborg er ganske vist i overensstemmelse med den lokale tradition bygget i tegl, men i en ny-klassicistisk monumentalstil, som ikke blev dyrket umiddelbart nord for grænsen.  Her skal man til banegården i Aarhus eller politigården i København for at finde noget lignende. Det nationale program i det genvundne Sønderjylland føjede sig heller ikke nødvendigvis til det regionale. I Rinkenæs opførtes i 1932 en ny kirke efter en opskrift, der umiddelbart kan opfattes som ”typisk dansk landsbykirke” (blot lidt større). Imidlertid er den typisk østdansk, og den lokale tyske befolkning kritiserede den for at sætte ”et fynsk stempel” på egnen.

Dragsbo har selv taget de fleste af bogens mange billeder. Det ville have klædt den med professionelle optagelser – og et register – men til gengæld glæder man sig over den lave pris for så flot et værk, et standardværk tør jeg godt sige, der bidrager meget væsentligt til vores forståelse af, hvorfor bygninger fra denne periode ser ud som de gør – og ikke blot i grænseregionerne.

(Grænsen, okt. 2015)

En smagsdommer med charme

Poul Henningsen, Gennem gyngende landskaber, udgivet af Hans Hertel, Gyldendal

Hans Hertel har i forlængelse af sin biografi om Poul Henningsen samlet en række af Henningsens essays i dette bind, der dokumenterer Henningsens virke som meningsmager og kolumnist. Hertel sympatiserer grundlæggende med Henningsens anliggende. Det lægger han ikke skjul på i sit velskrevne forord. Men Hertel er i modsætning til sit forbillede ikke anarkist. Henningsen hyldede provokationen, grænseoverskridelsens æstetik. Han skrev på instinktet og giver ikke indtryk af at være synderlig belæst. Når han var bedst, kom han i nærheden af sit forbillede Johannes V. Jensen, men denne samling dokumenterer også, at Henningsen ikke havde nogen særlig høj bund som skribent og tænker. Han kunne være plat, ondskabsfuld og idiosynkratisk. Hertel er som skribent væsentlig mere raffineret.

Poul Henningsen var en ekstraordinær begavelse med en påfaldende ringe uddannelse i betragtning af, at han blev en af det tyvende århundredes mest betydningsfulde intellektuelle. Han havde realeksamen og havde gået på teknisk skole uden at få eksamen. Henningsens væsentligste og stort set eneste skriftlige produktion var kortere essays, klummer, anmeldelser, foredrag og rejseberetninger. De fleste af hans bøger er antologier af kortere tekster. Rejserne foregik i bil, og beretningerne handler for en stor del om at køre bil. Henningsen elskede at køre bil og afskyede hastighedsgrænser. Han holdt meget af Frankrig og Italien for vinens og madens skyld og var fuld af foragt for dansk madkultur og danske spiritusskatter. Foragten fylder i det hele taget en del i teksterne. Det kan være mennesker, som han har truffet på sine rejser, som han skildrer ekvilibristisk nedladende. Først og fremmest var Henningsen fuld af foragt for ”bagstræb”, altså det, der ifølge ham selv tilhørte fortiden og ikke samtiden eller fremtiden. Det gjaldt især i arkitekturen. Han var varm tilhænger af modernismen og funktionalismen, som han anså som mere ægte, sund og ren end den arkitektur, der lånte træk og elementer fra tidligere historiske epoker. Det betragtede Henningsen som forlorent og uægte. Det påvirkede også hans syn på byplanlægning, der var ganske usentimentalt. I 1937 gjorde han sig til talsmand for at rive Vartov i København ned, en af byens få barokke bygninger, til fordel for et mere funktionelt hus.

En af bogens helt centrale tekster er hans beretning fra den store arkitekturudstilling i Stockholm 1930, som indvarslede funktionalismen i Skandinavien. Henningsen hyldede den, fordi den gjorde skønheden demokratisk. Mens det smukke byggeri tidligere var forbeholdt de rige og magtfulde – som var genstand for Henningsens løbende foragt – var det nye byggeri kendetegnet ved at gøre skønheden tilgængelig for alle: ”Skønheden er i virkeligheden ganske uafhængig af tingens kostbarhed. Al det snobberi for det kostbare har hindret os i at se megen ny skønhed, og det er det, udstillingen vil ændre på. En jernbjælke er skøn, rigtig anbragt. Den er for resten skøn i sig selv. Glas, cement og lys er elementer, vi kan bygge skønhed af.”

Henningsen opfattede sig selv og blev opfattet som fortaler for en ny og meget bedre æstetik. Han kritiserede, hvad han med sin veltrænede foragt kaldte ”den gode smag”, men savnede blik for, at han blot søgte at erstatte ”den gode smag” med sin egen ”gode smag”. Hans ivrige argumentation for den nye arkitekturs demokratiske og egalitære værdier gjorde ham blind for det elitære i hans eget projekt. Han hyldede den jævne dansker, men ikke den jævne danskers smag i mad, indretning og arkitektur.  Han var smagsdommer. 

Men Henningsen havde også en charme og en gennemslagskraft. Han kunne virkelig noget. Hans lamper hænger i de fleste bedsteborgerlige hjem i Danmark i dag. Mange af hans betragtninger kan forekomme ordinære, men det skyldes ikke mindst, at så mange har efterabet ham, at de er blevet gentaget til det trivielle. En ting kunne Poul Henningsen dog ikke hæve sig over, og det er tiden. Hans eget æstetiske ideal, som blev opfattet som ”tidløst”, var lige så bundet til sin tid som alle andre idealer. Det har sin egen skønhed og sin egen historicitet og er i dag værdsat som sådan. I den forstand har Poul Henningsen overlevet sig selv.

(Kristeligt Dagblad 3. okt. 2015)

Bygmesteren, der fornemt koblede æstetik og funktion

Badeloch Vera Noldus, Philip de Lange, Københavns store bygmester

I oktober måned i året 1728 ophørte København med at være en middelalderby. Omtrent 1500 beboelseshuse i den historiske bykerne forsvandt i en brand, der varede flere dage. Byens gamle kirker, Skt. Petri, Vor Frue, Nikolaj og Helliggejst, blev svært beskadigede. Også erindringen forsvandt. Stadsarkivet gik til i branden sammen med byens rådhus.

De omfattende ødelæggelser gav imidlertid også plads til den enevældige stats trang til at ordne og organisere, og en kongelig kommission blev nedsat til at regulere og planlægge genopbygningen. Nu skulle byen moderniseres. Man benyttede lejligheden til at regulere byplanen, så mange af de mange smalle og krogede smøger forsvandt. Man fik også for første gang et sammenhængende øst-vest-gående gadeforløb, af københavnerne sidenhen døbt Strøget.

Genopbygningen af byen lagde beslag på alle kræfter, og kongen averterede efter faglært arbejdskraft i en holstensk avis, der nød stor europæisk udbredelse. Annoncen blev også læst i Haag i Nederlandene, hvor en ung mand oprindeligt fra Strassbourg, Philip Lanck, var ved at uddanne sig til murer. Han øjnede mulighederne og drog til den danske konges residensby for at gøre sin lykke. Og det gjorde han. Han blev boende og virkede i København til sin død i 1766, 62 år gammel.

Philip de Lange, som han siden kaldte sig, omtales ofte som bygmester. Det var helt i overensstemmelse med samtidens forståelse af den funktion, som i dag udfyldes af den selvstændigt skabende og kunstneriske arkitekt. Selv om stillingsbetegnelsen altså først stammer fra en senere tid, har mange af Langes samtidige kollegaer vundet borgerskab i kunsthistorien som arkitekter. Det gælder Laurids de Thura (1706-1769), Nicolai Eigtved (1701-1754) eller Nicolas-Henri Jardin (1720-1799). De tegnede palæer og andre repræsentative prestigebyggerier. Lange byggede i langt højere grad funktionsbygninger: en kontorbygning for et handelskompagni, beboelsesejendomme for borgerskabet, muren rundt om Assistens Kirkegård, et fyrtårn samt en mastekran, magasiner, mandskabsboliger og meget andet for Søetaten.

Denne bog, der er smukt tilrettelagt, velskrevet og udsøgt illustreret, viser, at arkitekten Lange fortjener den opmærksomhed, som forfatteren har givet ham. Ved at gennemgå hans liv og værk viser Noldus, der selv er nederlænderinde, hvad hans inspirationskilder fra læretiden i Haag kan have været, og den systematiske gennemgang af de bygninger, han skabte, fremhæver deres æstetiske kvaliteter. Arkitekturhistorisk interessant er især Noldus’ påpegning af forbindelsen til det 17. århundredes nederlandske klassicisme, der i modsætningen til den samtidige barokstil, kun gjorde begrænset brug af dekorative elementer. For et nutidigt blik, der er præget af funktionalismen, er det ikke mindst de mere skrabede af Langes arbejder, der vækker nysgerrigheden.

19 af Langes bygninger findes endnu. Damsholte Kirke på Møn og Det hvide Fyr i Skagen er fremtrædende eksempler, men de fleste findes i København, f.eks. postgården i Købmagergade, der netop er blevet solgt til erhverv og kontor, og Assistenshuset - det nuværende kulturministerium – eller Kunstforeningens hus på Gl. Strand. Asiatisk Kompagnis hovedbygning i Strandgade – nu Udenrigsministeriet – er ikke mindst kendt, fordi det udgør motivet for et af Vilhelm Hammershøis malerier. Mest markant er Langes tilstedeværelse dog på Holmen med Hovedvagten, Arsenalet lige ved Operaen og selvfølgelig Mastekranen, der rager op som et monument over, hvad man vel kan kalde Langes fornemme sans for at alliere æstetik og funktion.

(Kristeligt Dagblad 31. jan. 2015)