Opgør med en besættelse

Claus Bryld: Min Besættelse – 50 års livtag med historie. Essays 1965-2015

Historikeren Claus Bryld, født 1940 og pensioneret professor fra Roskilde Universitet, har i denne bog samlet en række af sine egne artikler og essays om besættelsestiden og især hvad den er blevet brugt til siden krigen. Bryld er interessant at læse, fordi han kombinerer en høj grad af refleksion med en forbilledlig klarhed og enkelhed i fremstillingen.

Bryld definerer egentlig ikke sig selv som besættelsestidshistoriker. Videnskabeligt har han meriteret sig på en disputats om Socialdemokratiets tidlige historie, og han har selv et aktivt engagement på den politiske venstrefløj bag sig. Han var medlem Venstresocialisterne fra begyndelsen i 1967 og har debatteret flittigt i offentligheden siden sin ungdom. Men man skal altså ikke forvente med denne bog at finde Brylds essayistik repræsenteret i hele sin bredde. Bogen handler om den tid, der med et åbenlyst ordspil også er blevet en besættelse for dens forfatter.

Det forhold, at bogens første essay fra 1965 aldrig har været udgivet før, forklarer dens anliggende. Det var Brylds første skriftlige livtag med den omstændighed, at hans far og farbror var fremtrædende nazister, men den unge forfatter lod sit manuskript blive i skrivebordsskuffen indtil nu. Tiden og livet var ikke til den slags indrømmelser dengang. Der skulle gå 30 år, før han i den meget læseværdige erindringsbog, ”Hvilken befrielse” fra 1995, uden bitterhed eller selvmedlidenhed redegjorde for, hvad det gjorde ved ham, at hans familie i modsætning til de fleste andre danskere ikke oplevede de første dage i maj 1945 som en befrielse. Hans far fik en fængselsdom, og han måtte hele sin barndom leve med det stigma, som hans efternavn var blevet til. Et af denne antologis mest læseværdige bidrag, en kronik fra Politiken i 2004, Fædre og Synder, er en personlig beretning om jagten på det forbillede, som Bryld ikke fandt i sin egen far.

Sammen med sin kollega Anette Warring udgav Bryld i 1998 ”Besættelsestiden som kollektiv erindring”. Bogen har vundet hævd som et uomgængeligt og betydningsfuldt værk i dansk historieskrivning, fordi forfatterne for alvor satte fænomenet erindringspolitik på den videnskabelige dagsorden, altså det fænomen at fortiden ikke er død – den er ikke engang fortid, et citat af William Faulkner, som Bryld angiver som denne bogs motto.

Besættelsestiden udgør et blivende forråd af fortællinger, en fond af erfaringer, af hvilke vi drager næring til den løbende diskussion om, hvem vi er som samfund og nation. Til trods for at perioden 1940-1945 er den mest omhyggeligt efterforskede i dansk historie, bliver den ved med at fostre nye erkendelser. Til stadighed dukker glemte aspekter op, der holder diskussionen i live. Denne bog giver talrige eksempler på, hvordan fortid og nutid spiller sammen, fra den dansk-svenske TV-film fra 1985 om Jane Horney over Erik Ninn-Hansen og Tamil-sagen, Anders Fogh Rasmussens sammenkædning mellem modstandskamp og dansk deltagelse i amerikansk krigsførelse i Mellemøsten til den nuværende debat om Frihedsmuseets genopbygning

 Bryld vil ikke fordømme, men forstå. Det giver han f.eks. meget klart til kende i sin redegørelse for ”Ringen”, en kreds af skønånder med Ole Wivel og Knud W. Jensen, der i krigens første år sværmede for ideen om Storgermanien. Men netop fordi Bryld så uskrømtet tager udgangspunkt i sig selv, når han skriver om 2. verdenskrig, kan man stille spørgsmålet, hvorfor han ikke tager det følgende skridt og tager fat i sin egen fortid i det, der er blevet kaldt ”the lunatic left” i 1960erne og 1970erne? Hvad fik egentlig unge mennesker dengang til at undsige den etablerede demokratisk-parlamentariske og markedsøkonomiske samfundsmodel til fordel for en – sværmerisk – drøm om en socialistisk nyordning? Hvilken historie kan Bryld ikke fortælle? Et liv, mange liv. En kringlet udviklingsvej, men det er der ingen skam i, og at fortælle om det kan åbne øjnene for, at mennesket er omskifteligt. Med Brylds evne til selvrefleksion kunne det blive en spændende fortælling.

(Kristeligt Dagblad 20. juni 2015. Redaktionens rubrik var "Selvopgør med visse mangler"

Mening i galskaben

Kai Just, D.G. Monrad – menneske og mand. Riget, magten og æren. Forlaget Hovedland

Ditlev Gotthard Monrad blev født i 1811 som den næstyngste af i alt 6 søskende i et embedsmandshjem, der tidligt gik i opløsning på grund faderens sindslidelse, og drengen blev sat i pleje hos en moster, der var gift med en købmand i Præstø. Byens præst foranstaltede en indsamling, der gjorde det muligt for den unge talentfulde Monrad at komme på latinskole i Vordingborg, hvor adjunkt L.C.D. Westengaard optog ham i sit hjem. Her blev Monrad præget religiøst og intellektuelt, og Westengaard blev for ham, hvad hans egen far ikke havde været. Monrad studerede teologi i København, og hans hu stod især til den semitiske filologi, og han havde set en akademisk livsbane foran sig, da han blev grebet af det politiske røre, der endte med afvikle enevælden i 1848. På dette tidspunkt havde Monrad med sin overordentlige begavelse, veltalenhed og jernflid placeret sig som en af de nationalliberales helt centrale skikkelser. Det var ham, der skrev udkastet til Junigrundloven. Meget store dele af Monrads oprindelige formuleringer er bevaret i den danske grundlov den dag i dag.

Han var rigsdagsmedlem og kultusminister – det vil sige minister for kirke- og undervisningsvæsenet – i flere omgange, og blev også biskop i Maribo i 1849, et embede der blev ham frataget af politiske grunde i 1854. Som politiker var Monrad kendt for at skaffe resultater. ”En af de få politikere fra nyere tid, som minder mest om Monrad, er afdøde formand for Socialdemokraterne og tidligere minister Svend Auken”, skriver Kai Just i sit forord. Det er – med al respekt for Auken – en sammenligning, der ikke rigtig yder Monrad retfærdighed. Monrad var både i sine sejre og sine fiaskoer af et væsentlig større format end de fleste. Han er da også uden sammenligning den danske politiker eller teolog – bort set fra Grundtvig – om hvem der er skrevet flest disputatser. Det skyldes, at Monrad er en af de største gåder i dansk politik. Hvordan kunne en så stor begavelse fejle så fatalt? 

Det handler om en af de mest omdiskuterede perioder i dansk historieskrivning, den sidste halvdel af året 1863, som endte med at konseilspræsident C.C. Hall indgav sin opsigelse, hvorpå Monrad tog roret og styrede det danske statsskib direkte mod katastrofen året efter. Den populære forklaring er, at de danske politikere med enkelte undtagelser var enten dumme, sindssyge eller som minimum manglede realitetssans. I en medicinhistorisk disputats er det blevet sandsynliggjort, at Monrad var, hvad man tidligere kaldte manio-depressiv. Bornedals TV-serie om 1864 greb denne pointe og førte den ud i en karikatur, der var stort set uden sammenhæng med noget, som fagfolk vil anerkende som historisk virkelighed.

Det er almindelige anerkendt, at Monrad var præget af den tyske filosof Hegel. Imidlertid peger Just på, at teologen Schleiermacher var lige så betydningsfuld. Hos Monrad gav det sig udtryk i en kombination af stærk – kristen – idealisme, der var hans drivkraft som både intellektuel og politiker, i kombination med en pragmatisme – ”mæglersnilde” med Justs udtryk - der skaffede ham resultater. Monrad kunne på den ene side med klarsyn identificere, hvad der var nødvendigt at gøre, men som han sagde, ”det, der i og for sig er rigtigt, bliver i politisk henseende urigtigt, når det ej lader sig gennemføre.” Man må lade sig nøje med det mulige.

Som politiker var Monrad spændt ud mellem en personlig moralsk betinget forpligtelse og en nærmest fatalistisk opfattelse af politik og historie. I 1864 brast forbindelsen mellem de to dele, er Justs argument. Jordforbindelsen røg. Når Monrads handlinger i dag forekommer uforståelige, skyldes det, at de byggede ”på et romantisk æresbegreb, som ikke rigtig har nogen plads i moderne politik i en tid, hvor enhver politiker hurtigt lærer, at man ikke skal indlade sig på nogen kampe, der ser ud til ikke at kunne vindes.”

Det kan være vanskeligt at følge alle Justs ræsonnementer, og det er ikke alle steder lykkedes at integrere det biografiske stof med de overordnede redegørelser for den politiske eller idéhistoriske udvikling. Men grundlæggende er biografien velgørende, fordi den gør et alvorligt forsøg på at skabe mening i den tilsyneladende galskab. Just tænker teologen og politikeren sammen og skriver Monrads forestilingsverden og livsanskuelse ind i sin samtidige kontekst. Her hjælpes den opmærksomme biograf på vej af Monrads egen forbavsende selvindsigt. 

Efter et midlertidigt eksil i New Zealand vendte Monrad tilbage til Danmark i 1869. I 1871 blev han genindsat som biskop i Maribo. Derefter røgtede han til sin død i 1887 med omhu sit embede, bedrev teologiske studier, tjente som rigsdagsmand og foretog åbenlyst og i lønsomhed et selvopgør, der savner sin lige. Det ”Jeg fortryder intet”, der synes at være et universelt credo blandt politikere til alle tider, havde ikke Monrad som abonnent. Mens han var mild i sin dom over andre, der bar ansvar, førte han med sit intellekts betydelige præcision og sin samvittigheds tilsvarende styrke et nådesløst aktorat mod sig selv.

(Kristeligt Dagblad 2. juni 2015