Kai Just, D.G. Monrad – menneske og mand. Riget, magten og
æren. Forlaget Hovedland
Ditlev Gotthard Monrad blev født i 1811 som den næstyngste
af i alt 6 søskende i et embedsmandshjem, der tidligt gik i opløsning på grund faderens
sindslidelse, og drengen blev sat i pleje hos en moster, der var gift med en
købmand i Præstø. Byens præst foranstaltede en indsamling, der gjorde det
muligt for den unge talentfulde Monrad at komme på latinskole i Vordingborg,
hvor adjunkt L.C.D. Westengaard optog ham i sit hjem. Her blev Monrad præget
religiøst og intellektuelt, og Westengaard blev for ham, hvad hans egen far
ikke havde været. Monrad studerede teologi i København, og hans hu stod især
til den semitiske filologi, og han havde set en akademisk livsbane foran sig, da
han blev grebet af det politiske røre, der endte med afvikle enevælden i 1848.
På dette tidspunkt havde Monrad med sin overordentlige begavelse, veltalenhed
og jernflid placeret sig som en af de nationalliberales helt centrale
skikkelser. Det var ham, der skrev udkastet til Junigrundloven. Meget store
dele af Monrads oprindelige formuleringer er bevaret i den danske grundlov den
dag i dag.
Han var rigsdagsmedlem og kultusminister – det vil sige
minister for kirke- og undervisningsvæsenet – i flere omgange, og blev også
biskop i Maribo i 1849, et embede der blev ham frataget af politiske grunde i
1854. Som politiker var Monrad kendt for at skaffe resultater. ”En af de få
politikere fra nyere tid, som minder mest om Monrad, er afdøde formand for
Socialdemokraterne og tidligere minister Svend Auken”, skriver Kai Just i sit
forord. Det er – med al respekt for Auken – en sammenligning, der ikke rigtig
yder Monrad retfærdighed. Monrad var både i sine sejre og sine fiaskoer af et
væsentlig større format end de fleste. Han er da også uden sammenligning den danske
politiker eller teolog – bort set fra Grundtvig – om hvem der er skrevet flest
disputatser. Det skyldes, at Monrad er en af de største gåder i dansk politik.
Hvordan kunne en så stor begavelse fejle så fatalt?
Det handler om en af de
mest omdiskuterede perioder i dansk historieskrivning, den sidste halvdel af
året 1863, som endte med at konseilspræsident C.C. Hall indgav sin opsigelse,
hvorpå Monrad tog roret og styrede det danske statsskib direkte mod katastrofen
året efter. Den populære forklaring er, at de danske politikere med enkelte
undtagelser var enten dumme, sindssyge eller som minimum manglede
realitetssans. I en medicinhistorisk disputats er det blevet sandsynliggjort,
at Monrad var, hvad man tidligere kaldte manio-depressiv. Bornedals TV-serie om
1864 greb denne pointe og førte den ud i en karikatur, der var stort set uden
sammenhæng med noget, som fagfolk vil anerkende som historisk virkelighed.
Det er almindelige anerkendt, at Monrad var præget af den
tyske filosof Hegel. Imidlertid peger Just på, at teologen Schleiermacher var
lige så betydningsfuld. Hos Monrad gav det sig udtryk i en kombination af stærk
– kristen – idealisme, der var hans drivkraft som både intellektuel og
politiker, i kombination med en pragmatisme – ”mæglersnilde” med Justs udtryk -
der skaffede ham resultater. Monrad kunne på den ene side med klarsyn
identificere, hvad der var nødvendigt at gøre, men som han sagde, ”det, der i
og for sig er rigtigt, bliver i politisk henseende urigtigt, når det ej lader
sig gennemføre.” Man må lade sig nøje med det mulige.
Som politiker var Monrad spændt ud mellem en personlig moralsk
betinget forpligtelse og en nærmest fatalistisk opfattelse af politik og
historie. I 1864 brast forbindelsen mellem de to dele, er Justs argument.
Jordforbindelsen røg. Når Monrads handlinger i dag forekommer uforståelige,
skyldes det, at de byggede ”på et romantisk æresbegreb, som ikke rigtig har
nogen plads i moderne politik i en tid, hvor enhver politiker hurtigt lærer, at
man ikke skal indlade sig på nogen kampe, der ser ud til ikke at kunne vindes.”
Det kan være vanskeligt at følge alle Justs ræsonnementer,
og det er ikke alle steder lykkedes at integrere det biografiske stof med de
overordnede redegørelser for den politiske eller idéhistoriske udvikling. Men
grundlæggende er biografien velgørende, fordi den gør et alvorligt forsøg på at
skabe mening i den tilsyneladende galskab. Just tænker teologen og politikeren
sammen og skriver Monrads forestilingsverden og livsanskuelse ind i sin
samtidige kontekst. Her hjælpes den opmærksomme biograf på vej af Monrads egen
forbavsende selvindsigt.
Efter et midlertidigt eksil i New Zealand vendte
Monrad tilbage til Danmark i 1869. I 1871 blev han genindsat som biskop i Maribo.
Derefter røgtede han til sin død i 1887 med omhu sit embede, bedrev teologiske
studier, tjente som rigsdagsmand og foretog åbenlyst og i lønsomhed et
selvopgør, der savner sin lige. Det ”Jeg fortryder intet”, der synes at være et
universelt credo blandt politikere til alle tider, havde ikke Monrad som
abonnent. Mens han var mild i sin dom over andre, der bar ansvar, førte han med
sit intellekts betydelige præcision og sin samvittigheds tilsvarende styrke et
nådesløst aktorat mod sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar