Hans Hauge: Fast kein Nazi? Heidegger, Løgstrup und die Ethik. Jungeuropa Verlag.

Var Martin Heidegger nazist? Det er et stående spørgsmål i den offentlige debat i Tyskland, og det har fået stigende sprængkraft, fordi synet på Heidegger er blevet en markør i den aktuelle politiske diskussion. Han er en af dem, som det yderste højre har taget til sig. 

Hans Hauges bidrag til denne diskussion, bogen "Løgstrup, Heidegger og nazismen" fra 2016, foreligger nu i en oversættelse, som også på indholdssiden er tilpasset den tysksprogede læser. Forlaget har forsynet den med et forord og et par forklarende tilføjelser. Der er blevet ændret i noterne, og nogle afsnit er helt udeladt, blandt andet et, hvor Hauge forsøger at kæde den aarhusianske teologiprofessor Regin Prenter sammen med nazismen.

Bogen vakte en del polemik, da den udkom på dansk for 10 år siden. Nils Gunder Hansen anmeldte den i Kristeligt Dagblad: "Hauge skriver fortællende, snakkende, sladrende, gisnende. Man kan ikke altid helt se, hvor han henter sine oplysninger fra, og hvor vi lige nu befinder os."

Man kan i forlængelse af denne præcise karakteristik sige, at den også er decideret usammenhængende. Dertil er noteapparatet langt under akademisk standard. Lidt velvilligt kan man kalde bogen for en uforpligtende og løst ordnet samling af anekdoter om europæiske intellektuelles netværk og privatliv i det 20. århundrede med Heidegger som tilbagevendende tema.

Hauges hovedargument er, at hvis folk, der omgikkes Heidegger, ikke mente, at han var nazist, må konklusionen være, at Heidegger "næsten ikke var nazist". Denne Verharmlosung – bagatellisering – har Hauge fra K.E. Løgstrup. I det posthumt udgivne skrift om Heidegger (udgivet på forlaget Klim 2008) nævnte Løgstrup Heideggers kortvarige "nationalsocialistiske raptus", hvorpå Løgstrup i øvrigt fortav sin læremesters politiske standpunkt. 

Hauge benægter ikke, at Heidegger talte ilde om for eksempel "verdensjødedommen", men forbinder det ikke med noget specifikt antisemitisk, endsige nazistisk. I det hele taget er Hauges evne til at se bort fra dokumentation, der taler ham imod, ganske betragtelig. Direkte morsomt bliver det for eksempel i en passage, hvor han påstår, at Heidegger ikke bar mærket for medlemmer af nazistpartiet under hele sit besøg i Rom i 1936. Bogens oversætter har her indsat en fodnote, der dementerer denne påstand.

Hauges hovedtese holder ikke. Heidegger var medlem af nazistpartiet fra 1933 til 1945. Hvis der skulle herske nogen tvivl om, hvorvidt han også af sindelag var nazist, kan man referere til de såkaldte sorte hæfter, efterladte optegnelser, der blev offentliggjort fra 2014 og frem. De udstillede for alvor Heidegger som antisemit. Det samme gælder brevvekslingen med broderen Fritz, der blev kendt i en bredere offentlighed i 2016. 

Men så er spørgsmålet: Gør det Heidegger irrelevant som filosof? Var hans filosofi nazistisk? Hauge gør op med det, han kalder the biographical turn, altså at et værk skal forstås som en integreret del af en forfatters liv. Han er fortaler for den såkaldte værkimmanente læsning, der forstår et forfatterskab uafhængigt af forfatteren.

Det gør Hauge paradoksalt nok ved selv at være kolossalt optaget af biografi og ikke særlig meget af filosofi. Hvem gjorde hvad hvornår? Han er påfaldende nyfigen og sladdervorn og er for eksempel ret optaget af, at Heidegger løbende var sin kone utro. Hauge kommer derimod kun glimtvis i nærheden af at antyde, på hvilken måde Heideggers filosofi kan læses uafhængigt af hans partibog. 

Da bogen udkom i Tyskland tidligere i år, blev det bemærket blandt andet her i avisen, at forlaget – Jungeuropa Verlag – også udgiver bøger, der stammer fra den yderste højrefløj. Forordet – skrevet af Christian Illner – motiverer udgivelsen med, at Heideggers kritikere med Jürgen Habermas i spidsen kun alt for gerne har trukket nazi-kortet for at fremme deres egen sag. Illner bruger udtrykket Kontaktschuld (kontaktskyld; på engelsk guilt-by-association). Det dækker over den betragtning, at skyld smitter af ved berøring eller med andre ord: Hvis man har ladet sig inspirere af Heideggers filosofi, er man så også automatisk smittet af hans nazisme? Nej, selvfølgelig ikke. Harald Bergstedts digt "Solen er så rød, mor" er stadig godt, selv om dets digter manglede politisk dømmekraft.

Problemet med Hans Hauges bog er i den henseende, at han selv frejdigt benytter kontaktskyld som metode. Der er ingen anden måde at forstå hans frit associerende fremgangsmåde og løst fremsatte påstande. Hauge har selv over for Kristeligt Dagblad med den for ham særegne ironiske nonchalance hævdet, at han ikke har nogen politisk dagsorden.

Men Hans Hauge kan lige så lidt som Heidegger løbe fra, at en bog nu engang har en forfatter. Set udefra kan man ikke andet end konstatere, at Hans Hauge har gjort sig til nyttig idiot for den ene part i en ideologisk konflikt af ganske betydelig politisk rækkevidde i Tyskland såvel som i Europa. Naivitet er udelukket som forklaring. Dertil er hans indsigt for stor. Ironiens tid er ude. Hans Hauge har kastet sit lod.

(Kristeligt Dagblad 17. okt. 2026)

Bjarne Hesselbæk: Den forhærdede idealist – Niels Erik Bank-Mikkelsen og kampen for udviklingshandicappedes ret til et normalt liv. Gads Forlag.

Niels Erik Bank-Mikkelsen (1919-1990) var gennem mange år ledende embedsmand i det, der hed åndssvageforsorgen. Han var også meget aktivistisk i sine forsøg på at ændre systemets syn på de udviklingshæmmede, og han bliver betragtet som af central betydning i den store omlægning af forsorgens arbejde fra midten af det 20. århundrede og frem. Der skete en såkaldt normalisering, idet de udviklingshæmmede ikke længere blev opbevaret i store anstalter ledet af læger, men blev huset i decentrale bosteder med mulighed for adgang til skolegang, uddannelse, arbejde og et privatliv. Samtidig blev de flyttet fra et medicinsk regimente til et socialpædagogisk. Hele denne udvikling er allerede beskrevet af historikeren Birgit Kirkebæk for 25 år siden. Bjarne Hesselbæks tilgang til stoffet er i modsætning til Kirkebæks konsekvent biografisk. Bank-Mikkelsen voksede op i et hjem tilknyttet Evangelisk Luthersk Mission. Som ung blev han optaget af Arne Sørensen og engagerede sig i Sørensens parti Dansk Samling. Han bidrog også til partiets blad. Det er ret tydeligt, at Hesselbæk er fremmed for både pietistisk kristendom og nationalkonservatisme. Han ved ikke rigtig, hvad han skal stille op med den unge Bank-Mikkelsen, som han holder ud i strakt arm. Så går det bedre med at beskrive Bank-Mikkelsens engagement i modstandskampen. Efter krigen omvendte Bank-Mikkelsen sig til socialdemokratismen og blev ansat som embedsmand i Socialministeriet. Så er skinnerne lagt til historien om en socialpolitisk helt. Hesselbæks sympati for Bank-Mikkelsens socialpolitiske linje skinner herfra tydeligt igennem. Bank-Mikkelsen havde medvind på alle cykelstier, steg hurtigt i graderne og blev internationalt kendt og anerkendt for sin linje. Danmarks forsorgspolitik blev et forbillede verden over. Det var journalist på Aktuelt Else Steen Hansen, der fandt på betegnelsen en forhærdet idealist, og det er sådan set forbavsende, at en embedsmand kunne slippe af sted med at politisere i dén grad, som han gjorde. En central episode i bogen er et besøg i Californien, hvor Bank-Mikkelsen – antagelig i ledtog med lokale meningsfæller – fik sat fokus på de elendige forhold for de udviklingshæmmede dér. Det huede ikke statens guvernør, Ronald Reagan. Omkring 1970 vendte vindene. Bank-Mikkelsen blev degraderet opad til en chefstilling i Socialstyrelsen, der netop var blevet oprettet. Her havde han ikke længere samme råderum. Han gik på tidlig pension i 1983. Kildematerialet til bogen er Bank-Mikkelsens eget arkiv. Hesselbæk har tydeligvis haft rigeligt med materiale at arbejde med. Der kunne godt være prioriteret noget hårdere i stoffet for at fastholde den røde tråd. Til gengæld hjælper Hesselbæks gode pen og glød for sagen med at fastholde læserens opmærksomhed.

(Kristeligt Dagblad 19. sept. 2026)