Bjarne Hesselbæk: Den forhærdede idealist – Niels Erik Bank-Mikkelsen og kampen for udviklingshandicappedes ret til et normalt liv. Gads Forlag.

Niels Erik Bank-Mikkelsen (1919-1990) var gennem mange år ledende embedsmand i det, der hed åndssvageforsorgen. Han var også meget aktivistisk i sine forsøg på at ændre systemets syn på de udviklingshæmmede, og han bliver betragtet som af central betydning i den store omlægning af forsorgens arbejde fra midten af det 20. århundrede og frem. Der skete en såkaldt normalisering, idet de udviklingshæmmede ikke længere blev opbevaret i store anstalter ledet af læger, men blev huset i decentrale bosteder med mulighed for adgang til skolegang, uddannelse, arbejde og et privatliv. Samtidig blev de flyttet fra et medicinsk regimente til et socialpædagogisk. Hele denne udvikling er allerede beskrevet af historikeren Birgit Kirkebæk for 25 år siden. Bjarne Hesselbæks tilgang til stoffet er i modsætning til Kirkebæks konsekvent biografisk. Bank-Mikkelsen voksede op i et hjem tilknyttet Evangelisk Luthersk Mission. Som ung blev han optaget af Arne Sørensen og engagerede sig i Sørensens parti Dansk Samling. Han bidrog også til partiets blad. Det er ret tydeligt, at Hesselbæk er fremmed for både pietistisk kristendom og nationalkonservatisme. Han ved ikke rigtig, hvad han skal stille op med den unge Bank-Mikkelsen, som han holder ud i strakt arm. Så går det bedre med at beskrive Bank-Mikkelsens engagement i modstandskampen. Efter krigen omvendte Bank-Mikkelsen sig til socialdemokratismen og blev ansat som embedsmand i Socialministeriet. Så er skinnerne lagt til historien om en socialpolitisk helt. Hesselbæks sympati for Bank-Mikkelsens socialpolitiske linje skinner herfra tydeligt igennem. Bank-Mikkelsen havde medvind på alle cykelstier, steg hurtigt i graderne og blev internationalt kendt og anerkendt for sin linje. Danmarks forsorgspolitik blev et forbillede verden over. Det var journalist på Aktuelt Else Steen Hansen, der fandt på betegnelsen en forhærdet idealist, og det er sådan set forbavsende, at en embedsmand kunne slippe af sted med at politisere i dén grad, som han gjorde. En central episode i bogen er et besøg i Californien, hvor Bank-Mikkelsen – antagelig i ledtog med lokale meningsfæller – fik sat fokus på de elendige forhold for de udviklingshæmmede dér. Det huede ikke statens guvernør, Ronald Reagan. Omkring 1970 vendte vindene. Bank-Mikkelsen blev degraderet opad til en chefstilling i Socialstyrelsen, der netop var blevet oprettet. Her havde han ikke længere samme råderum. Han gik på tidlig pension i 1983. Kildematerialet til bogen er Bank-Mikkelsens eget arkiv. Hesselbæk har tydeligvis haft rigeligt med materiale at arbejde med. Der kunne godt være prioriteret noget hårdere i stoffet for at fastholde den røde tråd. Til gengæld hjælper Hesselbæks gode pen og glød for sagen med at fastholde læserens opmærksomhed.

(Kristeligt Dagblad 19. sept. 2026)