Fra slagfærdighed til patos

Jan Hedegaard, Churchill citater – ordrigt, åndrigt og nedrigt, Lindhardt og Ringhof

”Hvilket mandfolk! Jeg har tabt mit hjerte!” Således beskrev den britiske konservative politiker Winston Spencer Churchill (1874-1965)i 1927 sit møde med den italienske diktator Mussolini. Det er ikke et citat, man finder i denne bog. Heller ikke hans karakteristik af samme diktator fra 1933 som ”den største af alle nulevende lovgivere”. Det er Göran Hägg, der i sin interessante Mussolini-biografi har fremdraget disse for Churchills eftermæle mindre flatterende citater. De passer ikke så godt ind i det billede af Churchill, som eftertiden har dannet sig.

Churchills ry er slet ikke ufortjent. Han blev leder af en samlingsregering i 1940, et tidspunkt, da Storbritannien stod stort set alene mod Hitler. Sovjetunionen havde indgået en traktat med Tyskland. Frankrig var sammen med Polen og flere mindre europæiske lande blevet kørt over af den tyske krigsmaskine. Kun briterne stod på dette tidspunkt i vejen for Hitlers fuldstændige sejr i Europa. Det var deres ’Finest Hour’ med et citat af netop Churchill. Først senere kunne der dannes en koalition mod Hitler, fordi han var så uforsigtig at åbne østfronten i 1941. Sovjetunionen blev kastet i armene på Storbritannien og USA – eller omvendt. Antikommunisten Churchill vidste, at man ikke kunne være kræsen, når det handlede om allierede, så han udtalte – med både Stalin og sit eget politiske kompas for øje – at hvis ”Hitler invaderede helvede, ville jeg i det mindste fremsætte nogle elskværdige bemærkninger om djævelen i Underhuset.” Han indgik i løbet af krigen sammen med Roosevelt en pagt med Stalin om en deling af Europa efter krigen. Shakespeare-kenderen Churchill beskrev selv i 1946 denne deling som et jerntæppe, en metafor hentet fra teatret, hvor jerntæppet skiller scenerum fra tilskuerrum hermetisk i tilfælde af brand. At delingen fik den karakter, som den fik, var uden tvivl Stalins skyld. Men også Hedegaard glemmer i det biografiske kapitel, der også indgår i bogen, at Stalin grundlæggende overholdt de indgåede aftaler om grænsedragninger.

Selv om Churchill især huskes som frihedens og demokratiets forkæmper, tjener det til forståelse af hans personlighed, at han var født ind i den engelske højadel og modtog sin dannelse på en ’public school’, en prestigefyldt privatskole (fejlagtigt oversat til offentlig skole s. 24). Sin eventyrlyst fik han tilfredsstillet ved at gøre karriere i det britiske militær, der i hans ungdom var involveret i så mange konflikter på hele kloden, at det altid kunne stille fare til rådighed for den, der opsøgte den. Men Churchill var ikke blot soldat. Han fungerede samtidig som krigskorrespondent og forfatter. Det var han ikke mindst blevet af nød, for trods sin aristokratiske herkomst var han uden midler og måtte derfor skaffe sig et udkomme ved hjælp af sin mere end fortræffelige pen.  ”Historien vil være mig venlig stemt – jeg har nemlig selv tænkt mig at skrive den”, var hans pragmatiske vurdering. Hans helt eminente greb om sproget blev belønnet med Nobelprisen i litteratur i 1953. Hvor meget ros han end fortjener for sin rolle i Anden Verdenskrig, ville det unægtelig også have været vanskeligt at retfærdiggøre, at denne sikkerhedspolitiske hardliner fik fredsprisen.

Som politiker var Churchill ikke filosofisk idealist, men pragmatisk og til tider kynisk.  ”Det er ikke nok, at vi gør vort bedste. Nogle gange må vi også gøre det nødvendige.” Som taler var han ofte sarkastisk eller ligefrem nedrig. ”Jeg forstår så glimrende det ærede medlems trang til at fortsætte med at tale,” sagde han om en politikerkollega. ”Han trænger virkelig til at øve sig.” Churchill beherskede selv dette væsentligste, politiske instrument, talen, til perfektion. Han spillede med lige stor virtuositet på alle dets tangenter fra slagfærdighed til patos.  Berømte er især de taler, som holdt liv i den britiske kampånd, da det så allermørkest ud.

I replikken var han ikke mindre sublim, selv langt oppe i årene. En fotograf, der havde taget et portræt af Churchill i anledning af hans 75 års fødselsdag, udtrykte håbet om at ”få lejlighed til at fotografere Dem, når De bliver 100 år.” Churchill svarede: ”Ja, hvorfor ikke. De ser jo både nogenlunde rask og rørig ud.”

De fleste vil antagelig læse denne bog, fordi de hylder Churchills politik og hans person, og de vil ikke blive skuffede. Men selv kritikere af Churchill må beundre hans vid og hans evne til at turnere en pointe. Bogen bygger på bøger af Churchill selv og på bøger om ham. Dog er det sært, at man ikke finder Richard Langworths udvalg af Churchill-citater, ”Churchill by Himself”, på litteraturlisten. Den må da have tjent til inspiration.

(Kristeligt Dagblad den 31. okt. 2015)

Arkitekturens grænseoverskridende sprog

Peter Dragsbo: Arkitektur til grænsen. Arkitektur og nation i europæiske grænselande 1850-1940

Museum Sønderjylland

Perioden 1850-1940 betegnes normalt som historicismens eller de historiske stilarters epoke i arkitekturen. Før den tid var europæisk arkitektur præget af klassicismen. Den er sådan set også er en historisk stilart, idet den hylder principperne fra det klassiske Rom og Grækenland, men klassicismen blev af dens tilhængere betragtet som en tidløs norm. I Danmark var den repræsenteret af en arkitekt som C.F. Hansen, der byggede i både Altona og København.

Det, der adskiller historicismen fra klassicismen er, at den ikke længere føler sig bundet af et bestemt formskema, men frit kan vælge mellem og sammensætte stiltræk og elementer fra hele historien. Den svarer altså til den romantiske digtnings opgør med fortiden, blot med godt en generations forsinkelse.

Med udgangspunkt i fire grænseregioner - Alsace-Lorraine, Poznan, Slesvig og Sydtyrol – viser Dragsbo, hvordan denne nye valgfrihed i arkitekturen spillede sammen med de nationale og politiske konflikter, som prægede disse regioner. Han viser, hvordan historicismens store udbud af æstetiske programmer blev brugt som magt- og/eller kulturpolitiske instrumenter. Mest tydeligt i den henseende er det tyske kejserriges påfaldende lyst til at opstille gigantiske mindesmærker til forherligelse af sig selv som f.eks. det i 1945 bortsprængte på Knivsbjerg. Dragsbo interesserer sig dog ikke så meget for disse kulturpolitiske stavepladeprojekter. I centrum for hans undersøgelse står institutionsbyggeriet: banegårde, posthuse, kirker, forsamlingshuse, skoler, kaserner, rådhuse osv. Dragsbo viser, at for at forstå signalværdien af de enkelte bygninger, skal de sættes ind i deres kronologiske og regionale kontekst. Der findes ikke nogen entydig ”tysk”, ”fransk” eller ”dansk” arkitektur, men det betyder ikke, at arkitekturen ikke har spillet en væsentlig rolle i de nationale stridigheder.

De tyske marinestationer i Sønderborg og Flensborg/Mürwik, opført i årene 1906-08, var om noget en rigstysk magtmanifestation. Erobringen af hertugdømmerne og udgravningen af en kanal fra Kiel til Elben gjorde det meningsfuldt at placere en stor del af den kejserlige flåde i Østersøen. Lokalt var stilen let at identificere som ”tysk”. I begge tilfælde kom inspirationen fra den nordtyske teglstensgotik, der historisk knyttede an til den tyske ridderorden og dens borg Marienburg i det nuværende Polen. I Metz gennemtrumfede Wilhelm II imidlertid samtidig ”sit kejserligt-romanske dekorationsapparat” til byens hovedbanegård og postkontor som en reference til det 12. århundredes (hohen)staufiske kejsere. I Metz svarede de fransksindede arkitekter med at kopiere Napoleon III’s Paris, opført i ny-rokoko. I det fransk-tyske grænseland havde gotikken ikke samme signalværdi, fordi den dér var en fælles kulturarv. I Köln derimod blev færdiggørelsen af domkirken – opført i nordfransk gotik – til et symbol på Tysklands samling og genrejsning, mens der til tidens store kirkebyggeri i Berlin, Berliner Dom, blev anvendt barok.

Til komplikationerne af forståelsen af arkitekturen som udtryk for noget nationalt føjer sig hjemstavnsbevægelsen, der voksede sig stærk efter århundredeskiftet. I Slesvig søgte både tyske og danske arkitekter inspiration i den lokale byggeskik i almindelighed og Møgeltønders bondebarok i særdeleshed. Dragsbo viser, hvordan Heimatpflege og Bauschutz på tysk og Bedre Byggeskik på dansk side var udtryk for samme ambition og i høj grad også samme stilideal. Hvad der på tysk side forblev et regional fænomen, voksede sig i Danmark imidlertid til en national bevægelse med centrum på Vestsjælland, der gav inspiration tilbage til Sønderjylland, f.eks. i form af Danebod Højskole på Als.

Efter 1920 skiltes vejene igen. Deutsches Haus og banegården i Flensborg er ganske vist i overensstemmelse med den lokale tradition bygget i tegl, men i en ny-klassicistisk monumentalstil, som ikke blev dyrket umiddelbart nord for grænsen.  Her skal man til banegården i Aarhus eller politigården i København for at finde noget lignende. Det nationale program i det genvundne Sønderjylland føjede sig heller ikke nødvendigvis til det regionale. I Rinkenæs opførtes i 1932 en ny kirke efter en opskrift, der umiddelbart kan opfattes som ”typisk dansk landsbykirke” (blot lidt større). Imidlertid er den typisk østdansk, og den lokale tyske befolkning kritiserede den for at sætte ”et fynsk stempel” på egnen.

Dragsbo har selv taget de fleste af bogens mange billeder. Det ville have klædt den med professionelle optagelser – og et register – men til gengæld glæder man sig over den lave pris for så flot et værk, et standardværk tør jeg godt sige, der bidrager meget væsentligt til vores forståelse af, hvorfor bygninger fra denne periode ser ud som de gør – og ikke blot i grænseregionerne.

(Grænsen, okt. 2015)

De kongelige havde fortjent bedre

Maria Helleberg og JØrgen Lange Thomsen, Hvad døde de kongelige af? FADLs Forlag

Patografien, beskrivelsen af historiske personers, herunder ikke mindst de kongeliges sygdomme er en genre for sig. Den er herhjemme især dyrket af læger som Ove Brinch, Hjalmar Helweg, Johan Schioldann Nielsen og Paul Reiter. Senest er der kommet et pragtværk i tre bind redigeret af Karin Kryger om danske kongegrave, hvor også kongernes død behandles og sættes ind i deres politiske og kulturelle kontekst.

Herfra har man antagelig også hentet inspirationen til denne bog, der handler om danske kongers liv og ikke mindst død. Forfatteren Maria Helleberg har skrevet hovedparten af bogens tekst, en række historiske essays om løst og fast kongeligt inventar i kronologisk fremadskridende orden. Grundigst skriver hun om det 18. århundrede. Til slut er det tydeligvis gået lidt stærkt, for en af de længst regerende konger, Christian IX, er faldet næsten helt ud af billedet. Ud over Margrethe I er der kun blevet plads til selvstændig behandling af en enkelt kvinde, Caroline Mathilde, der døde i en ganske ung alder i sit eksil i Celle, antagelig af skarlagensfeber.

Retsmedicineren Jørgen Lange Thomsens bidrag til bogen er små tekstbidder om hver konge med hans betragtninger om dødsfaldets årsag. Forskellen mellem hans noget stenografisk prosa og Hellebergs letflydende pen er tydelig. Det er selvfølgelig interessant at læse en retsmediciners vurdering af kongelige dødsfald, men noget egentlig nyt kommer der ikke frem, bortset fra en spinkel hypotese om en arvelig (’vil ofte optræde familiært’ i Thomsens lægeprosa) hjertelidelse blandt middelalderens konger.

I forordet henviser Thomsen til, at han har ”fundet den tilgængelige litteratur frem”, hvad han så end måtte mene med det. Han fremhæver, at han har støttet sig til ”Palle Laurings publikationer” uden at specificere hvilke. Det skulle han nok gøre. For mens Lauring i sine sene år var en ganske driftssikker og kyndig formidler af Danmarks historie, indledtes han karriere som forfatter af historisk sagprosa i 1954 med en decideret skandalesucces af en bog, der netop handlede om årsagen til danske kongers død. Lauring mente, at kongerne helt op i nyere tid videreførte en mytisk funktion fra oldtiden som gudekonger og lykkemagere. Landets lykke afhang af kongens, hvis kraft opbrugtes i perioder af 7 eller 9 år, hvorefter den måtte fornyes ved, at der bragtes et offer til Den Hornede Gud. Stærkest virkede fornyelsen, hvis kongen selv ofredes. Det forklarede ifølge Lauring mange kongers ellers uforklarlige død i en ung alder. Lauring blev med rette grundigt til grin.

Nu kommer Thomsen ikke i nærheden af at anvende sådanne vidtløftige konspirationsteorier, men han kunne godt have udvist lidt mere omhu i sit valg af forbilleder. Han kunne med fordel have konsulteret den relevante medicinhistoriske litteratur, hvor man f.eks. diskuterer pestens smitteveje. Margrethe I døde på et skib på Flensborg Fjord i 1412. Thomsen stiller sig skeptisk over for den antagelse, at hun skulle være død af pest: ”Sygdommen er meget smitsom, og hvis Margrethe døde af denne sygdom, ville der ganske givet have været flere omkring hende, der døde.” Det er imidlertid kun nogle former for pest der smitter umiddelbart fra menneske til menneske, mens andre smitter middelbart gennem værtsdyr. Margrethe kunne altså sagtens være død af pest uden at folk i hendes umiddelbare fysiske nærhed blev smittet. Bortset fra det antages det nu, at hun må være død af dysenteri eller anden akut sygdom.

Om Frederik VI skriver Thomsen at kongen led af uproduktiv – lægeprosa for tør – hoste. Men det kan ikke skyldes tobaksrygning, mener Thomsen, idet kongen aldrig ses ”med pibe eller cigar på billeder”. Det er blot ikke noget argument for at han ikke røg. Der findes f.eks. heller ingen billeder, der viser at kongen spiser. Vi antager ikke desto mindre, at han jævnligt tog føde til sig.

Thomsens sidste ord i bogen er om Frederik IX’s død. Efter at have beskrevet kongens indlæggelse på Københavns Kommunehospital slutter han med følgende ordvalg: ”Der var lægelige overvejelser om det rimelige behandlingsniveau. Københavns Kommunehospital er siden blandt læger omtalt som ’Finderup Lade’.” Thomsen synes selv, at det er morsomt; ham om det.

Bogen er udkommet på de medicinstuderendes forlag, der normalt udgiver videnskabelig litteratur, og selvom den ikke gør sig til af at være videnskab, skal den som formidling stadig stå på videnskabens grund. Bogen ville som læseoplevelse have vundet ved en mere omhyggelig redaktion og en klarere arbejdsdeling mellem Helleberg og Thomsen. Der er for mange gentagelser, småfejl og unødvendige digressioner undervejs. End ikke Hellebergs gode pen kan redde dette ufærdige produkt.

(Kristeligt Dagblad 30. okt. 2015)

Lille bog med store perspektiver

Niels Thomsen, Jeg kender et land - forbrugervejledning til 28 Grundtvig-salmer, forlaget Vartov

I denne bog gennemgår tidligere rektor for præstehøjskolen og tidligere frimenighedspræst Niels Thomsen 28 salmer af Grundtvig. Bogen er efter eget udsagn skrevet af en kirkegænger. Thomsen har forladt sit kateder og sin prædikestol og udvikler for sig selv og sin læser, hvad de salmer egentlig betyder, som vi synger.

Det er ikke en bog om Grundtvig. Han nævnes sjældent, i betragtning af at salmerne alle er fra hans hånd. Det kan forekomme at være en moderne læsestrategi, hvor man læser teksten, sådan som den fremstår i salmebogen, uden hensyn til forfatterens intention eller øvrige værk. Men Thomsen angiver som inspiration sin egen barndoms salmebog, hvor salmerne ikke havde forfatterangivelse. Salmebogen er en brugsbog, skriver Thomsen. Den er ikke et poetisk potpourri, ikke et mellemværende mellem en auteur og hans publikum.

Det " jeg", som optræder i salmerne, er ikke salmistens, men kirkegængerens, og salmens ' vi' er menigheden, hvori den synges. Selvom bogen billedligt talt er skrevet fra kirkebænken, sættes salmerne ikke ind i deres liturgiske kontekst. Thomsen har læst salmebogen som andagtsbog. Hans egen tone er usentimental og saglig, så i sin form er hans bog mere til oplysning end til andagt, men med fuld loyalitet - tør man skrive hengivenhed? - over for salmernes ærinde. Så hvis man ikke vil gribes i at læse egentlig andagtslitteratur, gør denne " Forbrugervejledning" glimrende fyldest som erstatning.

Thomsen skriver klart og enkelt om vanskelige teologiske spørgsmål, f. eks. når han skal forklare forsoningslæren, et af de klassiske spørgsmål i kristendommen. Hvordan man skal forstå, at det forhold mellem Gud og mennesker, som blev brudt ved syndefaldet, genoprettedes ved Jesu død på korset? To af tolkningerne kaldes den subjektive og den objektive forsoningslære.

Enten bringes forsoningen til veje, idet mennesket renses for selviskhed og hovmod i mødet med Jesus og i stedet fyldes af en kærlighed, der spejler Kristi kærlighed. Eller også kommer forsoningen i stand ved, at Jesu offerdød betaler vor skyld, så vi bliver gældfri. Thomsen peger på, at begge tolkninger er til stede i salmen om Frelseren og Forsoneren (DDS 192). I den bedes der om, at den flod, der sprang af Jesu sår, skal blødgøre hjertets hårdhed og smelte dets kulde og tvætte blodskylden af. Men salmen taler også om korsets død i vores sted og om, at Jesus betalte syndens sold. Hvad skal vi da tro på? Sidste vers i salmen indledes med en bekendelse, ikke til den ene eller anden forsoningslære, men til det mysterium, som forsoningen er: " Ja, jeg tror på korsets gåde". Således føres læseren og salmesyngeren tematisk igennem de væsentligste spørgsmål fra kristendommen; kirkeåret og højtiderne, sakramenterne, trosartiklerne, kirken, nåde, efterfølgelse, døden og det evige liv.

Ganske meget af det handler også om forsoning. Og så har forfatteren snydt os lidt undervejs.

Hverken kateder eller prædikestol er helt så forladt, som han gav indtryk af til at begynde med. Den lille andagtsbog forklædt som forbrugervejledning viser sig at være ikke så lidt af en lærebog i tilgift, en indføring i kristendommen, en katekismus. Den handler som nævnt ikke om Grundtvig, men faktisk heller ikke så meget om Grundtvigs salmer. Den handler mest om det, som Grundtvigs salmer handler om

(Kristeligt Dagblad 13. okt. 2015)

En smagsdommer med charme

Poul Henningsen, Gennem gyngende landskaber, udgivet af Hans Hertel, Gyldendal

Hans Hertel har i forlængelse af sin biografi om Poul Henningsen samlet en række af Henningsens essays i dette bind, der dokumenterer Henningsens virke som meningsmager og kolumnist. Hertel sympatiserer grundlæggende med Henningsens anliggende. Det lægger han ikke skjul på i sit velskrevne forord. Men Hertel er i modsætning til sit forbillede ikke anarkist. Henningsen hyldede provokationen, grænseoverskridelsens æstetik. Han skrev på instinktet og giver ikke indtryk af at være synderlig belæst. Når han var bedst, kom han i nærheden af sit forbillede Johannes V. Jensen, men denne samling dokumenterer også, at Henningsen ikke havde nogen særlig høj bund som skribent og tænker. Han kunne være plat, ondskabsfuld og idiosynkratisk. Hertel er som skribent væsentlig mere raffineret.

Poul Henningsen var en ekstraordinær begavelse med en påfaldende ringe uddannelse i betragtning af, at han blev en af det tyvende århundredes mest betydningsfulde intellektuelle. Han havde realeksamen og havde gået på teknisk skole uden at få eksamen. Henningsens væsentligste og stort set eneste skriftlige produktion var kortere essays, klummer, anmeldelser, foredrag og rejseberetninger. De fleste af hans bøger er antologier af kortere tekster. Rejserne foregik i bil, og beretningerne handler for en stor del om at køre bil. Henningsen elskede at køre bil og afskyede hastighedsgrænser. Han holdt meget af Frankrig og Italien for vinens og madens skyld og var fuld af foragt for dansk madkultur og danske spiritusskatter. Foragten fylder i det hele taget en del i teksterne. Det kan være mennesker, som han har truffet på sine rejser, som han skildrer ekvilibristisk nedladende. Først og fremmest var Henningsen fuld af foragt for ”bagstræb”, altså det, der ifølge ham selv tilhørte fortiden og ikke samtiden eller fremtiden. Det gjaldt især i arkitekturen. Han var varm tilhænger af modernismen og funktionalismen, som han anså som mere ægte, sund og ren end den arkitektur, der lånte træk og elementer fra tidligere historiske epoker. Det betragtede Henningsen som forlorent og uægte. Det påvirkede også hans syn på byplanlægning, der var ganske usentimentalt. I 1937 gjorde han sig til talsmand for at rive Vartov i København ned, en af byens få barokke bygninger, til fordel for et mere funktionelt hus.

En af bogens helt centrale tekster er hans beretning fra den store arkitekturudstilling i Stockholm 1930, som indvarslede funktionalismen i Skandinavien. Henningsen hyldede den, fordi den gjorde skønheden demokratisk. Mens det smukke byggeri tidligere var forbeholdt de rige og magtfulde – som var genstand for Henningsens løbende foragt – var det nye byggeri kendetegnet ved at gøre skønheden tilgængelig for alle: ”Skønheden er i virkeligheden ganske uafhængig af tingens kostbarhed. Al det snobberi for det kostbare har hindret os i at se megen ny skønhed, og det er det, udstillingen vil ændre på. En jernbjælke er skøn, rigtig anbragt. Den er for resten skøn i sig selv. Glas, cement og lys er elementer, vi kan bygge skønhed af.”

Henningsen opfattede sig selv og blev opfattet som fortaler for en ny og meget bedre æstetik. Han kritiserede, hvad han med sin veltrænede foragt kaldte ”den gode smag”, men savnede blik for, at han blot søgte at erstatte ”den gode smag” med sin egen ”gode smag”. Hans ivrige argumentation for den nye arkitekturs demokratiske og egalitære værdier gjorde ham blind for det elitære i hans eget projekt. Han hyldede den jævne dansker, men ikke den jævne danskers smag i mad, indretning og arkitektur.  Han var smagsdommer. 

Men Henningsen havde også en charme og en gennemslagskraft. Han kunne virkelig noget. Hans lamper hænger i de fleste bedsteborgerlige hjem i Danmark i dag. Mange af hans betragtninger kan forekomme ordinære, men det skyldes ikke mindst, at så mange har efterabet ham, at de er blevet gentaget til det trivielle. En ting kunne Poul Henningsen dog ikke hæve sig over, og det er tiden. Hans eget æstetiske ideal, som blev opfattet som ”tidløst”, var lige så bundet til sin tid som alle andre idealer. Det har sin egen skønhed og sin egen historicitet og er i dag værdsat som sådan. I den forstand har Poul Henningsen overlevet sig selv.

(Kristeligt Dagblad 3. okt. 2015)