Fra bondedreng til professor

Ove Korsgaard, Solskin for det sorte muld – om slægt og folk, Gyldendal, 384 sider,  299,95

”I mit hjem diskuterede vi aldrig, om vi skulle holde jul, om køerne skulle fodres, eller om vi skulle gå til gymnastik. Det gjorde alle ordentlige mennesker.” Sådan skriver Ove Korsgaard (født 1942) om sin barndom på en større gård på Mors. Da han voksede op, var andelstidens landbokultur endnu intakt på limfjordsøen. Familien Korsgaard hørte til de grundtvigske og handlede derfor kun i Brugsen, der var en del af andelsbevægelsen. Det var ikke fordi købmanden var for dyr eller et slet menneske. Man kom bare aldrig hos købmanden, og derfor vidste man sådan set ikke engang, hvad hans varer kostede. På andre punkter fulgte familien normen . Selv om der var både grundtvigske friskoler og valgmenigheder på øen, tilhørte familien sognemenigheden, og børnene gik ikke i friskole.

Drengen Ove gik i Hvidbjerg Skole, hvor der var en førstelærer og en andenlærer og to klasser. Det var før skolereformen af 1958, der ophævede forskellen mellem købstadsskoler og de stråtækte, som de kaldes, om end Hvidbjerg Skole som så mange andre var grundmuret og teglhængt. Men det var en landsbyskole, hvis formål var at bibringe børnene de nødtørftigste kundskaber, inden de fortsatte deres virke i landbruget.

Således var det også tanken med drengen Ove. Han kom på Galtrup Efterskole og på Askov Højskole, hvor han fandt ud af, at hans hu stod til bogen. Han kom på Den fri Lærerskole i Ollerup – et eksamensfrit, grundtvigsk seminarium – og samtidig med at Korsgaard gjorde karriere i højskoleverdenen som både mangeårig forstander for Gerlev Idrætshøjskole og som formand for Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark, udfoldede han et betydeligt historisk forfatterskab. De tre vigtigste værker fra hans hånd er ”Kampen om Kroppen” fra 1982, som handler om idrættens historie i Danmark. Derpå fulgte ”Kampen om Lyset” om dansk voksenoplysning fra 1997. Den blev siden konverteret til en ph.d-afhandling, den første eksamen, som Korsgaard aflagde i sit liv. Endelig skrev han i 2004 disputatsen ”Kampen om Folket” om uddannelse, dannelse, nation, samfund, magt og politik, som banede vejen for et professorat på Danmarks Pædagogiske Universitet, nu hørende under Aarhus Universitet. Korsgaard står i dag som en af sin generations væsentligste fortolkere af Danmarks historie.

Korsgaards forskning er kondenseret i denne bog. Nye læsere kan begynde her, og gamle læsere kan fornøje sig med gensynet. Titlen er hentet fra den sang, som Grundtvig skrev i anledning af åbningen af sin egen højskole i 1856. Her sammenlignede Grundtvig solskinnets betydning for afgrødernes vækst med oplysningens betydning for den bonde, der levede af at dyrke jorden. Netop sådan en oplyst bondedreng er Ove Korsgaard. Han kommer ikke fra underprivilegerede forhold i økonomisk eller social forstand, slet ikke. Familien Korsgaard har hørt til de ledende kredse på Sydmors i generationer, kulturelt og politisk.  Men han har i løbet af sit liv foretaget en rejse fra en verden, der ikke er længere, til en verden, som det har krævet store mentale omstillinger at finde sig til rette i.

Et af de eksempler, som Korsgaard fremhæver til illustration af denne forandringsproces, er hans faster, Stine. Hun forelskede sig under sit ophold på Askov i 1921 i københavneren Iver Jespersen, arvtageren til forlaget Jespersen og Pio, og han i hende. Iver var fritænker, det vil sige ateist. Hendes familie var meget imod forbindelsen, og det er synd at sige, at gommens forældre var begejstrede for at skulle tage imod en bondefødt svigerdatter. Det var en kamp for parret at vinde forståelse for, at de ville hinanden. Korsgaard gengiver brevvekslinger, der vidner om, at det frie valg af ægtefælle ikke nødvendigvis var en selvfølge for knap 100 år siden.

Da parret endelig blev viet i 1928 - på Københavns rådhus -  var hendes forældre ikke med til brylluppet. Stine og Iver blev en del af det københavnske, intellektuelle, modernistiske miljø og har vel som familiens første akademiker – hun blev cand.psych. - fungeret som pejlemærke for drengen fra Mors, der skulle finde sin egen vej, fordi han på et tidspunkt måtte tage sig sammen og meddele sin far, at han ikke ville være landmand, men noget andet. Hans vej førte over 1968. Politisk revolution eller doktrinær marxisme spillede ingen hovedrolle for ham. Det gjorde derimod opgøret med det givne, selvfølgens ophør. Efter 1968 skal man kunne give en begrundelse, hvis man  vil berettige, at gymnastikken skal passes, køerne skal fodres eller julen skal fejres. Men også den tabte selvfølge var et resultat af et tilsvarende oprør, minder historikeren Ove Korsgaard os om. De folkelige bevægelser, andelsbevægelsen, vækkelserne, grundtvigianismen og Indre Mission var selv et resultat af et oprør mod ”systemet” i 1800-tallet, og Mors var faktisk et centrum i dette oprør. Her blev landets tredje valgmenighed stiftet, og da valgmenighedspræsten Rasmus Lund tog ukonfirmerede børn til alters i 1880erne, var det et opgør med den forestilling, at man kan kunne styre samfundet ved hjælp af kirketugt. Og så blev valgmenigheden til den første frimenighed.

Ove Korsgaard har faktisk gennemført forvandlingen fra bondedreng til professor uden at miste forbindelsen til sit ophav. Han nærer en uskrømtet beundring for sine forældre, og han har bevaret den åbne forbindelse til det grundtvigske skole- og kirkeliv. Han har boet på Sjælland det meste af sit voksne liv, men skildrer sin fødeø i fortid og nutid med varme og indsigt. Mors er centrum, ikke udkant. I Korsgaards skildring er vi langt fra Aksel Sandemoses eller Knud Romers nedgørende billede af den småtskårne provins i Nykøbing Mors, henholdsvis Falster. Det er ikke Laasby-Svendsens, men Hein Heinsens, Frode Jakobens, Jens Smærup Sørensens og selvfølgelig Knud Sørensens Mors, der er tale om.

Ifølge sit eget udsagn bruger Korsgaard sin egen og sin slægts historie til at berette om, hvordan Danmark blev forvandlet fra et bondesamfund til landbrugssamfund, fra et landbrugssamfund til et industrisamfund og fra et industrisamfund til et informationssamfund. I virkeligheden har jeg Korsgaard mistænkt for at bruge Danmarks historie som undskyldning for at skrive sine erindringer, men faktorernes orden er sådan set underordnet, for resultatet er uanset synvinkel vellykket. Historikeren Ove Korsgaard er så integreret med mennesket Ove Korsgaard, at den lille historie sammenføjes sømløst med den store. Videnskabsmanden Korsgaard har altid været meget omhyggelig med sine bøger, klar, saglig og måske en kende tør i tonen. Løssluppen kan man stadig ikke kalde Ove fra Mors, men islættet af det personlige forlener hans danmarkshistorie med en læsbarhed og en glød, der bringer en menneskelig forståelse ind i den videnskabelige forklaring. Bogen balancerer virtuost mellem det personlige og det fælles, mellem det lokale og det overgribende. Den har en klog forfatter, og den har potentialet til at give en hel generation et redskab til at forstå sig selv. Børn og børnebørn kan roligt læse med.

(Kristeligt Dagblad 17. dec. 2013. Avisens korrekturlæser havde rettet Foreningen for Folkehøjskoler til Foreningen af Folkehøjskoler, hvad den ganske vist hedder i dag, men ikke på Korsgaards tid.)