Kjersgaards Danmark
-Fyn, Lolland-Falster og Møn, Gyldendal, 180 sider, kr. 199,95
Kjersgaards Danmark –
Jylland, Gyldendal, 336 sider, kr. 249,95
At klummerne kan systematiseres så præcist geografisk er
ingen tilfældighed. Kun sjældent brugte Kjersgaard en begivenhed, et begreb
eller en person som udgangspunkt. Læseren tages med hen til et sted i Danmark –
Vestervig Kirke, banegården i Skanderborg, kroen i Vester Skerninge eller Carl
Nielsens barndomshjem - og dets historie udfoldes over det, der i bogtrykt form
svarer til tre sider. Genren kaldes antikvarisk eller historisk topografi og
dyrkes ikke meget i den professionelle historieskrivning længere - desværre.
En del af Kjersgaards klummer har været udgivet før af
Henning Dehn-Nielsen, men de fortjener nye læsere, for de er meget læseværdige.
Kjersgaard var i sin form uprætentiøs, nærmest nonchalant, somme tider endda
bevidst subjektiv. Han brød sig f.eks. ikke om arkitekten C.F. Hansen. Men det
brugte han til at sige noget interessant om amtmandens tjenestebolig i Aabenraa
og Pederstrup på Lolland, begge tegnet af Hansen.
Kjersgaard bliver med rette husket som en god formidler.
Dermed underforstår man somme tider, at det var alt, han kunne drive det til,
men det er en uretfærdig dom. Kjersgaard var ganske rigtigt en pioner i
historieformidlingen. Han lavede f.eks. fjernsyn på et tidspunkt, da det ikke
var velset på det akademiske parnas. Det kostede ham muligvis en
universitetskarriere.
Men Kjersgaard var først og fremmest en dygtig historiker,
og hans klummer er en demonstration af den grundlæggende pointe, at den gode
formidling bygger på en beherskelse af stoffet, der rækker langt ud over evnen
til at slå op i de rigtige håndbøger. Læseren tages med ind i historikerens
værksted. Man bliver præsenteret ikke blot for nøgne kendsgerninger, men for de
overvejelser, kildekritiske udfordringer og tolkningsproblemer, der ligger bag
klummens emne. Især når det handler om
middelalderen, som var Kjersgaards oprindelige speciale, mærkes den faglige
tyngde. Men man kan nu roligt bruge ham som guide også til senere århundreder.
Han spændte vidt.At det kunne lade sig gøre at fortætte ret avancerede overvejelser i klummens form, hænger selvfølgelig sammen med forfatterens nærmest suveræne beherskelse af genren og sproget, men også at der altid er en klar pointe med teksterne. Kjersgaard brugte historien til at meddele sig om ting, der taler til nutiden. Man kunne tage hans overvejelser om armod og nostalgi i klummen om Carl Nielsens barndomshjem. Spørgsmålet stilles, hvorfor Carl Nielsen kunne bevare sin barndom i så kærlig erindring, når den var så fattig målt i forhold til det tyvende århundredes velstand? Nielsens nostalgi vil Kjersgaard imidlertid ikke afskrive som forloren. I stedet retter han sit kritiske blik mod samtiden: ”I dag har vi det alt sammen og mere til, og så er spørgsmålet dog stadig, om vor sommer er rigere end Carls Nielsens fynske forår.”
Bogen er forsynet med smukke farvefotos af Henrik Saxgren i en dunkel og flot trykkvalitet. Motiverne er æstetiserede, anonyme menneskeforladte landskaber, huse, veje, kirker, der ikke relaterer direkte til teksten, men nærmest forekommer at være abstraktioner over Kjersgaards temaer. Det er et lidt besynderligt redaktionelt valg at træffe, for Kjersgaard appellerer ikke til abstraktion, men til illustration. Man vil faktisk gerne vide, hvordan Aalborghus eller Toreby Kirke ser ud. Han var selv en fremragende billedredaktør, og han var om noget konkret. Hans verden var den historiske virkelighed, så middelbar og usikker vores tilgang til den nu også er, og – som han skriver om Jeppe Aakjær – ”ved døren til virkeligheden må æsteterne vel standse og tie.” Ud fra den betragtning forekommer Saxgrens billeder prætentiøse og nærmest uvedkommende i al deres skønhed.
(Kristeligt Dagblad, 8. dec. 2013)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar