Ellen Hørup II

Maria Grønlykke, Godt for sandheden at ikke alle lever af at sælge flæsk. En biografisk fortælling om Ellen Hørup, Gyldendal.


Maria Grønlykkes biografiske fortælling om Ellen Hørup udkommer blot to måneder efter Lone Rünitz’ biografi om den samme kvinde (anmeldt i KD 26. juli). Det er interessant at se, hvor forskelligt det samme stof kan falde ud i hænderne på to forskellige forfattertyper. Rünitz er den grundige og kritiske historiker, som sætter kontekst på levnedstegningen, men som til gengæld også bliver lidt omstændelig. Grønlykke derimod lader den fremadskridende fortælling få forrang og hendes forfatterstemme er meget tydeligere i teksten. Til gengæld gør den subjektive tilgang også, at Grønlykke savner den kritiske distance til stoffet.

Hun er simpelthen for begejstret for sin hovedperson. Det er ikke vanskeligt at forstå, for Ellen Hørup (1871-1953) var en særpræget og stor personlighed. Hun var datter af Viggo Hørup, og fra ham arvede hun en aktiepost i Politiken, der gjorde hende økonomisk uafhængig. Hun blev uddannet tandlæge, men virkede det meste af sit liv som politisk skribent som fortaler for fredssagen, afkolonisering, forbedring af børnehjemsbørns vilkår og mange andre gode sager. Hovedaftageren for hendes skriftlige produktion var dagbladet Politiken, hvis redaktører hun sloges med, fordi de til hendes fortrydelse ikke bare trykte alt hvad hun skrev. Forholdet til redaktørerne blev naturligvis ikke mindre kompliceret af, at hun var en af avisens hovedaktionærer. Bogens titel er taget fra et brev, Hørup skrev til avisens redaktion. Det var ment som en kritik af redaktionens krejlermentalitet, men det var ikke desto mindre den mentalitet, der gav hendes aktier værdi og gjorde hendes arbejde muligt.

Hun havde et stort internationalt netværk og korresponderede med bl.a. Gandhi, hvis sag hun ivrigt talte. Hun giftede sig som ung med en sagfører, Vilhelm Nielsen. De adopterede en datter, som man ikke hører meget om. Ægteskabet blev opløst efter sølvbrylluppet, hvorpå Hørup rejste til Rom, hvor hun indledte et mangeårigt forhold til en ti år yngre katolsk pater. (Grønlykke kalder ham konsekvent for munk, men han var altså præst.)

Grønlykkes bog vil antagelig appellere til andre læsere end Rünitz’, fordi hun tillader sig at lade sig forføre af stoffet i en grad så hun næsten identificerer sig med sin hovedperson. Fortællingen om den modige, handlekraftige, selvstændige, belæste, intelligente og stærke kvinde flyder modstandsfrit af pennen.

Men Grønlykkes greb om historien gør den også lidt for en- eller rettere todimensionel. Hun er aldrig ked af at smide en letkøbt værdidom efter personer eller tildragelser, for alt kan passes ind på en moralsk skala fra reaktionær til progressiv. Hun har skurkologien på plads: Bogens helte er kvinderne, og skurkene er næsten alle mænd med ægtefællen Vilhelm Nielsen i spidsen. Her må man ty til Rünitz for at få et mere nuanceret billede af en mand, der var sin kone hengiven og også efter skilsmissen hjalp med at tage vare på hendes økonomi, mens hun var ude for at redde verden. Hørup har antagelig ikke har været helt nem at være gift med. Sin trang til drama i privatlivet fik hun i hvert fald tilfredsstillet i det stormfulde forhold til sin italienske elsker.

Hvis man som Grønlykke er optaget af, at Hørup altid stod på det godes side mod tidens onde kræfter, bliver det også vanskeligt at se begrænsningen i hendes idealisme. Hvornår havde det faktisk effekt, hvad hun skrev, og hvornår var hun bare en velmenende hattedame eller måske sågar en nyttig idiot for kommunisterne? Det sidste er altid vanskeligt at vurdere. Grønlykke gør meget ud af at understrege, at Hørup ikke var kommunist. Men det betyder jo ikke, at hendes agitation ikke havde en politisk ladning.

Grønlykke skriver med sprogligt overskud. Det er gået lidt stærkt med redigeringen. Fortællingen er med skiftende konsekvens holdt i dramatisk præsens. Oplysninger om en ungdomskærlighed er sat ind i bogens afslutning som om moderne tekstbehandling ikke gjorde det muligt at indarbejde afsnittet det relevante sted i teksten. Under alle omstændigheder må man nu sige, at nu er der ingen som helst undskyldning for ikke at kende til Ellen Hørups spændende liv og værk.


(Kristeligt Dagblad 24. sept. 2019. Rubrikken var en anden.)

Ellen Hørup

Lone Rünitz, Ellen Hørup – kvinden, verdensborgeren og rebellen, Syddansk Universitetsforlag, 351 sider

Ellen Hørup blev født i 1871 som datter af Emma og Viggo Hørup. Hendes far var medgrundlægger af dagbladet Politiken og medlem af Folketinget for Venstre. Ellen fik en for tiden relativ fri opdragelse, og hun uddannede sig som tandlæge i København og Paris, men bortset fra et kort vikariat praktiserede hun aldrig. Både intellektuelt og materielt levede hun af den arv, faderen efterlod: en usædvanlig fermt formuleret pacifisme og en stor aktiepost i Politiken. Hun blev i 1896 gift med den to år ældre advokat Vilhelm Nielsen. Ægteparret adopterede en datter. I 1920 flyttede hun permanent til Rom uden sin mand. Ægteskabet blev kort tid efter opløst. Den 17-årige adoptivdatter blev parkeret på et pensionat i Schweiz. I Rom forelskede hun sig som 50-årig i en væsentlig yngre katolsk præst, der flyttede ind hos hende, officielt som logerende. Forholdet var meget stormfuldt, men varede med pauser hendes liv ud.

I Italien begyndte Hørup at gøre sig bemærket som forfatter til artikler og især kronikker om politiske emner. Hun beskrev sig selv som journalist, men var vel mere, hvad vi i dag kategoriserer som debattør eller politisk kolumnist. I 1928 tog hun på en rejse til Indien, hvor hun mødte Gandhi og blev stærkt optaget af ham i en grad, så hun opfattede sig som hans discipel. I de følgende år arbejdede hun reelt som en af Gandhis europæiske ambassadører, fra 1932 med hovedsæde i Genève, hvorfra hun med sine penge og sin arbejdskraft bidrog til at udbrede Gandhis budskab på de europæiske hovedsprog. Også det europæiske flygtningespørgsmål, der blev aktuelt efter Hitlers magtovertagelse i 1933, involverede hun sig i.

I løbet af 1930erne blev hun påvirket i marxistisk retning. Det betød også, at hun forlod Gandhis linje, selv om hendes personlige fascination af manden forblev intakt. Hun forbandt sig resten af livet med ideer og bevægelser, der havde tilknytning til den yderste venstrefløj, f.eks. som medstifter i 1945 af en dansk afdeling af Kvindernes demokratiske Verdensforbund, der var under mistanke for at være en kommunistisk frontorganisation.

Under krigen lod hun dog de storpolitiske emner ligge og koncentrerede sin publicistvirksomhed om kritikken af børneforsorgen i Danmark. Det skaffede hende mange venner og fjender – samt en dom for at have huset to bortløbne drenge fra et børnehjem. Efter krigen blev hun erklæret modstander af Atlantpagten. Da hun døde i 1953 blev hun i talrige nekrologer hyldet for sin personlige integritet, generøsitet, intelligens og gode pen.

Rünitz deler beundringen for Ellen Hørup, men hun er bestemt ikke ukritisk over for dette temperamentsfulde, forfængelige, forkælede, selvoptagede, stædige, rethaveriske og derfor meget menneskelige menneske. Hørup var typen, der kunne optræde som figur i Scherfigs Idealister.

Bogen er kendetegnet af grundighed. Den mangler dog en redaktionel overhaling. En så sammensat og omflakkende skikkelse som Ellen Hørup gør, at teksten nødvendigvis må springe både tematisk og kronologisk, men det kræver også, at læseren må tages mere ved hånden end tilfældet er her. Det er ikke altid til at hitte rede i hvad, hvor og hvornår, og det dramatiske potentiale i historien om Ellen Hørup forløses ikke. Kan man se bort fra denne forstyrrelse af læseoplevelsen, er der tale om en veldokumenteret biografi og væsentlig introduktion til en af det tyvende århundredes betydningsfulde danske intellektuelle.

(Kristeligt Dagblad 26. juli 2019. Rubrikken var en anden.)

Danmarkshistorien set fra Rådhuspladsen

Bo Lidegaard, Øjeblikke – Danske billeder 1945-89, Politikens Forlag

Bo Lidegaard har været i dagbladet Politikens fotoarkiv og stykket en billedfortælling sammen om Danmark under Den kolde Krig. I sit udvalg veksler han mellem illustrationer af hverdagens situationer, ikoniske begivenheder og store personligheder. På den måde sættes den lille historie sammen med den store, således at det næsten giver mere sammenhæng end en løbende brødtekst ville have kunnet tilvejebringe.

Fra efterkrigstidens første bananer over parcelhus-boomet i 1960erne og indvielsen af den nye Lillebæltsbro i 1970 til 1980ernes københavnske in-sted Café Krasnapolsky fortælles historien om velstandsstigning og kulturelle forandringer. Det sættes ind i en storpolitisk ramme, hvor Danmark spillede rollen som loyal NATO-partner og samtidig som brobygger mod øst. Lidegaard lægger en påfaldende vægt på betydningen af de diplomatiske forbindelser med Moskva og de dertil hørende relativt hyppige officielle besøg.

Sammenhængen mellem sikkerhedspolitikken og hverdagslivet etableres som en underforstået fortælling om ydre balancegang og indre sammenhængskraft. Det skete blandt andet ved, at oprør og nybrud blev kanaliseret af det etablerede system som f.eks. da den systemkritiske musical Teenagerlove blev opført på Det Kgl. Teater af alle steder i 1962. Som et ukonventionelt eksempel på 1970ernes antiautoritære oprør har Lidegaard fundet et billede af to gamle ungdomsvenner, Simon Spies og Mogens Glistrup, der hver især brød med mange konventioner.

Essensen af Lidegaards tolkning af Den kolde Krig finder vi i det kendte møde mellem den amerikanske udenrigsminister John Foster Dulles og Bodil Koch under et NATO-møde i København i 1958. Billedet af de to, som fotografer fra flere blade havde øje for, bruges ofte som illustration af modsætningen mellem en forhærdet, systembevarende mand og en rebelsk, intellektuel kvinde. Lidegaard graver et spadestik dybere: ”Selv om Dulles ser overrumplet ud, var det set med amerikanske øjne mere end noget andet Socialdemokratiet, der leverede varen til alliancen, og ganske særligt venstrefløjen af partiet, som kirkeminister Bodil Koch repræsenterede. For amerikanerne var det afgørende, at Danmark kunne optræde som eksempel på, hvor langt arbejderne kunne nå uden at ty til kommunismen”.

Dermed knytter Lidegaard det socialdemokratiske velfærdsprojekt sammen med sikkerhedspolitikken. Så længe socialdemokraterne kunne levere varen til både Washington og vælgerne, var Danmark på rette spor, også selv om det indebar lidt funktionelt hykleri som i spørgsmålet om amerikanernes atomvåben på Grønland. Det er klart, at heltene i den fortælling er skikkelser som H.C. Hansen og Jens Otto Krag. Under Anker Jørgensen mistede Socialdemokratiet føringen og følingen. ”Det var alt sammen ikke kun Ankers skyld”, som Lidegaard skriver på en måde, der dog synes at antyde, at det var det nok alligevel.

Nogle steder er det gået lidt stærkt i redaktionen af bogen. Et billede er åbenlyst spejlvendt, og et par steder halter stedsangivelserne. Ved ubåden ’Delfinen’s stabelafløbning i 1956 skriver Lidegaard: ”Det ligner en tanke, at Søværnets første nybyggede ubåd efter krigen løb af stablen fra det røde skibsværft B&W”. Lige her savner Lidegaards tanke om forbrødringen mellem den institutionaliserede socialisme og dansk forsvarspolitik dog grundlag. ’Delfinen’ blev bygget på Orlogsværftet.

Bortset fra det har Lidegaard skabt en stærk og sammenhængende fortælling, hvis nærmeste slægtning er Paul Hammerichs Danmarkskrønike. Politikens perspektiv på livet og verden var og er københavnsk, og det må naturligvis præge et udvalg fra avisens billedarkiv. Et af epokens store opbrud, afviklingen af den gamle landbokultur, får f.eks. ikke megen plads.

Bogen er en demonstration af, at Politiken altid har beskæftiget nogle af landets bedste pressefotografer. Billederne varierer i kvalitet fra god til fremragende, og i sine billedtekster kombinerer den altid velskrivende Lidegaard den skarpe iagttagelse med en pointeret sans for sammenhæng.

(Kristeligt Dagblad 17. dec. 2016)

Hyldest til en bror, der faldt under kamp

Ron Pundak, Nysgerrighedens akse, Gyldendal

"Nysgerrighedens akse" handler om israelske pansertroppers indsats på Sinaihalvøen under Yom Kippurkrigen i oktober 1973. Det bliver hurtigt klart, at læseren leder forgæves efter et oversigtskort, og denne læser mistede hurtigt overblikket. Det kræver en del lokalkendskab at hitte rede i de mange steder, hvor bataljoner og kompagnier blev mobiliseret, deployeret, bestykket og bestrøget.

Men det kan jo også være med vilje, at kortet mangler, for det er en stor del af pointen med bogen, at overblikket også forsvandt for aktørerne. Det gjaldt både regering og hærledelse ved krigens begyndelse og de enkelte soldater, befalingsmænd og underofficerer. Fortælleren er med i felten. Ofte lader han et andet jeg end sit eget komme til orde i form af lange citater fra andres erindringer og beretninger om deres deltagelse i krigen. Polyfonien er tilsigtet. Det bidrager til den villede forvirring, når fortællersubjektet indkalder en vikar.

Ron Pundak (1955-2014) var for ung til selv at kæmpe i krigen. Bogen er viet historien om hans få år ældre bror, Uri, " som for bestandig vil forblive yngre end mig". Uri faldt den 19. oktober 1973 et sted med det militære kodenavn " Nysgerrighedens akse" vest for Suezkanalen.

Som indstik får vi også historien om slægten. Ron og Uri Pundak er sønner af Herbert og Sussi Pundik, der emigrerede til Israel i 1955 og tog navneforandring til Pundak. I Danmark er de stadig kendt under deres oprindelige efternavn. Uri Pundik var som ganske lille model for et af de børn, der optrådte på Claes Lorenzens julemærke i 1954. Herbert Pundik var i mange år chefredaktør på Politiken, et hverv han bestred fra et hotelværelse i København, mens han havde fast adresse i Tel Aviv. Ron Pundak omtaler dem ikke som far og mor, men lidt distanceret som Herbert og Sussi. Når han skal beskrive sit barndomshjem, indkalder han også en vikar i skikkelse af forfatteren Yoram Kaniuk, hvis indtagende skildring af det pundakske hjem i Tel Aviv i anledning af Pundiks 25-årsjubilæum på Politiken citeres over flere sider.

Familiens historie er typisk. Ron Pundaks forfædre kom til Vesteuropa under pogromerne i det russiske rige omkring forrige århundredskifte. Bedsteforældrene endte som så mange andre jøder i København. De flygtede til Sverige i 1943, hvor Rons og Uris forældre mødte hinanden første gang. Herbert blev zionist og deltog i krigen i 1948, der førte til staten Israels grundlæggelse.

Pundik har siden været kritisk-loyal over for sit valgte fædreland. I sit fødeland har han gennem årtier forsøgt at forklare fænomenet Israel for den undrende offentlighed. Ron Pundak videreførte denne kritisk-loyale linje, idet han var en af arkitekterne bag Oslo-processen, der bragte Israel og palæstinenserne på talefod, om end processen ikke har tilvejebragt nogen blivende løsning. Han døde af kræft i 2014.

Denne bog er en personlig beretning om krigens ofre og de efterladtes savn. Pundak bruger en del tid på at fortælle om, hvordan han har søgt og ledt efter oplysninger om og vidner til de sidste uger af broderens liv. Det egentlig selvbiografiske stof er derimod påfaldende fraværende. Bogen er også en hyldest til de soldater, hvis indsats den skildrer. Mens Ron Pundak er kritisk over for regeringen og den militære topledelse, fordi den ikke reagerede rettidigt og hensigtsmæssigt på truslen fra Egypten, er han en uskrømtet beundrer af det mod og den handlekraft, der blev udvist af Uri og hans soldaterkammerater.

Bogen bygger på en respekt for krigens håndværk. Den er skrevet af en fredsaktivist, ikke en pacifist. Den har et klart budskab. Mens Seksdageskrigen overbeviste israelerne om deres egen uovervindelighed, blev Yom Kippur-krigen en påmindelse om, at også Israels væbnede styrker er til at tale med. Israel kan ikke egenhændigt sætte dagsordenen for udviklingen i regionen.

Krigen i 1973 førte til en stabil fred med Egypten efter princippet land-for-fred, og det er underforstået, at Ron Pundaks ærinde med denne bog er at vise, at denne linje bør fortsættes. Israels styrkeposition skal udnyttes til at skabe fred, ikke krig.

(Kristeligt Dagblad 29. aug. 2016)