Anna Libak, Forstå populismen!, Gyldendal, 190 sider
For to år siden udkom Jan-Werner Müllers bog, hvad er
populisme?, på dansk. Heri definerer han populisme som den politik, der hævder
at repræsentere det egentlige folk, og som ønsker at bekæmpe en korrumperet
elite. Anna Libak afviser ikke denne definition fuldstændig, men mener ikke at
den rammer populismens essens. Hun kritiserer især Müller for den vurdering, at
populismen er potentiel antidemokratisk. For Libak er populisme en politisk
form, der kan fyldes med et hvilket som helst politisk indhold. At der findes
u- eller antidemokratiske populister som Putin eller Erdoğan inkriminerer altså ikke de
populister, der opererer inden for demokratiets rammer, mener Libak.
I stedet definerer hun populismen ud fra et af dens andre
kendetegn, nemlig krænkelsen: ”I populismen er der onde og gode, helte og
skurke, ofre og gerningsmænd. Det er en magtstrategi, som bruges af politikeren
til at vinde sympatien over på sin side ved at tale de sagesløse ofres sag over
for en hensynsløs overmagt.” At definere populismen som en magtstrategi bygget
på fortørnelsens styrke, sætter Libak i stand til at inkludere den
identitetspolitik, der er fremherskende på venstrefløjen, i sin definition. Det
er den praksis, der er opstået på amerikanske universiteter, hvor minoriteter
skal beskyttes mod krænkelser af enhver art, selv sådanne der for nogle måtte synes
at falde under bagatelgrænsen. Inden for denne definition er forskellen mellem
højre- og venstrepopulismen den, at højrepopulismen har sat sig for at forsvare
’det tavse flertal’, mens venstrepopulismen forsvarer de sårbare mindretal.
Libak mener ikke, at denne forskel er af særlig stor betydning, for begge
parter dyrker en krænkelseskultur, hvor identiteten og ikke argumentet udgør
den politiske platform. For højrepopulismen er det den nationale identitet, for
venstrepopulismen er det kønnet, seksualiteten eller hudfarven.
Og så kommer vi til det, som denne bog vel egentlig handler
om, nemlig hvad Libak betragter som årsagen til populismen: globaliseringen. Den
var drevet frem af den optimisme på det liberale demokratis vegne, der opstod
ved afslutningen af Den kolde Krig, og den blev ideologiseret til noget, som
Libak døber globalismen. Den byggede på en tro på, at kulturelle forskelle og
konflikter ville blive mindsket ved øget økonomisk og menneskelig samkvem
landene og kontinenterne imellem og at dette er en nødvendig eller uafvendelig
udvikling. Det har vist sig ikke at være tilfældet. Tværtimod har det
forårsaget en række problemer, som vi bør tage alvorligt, og populismen er kun
et symptom på disse problemer og ikke problemet i sig selv, mener Libak.
Hvis man som denne anmelder hælder til Jan-Werner Müllers
analyse, er den åbenlyse indvending imod Libaks definition, at hun gør sig
skyldig i en Verharmlosung af
populismen, fordi hun afviser, at den har nogen systemisk betydning. Populisme
er ifølge Libak ”nye partiers børnesygdom, som i de fleste vestlige lande kan
kureres med magt og indflydelse. For med magten følger ansvaret, og hvis noget
er galt, er det pludselig også ens egen skyld.” Her kunne Libak med fordel
studere Esben Schjørring og Michael Jannerups bog, Værdikæmperne, om
udviklingen i den politiske kultur under Anders Fogh (anmeldt her i avisen 16.
januar i år). De viser, at en værdipolitik i slægt med populismen har
undergravet det parlamentariske system, konkret og lidt forenklet forstået
således, at populisterne høster stemmerne, mens de regeringsbærende partier
slides i stykker. Dansk Folkeparti kan godt blæse og have mel i munden. I USA
ser vi for tiden det antageligt bedste eksempel på Müllers pointe, nemlig at
populismen på besynderlig vis immuniserer sig selv imod moralsk kritik, selv
når den tager magten og handler åbenlyst umoralsk. Systemforagten er ikke blot
en facon, men en substantiel del af politikken og dermed også en del af
problemet. Libak gør ret i at pege på, at det ikke må skygge for det forhold,
at de store udfordringer, som Vesten står over for, er globale. Det er f.eks.
ikke populisternes skyld, at indvandringen fra Mellemøsten og Afrika skaber
problemer i Europa, sådan som nogle politikere hævder. Men man behøver heller ikke
- som Libak gør det - forklejne populismen som fænomen eller problem for at
gøre det synspunkt gældende.
Bogen slutter med syv gode råd til dagens politikere og os
andre. De handler om at tage globaliseringens problemer alvorligt, ophøre med
at tro, at globalisering er den eneste rette vej, at erkende at kultur og
kulturelle forskelle har betydning, at udligne de store indkomstforskelle, og
at grave færre grøfter i den offentlige debat. Hvad det sidste ideal angår,
lever forfatteren op til sin egen forskrift. Hun argumenterer sagligt og lødigt
for sin sag og bekræfter med denne bog, at den offentlige debat i Danmark ville
være dårligere stillet uden Anna Libaks bidrag. Hun er en af dem, der er værd
at lytte til.
(Kristeligt Dagblad 1. juni 2018)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar