kære Sven, kære Ole

Det ville være borgerkrig, om vi to blev sat op mod hinanden. En brevveksling mellem Ole Wivel og Sven Havsteen-Mikkelsen, Gyldendal, 200 sider

Var digteren og forlæggeren Ole Wivel (1921-2004) nazist i sin ungdom? Og fortiede han dette forhold i første bind af sine erindringer, Romance for Valdhorn, fra 1972? Det er spørgsmål, der har beskæftiget den læsende offentlighed i en snes år nu.

Wivel fortæller selv i sine erindringer, hvordan han som ung mand blev draget ind i tryllekredsen omkring den østrigske litterat og boheme Fritz Waschnitius, der samlede et hof – kaldet Ringen – af unge skønånder omkring sig. Wivel beretter om sig selv som en æstetiserende sværmer, der under indtryk af Vinterkrigen, Sovjetunionens angreb på Finland i 1939, dyrkede den heroiske livsanskuelse i tryg afstand fra fronten. Han skildrer også, hvordan Waschnitius i stadig højere grad efter 9. april 1940 tilsluttede sig nazityske værdier, og hvordan han selv på et tidspunkt brød med Ringen.

Mistanken om at Wivel havde pyntet på sandheden blev rejst af Jørgen Hunosøe i en tidsskriftartikel i 2000, mens Wivel endnu levede. Hunosøe baserede sin analyse på en læsning af Wivels tidlige digte, men han havde antagelig også kendskab til andet materiale, som havde ledt ham på vej. Wivel svarede igen, ikke i tidsskriftet, men i en pamflet udgivet på Poul Kristensens Forlag. Han afviste på det bestemteste at have været nazist, idet han definerede nazismen som ”en politisk ideologi utænkelig uden racisme og antisemitisme, uden censur, ensretning, terror og anbringelse af ’fremmedelementer’ i befolkningen i kz-lejre.”

Jyllands-Posten kunne imidlertid i 2001 offentliggøre et digt fra august 1941, som Wivel havde skrevet i anledning af Tysklands invasion af Sovjetunionen: ”Nu kalder korset: danske mænd!/ Til kamp til kamp for fælles sag:/ Germaner Goter Cimbrers dag/Skal gry igen … […] Mod alt som intet offer vil/ Sig løfter Stor-Germaniens sang /Paa sejrsørnens vingefang/ Ad himlen til –”.

Digtets centrale tema var en hyldest til fortsættelsen af Vinterkrigen, Finlands forsøg i alliance med Tyskland på at revanchere nederlaget til Sovjetunionen, men det var samtidig også præget af en mere udvidet sympati for den selvforståelse, der lå bag den tyske indsats på østfronten. I dette digt, der aldrig blev publiceret i samtiden, kom Ole Wivel antagelig tættest på at identificere sig med værdier, der ganske vist ikke hørte til hans egen definition af nazismen, men som ikke desto mindre indebar, at han tog stilling til fordel for Nazityskland. Wivel opfordrede entydigt til at gå ind i krigen mod den gule fare fra øst: ”I fimbulnatten finske mænd/ med unge smil til døden lo: / nu vrister de af gulen klo/ et land igen”.

Per Øhrgaard har fået adgang til Ole Wivels klausulerede arkiv og har af boets litterære eksekutorer, Wivels to døtre, fået lov til at udgive Wivels brevveksling fra årene 1940-1948 med den lidt ældre maler Sven Havsteen-Mikkelsen (1912-1999). Øhrgaard lægger tingene redeligt frem og sætter omhyggeligt oplysende noter, hvor brevene er for indforståede. Til oplysning og efterretning aftrykker han også det ovenfor omtalte digt – plus et tilsvarende fra 1939 – samt de relevante kapitler fra Wivels erindringer.

Spørgsmålet er så, hvor meget klogere vi er på den unge Ole Wivel i kraft af denne udgivelse? Først og fremmest føjes der kontekst og sammenhæng til billedet af et ungt menneskes udvikling fra talentfuld og påvirkelig digterspire til forlægger og medstifter af det navnkundige tidsskrift Heretica. Der er tale om et litteraturhistorisk dokument. F.eks. kan man følge Wivels langsomme tilnærmelser til kristendommen og dermed til Havsteen-Mikkelsens livsanskuelse ret nøje.

Dernæst dokumenteres det, at Wivel selv opfattede det som et problem, at han havde været indfanget af Fritz Waschnitius’ karisma. Det fremgår af et brev af 20. september 1943 fra Wivel til Sven Havsteen-Mikkelsen, hvor Wivel beder om forsoning efter to års pause i brevvekslingen og venskabet. Wivel henviser i brevet direkte til frygten for at blive identificeret som nazist. I et brev skrevet i julen 1947 udvides denne bevidsthed til et egentligt selvbiografisk beredskab: ”Det blev jo min skæbne i en meget ung og modtagelig alder at komme under indflydelse af Fritz, hvis styrke (der ikke udelukkede katastrofale svagheder) for mig blev overordentlig farlig. Det bragte noget falsk ind i mit liv, som var saa hemmeligt sammenslynget med noget ægte, at udredningen blev pinefuldt selvransagende. Hvor forbandet, netop i de aar, da tilværelsesdrømmen undfanges i os og skal bestaa i mødet med realiteterne, at faa denne drøm forgiftet.”

Denne pinefulde selvransagelse offentliggjorde Wivel allerede som 51-årig i form af erindringsværket Romance for Valdhorn i 1972. Det er i sig selv et vidnesbyrd om en bemærkelsesværdig meddelelsestrang. I lyset af, hvad vi i dag ved, er det let at se, hvad Wivel fortiede. Men på den anden side gør det indtryk, hvad han faktisk fik med: Fascinationen af finnernes krig, den passive dyrkelse af heroismen, mistanken om den nazistiske affinitet osv. Han må have haft indtrykket af at have lagt alle kort på bordet. Så meget desto hårdere har Hunosøes beskyldninger ramt.

Øhrgaard sammenligner Ole Wivel med Günther Grass og mener, at begges erindringer er præget af en skam, der gærer i tavshedens medium. Men Wivels tavshed var i givet fald forklædt i de ord, som han beherskede så fuldkomment. I dag kan vi godt se, hvad de betyder, men læseren anno 1972 kunne ikke nødvendigvis se, at han drak af ”mindets søde gift i gyldne bægre”.

Når Wivels erindringer fremstår som fortielser, skyldes det især, at de fordunkler begivenhedernes rækkefølge. Kronologien er sløret, således at Wivels opgør med Ringen synes at foregå tidligere end det sandsynligvis gjorde. Men at der var et opgør, kan der ikke herske tvivl om, og meget tyder på, at Wivels ”tyske besættelse” ophørte, mens han aftjente sin værnepligt hos gardehusarerne i Næstved i 1941-42. At heroisk soldatermæssig livsførelse indebar, at man fik vabler på fødderne og sov på sovesal med folk fra provinsen, har antagelig haft en ædrueliggørende effekt på det unge menneske.

Det er en smuk, lille bog. Gyldendal har fundet tilbage til den enkelthed, der kendetegnede forlagets udgivelser, da Austin Grandjean regerede den grafiske afdeling og Ole Wivel sad i chefens kontor. At der ikke er fundet plads til hverken litteraturliste eller register er for udgivelser af denne karakter helt uforståeligt.

(Kristeligt Dagblad 30. maj 2018)