Over stok og sten med lækre citater

Carsten Jensen, Mod stjernerne, Politikens Forlag 164 sider

Jeg ved ikke, hvordan man skal forstå denne bog. Et stykke ad vejen ser det simpelthen ud som om Carsten Jensen er ved at gå ind i politik. Han roser Alexander van der Bellen, Jeremy Corbyn, Jean-Luc Mélenchon, Bernie Sanders og andre venstrefløjspolitikere, der har opnået forbavsende vælgertilslutning, skønt de repræsenterer politiske programmer, der af deres modstandere beskrives som urealistiske drømmerier. Jensen er åbenlyst indtaget i den omstændighed, at disse senblomstrende, politiske aktivister alle er ældre end ham selv, hvilket gør, at den nybagte folkepensionist (f. 1952) stadig kan se sig selv om en repræsentant for det, der skal komme.

Det forklarer også, hvorfor Jensen gør så meget ud af, hvordan han i et møde med repræsentanter for Kommunistisk Parti måtte stille sig selv det tunge, eksistentielle spørgsmål: ”Er jeg borgerlig?” Han har tydeligvis brug for at markere, at der er en del af venstrefløjen, som han ikke kan identificere sig med, og selv Carsten Jensen kan finde et hår i suppen hos stalinisterne. Han har dermed bestået den lille ledvogtereksamen i dansk politik. (Den store ledvogtereksamen dumper han. Den kræver nemlig blandt andet, at man ikke trækker fascismekortet hele tiden.)

Jensens politiske program er anti-kapitalisme og klimapolitik. Og han ser renselse i den ild, der kommer: "Der er ingen nødudgang, når først den globale temperatur stiger over de fire grader, og kloden forvandler sig til en bageovn. Ildstorme vil feje gennem selv de bedst beskyttede af de riges naturreservater og forkulle finansverdenens bestyrelsesformænd i et stort iltsugende gisp." Tag den, Danske Bank.

Carsten Jensens største politiske problem er hans stadige flirt med populismen, med hvem han især deler foragten for den politiske elite og en diffus appel til vælgernes utilfredshed med tingenes tilstand.

Hypotesen om, at Jensen er ved at gøre sig lækker over for en lokal vælgerforening, lider et knæk, da der pludselig optræder et langt handlingsreferat af TV-serien Skam. Den er vist lidt vanskelig at instrumentalisere til politiske formål. Det har så noget med fællesskab og forældrerollen at gøre, og de sociale mediers fortrædeligheder, og nu vi er i Norge, kobles det så til Utøya-forbrydelsen: Breivik hører ikke hjemme i Norge, mener han. ”Han er en hjemløs i det cyberspace, der på en gang befinder sig alle steder og ingen steder. Han er ikke en voksen mand på treogtredive i krig, men en teenager iført mange skiftende uniformer i et karneval af død, og uniformerne er alle sammen hjemmesyede, ligesom Spider-Mans dragt er det. Han er ikke en genganger fra fortiden, men et sindbillede på den populærkultur, vi alle sammen lever midt i.”

Det er skrevet med Jensens velkendte sans for retorisk Schwung, men det er netop også Jensens problem, at han skriver så godt, at han uden besvær kan male hen over sprækkerne i tankegangen. Det går over stok og sten. Carsten Jensen sidder ved sin egen skærm og iagttager verden. Somme tider skubber han stolen tilbage og hiver en bog ud af reolen og smider et lækkert citat ind af Rimbaud. Sloterdijk eller Tocqueville. Han har også set flere film. Men han undgår at gå i dialog. Det bliver bare til enetale, namedropping og soundbites. Og han bliver ved med at tage nye emner op fra den politiske pamfletists standardrepertoire: Obama, Snowden, Afghanistan, Cambridge Analytica, fake news, WikiLeaks, konkurrencestaten og det repræsentative demokratis fallit. Et gennemgående træk er Jensens beundring for ungdommens idealisme og trang til at forandre verden. Og så er der måske alligevel en linje i bogen, for det var den idealistiske ungdom, der stemte på Bernie Sanders og Jeremy Corbyn, så hvorfor ikke på Carsten Jensen? Bogens afsluttende fanfare kunne i hvert fald godt lyde som en tale til ungdommen på den næste partikongres:

”Du har ikke en chance, grib den, sagde BZ’erne engang. Det samme paradoks gælder i dag, blot med den forskel, at det er os alle, der forenet i et nyt fællesskab sammen må gribe chancen, og kun ved at række ud efter den skaber vi den. Vi skal tænke stort. Når faren er størst, må drømmene også være det. Vores fælles rejse må gå mod stjernerne, ikke dem, der ubønhørligt blinker på himmelhvælvingen lysår borte, men dem, vi selv er i færd med at tænde.”

Bifald, tæppe, fremkaldelse. Jensen er valgt. Der er jo altid aftagere til lidt veldrejet godtkøbsidealisme uden egentlige handlingsanvisninger. Denne bog kommer ikke engang to måneder efter den forrige af Jensen. Hans nye forlag har travlt med at sælge bøger. Det ville nok have været at klogt at vente med at udgive noget fra Carsten Jensens hånd, indtil han havde noget interessant at sige.

(Kristeligt Dagblad 13. okt. 2018.)

Veltalende uforsonlighed

Carsten Jensen

Kældermennesker. Om populisme og besværet med at være menneske

Politikens Forlag, 146 sider, 150 kroner.

Der hersker en bemærkelsesværdig enighed hen over den politiske midte om, at verden, som vi kender den, vil gå under. Forskellen består i, hvad årsagen menes at være. Lukker vi for mange muslimer ind eller for meget CO2 ud? Carsten Jensen hører til sidstnævnte kategori.

Bogens titel kunne godt give anledning til frygt for, at Carsten Jensen har taget sin gamle uvane op med at udskamme sine modstandere med brug af gloser hentet i ordforrådets mest skimlede kælderdepot. Han holder sig dog nogenlunde i skindet. Han er faktisk ikke i særlig grad ude efter den yderste højrefløj. De får da ganske vist et par bemærkninger med på vejen. Og Trump selvfølgelig. Andet ville sikkert også skuffe stamkunderne i Jensens holdningsbutik. Nej, det er de passive tilskuere, ”duknakkerne”, som han kalder dem – os – der er hans anliggende. Hvad er den menneskelige tilstand i dag? Panisk, svarer Jensen. Da historien blev erklæret afsluttet efter Muren fald, var det indlysende nok ikke rigtigt i konkret forstand, ser vi nu. Men det afgørende for Jensen er, at forventningen om et bedre samfund forsvandt dengang. Utopien døde, og tilbage var blot den enkeltes håb om at klare sig bedre. ”Når mange bække små nægter at forene sig i den strømmende flods kraft, løber de ingen steder hen, men ender med at blive opslugt af den altid tørstige jord. Privatiseringen af håbet betyder, at fællesskabets sidste skanse består i hadet og frygten.” Når historiens hjul drejer igen, går vi i panik, fordi de banker, hvor vi tidligere havde opsparet vores håb og forventninger, er gået fallit – mener altså Jensen. Politikken er død. Jensen demonstrerer sin pointe ved retorisk at stille spørgsmålet: giver det mening at slå en politiker ihjel? Nej, for politikere gør ingen forskel. Det gør den lille mand derimod.

Carsten Jensen har intet til overs for dagens politik eller politikere, og han er dermed et fortrinligt eksempel på det paradoks, som bl.a. Ove Kaj Pedersen peger på, nemlig at utilfredshed med systemet trives glimrende også i et velfungerende og rigt samfund, der systematisk påkalder sig alle andre landes misundelse. Og med sin hyldest til den lille mand og foragten for magthaverne ligner Carsten Jensen de populister, som han kritiserer. Han bærer selv ved til det bål, som fortærer politikken.

For ham er politikere en forskelsløs masse. Der er en tydeligere foragt for højrefløjen i almindelighed og de ”neoliberale” i særdeleshed, men der er ikke antydningen af varme følelser for nogen som helst med magt, og skaden er sket for længst: ”Med Margaret Thatcher begynder istiden i europæisk politik.” Og iskappen dækker hele kontinentet.

Jensen springer i bogens afsluttende afsnit ud som revolutionær kiliast, politisk apokalyptiker. Tøbruddet skal komme fra den ventede katastrofe: ”Klimaforandringerne forærer os muligheden for et helt nyt sprog og en helt anden måde at leve på. I erkendelsen af vores detronisering som skabningens herre ligger også en åbning. […] Vi finder sammen i et nyt fællesskab på tværs af alle grænser, eller det hus, vi bor i, vælter i det jordskælv, klimaforandringerne vil være for alt, hvad vi troede, vi vidste om livets betingelser. Det er den lokalitet i tiden, hvor vi alle ønsker at bo, fremtiden, som snart ikke vil findes mere, medmindre vi flytter vores selvopfattelse bort fra vækstens feberdrømme og forbrugerkulturens nu-bestemte hedonisme. Den populistiske iscenesatte modsætning mellem ’folket’ og ’eliten’ er ikke andet end et værtshusslagsmål i katastrofens forgård.”

Det er en sært diffus og virkelighedsfjern politisk ambition at have, at noget nyt skal fødes, når det gamle dør. Betænkeligt bliver det for alvor, når de eksisterende politiske, demokratiske institutioner, der er opbygget gennem generationer, ikke tildeles nogen rolle i denne proces.

Der er ikke et synspunkt i denne bog, som enhver med en Facebook-konto ikke er stødt på mange gange før. Forskellen er, at det er virkelig godt skrevet og skyldigt suppleret med henvisninger til Knausgaard, Rushdie, Dostojevskij (det er ham med kældermennesket) og hvor en spinatfugl ellers går og fouragerer. Anråbende, manende, bebrejdende, appellerende, besværgende maler Carsten Jensens retoriske mølle: ”Der skal robusthed til, når vi hvert år skal være vidne til, at tre-fire Titanic’er går ned i Middelhavet, især når det er isbjerget i vore hjerter, de er løbet på.”

Man kan med største lethed forudsige modtagelsen af denne bog. Der vil blive råbt de samme skældsord tværs over meningsforskellenes kløft som før. Carsten Jensen gør intet for at bygge bro, og han er helt uanfægtet, når han med profetens alvor forsvarer sin position. Hans håb om at løven vil æde strå som oksen, når katastrofen kommer, er imidlertid et tomt postulat. Hans veltalenhed kan ikke skjule uforsonligheden, og det er ikke mindst selvhøjtidelighed, der giver alvoren tyngde. Men hold nu op, hvor er det godt skrevet.

(Kristeligt Dagblad 1. sept. 2018. Det sidste lange citat blev forkortet i avisen, og rubrikken er en anden.)

Populisme som form og indhold

Anna Libak, Forstå populismen!, Gyldendal, 190 sider

For to år siden udkom Jan-Werner Müllers bog, hvad er populisme?, på dansk. Heri definerer han populisme som den politik, der hævder at repræsentere det egentlige folk, og som ønsker at bekæmpe en korrumperet elite. Anna Libak afviser ikke denne definition fuldstændig, men mener ikke at den rammer populismens essens. Hun kritiserer især Müller for den vurdering, at populismen er potentiel antidemokratisk. For Libak er populisme en politisk form, der kan fyldes med et hvilket som helst politisk indhold. At der findes u- eller antidemokratiske populister som Putin eller Erdoğan inkriminerer altså ikke de populister, der opererer inden for demokratiets rammer, mener Libak.

I stedet definerer hun populismen ud fra et af dens andre kendetegn, nemlig krænkelsen: ”I populismen er der onde og gode, helte og skurke, ofre og gerningsmænd. Det er en magtstrategi, som bruges af politikeren til at vinde sympatien over på sin side ved at tale de sagesløse ofres sag over for en hensynsløs overmagt.” At definere populismen som en magtstrategi bygget på fortørnelsens styrke, sætter Libak i stand til at inkludere den identitetspolitik, der er fremherskende på venstrefløjen, i sin definition. Det er den praksis, der er opstået på amerikanske universiteter, hvor minoriteter skal beskyttes mod krænkelser af enhver art, selv sådanne der for nogle måtte synes at falde under bagatelgrænsen. Inden for denne definition er forskellen mellem højre- og venstrepopulismen den, at højrepopulismen har sat sig for at forsvare ’det tavse flertal’, mens venstrepopulismen forsvarer de sårbare mindretal. Libak mener ikke, at denne forskel er af særlig stor betydning, for begge parter dyrker en krænkelseskultur, hvor identiteten og ikke argumentet udgør den politiske platform. For højrepopulismen er det den nationale identitet, for venstrepopulismen er det kønnet, seksualiteten eller hudfarven.

Og så kommer vi til det, som denne bog vel egentlig handler om, nemlig hvad Libak betragter som årsagen til populismen: globaliseringen. Den var drevet frem af den optimisme på det liberale demokratis vegne, der opstod ved afslutningen af Den kolde Krig, og den blev ideologiseret til noget, som Libak døber globalismen. Den byggede på en tro på, at kulturelle forskelle og konflikter ville blive mindsket ved øget økonomisk og menneskelig samkvem landene og kontinenterne imellem og at dette er en nødvendig eller uafvendelig udvikling. Det har vist sig ikke at være tilfældet. Tværtimod har det forårsaget en række problemer, som vi bør tage alvorligt, og populismen er kun et symptom på disse problemer og ikke problemet i sig selv, mener Libak.

Hvis man som denne anmelder hælder til Jan-Werner Müllers analyse, er den åbenlyse indvending imod Libaks definition, at hun gør sig skyldig i en Verharmlosung af populismen, fordi hun afviser, at den har nogen systemisk betydning. Populisme er ifølge Libak ”nye partiers børnesygdom, som i de fleste vestlige lande kan kureres med magt og indflydelse. For med magten følger ansvaret, og hvis noget er galt, er det pludselig også ens egen skyld.” Her kunne Libak med fordel studere Esben Schjørring og Michael Jannerups bog, Værdikæmperne, om udviklingen i den politiske kultur under Anders Fogh (anmeldt her i avisen 16. januar i år). De viser, at en værdipolitik i slægt med populismen har undergravet det parlamentariske system, konkret og lidt forenklet forstået således, at populisterne høster stemmerne, mens de regeringsbærende partier slides i stykker. Dansk Folkeparti kan godt blæse og have mel i munden. I USA ser vi for tiden det antageligt bedste eksempel på Müllers pointe, nemlig at populismen på besynderlig vis immuniserer sig selv imod moralsk kritik, selv når den tager magten og handler åbenlyst umoralsk. Systemforagten er ikke blot en facon, men en substantiel del af politikken og dermed også en del af problemet. Libak gør ret i at pege på, at det ikke må skygge for det forhold, at de store udfordringer, som Vesten står over for, er globale. Det er f.eks. ikke populisternes skyld, at indvandringen fra Mellemøsten og Afrika skaber problemer i Europa, sådan som nogle politikere hævder. Men man behøver heller ikke - som Libak gør det - forklejne populismen som fænomen eller problem for at gøre det synspunkt gældende.

Bogen slutter med syv gode råd til dagens politikere og os andre. De handler om at tage globaliseringens problemer alvorligt, ophøre med at tro, at globalisering er den eneste rette vej, at erkende at kultur og kulturelle forskelle har betydning, at udligne de store indkomstforskelle, og at grave færre grøfter i den offentlige debat. Hvad det sidste ideal angår, lever forfatteren op til sin egen forskrift. Hun argumenterer sagligt og lødigt for sin sag og bekræfter med denne bog, at den offentlige debat i Danmark ville være dårligere stillet uden Anna Libaks bidrag. Hun er en af dem, der er værd at lytte til.

(Kristeligt Dagblad 1. juni 2018)