Veltalende uforsonlighed

Carsten Jensen

Kældermennesker. Om populisme og besværet med at være menneske

Politikens Forlag, 146 sider, 150 kroner.

Der hersker en bemærkelsesværdig enighed hen over den politiske midte om, at verden, som vi kender den, vil gå under. Forskellen består i, hvad årsagen menes at være. Lukker vi for mange muslimer ind eller for meget CO2 ud? Carsten Jensen hører til sidstnævnte kategori.

Bogens titel kunne godt give anledning til frygt for, at Carsten Jensen har taget sin gamle uvane op med at udskamme sine modstandere med brug af gloser hentet i ordforrådets mest skimlede kælderdepot. Han holder sig dog nogenlunde i skindet. Han er faktisk ikke i særlig grad ude efter den yderste højrefløj. De får da ganske vist et par bemærkninger med på vejen. Og Trump selvfølgelig. Andet ville sikkert også skuffe stamkunderne i Jensens holdningsbutik. Nej, det er de passive tilskuere, ”duknakkerne”, som han kalder dem – os – der er hans anliggende. Hvad er den menneskelige tilstand i dag? Panisk, svarer Jensen. Da historien blev erklæret afsluttet efter Muren fald, var det indlysende nok ikke rigtigt i konkret forstand, ser vi nu. Men det afgørende for Jensen er, at forventningen om et bedre samfund forsvandt dengang. Utopien døde, og tilbage var blot den enkeltes håb om at klare sig bedre. ”Når mange bække små nægter at forene sig i den strømmende flods kraft, løber de ingen steder hen, men ender med at blive opslugt af den altid tørstige jord. Privatiseringen af håbet betyder, at fællesskabets sidste skanse består i hadet og frygten.” Når historiens hjul drejer igen, går vi i panik, fordi de banker, hvor vi tidligere havde opsparet vores håb og forventninger, er gået fallit – mener altså Jensen. Politikken er død. Jensen demonstrerer sin pointe ved retorisk at stille spørgsmålet: giver det mening at slå en politiker ihjel? Nej, for politikere gør ingen forskel. Det gør den lille mand derimod.

Carsten Jensen har intet til overs for dagens politik eller politikere, og han er dermed et fortrinligt eksempel på det paradoks, som bl.a. Ove Kaj Pedersen peger på, nemlig at utilfredshed med systemet trives glimrende også i et velfungerende og rigt samfund, der systematisk påkalder sig alle andre landes misundelse. Og med sin hyldest til den lille mand og foragten for magthaverne ligner Carsten Jensen de populister, som han kritiserer. Han bærer selv ved til det bål, som fortærer politikken.

For ham er politikere en forskelsløs masse. Der er en tydeligere foragt for højrefløjen i almindelighed og de ”neoliberale” i særdeleshed, men der er ikke antydningen af varme følelser for nogen som helst med magt, og skaden er sket for længst: ”Med Margaret Thatcher begynder istiden i europæisk politik.” Og iskappen dækker hele kontinentet.

Jensen springer i bogens afsluttende afsnit ud som revolutionær kiliast, politisk apokalyptiker. Tøbruddet skal komme fra den ventede katastrofe: ”Klimaforandringerne forærer os muligheden for et helt nyt sprog og en helt anden måde at leve på. I erkendelsen af vores detronisering som skabningens herre ligger også en åbning. […] Vi finder sammen i et nyt fællesskab på tværs af alle grænser, eller det hus, vi bor i, vælter i det jordskælv, klimaforandringerne vil være for alt, hvad vi troede, vi vidste om livets betingelser. Det er den lokalitet i tiden, hvor vi alle ønsker at bo, fremtiden, som snart ikke vil findes mere, medmindre vi flytter vores selvopfattelse bort fra vækstens feberdrømme og forbrugerkulturens nu-bestemte hedonisme. Den populistiske iscenesatte modsætning mellem ’folket’ og ’eliten’ er ikke andet end et værtshusslagsmål i katastrofens forgård.”

Det er en sært diffus og virkelighedsfjern politisk ambition at have, at noget nyt skal fødes, når det gamle dør. Betænkeligt bliver det for alvor, når de eksisterende politiske, demokratiske institutioner, der er opbygget gennem generationer, ikke tildeles nogen rolle i denne proces.

Der er ikke et synspunkt i denne bog, som enhver med en Facebook-konto ikke er stødt på mange gange før. Forskellen er, at det er virkelig godt skrevet og skyldigt suppleret med henvisninger til Knausgaard, Rushdie, Dostojevskij (det er ham med kældermennesket) og hvor en spinatfugl ellers går og fouragerer. Anråbende, manende, bebrejdende, appellerende, besværgende maler Carsten Jensens retoriske mølle: ”Der skal robusthed til, når vi hvert år skal være vidne til, at tre-fire Titanic’er går ned i Middelhavet, især når det er isbjerget i vore hjerter, de er løbet på.”

Man kan med største lethed forudsige modtagelsen af denne bog. Der vil blive råbt de samme skældsord tværs over meningsforskellenes kløft som før. Carsten Jensen gør intet for at bygge bro, og han er helt uanfægtet, når han med profetens alvor forsvarer sin position. Hans håb om at løven vil æde strå som oksen, når katastrofen kommer, er imidlertid et tomt postulat. Hans veltalenhed kan ikke skjule uforsonligheden, og det er ikke mindst selvhøjtidelighed, der giver alvoren tyngde. Men hold nu op, hvor er det godt skrevet.

(Kristeligt Dagblad 1. sept. 2018. Det sidste lange citat blev forkortet i avisen, og rubrikken er en anden.)