Ove K. Pedersen
Reaktionens tid. Konkurrencestaten mellem reform og
reaktion.
Informations Forlag, 290 sider
I en relativt moden alder – han er født i 1948 – er Ove Kaj Pedersen
blevet et varmt navn i den danske samfundsdebat. Han brød igennem til
offentligheden for syv år siden med bogen om konkurrencestaten. Begrebet er
ikke noget, han har fundet på. Det stammer fra den internationale sociologiske
forskningslitteratur, som han havde stiftet bekendtskab med i sin egenskab af
professor på CBS/Handelshøjskolen i København.
I bogen om konkurrencestaten var han faktisk ret kritisk
over for fænomenet, men har fået et mere forsonligt forhold til den, og
Pedersen deklarerer selv denne bog som et forsøg på rette op på de
misforståelser, som den første bog affødte.
Konkurrencestaten, hvis opkomst vagt dateres til 1980erne,
er i Pedersens forståelse en modifikation af velfærdsstaten. Den er netop ikke
et (neo)liberalt projekt, der overlader alt til markedet. Tværtimod blev
”markedet nu gjort til en politisk institution. Det blev staten, der skulle
sikre rammerne for den nationale konkurrencedygtighed, og virksomhedernes og
husholdningernes ansvar at finansiere velfærden. Staten skulle mobilisere den
enkeltes potentiale ved at stille uddannelse til rådighed for stadigt flere
gennem hele livet. Individet havde på sin side et ansvar for at udnytte
mulighederne.” Konkurrencestaten er altså med andre ord udtryk for en
statsliggørelse af markedet, ikke en markedsgørelse af staten. Samtidig er der
sket det, at hele uddannelsessektoren er blevet instrumentaliseret, således at
børn fra de er ganske små opdrages til at blive soldater i konkurrencestatens
tjeneste, som det hedder med en nu berømt og berygtet formulering fra Pedersens
første bog, og som han nu ikke tager afstand fra, men dog holder ude i arms
længde. Skolen for livet har i hvert fald trangere kår.
Der er udkommet to andre læseværdige bøger i år, hvis
hovedpointe er, at velfærdsstaten næsten fra begyndelsen var et økonomisk og
åndeligt fallitbo. Arne Hardis’ bog om Jørgen S. Dich viser, at det allerede i
begyndelsen af 1970erne stod klart, at velfærdsstaten var udfordret på
finansieringen, og Lasse Horne Kjældgaards Meningen
med velfærdsstaten, der viser, at det allerede i midten af 1960erne stod
klart, at forsøget på at forlene velfærdsstaten med en meningsgivende kulturpolitisk
overbygning slog fejl. Det er en skam, at de er kommet så sent, at Ove Kaj
Pedersen ikke har haft lejlighed til at inddrage dem i sine overvejelser, for
de kunne have tjent som en klargørende baggrund for hans pointe nemlig, at mens
det er lykkedes at løse det finansielle problem, som Jørgen Dich pegede på, er
der ikke tilvejebragt noget svar på spørgsmålet, hvad meningen er med velfærdsstaten.
Pedersen stiller det op som en række af paradokser: ”Hvordan
kan den danske konkurrencestat fremstå som en verdensstjerne, men samtidig
udsættes for ubønhørlig kritik? Hvordan kan sammenlignende statistik vise, at
Danmark har en konkurrencestat med en betydeligt – positiv – fordelingseffekt, mens
debatten alligevel er rundhåndet med eksempler på ulighed, fattigdom og
folkesygdomme. Hvordan kan sammenligninger vise, at Danmark har en effektiv
offentlig sektor, der leverer høj kvalitet for stadig flere, mens debatten
alligevel flyder over med skrækeksempler på misrøgtede patienter, brutaliserede
relationer mellem borgere og offentlige medarbejdere? Hvordan kan
sammenligninger vise, at danskernes tilfredshed med deres liv er højere end
nogen anden befolknings og har været stigende siden slutningen af 1990’erne,
altså under konkurrencestaten, mens debatten alligevel er grebet af et slags
kollektivt mismod med argumenter om forringet livskvalitet, udbredt stress og
tab af livsmod? […] Og hvordan, endelig, kan mange påstå, at den offentlige
sektor er skåret til benet, mens omkostningerne til velfærdsydelser og -service
aldrig har været højere?”
Mens det med konkurrencestatens modifikation af den
skandinaviske velfærdsstat er lykkedes at skaffe medvind på alle de økonomiske
cykelstier, er spørgsmålet, hvorfor konkurrencestaten har udløst en sådan
kritik, ”selvom den har leveret velstand og velfærd, finanspolitisk holdbarhed,
lighed og tryghed i verdensklasse?” Svaret er, at der ikke er tale om en
finansieringskrise, men en legitimeringskrise. Igen er det en skam, at Pedersen
ikke har haft lejlighed til at konsultere en tredje bog fra i år, Esben Schjørring
og Michael Jannerups undersøgelse af forholdet mellem værdipolitik og
fordelingspolitik efter 2001, hvor de stiller det afgørende spørgsmål, hvorfor
fordelingspolitik ikke længere kan vinde valg? Schjørring og Jannerups svar er
ikke nødvendigvis det rigtige, men spørgsmålet er begavet stillet, for det
peger i netop den retning, som Pedersen kigger i. Konkurrencestaten løste
velfærdsstatens økonomiske krise uden at sætte velfærdsstatens kerneopgave over
styr. Det er i global, ja i europæisk sammenhæng, en helt enestående bedrift.
Problemet er, at vælgerne ikke belønner dem, der løste dette problem, men dem,
der fører valgkamp på en værdipolitisk dagsorden.
At Pedersen er så urutineret en pamfletist er charmerende,
fordi han ikke har noget særligt kalkuleret forhold til, hvordan den offentlige
debat fungerer. Det er på den anden side irriterende, fordi han tydeligvis ikke
har nogen sikker fornemmelse af, hvem hans publikum er eller hvordan man mest
hensigtsmæssigt skruer en tekst sammen. Hvis Ove Kaj Pedersen føler sig
misforstået, har han først og fremmest sig selv at takke. I forordet takker han
hjerteligt sine to forlagsredaktører for deres store indsats. Jeg tør slet ikke
tænke på, hvilket skrummel af en tekst de fik indleveret til at begynde med. Han
virker i passager som en, der ved et tilfælde er drattet ud af det berømte
elfenbenstårn og nu lidt fortumlet står og forsøger at samle tankerne, så han med
begge hænder kan øse af sin visdoms fylde for de tilstedeværende repræsentanter
for den læsende offentlighed. Han har heldigvis for den anmelder, der forsøger
at finde hoved og hale i bogen, en evne til at samle sine pointer i
velturnerede aforismer, men de er øer af klarhed i et hav af snakkesalighed.
Teksten kunne snildt halveres uden meningstab.
Faktuelt ryger der for mange finker af panden. Enevælden
varede ifølge Pedersen 400 år. Den varede i Danmark under 200 år. Han mener, at
”fra 1969 er det kun chefer i centraladministrationen, der er ansat som
tjenestemænd.” Det vil komme bag på de mange postbude, lokomotivførere,
professorer, politibetjente, skolelærere og sognepræster, der også efter 1969
har været eller er tjenestemænd. Pedersen mener også, at værnepligten er
indført i slutningen af 1800-tallet. Han bør nok lige læse op på Junigrundloven
af 1849.
Til syvende og sidst er de spørgsmål, som Ove Kaj Pedersen
tager op, imidlertid så vigtige, at drøftelsen af dem ikke må lade sig
distrahere af hans manglende evne til at meddele sig i veldisponeret,
kortfattet klartekst eller forholde sig samvittighedsfuldt til historiske
kendsgerninger. Eller for at tale pedersensk: det er et paradoks, at en så
vigtig og tænksom bog er skrevet så dårligt.
(Kristeligt Dagblad 4. september 2018. Enkelte
rettelser i forhold til den trykte udgave
Ingen kommentarer:
Send en kommentar