Vejen til ufrihed

Timothy Snyder, Vejen til ufrihed. Rusland, Europa, Amerika. Gads Forlag, 334 sider, 300 kroner.

I en TV-debat i maj måned 2017 kaldte Søren Krarup (DF) den nyvalgte franske præsident Macron for ”den lille pæne bøssedreng”. Krarup fortrød forståeligt nok på stedet ordvalget.  Det interessante er, at det måske var mere end blot en gammel amagerdrengs fortalelse. Macron var som bekendt oppe imod Marine le Pen, der foruden at nyde Krarups opbakning også blev aktivt understøttet af Putins Rusland. I Rusland er homoseksualitet kriminaliseret, men det er ikke bare udtryk for almindelig familiepolitisk konservatisme. Det er en essentiel del af det nye Ruslands selvforståelse også i international politik, skriver Timothy Snyder i sin bog om Rusland, Europa og Amerika efter Den kolde Krig. En af de ideologer, som Putin anvender og citerer, er Ivan Iljin (1883-1954), der opfattede Rusland som den sidste oase af uskyld i en verden af kaos. Det handlede derfor for Iljin om at beskytte Rusland mod enhver indtrængning udefra, især fra Vestens amoral og dekadence. Med en sært sammenstillet seksuel-religiøs billeddannelse (Iljin var ortodoks kristen og freudianer) skal Moder Ruslands uskyld altså beskyttes mod bøssernes overgreb. Derfor er enhver af Ruslands modstandere i Vesten at definere som homoseksuelle, og le Pens modstander i præsidentvalgkampen blev af den russiske propaganda derfor udnævnt til at være ”bøssekandidaten”.

Snyder identificerer to tilgange til politik, som begge tager historien til indtægt, men som begge forråder historien, mener han. Den ene er ”evighedens politik”, der essentialiserer fænomener som nationen og skaber problemer, der ikke kan løses, fjender, der ikke kan nedkæmpes. Det gælder f.eks. Putin, der har gjort Vesten og de homoseksuelle til den modstander, der altid kan instrumentaliseres til indvortes brug. Den anden tilgang er ”uundgåelighedens politik”, som oversætteren Anders Nygaard så glimrende har valgt at kalde det. Den er i slægt med ”nødvendighedens politik”, men det ville have givet for mange misvisende associationer at kalde den det. Den er udtryk for den opfattelse, at fremtiden blot er mere af nutiden, at sporene er lagt, og at det nu blot handler om at fyre op under lokomotivets kedler. Hovedeksemplet er for Snyder den amerikanske, uregulerede markedsøkonomi. Over for disse to stiller han kravet om at bringe historien i overensstemmelse med nutiden, at gøre historien formbar for de nulevende. Han forstår historien som en udvikling, der er et resultat af ting, som mennesker mener og gør. Det kan synes banalt, men det er et tredje standpunkt. Hverken evighedens eller uundgåelighedens politik indrømmer det enkelte menneske nogen anden plads i historien som andet end opofrende helt eller medvidende medløber, og begge har taget nutiden som gidsel i fortidens eller fremtidens navn. For Snyder er spørgsmålet om succession vigtigt. Det er det princip, der i klassiske monarkier lader kongen leve, når kongen er død. I et demokrati er det forventningen om et nyt valg ved denne valgperiodes ophør, som konverterer menneskelig fejlbarlighed til håb.

Denne bog viser, hvordan evighedens politik har bemægtiget sig Rusland. Den betjener sig af vold, bedrag, militær aggressivitet mod nabolandene, korruption, antisemitisme og har oven i købet den frækhed at kalde modstanderne for nazister. Løgnen samler landet, fordi ved at bekende sig til løgnen kan russerne vise deres loyalitet over for centralmagtens ”store, sakrale mysterium”. Sandheden ville splitte folket og landet ad.

Bogen gennemgår også, hvordan det russiske regime systematisk søger at svække EU ved at understøtte politikere som le Pen, partier som AFD eller processer som Brexit og det ikke kun materielt. Ideen om at den åbenlyse løgn kan være et effektivt politisk instrument er også fulgt med. Snyder fortæller om, hvordan russerne i januar 2016 fyrede op under frygten for flygtninge i Tyskland ved at cirkulere en løgn om, hvordan en ung pige af russisk afstamning var blevet voldtaget i Berlin. Snyder forsømmer imidlertid at fortælle om, hvordan flere hundrede mænd fra Nordafrika og Mellemøsten nytårsaften senere samme år i Køln bekræftede den russiske propaganda. Der ryger gerne et par nuancer, når Snyder skal føre sin tese igennem. Han mangler fx blik for, at Putin skifter mellem at være pragmatisk og ideologisk alt afhængig af, hvem han taler med og hvad der tales om.

I spørgsmålet om forholdet mellem Rusland og Donald Trump, lægger Snyder ikke fingrene imellem, når han anklager sin præsident. Han beskriver Trump næsten som en Manchurian Candidate, en marionet styret udefra. Trump var ved årtusindskiftet reelt en fallent og har siden været båret oppe af russiske penge, der har sat ham i stand til at markedsføre fiktionen om sig selv som en meget succesfuld forretningsmand. Han spiller rollen godt. Det var også den han spillede i reality-TV-serien The Apprentice. Russerne har brugt ham til at hvidvaske store summer, og nu bruger de ham til at undergrave det amerikanske politiske system efter samme opskrift som i Europa, bare med langt større held. Ifølge Snyder er der fuldstændig åbne kanaler mellem Det Hvide Hus og Kreml, en alliance mellem uundgåelighedens og evighedens politik. Uanset om man kan følge Snyders begrebsliggørelse, står det klart, at der er tale om en korruption af de værdier og en korrosion af de institutioner, som amerikansk politik har bygget på i generationer, og spørgsmålet er, hvor meget håb man efterhånden tør mobilisere på USA's og verdens vegne med udsigt til det næste valg. 

Minutiøst veldokumenteret og elegant velskrevet kortlægger Snyder det russiske politiske produktionsapparat, hvis slagvare er ufrihed med henblik på afsætning i udlandet. Hjemmemarkedet er næsten mættet. Det er skræmmende, men nødvendig læsning, ikke mindst fordi man kan se hvordan efterspørgslen efter denne vare også findes langt inde i de etablerede politiske systemer i lande, der normalt betragtes som frihedens vogtere.

(Kristeligt Dagblad 27. okt. 2018, avisen valgte en anden rubrik)

Sympatisk bog om Tidehverv

Henrik Bach, Konfrontationskurs. Tidehverv og den guddommelige komedie, Gyldendal, 351 sider,

Det er svært at få hold på, hvad Tidehverv er. Spørger man til Tidehvervs organisation, får man at vide, at det bare er et tidsskrift og et sommermøde. Der er intet medlemskartotek eller optagelseskrav. I sit ophav og indhold er Tidehverv i det væsentligste negativt bestemt. Det første nummer af tidsskriftet udkom i oktober 1926, og i programartiklen lagde en af redaktørerne, Gustav Brøndsted, særlig vægt på, at tidsskriftet netop ikke havde noget program. Den definition har været den fremherskende lige siden. ”Tidehvervsbevægelsen er et arbejdsfællesskab af enere, som stående i den danske folkekirke er forenet i en radikal protest mod de ledende kirkelige kredses forkyndelse og et personligt opgør med tidens livsanskuelser.” skrev Børge Diderichsen i 1950.

Tidehverv er som en rockerklub. Når man spørger dem, hvad de vil, meddeles det neutralt, at de bare er forenet af en levende interesse for motorcykler. De fleste har dog en velbegrundet mistanke om, at Tidehvervs levende interesse for evangeliets rette forståelse står i en vis forbindelse med evnen til at opstille tæskehold i tidens debat.

Netop denne bundethed til tidens spørgsmål gør, at den indlysende indgang til forståelse af fænomenet Tidehverv er den historiske, den kontekstualiserende. Det gjorde Torben Bramming i en stadig meget læseværdig bog med titlen Tidehvervs Historie fra 1993. Bramming var tidligere prospect i klubben, idet han havde en fortid som vordende svigersøn til Søren Krarup. Han brød imidlertid med klanen og kom i bad standing, da han viste, at bevægelsen er således bundet til tiden, at den endte med at blive præcis, hvad den indledningsvis ønskede ikke at være. Bogen udløste den forventede tæskeholdsreaktion. Det samme gjorde Mette Katrine Grosbølls udmærkede bog med samme ærinde fra 2007, Teologisme – om Tidehvervs vej til Christiansborg.

Henrik Bach har valgt helt overordnet at disponere sit stof kronologisk, men med betydelige indslag af forsøg på en systematisk ordning af stoffet. I modsætning til Bramming har han intet udestående med Tidehverv, men forsøger sig med en positiv definition af bevægelsen forstået på to måder. Bach er for det første sympatisk indstillet over for Tidehvervs teologiske anliggende, og for det andet forsøger han at vise, hvorledes dette anliggende kan beskrives som definerende for Tidehverv over tid. Som fremgangsmåde har Bach valgt at beskrive bevægelsen gennem læsninger i tidsskriftet, og han sammenstiller gerne artikler fra 1920erne og 1930erne med meget senere bidrag for at vise kontinuiteten.

Svagheden ved denne tilgang er, at fremstillingen bliver harmoniserende forstået på den måde, at den række af brud og konflikter, som Tidehvervs historie også består af, forsvinder fra synsfeltet. Mest nødtørftigt omtales Kaj Thanings uoverensstemmelse med Anders Nørgaard i slutningen af 1930erne om synet på forholdet mellem menighed og folk. Denne diskussion er helt afgørende for forståelsen af brudfladen mellem det grundtvigske og det tidehvervske. Det går lidt bedre med omtalen af K.E. Løgstrup, selv om Bach hævder, at han ikke skal betragtes som tidehvervsmand. Det gør det lidt vanskeligt at forstå Løgstrups og K. Olesen Larsens opgør om Kierkegaard i 1950erne. Til gengæld aftrykkes i bogen et tre sider langt brev fra 1981, hvor Løgstrup selv forklarer sit brud med Tidehverv. Bach får krabbet sig sært konverserende ind på den såkaldte antinomisme-strid, da Søren Krarup stod i spidsen for et internt opgør om forholdet mellem lov og evangelium. Indtil dette tidspunkt havde det været et grundsynspunkt for Tidehverv, at der ikke af Evangeliets ord kunne uddrages en politisk indebyrd, men Krarup fandt, at der i læren om den absolutte forskel mellem den jordiske eksistens og Gud og den derudaf flydende forestilling om menneskets bundethed til øjeblikket og stedet – ofte samlet i anvisningen at være jorden tro – kunne udledes en forpligtelse af politisk, konservativ karakter. Krarup dannede den intellektuelle klangbund for Dansk Folkepartis nationalkonservative profil.

Henrik Bach takker sin redaktør, Johannes Riis, udtrykkeligt. Det skulle han nok ikke have gjort, for redaktøren har tydeligvis ladet sin forfatter i stikken. Det forbliver usikkert, hvad ærindet med denne bog er. Den grundlæggende kontinuitetstese føres ikke igennem med konsekvens. Som introduktion til sit emne er bogen for indforstået og som bidrag til forskningen i emnet for overfladisk.

Bach slipper afsted med en uklar struktur og alt for mange digressioner, hvad hans gode pen ikke kan rette op på. Hvad er forklaringen på, at han går let hen over Løgstrups brevveksling med Hal Koch, mens der gøres utrolig meget ud af drabet på Tage Schack i 1945? Schacks død og begravelse er i sig selv er en spændende historie, men ikke central for forståelsen af Tidehverv. Bach synes at have en særlig faible for William Burroughs, og han er jo også vældig interessant, men andre skikkelser står dog dansk kirke- og teologihistorie i det 20. århundrede nærmere. Bogen er sine steder som den prædiken, hvor kirkegængeren får mere indblik i, hvad præsten har læst i ugens løb, end hvad dagens tekst går ud på.

(Kristeligt Dagblad 15. maj 2018)

Henrik Bach svarede i avisen den 18. maj:

Når man skriver en bog om Tidehverv, ved man godt, at man bevæger sig ind i et højrisiko-område, hvor man på forhånd er bagud på point. Ifølge tidehvervsfolkene skriver man ikke om, men i Tidehverv, mens modstanderne helst vil bekræftes i deres modstand. Jes Fabricius Møller, der hører til sidstnævnte kategori, og har skrevet bøger om Hal Koch og grundtvigianismen, savner i sin anmeldelse i den 15. maj noget mere Hal Koch og grundtvigianisme i min bog. Til gengæld mener han, at Tage Schacks død fylder for meget, og K. E. Løgstrup som tidehvervsmand for lidt, ligesom der er for mange digressioner. Man kan altid diskutere, hvor vægten skal lægges, men 100 års kirke-kultur-og samfundskritik gør, at man må rationere stoffet. Tage Schack, en af Tidehvervs grundlæggere, døde som følge af sin teologi, da han i en begravelsestale over en stikker sagde det, han mente skulle siges. At Løgstrup ikke var tidehvervsmand, er pointen i hans opgør med K. Olesen Larsen. Og i en bog om et så omfattende emne, skrevet til den forudsætningsløse læser, kan digressioner ofte være til hjælp, som for eksempel den amerikanske beatdigter William Burroughs, hvis kritiske syn på den skandinaviske velfærdsstat flugtede med det tidehvervske. En opdagelsesrejsende, Trille, Pol Pot, Jan Gintberg samt en hel del forfattere og kirkefolk medvirker således også i bogen. Indimellem må ting ses udefra og i et større perspektiv, det gælder Tidehverv, som for mange andre forhold i livet. Det er dårlig stil for en forfatter at gå i rette med en anmeldelse. På den anden side er det dårligere stil af anmelderen, at inddrage en anden forfatters tidligere private forhold til Søren Krarups datter, der intet har med den anmeldte bog at gøre.