Claus Bundgård Christensen, Joachim Lund, Niels Wium Olesen og
Jakob Sørensen, Danmark besat – krig og hverdag, Informations Forlag
Besættelsestiden har siden 1945 været den historiske
begivenhed eller det begivenhedskompleks, der uden sammenligning har optaget
danskerne mest – i en sådan grad, at man med en lidt dum vittighed kan tale om,
at beskæftigelsen med denne periode for nogen har antaget karakter af en
besættelse. For danskerne som helhed er ”de fem forbandede Aar” forblevet et reservoir
af erfaringer, som vi trækker på, når vi skal skelne mellem ret og uret, når vi
skal forstå og forklare os selv som samfund, som demokrati, som militærmagt,
som retsstat. Det betyder imidlertid også, at der foregår en konstant kamp om,
hvordan besættelsestiden skal fortolkes.
Hvem var skurke og hvem var helte?
De første år efter krigen var præget af den såkaldte
konsensustolkning. Den var ikke mindst en frugt af det store kompromis, der var
indgået i 1945 mellem Frihedsrådet og de valgte politikere om at danne
regering. Ifølge konsensustraditionen havde danskerne stået samlet i trods og
modstand mod fjenden: tyskerne. Politikerne havde ydet passiv modstand frem mod
1943, hvorefter de havde overladt stafetten til den aktive modstand.
I løbet af
1960erne blev det stadig mere tydeligt for yngre historikere, at
konsensusfortællingen dækkede over nogle betydelige sprækker og konflikter
indbyrdes mellem danskerne under krigen. For det første blev det klart, at
forholdet mellem politikerne og modstandsbevægelsen var særdeles betændt.
Politikerne havde valgt en passiv eftergivenhed som Danmarks
overlevelsesstrategi, mens modstandsbevægelsen ønskede at eskalere
konfliktniveauet. Først i krigens sidste år begyndte parterne at finde sammen
om en fælles strategi. For det andet viste det sig vanskeligt at tale om
modstandsbevægelsen som en samlet enhed. Nogle var nationalt motiverede og
ønskede at vaske skampletten af Danmarks ære. Nogle af de mest effektive
grupper var Moskva-tro kommunister. For det tredje viste Aage Trommer med sin
bog fra 1971 om jernbanesabotagen, at modstandsbevægelsen ikke havde nogen
synderlig militær betydning. En national mytologi var sønderskudt.
De fire forfattere til denne bog – født mellem 1963 og 1973
– repræsenterer den næste generation af historikere, der har udvidet horisonten
ved blandt andet at sætte fokus på andre dele af historien, der blev glemt, da
den store konsensusfortælling blev skrevet. Claus Bundgård Christensen er
f.eks. medforfatter til et stort værk om de danske østfrontfrivillige, og
Joachim Lund har forsket i dansk-tysk økonomisk integration. Disse
undersøgelser og andre tilsvarende om f.eks. jødiske flygtninge før krigen og
tyske flygtninge efter krigen, om de såkaldte tyskertøser, om
stikkerlikvideringerne og meget andet har rettet opmærksomheden mod danskernes
medansvar for de menneskelige lidelser også uden for landets grænser under
krigen.
Samtidig med, at de forrige generationers diskussioner slet
ikke er stilnet af, har disse nyere bidrag til forskningen nærmest bare
forstærket den moralske og politiske indebyrd af oparbejdningen af
besættelsestidens historie. Det er med andre ord en hvepserede, som forfatterne
til dette værk har stukket deres i alt otte hænder i, når de i anledning af
70-året for befrielsen udsender en revideret og udvidet udgave af deres
oversigtsværk om besættelsestiden, hvis første udgave kom for ti år siden.
Bogens første godt 700 sider er en kronologisk
gennemgang af besættelsestiden inklusiv optakt og efterklang under inddragelse
af også den allerseneste forskning, herunder ikke mindst hvordan danskerne
oplevede besættelsen som hverdag. Kapitlerne er opdelt i korte, stramt
redigerede tematiske afsnit. Bogens hoveddel kan altså både læses som en
fortløbende beretning og bruges som opslagsbog. Til sidstnævnte formål bidrager
et lille biografisk leksikon på små hundrede sider over vigtige aktører,
tidslinje, noter, litteraturlister og ikke mindst et fortrinligt register.
Fagligt set er man som læser i de bedste hænder. Forfatterkollektivet har
derudover haft held med at give bogen et sprogligt enhedspræg, en effektiv
hybrid af informationsmættet leksikalsk sagprosa og dramatisk fremadskridende
fortælling.
Hvordan klarer forfatterne at forholde sige hvepsereden? Som
kollektiv kan de naturligvis ikke være enige om alt. De har i mange spørgsmål
valgt at åbne for flere fortolkninger. I synet på enkeltpersoner lægger
forfatterne stor vægt på at redegøre for præmisserne og motiverne for deres
handlinger, hvad enten det var en Kaj Munk eller en Erik Scavenius. De søger
ikke at harmonisere, hvor der ingen harmoni var, eller at skabe en ny
konsensusfortælling – og så dog alligevel. De betragter forløbet og udfaldet af
besættelsen som et resultat af en forening af uforenelige viljer.
I et meget læseværdigt 20 siders essay, ”Magten og Æren”,
til slut i bogen tillader forfatterne sig at tage mere eksplicit stilling til
besættelsestiden som historisk begivenhed og som erindret historie. De mener,
at den gamle konsensusmyte i dag i offentligheden er blevet afløst af en
”modmyte”, ifølge hvilken alle danskere undtagen modstandsfolkene var
opportunister. Fra den gamle myte overtages heltedyrkelsen af modstanden
kombineret med nationalflagellantisk foragt for alt det, der ikke lever op til
det heroiske ideal. Denne myte er lige så misforstået som den gamle myte, mener
de.
Tilsvarende kalder de dyrkelsen af de vestallieredes moralske autoritet for
misforstået. Også USA og Storbritannien var underlagt realpolitiske vilkår, som
de naturligvis iklædte en moralsk og ideologisk sprogdragt. Til trods for de
flotte ord lod de Sovjetunionen bære den store byrde. For hver amerikansk
soldat, der faldt i Anden Verdenskrig, mistede Den Røde Hær 60. I henhold til
den samme logik havde de danske regeringer under besættelsen endnu mere held,
for det lykkedes dem med deres politik at skåne Danmark for egentlig krig. Vi
skylder modstandsbevægelsen meget, ikke mindst accepten af Danmark som allieret
i 1945, men den fungerede også skærmet af samarbejdspolitikken. I andre besatte
lande, hvor tyskerne havde overtaget jurisdiktionen, var repressalierne over
for aktiv modstand og terroren over for civile meget hårdere.
Men det var et
paradoksalt tilfælde, kombinationen af flere, somme tider modsatrettede viljer,
der førte til resultatet: "Konklusionen er, at samarbejdspolitikken konsekvent førte det danske demokrati gennem verdenskrigens stormvejr med forbavsende få omkostninger, oddsene taget i betragtning. Modstandsbevægelsen ønskede en anden politik, og dele af den ønskede endda et andet dansk samfund. Af begge grunde, men først og fremmest af den sidste, bekæmpede samarbejdspolitikerne bevægelsen. Til dels på grund af tilfældigheder og held, men også på grund af en vis kompromisvilje og politisk kløgt i begge lejre, førte det til allersidst til et for den danske stat og den danske befolkning lykkeligt resultat."
(Kristeligt Dagblad 7. april 2015)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar