Genforeningen

Hans Schultz Hansen, Genforeningen, Aarhus Universitetsforlag, 100 sider


100-året for Genforeningen fejres i år med alle fanfareorglets registre trukket ud. Det var og er en af de helt store begivenheder i Danmarks historie. Men spørgsmålet er, hvordan vi tolker den? Var den en heling af det sår, der var åbnet i 1864? Var den bod for den uret, der var begået mod de danske slesvigere? Eller var den en tragedie for det engang så rige og stolte hertugdømme Slesvig, der endegyldigt blev delt i to dele, hver med et fremmedgjort mindretal? Eller med Hans Schultz Hansens ord ”reduceret til to periferier i hver sin nationalstat.” Han svarer ikke på spørgsmålet, men idet han stiller det, er der åbnet for en rigere og mere nuanceret tolkning af det, der kun med alt for stor lethed kunne reduceres til en selvfejring, hvor danskerne begejstret forsikrer hinanden om, hvor langt vi er nået med fredelige midler og demokratiske afstemninger.

Hansen viser, hvordan Genforeningen var alt andet end konfliktfri forstået på den måde, at den var en funktion af en krig og resultat af en magtkamp. Den var blevet muligt takket være Tysklands nederlag i Den store Krig, og selv grænsedragningen var genstand for en intens politisk kamp nationalt og internationalt. Den udløste den alvorligste konstitutionelle krise i Danmark i det 20. århundrede, da Christian X afskedigede regeringen Zahle i påsken 1920. Den radikale Zahle arbejdede for en grænsedragning meget lig den nuværende, mens kongen sympatiserede med de kræfter inden for og uden for politik, der ønskede at få Flensborg til Danmark. Kongen handlede ikke på egen hånd, men som aktør i et intenst politisk spil, hvor han havde opbakning både i Venstre og blandt konservative. Heller ikke Zahle var en passiv uskyldighed, da han undlod at rådgive kongen om, hvad konsekvenserne af hans beslutning blev. Zahle så gerne til med korslagte arme, mens den københavnske pøbel krævede kongens afgang. Men den popularitet Christian X satte til i foråret 1920, genvandt han ved sin deltagelse i den symbolske generobring af det tabte land i sommeren samme år, da han krydsede Kongeåen på en hvid hest.

Genforeningen blev aldrig et spørgsmål, der kunne afgøres som en aftale mellem Berlin og København. Hansen lægger i sin redegørelse vægt på den betydning det havde, at de sejrende magter i verdenskrigen indoptog en revision af den dansk-tyske grænse som en del af den samlede fredsslutning med Tyskland. Det kunne godt virke som om Danmark havde brug for de sejrende stormagter til at vride armen om på Tyskland, men det var faktisk ikke tilfældet. Tidligt efter våbenhvilen i november 1918 erklærede Berlin sig villig til at regulere grænsen efter principperne om folkenes selvbestemmelsesret, og det så en overgang ud til, at en ny grænsedragning kunne ordnes som et bilateralt dansk-tysk mellemværende. Men sejrsmagterne tog over, og dikterede mere eller mindre betingelserne uden at lytte alt for meget til den danske regering. Til gengæld lykkedes det private, danske lobbyister at gøre deres indflydelse gældende. Den egentlige afgørelse om den fremtidige grænse blev afgjort, da grænserne mellem de zoner, hvor der skulle stemmes, blev trukket, og da det blev afgjort, hvem der kunne stemme. Betydning fik det f.eks. da en bestemmelse om, at man skulle være bosiddende i afstemningsdistriktet for at have stemmeret, bortfaldt ved et ubemærket pennestrøg. Det var nok, at man var født i distriktet eller havde beboet det tidligere, hvilket førte til en tilstrømning af stemmeafgivere fra både nord og ikke mindst syd.

Da afstemningerne endelig fandt sted i februar og marts 1920, var de afgørende beslutninger altså truffet. Resultatet er velkendt. Men bare fordi grænsen har været den samme i 100 år, betyder ikke at den har været uanfægtet. Nazityskland accepterede ikke Versaillesfredens betingelser og dermed heller ikke 1920-grænsen. Det blev fra Berlin effektivt brugt til at intimidere København med implicitte trusler om en grænserevision mod nord. Danmark stod uden allierede i 1930erne og var presset helt i bund. Som Hansen påpeger kom den første officielle tyske anerkendelse af 1920-grænsen paradoksalt nok den 9. april 1940 i et tysk memorandum til den danske regering. Men da var betingelserne naturligvis også forandret, idet tyskerne nu havde brug for at opretholde illusionen om en ukrænket dansk territorial integritet og besættelsen som en overenskomst mellem to ligeværdige stater. En egentlig traktatlig stadfæstelse af den dansk-tyske relation i grænselandet kom i 1955, da forbundskansler Adenauer til gengæld for dansk tilslutning til Vesttysklands optagelse i NATO gav betydelige indrømmelser til det danske mindretal i Sydslesvig. Samtidig blev der i København afgivet en tilsvarende erklæring om det tyske mindretals rettigheder i Nordslesvig. Disse to ensidige erklæringer, der i praksis er gensidige, fungerer i dag som grundlag for en fredelig sameksistens hen over den grænse, der delte Slesvig i 1920.

Hans Schultz Hansen har haft held med at samle Genforeningens forudsætninger, forløb og efterliv i et effektivt kondensat af en historiebog. Det bliver stedvist lige lovlig sammentrængt, når han øser af sin kundskabs rigdom. Man mærker, at pointerne har stået i kø og ofte har måttet finde afløb i en bisætning. Men det er altså også virkelig kompliceret stof, og vil man have en lille, overskuelig og velillustreret introduktion til dette sammensatte emne og dets mulige tolkninger, er denne bog et rigtig godt sted at begynde.

(Kristeligt Dagblad 4. februar 2020, avisen rubrik var en anden)

Ikke lutter lovord

Bo Lidegaard, Lovord. 10 advokater i 100 års danmarkshistorie. Gyldendal, 227 sider.

Denne bog, der er udgivet i anledning af Advokatsamfundets 100 års jubilæum, tegner portrætter af ti markante danske advokater fra de seneste godt 100 år, seks afdøde og fire nulevende. Der er ikke kun fokus på sagførergerningen. Lidegaard betragter advokaten som bindeled mellem lovgivningen, retsvæsenet og det øvrige samfund. Det kendetegner alle de portrætterede, at de havde indflydelse på væsentlige samfundsspørgsmål. Der er måske tale om et festskrift i anledning af et jubilæum, men ikke lutter lovord. To af de portrætterede har siddet i Horserød, dog på forskellige tidspunkter og af forskellige grunde. Den forhærdede stalinist Carl Madsen (1903-1978) fordi han var interneret som kommunist under krigen, og Mogens Glistrup (1926-2008), fordi han blev dømt for skattesvig af særlig grov karakter. Otto Liebe (1860-1929) var kongehusets advokat og spillede ifølge Lidegaard en meget uheldig rolle under Påskekrisen 1920. C.L. David (1878-1960) var en stor mæcen, men skabte sin formue på de tvivlsomme spekulationer, der bragte Landmandsbanken til fald i 1922. David havde bare været klog nok til at trække sig ud i tide og kunne under den efterfølgende retssag fungere som den tilsyneladende interesseløse advokat for bankens direktør, Emil Glückstadt. Mere entydigt positivt er portrættet af Jon Palle Buhl (1917-2007), der er bevaret i den kulturelle verdens venlige erindring som forsvarer af den kunstneriske frihed. Også Mathilde Hauschultz (1885-1929), en af landets første kvindelige advokater og markant forkæmper for kvinders rettigheder, får et godt skudsmål. Men også her fornemmer man Lidegaards lyst til at stryge mod hårene, fordi Hauschultz ikke passer ind i den nutidige feministiske skabelon, idet hun politisk var udpræget konservativ. I bogens første seks kapitler virker Lidegaard som historisk essayist, hvad han er god til, men bogen udfolder sig faktisk bedst i de fire afsluttende interviews med Højesterets præsident, Thomas Rørdam (f. 1952) og advokaterne Knud Foldschack (f. 1952), Anne Birgitte Gammeljord (f. 1956) og Pernille Backhausen (f. 1970). Interessant er det naturligvis at læse Lidegaards samtale med Rørdam, for her udlægger han blandt andet sin forståelse af forholdet mellem især den lovgivende og dømmende magt, og han hævder sit territorium med nogle ret klare udmeldinger om Grundlovens forhold til EU-retten og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Knud Foldschack, der som student assisterede Carl Madsen, vil ikke rubriceres som den røde sagfører, selv om mange af hans klienter tilhører den københavnske aktivistiske venstrefløj. Han har været advokat for Christiania og BZ’erne i Ungdomshuset på Jagtvej, men hans største sejre er de stille, pragmatiske kompromiser, der er indgået i andre lignende sager som f.eks. Ballonparken eller Nokken. Han er en varm fortaler for udenretlige løsninger og har vist, at han kan gennemføre dem. Gammeljord er sammen med Foldschack den, der taler mest om advokatgerningen, der har udviklet sig fra et kald til en forretning. Advokater har i høj grad været vant til at være underkastet selvjustits, men må nu finde sig i at blive underkastet den samme regulering som andre brancher, som Gammeljord udtrykker det, idet hun altså underforstår, at det har været lidt småt med selvjustitsen nogle steder. Hvad skal prisen på juridisk rådgivning være? Der er en indbygget modsætning mellem klientens og advokatens interesser, idet det økonomisk mest fordelagtige for klienten ikke nødvendigvis giver advokaten det højeste honorar. ”Jurdisk rådgivning er på mange måder elastik i metermål,” som hun siger. Hun retter derudover en afdæmpet men klar kritik mod de kollegaer, der måtte have bidraget med rådgivning i de mange tilfælde af hvidvask. Interviewet med Pernille Backhausen, der begyndte sin karriere i Jon Palle Buhls advokatkontor, handler meget om jura og juraens rolle i samfundet. Hun beklager, at Justitsministeriet ikke i samme omfang kan fungere som et bolværk mod kortsigtet signalpolitik, og hun reflekterer over spørgsmål som offentlighed i forvaltningen og overvågning af borgerne.

Det er vanskeligt at yde en så sammensat bog nogen form for retfærdighed i en anmeldelse. Bogen giver indblik i en branche, der ikke altid har det bedste ry. I rundspørger om, hvilke erhvervsgrupper der nyder danskernes troværdighed, rangerer advokater tættere på brugtvognsforhandlere end de bryder sig om. De fleste har vel billedet af en advokat som en slikket type, der tjener lidt for mange penge på at være lidt for smart. Man kan ikke sige, at denne bog med sine historiske eksempler afkræfter dette billede fuldstændigt, men det er derfor med så meget desto større fortrøstning man læser samtalerne med de nulevende, der repræsenterer ikke alene faglighed, men også samvittighed og samfundssind.

(Kristeligt Dagblad den 10. juni 2019. Rubrikken er ændret.)

Christian X's islandske dagbøger

Knud J.V. Jespersen (udg.) Christian X og Island – Christian X’s optegnelser vedrørende Island 1912-1932, Syddansk Universitetsforlag, 340 sider, 325 kroner

Ikke mange husker umiddelbart kongeriget Island. I Island dyrker man med stolthed den republikanske tradition, der rækker helt tilbage til øens første kolonisering for over 1000 år siden. Den mellemliggende tid da øen først var under den norske krone og siden den danske, forbindes med ufrihed, så for islændingene er republikken tæt forbundet med frihed og selvstændighed. Men da Island fik sin suverænitet, var det faktisk som et monarki i personalunion med Danmark. Det vil sige, at begge lande havde fælles statsoverhoved, men i øvrigt hver sin egen regering og lovgivende forsamling. Personalunionen kom i stand i kraft den dansk-islandske forbundslov af 30. november 1918. Den rummede nogle klausuler med forbillede i blandt andet den svensk-norske personalunion, der var blevet opløst i 1905. Først og fremmest gjaldt, at Islands udenrigspolitik blev varetaget fra København. I 1940 blev Island besat af briterne, der i 1941 overlod rollen som beskyttelsesmagt til USA. Forbundsloven havde en indbygget udløbstid på 25 år og kunne derefter opsiges ensidigt. Det skete i 1944, da Island med overvældende folkelig tilslutning indførte republik. Det skabte en vis bitterhed i Danmark, fordi det blev betragtet som om Island udnyttede den situation, at Danmark var besat af Tyskland. Men det var altså helt efter forbundslovens bogstav.

Christian X førte en separat dagbog som konge af Island, og det er den, der her udgives med et instruktivt forord og kommentarer af denne anmelders forgænger som kgl. ordenshistoriograf, professor Knud. J.V. Jespersen. Han stiftede bekendtskab med notaterne under sit arbejde med den store biografi om Christian X, Rytterkongen, der udkom for godt ti år siden, og udgivelsen er blev mulig ved, at HM Dronningen har givet uhindret adgang. Det er første gang den læsende offentlighed kommer så tæt på en konges virksomhed siden udgivelsen af Christian VIII’s breve og dagbøger.

Christian X’s islandske dagbøger vidner om en mand, der samvittighedsfuldt røgtede sit embede som konge af denne efterhånden noget vrangvillige ø. Kongen besøgte Island flere gange i sin regeringstid og noterede sig, hvad der skilte og samlede landene. Han var påfaldende usentimental med hensyn til sin egen rolle og det overvejende fravær af undersåtlig hengivenhed overfor den islandske monark.
Han havde ikke nogen fast residens i Reykjavik, således som f.eks. den britiske monark har i den skotske hovedstad. Det vil sige, at kongemagten var usynlig i hverdagen. På samme måde havde afstanden til det daglige regerings- og lovgivningsarbejde i Reykjavik betydning. I maj 1930 konstaterede kongen tørt, ”at det gled mod Adskillelse fra Danmark”, og han foreslog sarkastisk i en privat samtale med udenrigsminister P. Munch den mulighed, at han lige så godt kunne gøre en ende på elendighed ved, at han ”over for Altinget proklamerede Island som Republik og Førsteministeren som Præsident” for så var ”al Diskussion endt.” Konger har også dage, hvor de ikke gider mere vrøvl. Udadtil opretholdt han naturligvis facaden.

Islands præsident taler ved en paneldebat på et symposium
i anledning af 100-året for Islands suverænitet
på Københavns Universitet i 2018.

Da bruddet kom i 1944, var en af dem, der tog det relativt pænt, den afsatte konge, Christian X. (Han havde for nemhedens skyld bevaret sin nummerering også som islandsk konge, selv om han ret beset var den første kong Christian af Island.) Hans lykønskningstelegram til proklamationsfesten på Thingvellir den 17. juni 1944 var ganske vist lidt svalt, men det vakte jubel, fordi førsteminister Björn Thórdarson i sin oplæsning af det ekstemporerede en redaktion af ordlyden, der var tilpasset lejligheden. Efter krigen fulgte en alvorlig konflikt om delingen af den arnamagnæanske samling af islandske håndskrifter, som var betroet Københavns Universitet, men også den blev løst i samme ånd, og forholdet til NATO-partneren Island er i dag det bedste. Da Dronningen besøgte Island i anledning af hundredeårsdagen for forbundsloven i november sidste år, havde hun en særudgave af denne bog med som gave til sin vært, som nok ved at værdsætte denne betydningsfulde kildeudgivelse. Den islandske præsident, Guðni Th. Jóhannesson, er selv historiker.

(Kristeligt Dagblad 27. feb. 2019. Avisens rubrik var en anden.)