Ikke mange husker umiddelbart kongeriget Island. I Island dyrker man med stolthed den republikanske tradition, der rækker helt tilbage til øens første kolonisering for over 1000 år siden. Den mellemliggende tid da øen først var under den norske krone og siden den danske, forbindes med ufrihed, så for islændingene er republikken tæt forbundet med frihed og selvstændighed. Men da Island fik sin suverænitet, var det faktisk som et monarki i personalunion med Danmark. Det vil sige, at begge lande havde fælles statsoverhoved, men i øvrigt hver sin egen regering og lovgivende forsamling. Personalunionen kom i stand i kraft den dansk-islandske forbundslov af 30. november 1918. Den rummede nogle klausuler med forbillede i blandt andet den svensk-norske personalunion, der var blevet opløst i 1905. Først og fremmest gjaldt, at Islands udenrigspolitik blev varetaget fra København. I 1940 blev Island besat af briterne, der i 1941 overlod rollen som beskyttelsesmagt til USA. Forbundsloven havde en indbygget udløbstid på 25 år og kunne derefter opsiges ensidigt. Det skete i 1944, da Island med overvældende folkelig tilslutning indførte republik. Det skabte en vis bitterhed i Danmark, fordi det blev betragtet som om Island udnyttede den situation, at Danmark var besat af Tyskland. Men det var altså helt efter forbundslovens bogstav.
Christian X førte en separat dagbog som konge af Island, og det er den, der her udgives med et instruktivt forord og kommentarer af denne anmelders forgænger som kgl. ordenshistoriograf, professor Knud. J.V. Jespersen. Han stiftede bekendtskab med notaterne under sit arbejde med den store biografi om Christian X, Rytterkongen, der udkom for godt ti år siden, og udgivelsen er blev mulig ved, at HM Dronningen har givet uhindret adgang. Det er første gang den læsende offentlighed kommer så tæt på en konges virksomhed siden udgivelsen af Christian VIII’s breve og dagbøger.
Christian X’s islandske dagbøger vidner om en mand, der samvittighedsfuldt røgtede sit embede som konge af denne efterhånden noget vrangvillige ø. Kongen besøgte Island flere gange i sin regeringstid og noterede sig, hvad der skilte og samlede landene. Han var påfaldende usentimental med hensyn til sin egen rolle og det overvejende fravær af undersåtlig hengivenhed overfor den islandske monark.
Han havde ikke nogen fast residens i Reykjavik, således som f.eks. den britiske monark har i den skotske hovedstad. Det vil sige, at kongemagten var usynlig i hverdagen. På samme måde havde afstanden til det daglige regerings- og lovgivningsarbejde i Reykjavik betydning. I maj 1930 konstaterede kongen tørt, ”at det gled mod Adskillelse fra Danmark”, og han foreslog sarkastisk i en privat samtale med udenrigsminister P. Munch den mulighed, at han lige så godt kunne gøre en ende på elendighed ved, at han ”over for Altinget proklamerede Island som Republik og Førsteministeren som Præsident” for så var ”al Diskussion endt.” Konger har også dage, hvor de ikke gider mere vrøvl. Udadtil opretholdt han naturligvis facaden.
 |
Islands præsident taler ved en paneldebat på et symposium
i anledning af 100-året for Islands suverænitet på Københavns Universitet i 2018. |
Da bruddet kom i 1944, var en af dem, der tog det relativt pænt, den afsatte konge, Christian X. (Han havde for nemhedens skyld bevaret sin nummerering også som islandsk konge, selv om han ret beset var den første kong Christian af Island.) Hans lykønskningstelegram til proklamationsfesten på Thingvellir den 17. juni 1944 var ganske vist lidt svalt, men det vakte jubel, fordi førsteminister Björn Thórdarson i sin oplæsning af det ekstemporerede en redaktion af ordlyden, der var tilpasset lejligheden. Efter krigen fulgte en alvorlig konflikt om delingen af den arnamagnæanske samling af islandske håndskrifter, som var betroet Københavns Universitet, men også den blev løst i samme ånd, og forholdet til NATO-partneren Island er i dag det bedste. Da Dronningen besøgte Island i anledning af hundredeårsdagen for forbundsloven i november sidste år, havde hun en særudgave af denne bog med som gave til sin vært, som nok ved at værdsætte denne betydningsfulde kildeudgivelse. Den islandske præsident, Guðni Th. Jóhannesson, er selv historiker.
(Kristeligt Dagblad 27. feb. 2019. Avisens rubrik var en anden.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar