Gerningsmænd eller ofre?

Henrik Skov Kristensen, Gerningsmænd eller ofre? Erindringen i det tyske mindretal i Sønderjylland om nazismen, verdenskrigen og retsopgøret i komparativ belysning. Skrifter udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland, 399 sider

Hvor mange ved, hvor Fårhuslejren ligger henne? De, der er bekendt med Henrik Skov Kristensens øvrige forfatterskab, ved det, men i øvrigt er det ikke en særlig velkendt lokalitet. Det skyldes nok, at den er langt bedre kendt under sit andet navn: Frøslevlejren. Navneskiftet fandt sted i befrielsesdagene i maj 1945, da Frøslevlejren blev vendt på hovedet, så de tidligere vogtere blev fanger og omvendt. Frøslevlejren havde været brugt til internering af tyskernes fanger i Danmark, og fungerede efterhånden også som transitlejr til de tyske koncentrationslejre. Efter tyskernes overgivelse blev lejren i første omgang overtaget af repræsentanter for modstandsbevægelsen og brugt til at internere de såkaldte landssvigere, altså dem, der af modstandsbevægelsen blev betragtet som fjenden. Det gjaldt ikke mindst repræsentanter for det tyske mindretal.

Fangerne i Fårhus opfattede det som et uretfærdigt overgreb motiveret af danskernes hævnfølelse, en offermentalitet. Sådan er lejren også blevet husket i generationer efter at den lukkede i 1949. Dermed var det tyske mindretal i sin selvforståelse dobbelte ofre, først for Hitlertyskland og derefter for et uretfærdigt retsopgør i Danmark. Til gengæld ignorerede det tyske mindretal, at ikke alene mange af dets medlemmer, men også dets bærende institutioner aktivt havde integreret sig i Hitlertysklands politiske tryllekreds. En relativt stor del af de danske statsborgere, der meldte sig til Østfronten var tysksindede nordslesvigere, og det har taget dem en del længere tid at komme til erkendelse af egen skyld end det har taget for deres landsmænd syd for grænsen. Så sent som i 2015 måtte mindretallets repræsentanter tage kritisk stilling til den omstændighed, at et hus tilhørende mindretallet var opkaldt efter den ideologisk set noget anløbne, Julius Langbehn. Der har dog også i mindretallet selv været tilløb til selvopgør. Kristensen fremhæver bl.a. Siegfried Matlok, tidligere redaktør af det tyske mindretals avis, som en af dem, der indefra gennem mange år har skubbet på for at få en besindelse på fortiden i stand.

Henrik Skov Kristensen kroner med denne bog mange års studier af det tyske mindretals historie under og efter 2. Verdenskrig. Han sætter historien ind i en international kontekst, idet han sammenligner med, hvordan det gik tilsvarende tyske mindretal i andre europæiske lande, og han henter frugtbare tolkninger i den internationale litteratur om erindringspolitik og historiebrug, altså hvordan historien aktivt eller ubevidst er blevet brugt til at forme nutidige individuelle og kollektive identiteter. Kristensen navigerer sikkert i et felt, der ikke mindst i Grænselandet, er uhyre sammensat, og hvor identitetsspørgsmålet ikke blot er bundet op på Besættelsestiden, men en fortid, der rækker tilbage til Middelalderen.

Netop med henblik på det erindringspolitiske aspekt, har oparbejdelsen af det tyske mindretals historie et betydeligt konfliktpotentiale. Skov Kristensen er pertentligt præcis, når det handler om at påpege, i hvor høj grad tyskerne i Nordslesvig var involveret i krigen og nazismen, og det ville mange flere antagelig tage ham ilde op, hvis det ikke var fordi grundtonen i denne bog er forsonlighed. Her hjælper det betydeligt, at Skov Kristensen selv er aktør på det erindringspolitiske felt i Sønderjylland. Som leder af Frøslevlejrens Museum har han gjort en stor indsats for at gøre tiden efter 5. maj til en del af museets udstilling og dermed ophæve modstandsbevægelsens monopol på tolkningen af stedet. Han har dermed bevist, at det kan lade sig gøre at gøre flere forskellige og også delvist modsatrettede røster gældende samme sted og samtidig. Det ser man ikke så tit på museer.

Der er ikke tale om en folkebog. Den bevæger sig på et højt refleksionsniveau og kræver en del forhåndskundskab, men den belønner sin ihærdige læser med en væsentlig indsigt i et spørgsmål, som indtil nu har været forsømt i både tysk og dansk historieskrivning – hvis man ser bort fra, hvad Henrik Skov Kristensen ellers selv har skrevet om emnet. Han er en del af den forskningstradition, der har rettet opmærksomheden mod dem, der stod som tabere i maj 1945, og derfor blev skrevet ud af historien som nogle, der ikke hørte til det store vi, der fejrede befrielsen. Det var f.eks. de såkaldte tyskertøser, de østfrontfrivillige og de tyske flygtninge. Derfor er det en vigtig bog, der ikke mindst kan tjene som et aberdabei op til fejringen af 100-året for Genforeningen næste år.

(Kristeligt Dagblad 2. marts 2019)