Læsninger af læsninger

Nils Gunder Hansen, Tanker af en anden verden – Jørgen K. Bukdahl, Hans liv værk og aktualitet, Gyldendal 2019

Jørgen K. Bukdahl (1936-1979) var teologisk kandidat fra Aarhus Universitet, blev siden lektor sammesteds, men fik aldrig hverken licentiat- eller doktorgrad. En enkelt lille bog om Karl Marx nåede han at udgive i sin levetid. Et endnu kortere manuskript om Hegel blev besørget i trykken mens han lå dødelig syg af kræft. Hovedstolen af hans værk består af artikler og anmeldelser i tidsskrifter, blade og aviser. Ikke just det stof akademiske karrierer gøres af og på papiret ikke noget, der tåler sammenligning med den ældre generation af store teologer fra Aarhus: Løgstrup, Prenter, Sløk og Lindhardt. Alligevel nævnes han ofte i samme åndedrag som netop dem.

Bukdahl hørte til den type af akademikere, der er så dygtige og vidtfavnende, at de aldrig får noget stort fra hånden. Han blev betragtet som sin generations største akademiske håb, beundret af sine samtidige for sit intellekt og afholdt for den uforfængelige generøsitet, hvormed han forvaltede det. Hans talent var at læse. Han havde en udviklet evne til at forstå hvad han læste, tilegne sig stoffet og videregive det på en måde, så det blev læst og forstået af andre.

De fleste originale tænkere, skriver Gunder Hansen, ”har en evne til at sortere temmelig meget fra og finde deres vej.” Bukdahls lærer K.E. Løgstrup var f.eks. notorisk ubelæst. Bukdahl var det modsatte. ”Omkostningen ved hans arbejdsform var, at det var svært at finde ud af, hvad han selv mente, og hvor han selv stod i alt det, han formidlede.”

Det er altså ikke en bog om en stor tænkers store idé. Det er heller ikke en biografi. Gunder Hansen har kun i meget begrænset omfang benyttet arkivalsk materiale til bogen, og det biografiske stof er koncentreret i skitseform i første og sidste kapitel. Resten er en gennemgang af Bukdahls forfatterskab. Det ville ikke have skadet bogen, hvis der var kommet lidt mere skikkelse på manden og kontekst på teksten, men på den anden side er ærindet altså hverken historisk eller biografisk. Det er idéhistorisk eller måske endda litterært.

Det er ikke så meget Jørgen K. Bukdahl som skæbne, der er interessant. Det er hans type, nemlig som læser og formidler af læsning. Vi har i dag, bemærker Gunder Hansen, en tendens til at sætte et underforstået ”blot” foran prædikatet formidler, men formidling er jo ikke ”blot” omsætning af noget sammensat til noget enkelt, men også formidling mellem forskellige synspunkter, en åbning mellem to grupper, der ellers ikke ville være i samtale. Bukdahl så åbninger og muligheder alle vegne. Og det er helt essentielt for den akademiske verden, at der findes typer som ham, der uden specialiseringens skyklapper kan bringe forskellige synspunkter og erkendelser i samtale. Nu som dengang er solipsisme den akademiske specialiserings indbyggede risiko. Der er vitterligt folk, der tilbringer en hel karriere med at studere adverbierne hos Holberg. Men det er dem, der tør læse de andres bøger, hæve blikket og påstå en sammenhæng eller påpege en modsætning, der holder kommunikationslinjerne åbne. Specialisering er naturligvis stadig forudsætningen – for adverbierne hos Holberg er vitterligt interessante - men hvis ingen gør sig den ulejlighed at læse, hvad specialisterne skriver, står vi tilbage med en frimærkesamling af højt kvalificerede monologer uden tilhørere.

Denne bog bidrager i kraft af både sin form og sit indhold til, at de akademiske kommunikationsveje holdes åbne. Nils Gunder Hansen er som forfatter til stede i teksten som et jeg, der diskret, men tydeligt giver sig til kende nu og da. Han er godt selskab. Som læser nyder man især godt af den rutinerede universitetspædagogs evne til at turnere en pointe intelligent. Gunder Hansen styrer meget sikkert uden om de akademiske fraser og letkøbt ironi. Påfaldende fraværende er de direkte citater fra Bukdahls tekster. De forekommer, men ikke særlig hyppigt. Læseren må lide på, at Gunder Hansens parafrase af forlægget er korrekt. Set fra et perspektiv er det en ret uigennemsigtig måde at formidle emnet på. Det er simpelthen ikke altid til at se, hvad der er Nils G. Hansen og hvad der er Jørgen K. Bukdahl.

På den anden side er det også en gestaltning af en af bogens pointer, hermeneutikkens forestilling om virkningshistorie, altså at der foreligger en intim og nødvendig sammenhæng mellem nutidsfortolkning og fortidsforståelse. Forforståelsen eller fordommen er ikke en hindring for forståelsen, men en forudsætning. Man kan ikke studere fortiden objektivt. Man kan læse den, men kun på baggrund af den læsning, der (altid) allerede findes.

Accepterer man denne præmis, åbner bogen sig med hele Jørgen K. Bukdahls og Nils G. Hansens styrke, for de hører nemlig begge til denne type akademikere, der tør hæve blikket og se ud over det intellektuelle landskab og med verve og intelligens diskutere erkendelse, eksistens, identitet, liv, død og Gud. Og så rykker sagen frem i første linje, ikke personen. Det er som nævnt ikke en biografi. Det er læsninger af læsninger. Læs.

(skrevet til bloggen her 28. april 2019)