Carsten Jensen, Hovedspringere. Om mennesker på flugt og
kunsten at modstå tyngdekraftens fristelse. Politikens Forlag
Dette er den tredje bog om samtidens politiske
fortrædeligheder fra Carsten Jensens hånd siden august sidste år. Det kan indledningsvis
konstateres, at han ikke har skiftet mening. Carsten Jensen taler flygtningenes
sag og kritiserer tidens danske og europæiske politikere for deres flygtninge-
og udlændingepolitik. Som i de øvrige bøger er bogen delt op i nummererede
kapitler af gennemsnitligt kun godt en sides længde, og det er svært at se,
hvad der begrunder denne findeling af stoffet, især når denne bog faktisk er
væsentlig mere sammenhængende end i de forrige. Den formår over lange stræk at
samle sig om et hovedtema, nemlig skildringen af enkelte flygtningeskæbner,
både nogle, han har læst om, og nogle, han har truffet selv. Den lidt kryptiske
titel tematiseres allerede i bogens første sætning: ”Du er 4 år gammel, og om
30 sekunder er du død.” Historien er, at en lille dreng i maj 2018 stod i fare
for at falde ud fra en altan i en gade i Paris. En fremmed mand kravlede 12
meter op af husets facade og reddede ham. Manden er illegal migrant fra Mali.
Det er effektivt fortalt af Jensen. Temaet er slået an: faldet og hvordan det
undgås.
Med sin umiskendeligt gode pen peger han på, at flygtninge
også er mennesker, og at flygtningepolitik har en tendens til at se bort fra
denne omstændighed. Han stiller flygtningenes menneskelighed meget skarpt op
over for det, han betragter som en umenneskelig politik. Billedligt knytter han
det til myten om Ikaros. Så er det europæiske dannelsesperspektiv også dækket
ind. Faldet er også politisk. Det er Jensen meget om at vise, hvordan alting
graviterer mod laveste fællesnævner.
Heri ligger også bogens største svaghed. Carsten Jensen er
så indtaget i sin egen humanisme, at han ikke kan se, at politikere også er
mennesker eller at der kan være gode grunde til den førte politik. Han tvivler
ikke på sit eget standpunkts moralske uangribelighed. I hans univers kan
flygtninge tilsyneladende ikke gøre noget forkert og politikere ikke noget
rigtigt.
Derfor er Jensen også ude af stand til at beskrive den
udvikling, der har fundet sted. Han har råbt ulv så længe, at han ikke længere kan
identificere en ulv, selv om den bider ham i halen. Han har trukket nazi-kortet
så tit, at han løber tør for ord den dag, da han faktisk møder en nazist. Om
Dansk Folkepartis gruppeformand skriver Jensen f.eks.: ”Skaarup har viljen, men
mangler heldigvis Goebbels’ demagogiske talent”. Peter Skaarup er altså ikke
alene nazist, men en talentløs nazist, er hvad Jensen mener. Det forekommer at
være et meningsløst retorisk kneb. Hvad så, når der opstår ikke kun et, men to
opstillingsberettigede partier til højre for Dansk Folkeparti? Er de så
nazister med nazisme og endnu mere nazisme på?
Carsten Jensen mener, at store dele af det danske politiske
spektrum fra Mette Frederiksen til Rasmus Paludan udgør en forskelsløs sump af
forkasteligheder, fordi ”mange politikeres ordvalg ikke adskiller sig meget fra
Paludans.” Skal man være lidt imødekommende over for Jensens generalisering,
kan man jo godt se, hvordan politikere langt inde i de regeringsbærende lag har
ernæret sig ved stiltiende at appellere til synspunkter, som Paludan udtrykker
åbent. Det er den såkaldte hundefløjtepolitik (dog-whistle-politics), altså at politikere, idet de formelt holder
sig inden for rammerne af partiprogrammet, i deres retorik spiller på under-
eller overtoner, der appellerer til ekstremerne. På den anden side underkender
Jensen den substantielle forskel, der faktisk er mellem de
opstillingsberettigede partier til Folketinget. Og dermed gør han sig blind og
døv over for en forståelse af de kræfter, der er på spil i flygtningepolitikken.
F.eks. at det vil gøre en meget stor forskel, hvis Nye Borgerlige eller Stram
Kurs kommer i Folketinget.
Mere interessant er Jensens diskussion med Flemming Rose om,
hvad ytrings- og religionsfrihed betyder. Rose mener - ifølge Jensen - at der er et klart skel
mellem ord og handlinger, således at loven kun skal regulere handlinger og
stille alle ord frie. Dette skel kan imidlertid ikke drages så håndfast, mener
Jensen, og deri er denne anmelder enig. Ord kan fungere som handlinger, og
nogle handlinger er blot kommunikation. Det giver f.eks. mening at regulere
opfordringer til lovstridige handlinger, mens det er vanskeligt at forbyde
bogafbrændinger, især efter at blasfemiparagraffen er fjernet fra straffeloven.
Udfordringen er at dele sol og vind lige, og det har politikere
erfaringsmæssigt svært ved. Når de forsvarer ytringsfriheden, er det gerne
deres meningsfællers ytringsfrihed de mener. Det er derfor vi har uafhængige
domstole til at afgøre den slags. Men også Carsten Jensen bør feje for egen
dør. Når ordet skaber, hvad det nævner, og når han ikke har andet end
foragtelige ord til overs for de demokratisk valgte politikere, bidrager han
aktivt til undergravning af tilliden til det eksisterende, politiske system. Og
det er jo ikke fordi han selv ødsler med konstruktive forslag til, hvordan der
kan rettes op på alle de elendigheder, han ser omkring sig. Han kan kun finde
ud af at være imod. Carsten Jensen er velskrivende negativitet. Han lever på
nas. Han fortærer af det demokratiske forråd, og så hjælper det ikke så meget,
at han gør det med kniv og gaffel.
(Kristeligt Dagblad 14. maj 2019. Enkelte formuleringer afviger
fra avisens version. Flemming Rose har efter anmeldelsens offentliggørelse gjort mig opmærksom på, at Jensen fejlrepræsenterer Roses synspunkter.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar