Stormen på København

Sebastian Olden-Jørgensen, Svenskekrigene, Aarhus Universitetsforlag

I serien 100 danmarkshistorier har Sebastian Olden-Jørgensen med overblik og verve skrevet om den konflikt, der i Danmark kendes som Svenskekrigene, fordi den i hovedsagen var en kamp mellem Nordens to monarkier, Danmark-Norge og Sverige om overherredømmet i Østersøen. Den internationale handel på Østersøen var imidlertid så betydningsfuld, at krigen selvfølgeligt involverede de store europæiske spillere, ikke mindst Nederlandene, men også England og Frankrig. Rusland var på dette tidspunkt endnu ikke blevet en baltisk magt. 

Den dansk-svenske konflikt strakte sig i virkeligheden fra den sene Middelalder til begyndelsen af det 19. århundrede, da danskerne sidste gang planlagde en landgang i Sydsverige i alliance med Napoleon, men det afgørende vendepunkt indtraf i årene 1657-60, som denne bog handler om.

Krigen begyndte med en dansk krigserklæring i juni 1657. Visdommen i denne beslutning kunne – især set i lyset af resultatet – unægtelig betvivles, men Olden-Jørgensen viser, at den gav mening som et vidnesbyrd om, at danskerne tog et forsvarsforbund med Nederlandene alvorligt. Karl 10. Gustav førte krig på kontinentet på dette tidspunkt og svarede igen med at besætte Jylland og da den følgende vinter blev meget hård, frøs de indre danske farvande til, og det betød for det første, at den danske flåde ikke kunne beskytte overfarten til øerne, og for det andet, at den svenske hær kunne krydse bælterne til fods og lande på Sjælland., hvor danskerne måtte slutte en ualmindelig hård fred i Roskilde sommeren 1658.

Martin Nyrops forslag til et mindesmærke for Stormen på København ca. 1909.

Det var udset til at blive placeret i porten, der leder fra Christiansborgs Slotsplads

til Skt. Jørgens Gård. Det blev aldrig virkeliggjort. Et andet blev indviet i 1918 i Kongeporten.

(Kunstakademiets samling af arkitekturtegninger)

Problemet med krigen dengang var, at den var en brand, der fortærede alt omkring sig og hele tiden måtte søge sin næring nye steder. En stor del af soldaternes sold bestod i retten til beskyttelsespenge, brandbeskatning og plyndring af de områder, som de besatte, og derfor levede de militære konflikter også deres eget liv uafhængigt af de strategiske overvejelser, der lå bag dem. Set fra svenskekongens side løste Freden i Roskilde ikke ret mange problemer, ”for hvor skulle han nu holde sin hær i live?”, som Olden-Jørgensen spørger. Karl 10. Gustav genoptog krigen allerede senere i 1858. I februar 1859 løb hans hær storm mod København, men blev slået tilbage. Med udsigt til en fuldstændig udslettelse af Danmark omsatte nederlænderne en alliancetraktat til en substantiel støtte til Københavns forsvar. Logikken var den, at en europæisk stormagt nødigt så en anden stormagt - i dette tilfælde Sverige - overtage kontrollen med indsejlingen til Østersøen. Resultatet var en lettere formildet udgave af Roskildefreden. Nogle af de omfattende landafståelser blev annulleret, og den fri gennemsejling af Øresund sikret (dog uden at afskaffe Øresundstolden), men skånelandene blev tabt for altid. I realiteten blev det afgjort ved en stormagtskonference i Haag, der således for første men ikke sidste gang blev den by, hvor Danmarks territoriale afgrænsning blev afgjort.

Krigen forvandlede Danmark ikke alene territorielt, men også politisk. København blev en grænsefæstning, og valgkongedømmet blev afskaffet til fordel for et i europæisk sammenhæng enestående kodificeret enevældigt arvekongedømme.

Olden-Jørgensen kondenserer i denne bog sine erindringspolitiske studier om Stormen på København fra 2011. Erindringen om Svenskekrigene levede længe, og lever endnu i frasen om landskampene i fodbold mod Sverige som ”opgør mod arvefjenden”. Den vellykkede modstand mod stormen på København er ikke med urette blevet erindret som den afgørende begivenhed, der sikrede, at der stadig findes et Danmark. Overleveringen om alliancen mellem det københavnske borgerskab og Frederik III i 1660 blev af betydning for iscenesættelsen af afskaffelsen af den af samme konge indførte enevælde med folketoget i marts måned 1848, der skabte en ny alliance mellem det københavnske borgerskab og Frederik VII. Stormen på København blev en afgørende klangbund for forfatningskampen, der i høj grad handlede om, hvor vidt forsvaret af hovedstaden kunne identificeres med nationens overlevelse. De konservative ønskede pengene brugt på Københavns befæstning, mens Venstre ikke overraskende ønskede et forsvar, der i højere grad tilgodeså deres vælgergrundlag, der stod stærkest vest for Vestvoldens linjeføring.

Mindesmærket i

Kongeporten på

Christiansborg

(eget foto)

Fortolkningskampen kulminerede ved 250-års jubilæet i 1909, da der bestod en længerevarende politisk krise med baggrund i synet på netop Københavns befæstning. Den blev for så vidt vundet af tilhængerne af Københavns befæstning med reference til bl.a. 1659. 

Så sent som i 1959 blev der opsat en mindeplade på Nationalmuseet på hjørnet af Vestervoldgade og Stormgade, der hedder således fordi den er anlagt, hvor det svenske hovedangreb fandt sted. Men da var den politiske dagsorden en helt anden, og da mindedes man de faldne "svenske og hollandske soldater og søfolk", altså venner og fjender anno 1659, men kun venner i 1959.

(Skrevet til denne blog dec. 2018)