Grænserne findes

Grænseland. DR, 17., 24., 31. maj og 7. juni 2020.

1. og 2. afsnit.

I anledningen af 100-året for Genforeningen har Danmarks Radio taget det på sig at forklare forudsætningerne for Genforeningen i 1920. Det er gjort ved hjælp af dramatiseringer, ekspertkommentarer og en gennemgående fortæller i skikkelse af Lars Mikkelsen.

Det er en slags svendeprøve for danske historikere at forsøge at forklare det slesvigske problem. De fleste kender anekdoten om den britiske dronning Victoria, der i 1864 spurgte sin premierminister, lord Palmerston, hvad det nu egentlig gik ud på? Palmerston svarede ifølge anekdoten, at kun tre mennesker kendte svaret på det slesvigske spørgsmål: ”Den første var Deres Majestæts afdøde mand, den anden en tysk professor, som nu er blevet afsindig, og den tredje er mig selv, og jeg har glemt alt om det.” Moralen er, at man er lovlig undskyldt, hvis man ikke lige har en forklaring på rede hånd. Og hvis man vil have et svar, skal det trækkes op af et morads af statsretslige, forfatningsmæssige, nationale, sikkerhedspolitiske, sproglige, dynastiske og sociale konflikter.

Man kan for så vidt begynde helt i Middelalderen, men DR indleder sin serie i 1840erne, da den nationale konflikt eskalerede. Vi introduceres til et par af hovedrolleindehaverne i dramaet, Hertugen af Augustenborg og politikeren Laurids Skau. Hertugen etableres som en grum, tysk lensherre. Skau er på den anden side fremstillet som en godlidende, dansk bondeknøs, der kæmper for ret og retfærdighed. Det bliver lidt for tykt, for i stedet for at forstå den nationale konflikt, gentages blot nogle af de figurer, der indgik som elementer i den. Synsvinklen bliver et kollektivt, nationalt ”vi”, der lukker sig om sig selv. Tyskerne var ganske rigtigt fjenden dengang, men det var ”vi” jo også, må man huske. Første afsnit går til og med Første Slesvigske Krig 1848-50, og DR lægger sig op af en fortolkning af konflikten, der lægger det meste af skylden for krigens udbrud på slesvig-holstenerne.

Andet afsnit indledes med krigen i 1864. Også her fremstilles den tyske side som aggressoren. Til illustration vælges en arrogant preussisk officer og efter krigens afslutning en lige så arrogant preussisk embedsmand. Det får karikaturens karakter og virker lidt som en overkompensation efter Ole Bornedals fæle politisering af det historiske stof i TV-serien ”1864” fra 2014, der fremstillede danskerne som lallende idioter. Stadigvæk prioriteres det lokale frem for den europæiske kontekst. Krigene om Slesvig udkæmpedes ganske vist inden for et geografisk set overskueligt rum, men konteksten var europæisk. Alle stormagter – Rusland, Frankrig, Østrig, Preussen og Det forenede Kongerige – havde en aktie i de begivenheder, der endte med at forskyde magtbalancen i det europæiske indhav, Østersøen. Denne kontekst lades ude af betragtning. Til gengæld kan de dramatiserede sekvenser tjene til illustration af, hvordan denne europæiske konflikt blev oplevet og håndteret lokalt.

I andet afsnit af serien træder H.P. Hanssen frem som en hovedaktør på dansk side i den nationale kamp efter 1864. Det giver fortællingen en politisk nerve, der hæver sig op over den blotte nationale modsætning, og så begynder det at blive interessant. Hanssen ønskede at aktivere den nordslesvigske befolkning som en politisk faktor i Preussen ved at stille op til både rigsdags- og landdagsvalg og ad denne vej at skaffe den danske sag en talerstol. Andet afsnit slutter med Første Verdenskrigs udbrud, som fortælleteknisk bruges som en cliffhanger.

Det er en dyr og flot produktion. Musikken er komponeret af Phillip Faber, men den virker temmelig generisk, hvis man også har fulgt med i serien om Danmarks natur, der fyldte samme sendeflade de forudgående søndage – endda med samme fortæller. Hvad er egentlig forskellen mellem den musik, der ledsager billederne af sort sol over Tøndermarsken og den, der skal illustrere bøndernes politiske kamp længere inde i landet?

Man kan ikke forlange af en TV-serie, at den får alle faktorer med. Der må klippes hårdt i stoffet, hvis der skal komme bare nogenlunde seværdigt fjernsyn ud af møjen, og man kan selvfølgelig altid diskutere prioriteringerne. Det er en kvalitet, at serien er to-sproget. I dramatiseringerne taler tyskerne faktisk tysk, nogle bedre end andre. Danskerne taler dansk. Problemet er, at det er et tydeligt østdansk anno 2020, der tales. Det er påfaldende, at det ikke har kunnet lade sig gøre at skaffe skuespillere, der taler bare en eller anden form for jysk, endsige sønderjysk. Det samme gælder i øvrig de fleste locations, der er fundet på øerne. Slesvigsk byggeskik er ikke særlig godt repræsenteret som kulisse. Det er svært at abstrahere fra den sjællandske stemning, der lægges ned over stoffet.

3. afsnit

Danmarks Radios serie om grænselandet er i tredje afsnit nået til 1914, og Den store Krig tilbyder sig som et taknemmeligt, dramatisk omdrejningspunkt for fortællingen. Mændene kaldes i krig, og kvinderne må tage slæbet med at få bedriften til at fungere. Klip fra en brevveksling mellem en indkaldt teglværksejer og hans forlovede hjemme ved Flensborg Fjord fungerer stærkt som eksemplificering af denne relation. Vægten er på hverdagshistorien hjemme, og krigen set nedefra, fra den enkelte soldats perspektiv. Det bliver lige lovlig nærsynet. Grænselandet var jo også af strategisk betydning i kraft af f.eks. Kielerkanalen, flådestationen ved Flensborg eller zeppelinerbasen ved Tønder.

Tragedien på Vestfronten er blevet en filmisk kliché, som der trækkes store veksler på. Mareridtet i skyttegravene er godt stof, men det suger opmærksomheden fra f.eks. Østfronten eller søkrigen. De dansksindede nordslesvigere udkæmpede ”en krig, der ikke var deres”, som det hedder med en vending, der ofte er blevet anvendt. Når krigen ikke var sønderjydernes, underforstår man, at den altså tilhørte nogle andre. Men det var jo næppe den tysksindede nabo i Haderslev. Ganske vist var der indledningsvis en vis krigsbegejstring i Tyskland, men den gik hurtigt fløjten. Krigens vilkår var i høj grad delt af alle – danske, tyske og de evigt glemte frisere – i grænselandet, og det er et aspekt, der berøres, men det forsvinder i den overordnede fortællings ramme om den tyske undertrykkelse af de stakkels danskere. Selvfølgelig skal Danmarks Radio have lov til at fortælle danskernes historie, men det skader jo ikke at hæve blikket lidt og se sagerne fra flere vinkler.

Tidsbilledet er godt tegnet visuelt i de dramatiserede sekvenser. Da jeg i anmeldelsen af de første afsnit bemærkede, at sønderjyderne taler påfaldende østdansk, fik jeg en kommentar fra en sønderjyde: ”Hvis de snakkede rigtig synnejysk, ville den almindelige seer jo have brug for undertekster.” Og det er unægtelig rigtigt. De tyske replikker halter dog stadig, undertekster eller ej. Det er for tydeligt, at det er danske skuespillere, der kæmper med udtalen. Afsnittet slutter med, at teglværksejer Hollesen vender hjem til sin forlovede, og værten, Lars Mikkelsen, fortæller om de mange faldne danskere. Afsnittet har sin styrke i, at det har sat sig i den enkelte sønderjydes sted. Dramatiseringer indbyder til den form for identifikation. Den politiske historie må vi så vente med at få til næste uge.

4. afsnit

Fjerde og sidste afsnit af DR’s serie Grænseland undgår med held at hensynke i den lykkelige afslutnings magelighed. Det kunne ellers have været så oplagt. Efter de slesvigske krige, preussisk undertrykkelse af danskheden i Nordslesvig, 1. Verdenskrigs rædsler kunne der være lagt op til en god gang hjemme-ude-hjem-fejring. Men afsnittet undgår den uklædelige triumfalisme, som de foregående afsnit ellers godt kunne have lagt op til. Signaturmelodien for 3. afsnit var ”Tunge mørke natteskyer” og for 4. afsnit ”Se, nu stiger solen”, begge af Jakob Knudsen. Solisten får næsten ødelagt glæden over Oluf Rings fantastiske melodi til sidstnævnte med sin drævende intonation. Hvis man kan abstrahere fra det, er det ikke modsætningen mellem sangenes hovedtemaer, mørke og lys, der dominerer indtrykket, men derimod at begge sanges grundstemning er melankoli. De er ikke som dag og nat, men som daggry og skumring. Begge melodier – den første er af Nielsen – var helt nye i 1918, da afsnittet tager fat, og de bidrager dermed til tidsbilledet. Man kan god spørge, hvorfor de mange fædrelandssange fra tiden omkring Genforeningen ikke er bedre repræsenteret: ”For en fremmed barsk og fattig”, ”Du gav os de blomster”, ”Som en rejselysten flåde”, ”Hvor smiler fager” osv. osv. De er også børn af tiden og illustrerer oven i købet det problem, som behandles, nemlig det nationale. Hvor smukke disse sange end er, virker valget af Knudsens salmer rigtigt, fordi de tjener til påmindelse om, at der også var andet på spil: Skæbne og eksistens, tvivl og håb.

Fjerde afsnit balancerer godt mellem den store og den lille historie. Vi får illustrative eksempler på enkelte skæbner og med de forenklinger, som hører til genren, også en god gennemgang af den overordnede politiske proces, der førte til Slesvigs deling i 1920. Fokus er på indre konflikter og dilemmaer. Hvordan forholdt de dansksindede sig til deres tysksindede naboer? Hvad var modsætningerne på de indre linjer i den danske tilgang til spørgsmålet? Skulle grænsen gå ved Dannevirke, syd om Flensborg eller hvor den endte med at gå? Det endte med at sejrherrerne efter krigen afgjorde, at det ikke var et spørgsmål, der kunne besvares bilateralt mellem Danmark og Tyskland. De involverede parter, både nationalt og lokalt, endte med at blive statister i en storpolitisk proces.

Tilrettelæggerne har ikke kunnet modstå fristelsen til at bruge slottet i Versailles som illustration til fredsforhandlingerne. Det er unægtelig også et fotogent sted. Men forhandlingerne foregik faktisk i det centrale Paris. Kun selve underskrivelsen af fredstraktaten foregik i Versailles, hvorfor den også kaldes Versaillesfreden. Det var en delikat hævnakt fra fransk side, fordi tyskerne efter sejren over Frankrig i 1870-71 havde brugt slottet som kulisse for deres triumf. Nu blev det rammen om deres ydmygelse.

Afsnittet slutter med et velanbragt udblik til, at ikke alle problemer blev løst i 1920. Der blev efterladt mindretal på hver side af den nye grænse. Størrelsen på disse mindretal varierer i speak og rulletekster. Det er sådan set mere illustrativt end det vel var intentionen, for tallene varierer jo netop så meget, fordi mindretallene ikke er enten/eller.

Det betyder ikke, at der ikke er forskel på tysk og dansk. Det betyder ikke, at grænsen ikke skal være der. Da Inger Christensen i digtsamlingen Alfabet nåede til bogstavet G, faldt det hende ind at skrive: ”Grænserne findes”. Det var i 1981. Siden dengang er grænseløsheden bare steget og steget, indtil vi i 100-året for Genforeningen har oplevet en pludselig og uventet re-aktualisering af grænsen, fordi den nu kan både lukkes og åbnes ved politisk beslutning som et resultat af smittefare. Der er ingen tvivl om, at de fleste i grænselandet gerne ser en åben grænse. Men grænsen findes ikke desto mindre som grænse mellem noget og noget andet. Og uden denne forskel ville Grænselandet ikke være grænseland. Der er rigeligt stof til både et femte og et sjette afsnit.

(Kristeligt Dagblad på net og i avisen 17. maj – 8. juni 2020)

Genforeningen

Hans Schultz Hansen, Genforeningen, Aarhus Universitetsforlag, 100 sider


100-året for Genforeningen fejres i år med alle fanfareorglets registre trukket ud. Det var og er en af de helt store begivenheder i Danmarks historie. Men spørgsmålet er, hvordan vi tolker den? Var den en heling af det sår, der var åbnet i 1864? Var den bod for den uret, der var begået mod de danske slesvigere? Eller var den en tragedie for det engang så rige og stolte hertugdømme Slesvig, der endegyldigt blev delt i to dele, hver med et fremmedgjort mindretal? Eller med Hans Schultz Hansens ord ”reduceret til to periferier i hver sin nationalstat.” Han svarer ikke på spørgsmålet, men idet han stiller det, er der åbnet for en rigere og mere nuanceret tolkning af det, der kun med alt for stor lethed kunne reduceres til en selvfejring, hvor danskerne begejstret forsikrer hinanden om, hvor langt vi er nået med fredelige midler og demokratiske afstemninger.

Hansen viser, hvordan Genforeningen var alt andet end konfliktfri forstået på den måde, at den var en funktion af en krig og resultat af en magtkamp. Den var blevet muligt takket være Tysklands nederlag i Den store Krig, og selv grænsedragningen var genstand for en intens politisk kamp nationalt og internationalt. Den udløste den alvorligste konstitutionelle krise i Danmark i det 20. århundrede, da Christian X afskedigede regeringen Zahle i påsken 1920. Den radikale Zahle arbejdede for en grænsedragning meget lig den nuværende, mens kongen sympatiserede med de kræfter inden for og uden for politik, der ønskede at få Flensborg til Danmark. Kongen handlede ikke på egen hånd, men som aktør i et intenst politisk spil, hvor han havde opbakning både i Venstre og blandt konservative. Heller ikke Zahle var en passiv uskyldighed, da han undlod at rådgive kongen om, hvad konsekvenserne af hans beslutning blev. Zahle så gerne til med korslagte arme, mens den københavnske pøbel krævede kongens afgang. Men den popularitet Christian X satte til i foråret 1920, genvandt han ved sin deltagelse i den symbolske generobring af det tabte land i sommeren samme år, da han krydsede Kongeåen på en hvid hest.

Genforeningen blev aldrig et spørgsmål, der kunne afgøres som en aftale mellem Berlin og København. Hansen lægger i sin redegørelse vægt på den betydning det havde, at de sejrende magter i verdenskrigen indoptog en revision af den dansk-tyske grænse som en del af den samlede fredsslutning med Tyskland. Det kunne godt virke som om Danmark havde brug for de sejrende stormagter til at vride armen om på Tyskland, men det var faktisk ikke tilfældet. Tidligt efter våbenhvilen i november 1918 erklærede Berlin sig villig til at regulere grænsen efter principperne om folkenes selvbestemmelsesret, og det så en overgang ud til, at en ny grænsedragning kunne ordnes som et bilateralt dansk-tysk mellemværende. Men sejrsmagterne tog over, og dikterede mere eller mindre betingelserne uden at lytte alt for meget til den danske regering. Til gengæld lykkedes det private, danske lobbyister at gøre deres indflydelse gældende. Den egentlige afgørelse om den fremtidige grænse blev afgjort, da grænserne mellem de zoner, hvor der skulle stemmes, blev trukket, og da det blev afgjort, hvem der kunne stemme. Betydning fik det f.eks. da en bestemmelse om, at man skulle være bosiddende i afstemningsdistriktet for at have stemmeret, bortfaldt ved et ubemærket pennestrøg. Det var nok, at man var født i distriktet eller havde beboet det tidligere, hvilket førte til en tilstrømning af stemmeafgivere fra både nord og ikke mindst syd.

Da afstemningerne endelig fandt sted i februar og marts 1920, var de afgørende beslutninger altså truffet. Resultatet er velkendt. Men bare fordi grænsen har været den samme i 100 år, betyder ikke at den har været uanfægtet. Nazityskland accepterede ikke Versaillesfredens betingelser og dermed heller ikke 1920-grænsen. Det blev fra Berlin effektivt brugt til at intimidere København med implicitte trusler om en grænserevision mod nord. Danmark stod uden allierede i 1930erne og var presset helt i bund. Som Hansen påpeger kom den første officielle tyske anerkendelse af 1920-grænsen paradoksalt nok den 9. april 1940 i et tysk memorandum til den danske regering. Men da var betingelserne naturligvis også forandret, idet tyskerne nu havde brug for at opretholde illusionen om en ukrænket dansk territorial integritet og besættelsen som en overenskomst mellem to ligeværdige stater. En egentlig traktatlig stadfæstelse af den dansk-tyske relation i grænselandet kom i 1955, da forbundskansler Adenauer til gengæld for dansk tilslutning til Vesttysklands optagelse i NATO gav betydelige indrømmelser til det danske mindretal i Sydslesvig. Samtidig blev der i København afgivet en tilsvarende erklæring om det tyske mindretals rettigheder i Nordslesvig. Disse to ensidige erklæringer, der i praksis er gensidige, fungerer i dag som grundlag for en fredelig sameksistens hen over den grænse, der delte Slesvig i 1920.

Hans Schultz Hansen har haft held med at samle Genforeningens forudsætninger, forløb og efterliv i et effektivt kondensat af en historiebog. Det bliver stedvist lige lovlig sammentrængt, når han øser af sin kundskabs rigdom. Man mærker, at pointerne har stået i kø og ofte har måttet finde afløb i en bisætning. Men det er altså også virkelig kompliceret stof, og vil man have en lille, overskuelig og velillustreret introduktion til dette sammensatte emne og dets mulige tolkninger, er denne bog et rigtig godt sted at begynde.

(Kristeligt Dagblad 4. februar 2020, avisen rubrik var en anden)

Samsømanifestet

Tor Nørretranders. Samfundsglæde – Sammen kan vi selv


Tor Nørretranders har udviklet en evne til at skrive på en måde, så han lyder klog. Det er ikke fordi manden er ubegavet, slet ikke, men han skriver som om der bag tekstens veltilrettelagte overflade gemmer sig et alexandrinsk bibliotek af visdom. Men denne bog er ikke et kort og letfatteligt excerpt af det store værk, som han har skrevet om spørgsmålet. Den er bare en kort og letfattelig bog.

Han begynder med at introducere begrebet samfundsglæde, som om det er ham, der har fundet på det. Det har han ikke. ”Lad Tider svinde og Slægter dø,/ Lad Magten sidde i Rettens Sæde,/Vi veed, der kommer en Morgen rød,/ Med Gjenforening og Samfundsglæde;” Således skrev Knud Jensen i et digt ”Til Sønderjyderne” fra 1893. Nørretranders’ bruger begrebet i en helt anden betydning, men når jeg alligevel tillader mig at drille ham med denne påmindelse, skyldes det, at han gør en pointe ud af forholdet til sproget: ”De fælles begreber, vi har om verden, de ting, vi adskiller fra hinanden og kalder ting – enkeltstående midt i en verden hvor alting hænger sammen – findes i verden derved at de beskrives i sproget, så vi er enige om dem.” Nørretranders glemte så bare at se efter om det ord, han mener at have opfundet, allerede fandtes. Det gør det, og derfor burde hans udredning af begrebet have dialogens karakter. Nørretranders er mere monologisk. Han er også mild og god, bevares. Vi er slet ikke oppe i det røde felt, hvor Carsten Jensen har taget permanent ophold. Men som læser famler man lidt. Hvis denne bog er løsningen, hvad var det så lige problemet var?

Nørretranders berører et velkendt problem eller paradoks uden at uddybe det, nemlig at vi på disse kanter og i disse tider aldrig har haft det bedre målt på rigtig mange sociale og økonomiske parametre, samtidig med at utilfredsheden med det bestående er ganske stor – jævnfør Carsten Jensen. Nørretranders sammenligner samfundet med kroppen. Hvis et organ er ramt af sygdom eller smerte, rettes al opmærksomheden mod dette, og vi glemmer, at resten af kroppen fungerer. På samme måde kan vi hidse os op over, at et tog er forsinket, og glemme at glædes over alle de gange det kører til tiden.

Så skulle man umiddelbart tro, at der var tale om et konservativt synspunkt fra Nørretranders’ hånd, altså en påmindelse om, at det bedste vi kan gøre er at bevare det gode, vi har, og opelske en større værdsættelse af det. Det er bare ikke helt det han vil. Han vil noget andet, men hvad det er, forbliver temmelig ukonkret. Det har nok noget at gøre med Samsø, hvor Nørretranders nu bor, finder man ud af. Her kommer man hinanden ved og er verdensberømte for at være selvforsynende med vedvarende energi. Vi skal finde tilbage til nærheden til hinanden og nærheden til det materielle grundlag for vores liv, samtidig med at vi udnytter moderne højteknologi. Der er nogle interessante lighedstræk med Ebbe Reichs og Henning Prins’ ”Langelandsmanifestet” fra 1972.

Nørretranders er ikke nær så ideologisk i sit Samsømanifest. Han befinder sig i de elegant strøtankers og prægnante aforismers uforpligtende univers. ”Sammen kan vi selv” - det lyder som et kasseret slogan for et byggemarked. Han kan godt lide at lade læseren tro, at han har styr på den højere aritmetik, kemi og fysik, og at han bevæger sig tvangfrit fra den ene videnskabelige disciplin til den anden. Det ligner nu mere tilfældige læsefrugter. Hvis videnskaberne er en frugthave, er Nørretranders ingen gartner. Han er bare på æbleskud.

Der er dog faktisk opbyggelighed at hente i denne bog, for Nørretranders har jo helt ret i, at det er i glæden og ikke i vreden, at vi skal finde grundlaget for fremtidens samfund. Det kunne han have skrevet en interessant bog om. Desværre har hans forfatterforfængelighed stillet sig i vejen for det projekt.


(Kristeligt Dagblad 12. okt. 2019)