Grænserne findes

Grænseland. DR, 17., 24., 31. maj og 7. juni 2020.

1. og 2. afsnit.

I anledningen af 100-året for Genforeningen har Danmarks Radio taget det på sig at forklare forudsætningerne for Genforeningen i 1920. Det er gjort ved hjælp af dramatiseringer, ekspertkommentarer og en gennemgående fortæller i skikkelse af Lars Mikkelsen.

Det er en slags svendeprøve for danske historikere at forsøge at forklare det slesvigske problem. De fleste kender anekdoten om den britiske dronning Victoria, der i 1864 spurgte sin premierminister, lord Palmerston, hvad det nu egentlig gik ud på? Palmerston svarede ifølge anekdoten, at kun tre mennesker kendte svaret på det slesvigske spørgsmål: ”Den første var Deres Majestæts afdøde mand, den anden en tysk professor, som nu er blevet afsindig, og den tredje er mig selv, og jeg har glemt alt om det.” Moralen er, at man er lovlig undskyldt, hvis man ikke lige har en forklaring på rede hånd. Og hvis man vil have et svar, skal det trækkes op af et morads af statsretslige, forfatningsmæssige, nationale, sikkerhedspolitiske, sproglige, dynastiske og sociale konflikter.

Man kan for så vidt begynde helt i Middelalderen, men DR indleder sin serie i 1840erne, da den nationale konflikt eskalerede. Vi introduceres til et par af hovedrolleindehaverne i dramaet, Hertugen af Augustenborg og politikeren Laurids Skau. Hertugen etableres som en grum, tysk lensherre. Skau er på den anden side fremstillet som en godlidende, dansk bondeknøs, der kæmper for ret og retfærdighed. Det bliver lidt for tykt, for i stedet for at forstå den nationale konflikt, gentages blot nogle af de figurer, der indgik som elementer i den. Synsvinklen bliver et kollektivt, nationalt ”vi”, der lukker sig om sig selv. Tyskerne var ganske rigtigt fjenden dengang, men det var ”vi” jo også, må man huske. Første afsnit går til og med Første Slesvigske Krig 1848-50, og DR lægger sig op af en fortolkning af konflikten, der lægger det meste af skylden for krigens udbrud på slesvig-holstenerne.

Andet afsnit indledes med krigen i 1864. Også her fremstilles den tyske side som aggressoren. Til illustration vælges en arrogant preussisk officer og efter krigens afslutning en lige så arrogant preussisk embedsmand. Det får karikaturens karakter og virker lidt som en overkompensation efter Ole Bornedals fæle politisering af det historiske stof i TV-serien ”1864” fra 2014, der fremstillede danskerne som lallende idioter. Stadigvæk prioriteres det lokale frem for den europæiske kontekst. Krigene om Slesvig udkæmpedes ganske vist inden for et geografisk set overskueligt rum, men konteksten var europæisk. Alle stormagter – Rusland, Frankrig, Østrig, Preussen og Det forenede Kongerige – havde en aktie i de begivenheder, der endte med at forskyde magtbalancen i det europæiske indhav, Østersøen. Denne kontekst lades ude af betragtning. Til gengæld kan de dramatiserede sekvenser tjene til illustration af, hvordan denne europæiske konflikt blev oplevet og håndteret lokalt.

I andet afsnit af serien træder H.P. Hanssen frem som en hovedaktør på dansk side i den nationale kamp efter 1864. Det giver fortællingen en politisk nerve, der hæver sig op over den blotte nationale modsætning, og så begynder det at blive interessant. Hanssen ønskede at aktivere den nordslesvigske befolkning som en politisk faktor i Preussen ved at stille op til både rigsdags- og landdagsvalg og ad denne vej at skaffe den danske sag en talerstol. Andet afsnit slutter med Første Verdenskrigs udbrud, som fortælleteknisk bruges som en cliffhanger.

Det er en dyr og flot produktion. Musikken er komponeret af Phillip Faber, men den virker temmelig generisk, hvis man også har fulgt med i serien om Danmarks natur, der fyldte samme sendeflade de forudgående søndage – endda med samme fortæller. Hvad er egentlig forskellen mellem den musik, der ledsager billederne af sort sol over Tøndermarsken og den, der skal illustrere bøndernes politiske kamp længere inde i landet?

Man kan ikke forlange af en TV-serie, at den får alle faktorer med. Der må klippes hårdt i stoffet, hvis der skal komme bare nogenlunde seværdigt fjernsyn ud af møjen, og man kan selvfølgelig altid diskutere prioriteringerne. Det er en kvalitet, at serien er to-sproget. I dramatiseringerne taler tyskerne faktisk tysk, nogle bedre end andre. Danskerne taler dansk. Problemet er, at det er et tydeligt østdansk anno 2020, der tales. Det er påfaldende, at det ikke har kunnet lade sig gøre at skaffe skuespillere, der taler bare en eller anden form for jysk, endsige sønderjysk. Det samme gælder i øvrig de fleste locations, der er fundet på øerne. Slesvigsk byggeskik er ikke særlig godt repræsenteret som kulisse. Det er svært at abstrahere fra den sjællandske stemning, der lægges ned over stoffet.

3. afsnit

Danmarks Radios serie om grænselandet er i tredje afsnit nået til 1914, og Den store Krig tilbyder sig som et taknemmeligt, dramatisk omdrejningspunkt for fortællingen. Mændene kaldes i krig, og kvinderne må tage slæbet med at få bedriften til at fungere. Klip fra en brevveksling mellem en indkaldt teglværksejer og hans forlovede hjemme ved Flensborg Fjord fungerer stærkt som eksemplificering af denne relation. Vægten er på hverdagshistorien hjemme, og krigen set nedefra, fra den enkelte soldats perspektiv. Det bliver lige lovlig nærsynet. Grænselandet var jo også af strategisk betydning i kraft af f.eks. Kielerkanalen, flådestationen ved Flensborg eller zeppelinerbasen ved Tønder.

Tragedien på Vestfronten er blevet en filmisk kliché, som der trækkes store veksler på. Mareridtet i skyttegravene er godt stof, men det suger opmærksomheden fra f.eks. Østfronten eller søkrigen. De dansksindede nordslesvigere udkæmpede ”en krig, der ikke var deres”, som det hedder med en vending, der ofte er blevet anvendt. Når krigen ikke var sønderjydernes, underforstår man, at den altså tilhørte nogle andre. Men det var jo næppe den tysksindede nabo i Haderslev. Ganske vist var der indledningsvis en vis krigsbegejstring i Tyskland, men den gik hurtigt fløjten. Krigens vilkår var i høj grad delt af alle – danske, tyske og de evigt glemte frisere – i grænselandet, og det er et aspekt, der berøres, men det forsvinder i den overordnede fortællings ramme om den tyske undertrykkelse af de stakkels danskere. Selvfølgelig skal Danmarks Radio have lov til at fortælle danskernes historie, men det skader jo ikke at hæve blikket lidt og se sagerne fra flere vinkler.

Tidsbilledet er godt tegnet visuelt i de dramatiserede sekvenser. Da jeg i anmeldelsen af de første afsnit bemærkede, at sønderjyderne taler påfaldende østdansk, fik jeg en kommentar fra en sønderjyde: ”Hvis de snakkede rigtig synnejysk, ville den almindelige seer jo have brug for undertekster.” Og det er unægtelig rigtigt. De tyske replikker halter dog stadig, undertekster eller ej. Det er for tydeligt, at det er danske skuespillere, der kæmper med udtalen. Afsnittet slutter med, at teglværksejer Hollesen vender hjem til sin forlovede, og værten, Lars Mikkelsen, fortæller om de mange faldne danskere. Afsnittet har sin styrke i, at det har sat sig i den enkelte sønderjydes sted. Dramatiseringer indbyder til den form for identifikation. Den politiske historie må vi så vente med at få til næste uge.

4. afsnit

Fjerde og sidste afsnit af DR’s serie Grænseland undgår med held at hensynke i den lykkelige afslutnings magelighed. Det kunne ellers have været så oplagt. Efter de slesvigske krige, preussisk undertrykkelse af danskheden i Nordslesvig, 1. Verdenskrigs rædsler kunne der være lagt op til en god gang hjemme-ude-hjem-fejring. Men afsnittet undgår den uklædelige triumfalisme, som de foregående afsnit ellers godt kunne have lagt op til. Signaturmelodien for 3. afsnit var ”Tunge mørke natteskyer” og for 4. afsnit ”Se, nu stiger solen”, begge af Jakob Knudsen. Solisten får næsten ødelagt glæden over Oluf Rings fantastiske melodi til sidstnævnte med sin drævende intonation. Hvis man kan abstrahere fra det, er det ikke modsætningen mellem sangenes hovedtemaer, mørke og lys, der dominerer indtrykket, men derimod at begge sanges grundstemning er melankoli. De er ikke som dag og nat, men som daggry og skumring. Begge melodier – den første er af Nielsen – var helt nye i 1918, da afsnittet tager fat, og de bidrager dermed til tidsbilledet. Man kan god spørge, hvorfor de mange fædrelandssange fra tiden omkring Genforeningen ikke er bedre repræsenteret: ”For en fremmed barsk og fattig”, ”Du gav os de blomster”, ”Som en rejselysten flåde”, ”Hvor smiler fager” osv. osv. De er også børn af tiden og illustrerer oven i købet det problem, som behandles, nemlig det nationale. Hvor smukke disse sange end er, virker valget af Knudsens salmer rigtigt, fordi de tjener til påmindelse om, at der også var andet på spil: Skæbne og eksistens, tvivl og håb.

Fjerde afsnit balancerer godt mellem den store og den lille historie. Vi får illustrative eksempler på enkelte skæbner og med de forenklinger, som hører til genren, også en god gennemgang af den overordnede politiske proces, der førte til Slesvigs deling i 1920. Fokus er på indre konflikter og dilemmaer. Hvordan forholdt de dansksindede sig til deres tysksindede naboer? Hvad var modsætningerne på de indre linjer i den danske tilgang til spørgsmålet? Skulle grænsen gå ved Dannevirke, syd om Flensborg eller hvor den endte med at gå? Det endte med at sejrherrerne efter krigen afgjorde, at det ikke var et spørgsmål, der kunne besvares bilateralt mellem Danmark og Tyskland. De involverede parter, både nationalt og lokalt, endte med at blive statister i en storpolitisk proces.

Tilrettelæggerne har ikke kunnet modstå fristelsen til at bruge slottet i Versailles som illustration til fredsforhandlingerne. Det er unægtelig også et fotogent sted. Men forhandlingerne foregik faktisk i det centrale Paris. Kun selve underskrivelsen af fredstraktaten foregik i Versailles, hvorfor den også kaldes Versaillesfreden. Det var en delikat hævnakt fra fransk side, fordi tyskerne efter sejren over Frankrig i 1870-71 havde brugt slottet som kulisse for deres triumf. Nu blev det rammen om deres ydmygelse.

Afsnittet slutter med et velanbragt udblik til, at ikke alle problemer blev løst i 1920. Der blev efterladt mindretal på hver side af den nye grænse. Størrelsen på disse mindretal varierer i speak og rulletekster. Det er sådan set mere illustrativt end det vel var intentionen, for tallene varierer jo netop så meget, fordi mindretallene ikke er enten/eller.

Det betyder ikke, at der ikke er forskel på tysk og dansk. Det betyder ikke, at grænsen ikke skal være der. Da Inger Christensen i digtsamlingen Alfabet nåede til bogstavet G, faldt det hende ind at skrive: ”Grænserne findes”. Det var i 1981. Siden dengang er grænseløsheden bare steget og steget, indtil vi i 100-året for Genforeningen har oplevet en pludselig og uventet re-aktualisering af grænsen, fordi den nu kan både lukkes og åbnes ved politisk beslutning som et resultat af smittefare. Der er ingen tvivl om, at de fleste i grænselandet gerne ser en åben grænse. Men grænsen findes ikke desto mindre som grænse mellem noget og noget andet. Og uden denne forskel ville Grænselandet ikke være grænseland. Der er rigeligt stof til både et femte og et sjette afsnit.

(Kristeligt Dagblad på net og i avisen 17. maj – 8. juni 2020)