Jørn Brøndal, Danske amerikanere, Aarhus Universitetsforlag
Jørn Brøndal begynder som man ofte gør, når der formidles,
med et eksempel: Rasmus og Maren. Rasmus var veteran fra krigen i -64 og var 26
år gammel, da han i 1867 sammen med sin syv år yngre kone og deres spæde søn
rejste til USA. De hørte dermed til den første større bølge af danske
indvandrere. Vi får Rasmus’ og Marens historie, om hvordan efternavnet Poulsen
blev til Paulson og Maren blev til Mary, hvordan de klarede sig i Midtvesten,
hvor de fleste skandinaver slog sig ned. Brøndal er som forfatter leksikalsk
anlagt, så vi forlader efter nogle sider Rasmus og Maren, og derefter følger en
temmelig komprimeret tekst fyldt med fakta. Fra 1868 til 1930 rejste cirka 322.000
dansker til USA. Men udvandringen var ikke et dræn i den danske befolkning, der
i samme periode voksede kraftigt. Ikke desto mindre ville den have været meget
større uden emigrationen. I 1930 var der 529.000 danske indvandrere af første
eller anden generation i USA. Danmark havde på dette tidspunkt en befolkning på
godt 3,5 million. Nogle udvandrere vendte tilbage til Danmark, andre blot for
en stund til Europa. Skønsmæssigt 30.000 dansk-amerikanere kæmpede i den
amerikanske hær under 1. Verdenskrig. For fjenden kæmpede omtrent det samme
antal dansksindede slesvigere.
Et helt kapitel er viet mødet med indianere,
afro-amerikanere og kinesere. Datidens racetænkning inddelte jordens folkeslag
i et hierarki af mere eller mindre civiliserede racer, og Brøndal gør opmærksom
på, at nordeuropæere – med undtagelse af de katolske irere - automatisk blev
indplaceret i toppen af dette hierarki. Danskerne havde altså privilegeret
adgang til den amerikanske drøm. Han viser også, hvordan danskerne selv delte
denne forståelse med adskillige artige citater.
Brøndal gennemgår de politiske, religiøse eller sociale
grunde til at udvandre, beskriver hvordan danskerne holdt sammen, dannede
foreninger, skoler og menigheder, og hvordan integrationen i det amerikanske
samfund tog fart i tredje generation, således at det, der er tilbage i dag af dansk
kultur i USA er musealiseret nostalgi.
Smeltediglen som metafor for det kulturelt blandede USA kom
på alles læber efter et teaterstykke med titlen The Melting Pot havde premiere
i 1908. Brøndal har åbenlyst moret sig med at vise, at udtrykket allerede blev
brugt af den danske præst Holger Rosenstand i en bog om USA fra 1901.
Brøndal skriver ud fra et betydeligt overskud af viden og
indsigt, så han har måttet prioritere hårdt i stoffet kan man se. Først på de
allersidste sider kommer han til et ret væsentligt aspekt af udvandringen,
nemlig hvordan den virkede tilbage på oprindelseslandet. ”I Danmark er den
brede offentligheds interesse for udvandrere af nyere dato”, skriver han. Det
passer ikke helt. Da der i Søndermarken i København i 1925 blev indviet et af
dansk-amerikanere finansieret monument for dem ”der drog ud og aldrig vendte
tilbage”, deltog 40-50.000 mennesker. Som Brøndals egne tal angiver havde en
meget stor andel af danskerne udvandringen helt inde på livet, alene fordi
chancen for, at de havde en nær slægtning i Amerika var temmelig stor. Der var
også en organiseret hjemlandsturisme blandt udvandrerne, som Tina Langholm
Larsen har skrevet om. Denne trafik frem og tilbage har bidraget til en
dialektik på tværs af Atlanten i ”det amerikanske århundrede”. I en bog om det
danske i USA ville det have været interessant at se det amerikanske i Danmark
udfoldet. Til gengæld er det en lise at læse om USA uden at den nuværende
præsident nævnes med et eneste ord. Tak for det.
(Kristeligt Dagblad 11. juni 2020. Redaktionen havde foretaget enkelte forandringer i teksten)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar