Tilbage til hovedsporet

Nationalmuseet, Vikingetidsudstillingen

Nationalmuseet har lukket og slukket for Jim Lyngvilds fotostater og åbnet dørene til en ny udstilling, der yder museets fantastiske vikingetidssamling fuld retfærdighed.

Der bruges en del skærme og projektioner i udstillingen. De fungerer godt og stjæler ikke billedet fra det, som er museets trumfkort: genstandene; lige fra den klejne pilespids i forvitret jern til den imponerende og næsten to kg tunge halsring i rent guld fra Tissø.

Udstillingen er opstillet i museets særudstillingshal, Egmonthallen, men den er tænkt som en semipermanent udstilling. Eftersom museet af økonomiske årsager har måttet opgive at arrangere egentlige særudstillinger, virker det som en klog beslutning at flytte den permanente vikingeudstilling til et rum, hvor der er plads til at folde temaerne ud.

I 1992 da Egmonthallen var helt ny, var særudstillingen ”Viking og Hvidekrist” et stort tilløbsstykke. Publikum stod i køb langt ude på gaden. Den samlede nogle af de allerfornemmeste genstande og skatte fra samlinger i hele verden og blev også vist i Paris og Berlin. Den lagde i høj grad vægt på vikingerne som kulturelt integreret i Europa, netop på et tidspunkt da spørgsmålet om europæisk integration stod højt på den politiske dagsorden. Særudstilling ”Viking” fra 2013, der også nåede til Berlin og London, var meget mere orienteret mod hverdagen, og hvad de arkæologiske fund kunne fortælle om vikingerne. Der blev lagt vægt på, at vikingerne ikke blot var krigere, men også bønder og handelsfolk.

I den nye udstilling føres den arkæologiske linje videre. Den betydelige udvikling, der er sket i den historiske og arkæologiske tekstilforskning i de seneste år, har sat sit præg blandt andet i form af fornemme rekonstruktioner af dragter. Vikingetidens skriftkultur har også fået øget opmærksomhed. Som i 2013 har man valgt at lade vraget af det vikingeskib, der kaldes ”Roskilde 6”, være den centrale genstand. Skibet var hele 37 meter langt og fylder derfor godt op i rummet. Kun kølen er bevaret, men den er såmænd imponerende nok i sig selv. Et metalskelet anskueliggør effektivt resten af skroget.

Fortolkningen har dog forskudt sig siden 2013, og det skyldes nok ikke mindst museumsinspektør Jeanette Varberg, der er hovedarkitekten bag. Hun er er mere til sværd og ild end vadmel og høslæt. Vikingerne var ganske rigtigt bønder og handelsfolk, men det adskilte dem ikke fra resten af verden på den tid. Viking betyder ganske enkelt sørøver. I et par hundrede år fra slutningen af det 8. til begyndelsen af det 11. århundrede dominerede de skandinaviske vikinger Nordeuropa i kraft deres overlegne evne til at føre amfibiekrig, og ”Roskilde 6” står i sin majestæt som repræsentant for den tids mest effektive krigsmaskiner.

Det skal jo ikke være Wissenschaft det hele,

så i Nationalmuseets butik kan man naturligvis

også erhverve sig en bog om, hvordan en ægte

viking fletter sit hår og lægger sin sminke.

(eget foto)

Udstillingen er naturligvis også et svar på den opmærksomhed og kritik, som den nu lukkede plancheudstilling blev genstand for. Grundlæggende er museet er vendt tilbage til sin kernevirksomhed, som er forskningsbaseret formidling med udgangspunkt i museets samlinger. Som en lære fra Lyngvilds popularitet har museet entreret med en kunstner, der har fået frie hænder til at skildre vikingetidens konger og dronninger. Det er der kommet nogle interessante historiske frihåndstegninger ud af, der kobler historiske gætterier med noget, der minder mest om et rollespilsunivers. Dermed er der også givet plads til det fabulerende uden at det får lov til at dominere. Målgruppen er bred. Der skal være noget for både børnehaver og gymnasieklasser, bedsteforældre og børnebørn, entusiaster og turister. Især de sidstnævnte er en væsentlig målgruppe, fordi de udgør – eller forventes at udgøre – en stor del af museets indtægtsgrundlag.

Udstillingen i 2013 fik kritik, fordi den savnede en fortælling. Der var mange fine genstande, men ingen historie. Det er der rådet bod på ved, at en del af denne udstilling er viet til en dramatiseret fortælling om en mand, der drager i viking, hvor der anvendes filmbidder og få, udvalgte genstande. Det er en smagssag, om man bryder sig om den slags, men det er under alle omstændigheder professionelt lavet. En virkelig interessant effekt opnås ved at vise tidligt kristne genstande fra blandt andet Syrien som et eksempel på, hvad vikingerne kunne møde på deres færd. Det kaster også et historisk lys på de nugældende forhold. Denne fortællende del af udstillingen vil blive udskiftet om et par år.

Under normale omstændigheder ville man kunne nøjes med at tage imod udstillingen som en tiltrængt formidlingsmæssig opdatering og udvidelse af den hidtidige vikingetidsudstilling, der efterhånden var blevet noget bedaget. Men efter nogle år, hvor direktøren havde gjort sig selv til hovedperson i et realityprogram, famlet lidt rundt med kedsomhedsknapper og kastet sin kærlighed på en asatro fotograf, er der anledning til at glæde sig over, at Nationalmuseet har fundet tilbage til hovedsporet.

(Kristeligt Dagblad 29. juni 2021. Enkelte stilistiske rettelser)

Jim Lyngvild stjæler billedet på Nationalmuseet

Det skabte en del opmærksomhed og diskussion, da Nationalmuseet for et par uger siden bekendtgjorde, at nyopstillingen af museets samling af genstande fra Vikingetiden var sket i samarbejde med designeren Jim Lyngvild. Meddelelsen kom kort tid efter, at 34 forskere og andre ansatte var blevet afskediget som en konsekvens af de fortsatte årlige sparekrav. Historien var, at museets direktør Rane Willerslev nedprioriterer forskningen for i stedet at satse på en farverig og entusiastisk amatør for at få kunder i butikken og penge i kassen. Den er ikke skudt helt ved siden af. Det er en bevidst politik at satse på samarbejde med designere og kunstnere, fordi Willerslev ikke ser udstillinger som et forskningsprodukt, men som et rum for eksperimenter, ”en proces, hvor forskeren kan udforske de mere rumlige og sanselige aspekter af sit materiale på en måde der ideelt set giver indsigter, man ikke ville opnå bag skrivebordet”, som det hed i en tidligere programerklæring fra Willerslev.

Selve udstillingen er ikke stor. Den fylder blot tre af museets mindre rum. Museets bidrag er hovedsageligt den hastigt voksende samling af danefæ, især sølvskatte, som detektorfolket finder i stort tal. Dertil kommer enkelte brugsgenstande og våben, mest i metal. De er udstillet smagfuldt og traditionelt i glasmontrer. Museets samling af runesten indgår af en eller anden grund ikke i konceptet.

Lyngvilds bidrag til udstillingen er hans fantasier og fabuleringer over, hvordan vikingerne kunne have set ud og hvordan de kunne være gået klædt. Det består dels i nogle buster af voks, der mest af alt ligner reklamer for en hipster-tatovør og -frisør anno ca. 2015. Meget mere væsentligt og interessant er hans egen forestilling om de dragter, som forskellige medlemmer af datidens samfund kunne have båret. Lyngvild gør den iagttagelse, at traditionelle rekonstruktioner af vikingernes udseende populært sagt har fået dem til at ligne udslidte grødbønder klædt i vadmel changerende på en skala fra gråt til brunt og tilbage igen. Hvad nu hvis, spørger han retorisk, de havde adgang til langt mere raffinerede teknikker og materialer? Det er der kommet nogle ret flotte tankeeksperimenter ud af. Lyngvild er en dygtig kostumier. Men det er altså stadig nærmest fri fantasi, for der er kun få skriftlige og arkæologiske vidnesbyrd om vikingernes påklædning, og de peger ikke alle sammen i Lyngvilds retning, om man så kan sige. Men det gør ikke noget. Som publikum kan man jo sagtens følge illusionen, så længe den er klart deklareret. Og i den henseende fuskes der ikke.

Rekonstruktioner kan gøre stofligheden og det rumlige nærværende, f.eks. helt konkret ved at lade museumsgæsten iklæde sig et historisk kostume. Det benytter flere museer sig af. Nationalmuseet har imidlertid kun valgt at lade Lyngvilds rekonstruktioner repræsentere indirekte ved hjælp af fotostater. Det er flotte optagelser af en kvalitet svarende til modereportager, men det er helt uforståeligt, at man har fravalgt at udstille tøjet selv. I museets forhal kan man til gengæld se nogle af kostumerne fra TV-serien ”Vikings” udstillet på giner. Det er meget smukke dragter, og man bliver helt nysgerrig efter at vide mere om de overvejelser og den åbenlyse omhu, der ligger bag dem.

Nationalmuseets egen samling falmer lidt i sammenligning med Lyngvilds vidtløftigheder. Det er synd, for genstandene er fantastiske. De får bare lov til at ligge nærmest uformidlede hen. Lyngvild lader sig i påfaldende ringe grad gå på af dem. Selv den spektakulære næsten to kilo tunge halsring i guld fundet ved Tissø på Vestsjælland har ikke appelleret til Lyngvilds sans for bling. Jeg gad ellers nok se hans udlægning af en lokal brednakket rockerviking fra Høng eller Gørlev med tatoveringer, guldringe og dummebøder hele vejen rundt. Det virker som om Lyngvild har fået lov til at køre sit eget løb. Udstillingen har ikke rigtig taget sit eget koncept alvorligt og brugt Lyngvilds kreative energi til at levere en tolkning af de ting, som museet faktisk har.

Et væsentligt aspekt er helt fraværende fra udstillingen, nemlig billedet af vikingen gennem historien. Lyngvild er jo bare den seneste i en lang række af kunstneriske fortolkere af vikingerne gennem omtrent 200 år. Vikingetiden er som de fleste andre ”tider” en sen eftertids betegnelse for en epoke, hvis definition og afgrænsning altid vil stå til diskussion. Ingen der levede i Jernalderen eller Middelalderen havde nogen anelse om, at det var det de gjorde. Netop derfor er synet på og den billedlige anskueliggørelse af f.eks. Vikingetiden gennem historien et studieobjekt i sig selv. Vis mig dit billede af en viking, og jeg skal sige dig hvem du er. I dette tilfælde har vi at gøre med en, der er stærkt optaget af køn og mode, hvis nogen skulle være i tvivl. Det abstraktionsniveau har Nationalmuseet fravalgt. I stedet står Lyngvilds fortolkning over for museets fortolkning som om der er tale om to ligeværdige udgaver af den samme virkelighed. Med Lyngvilds sans for iscenesættelse taber museet naturligvis den fortolkningskamp.

Man skal ikke bebrejde Jim Lyngvild, at han er Jim Lyngvild. Han er den eneste til at være Jim Lyngvild, og så er det nok bedst at overlade den opgave til ham. Men man kan godt stille spørgsmål til Nationalmuseets prioriteringer. Willerslev har fået sin vilje. Han har ikke alene inddraget, men givet afgørende indflydelse til en udenforstående designer. Det har tilføjet udstillingen nogle betydelige æstetiske kvaliteter og vil skaffe kunder i butikken. Som nævnt er Lyngvild slet ikke uden evner. Spørgsmålet er, hvor langt Willerslev vil gå ad den vej? Hvor meget vil han lyngvildisere hele Nationalmuseet?

(Kristeligt Dagblad 28. nov. 2018)