De gule og de røde

 Niels Jespersen, De røde, de gule og de unge – kampen om den danske model, Gads Forlag

En fagforenings væsentligste formål er at søge at monopolisere udbuddet af arbejdskraft i en given branche med henblik på at skaffe sig bestemmende indflydelse på løndannelsen. Dertil hører, at hvis arbejdsgiverne ikke vil give, hvad der kræves, kan fagforeningen berøve arbejdsgiverne adgang til relevant arbejdskraft eller med andre ord organisere en effektiv strejke. Det vil også sige, at hvis der er konkurrence mellem flere fagforeninger om de samme medlemmer, svækkes fagforeningens magt, for så er der ikke noget monopol. Det er, hvad der er tilfældet i Danmark – eller næsten, for det er stadig kun fagforeningerne under Fagbevægelsens Hovedorganisation, der har strejke- og forhandlingsretten. ”De gule” fagforeninger hægter sig bare på. De har af samme årsag lavere omkostninger og kan derfor lokke med lavere kontingent. Derfor vokser deres medlemstal og det udhuler de gamle fagforeningers magt. Denne debatbog er et forsvarsskrift for de gamle fagforeninger og den danske model, som Niels Jespersen mener er truet af de gules snylteragtige adfærd.

Bogen er et partsindlæg, skriver Jespersen til indledning. Det kan man roligt sige. Han er til daglig chefredaktør for den socialdemokratiske netavis Pio, der er finansieret af de fagforeninger, hvis sag han taler. Bogen står ikke stærkt i de historiske afsnit. En arbejdsmarkedshistoriker bør for eksempel vide, at præster først blev tjenestemænd i 1919. Som så mange socialdemokrater før ham har Jespersen ikke nogen veludviklet forståelse for kristendom i almindelighed og Indre Mission i særdeleshed og derfor heller ikke for baggrunden for dannelsen af den kristelige fagbevægelse. Den blev grundlagt som Kristeligt dansk Fællesforbund i sommeren 1899 midt under den store lockout, der endte med et forlig i september samme år også kaldet den danske models grundlov. Forbundet, der organiserede både arbejdere og arbejdsgivere, mente, at det var samhørigheden om kristne værdier og ikke klassekampen, der skulle regulere arbejdsmarkedet. Lige så vigtigt var det, at de kristelige ikke med samvittigheden i behold kunne melde sig ind i de røde fagforeninger, der dengang var tæt forbundet med et socialdemokrati, der stadig havde revolution på programmet. Sagen er naturligvis en anden i dag. Krifa, som organisationen nu hedder, adskiller sig i princippet ikke fra de øvrige gule, der er kommet til i mellemtiden. Jespersens spydige kritik retter sig ikke mindst imod ”Det faglige Hus”, hvis noget anløbne stifter og leder ikke alene er blevet skamløst rig på sin virksomhed, men som også har en dom for dagpengesvindel på straffeattesten.

Jespersen har en letflydende pen, og der er noget befriende uforblommet ved hans facon. Især i det afsluttende kapitels overvejelser over, hvor udviklingen peger hen, slipper han gækken løs i aforistiske karakteristikker af samtidens politik og politikere. Om Helle Thorning skriver han: ”Uden alt for meget på hjerte ud over de sædvanlige sager, der optager den øvre middelklasse, passede hun perfekt til et parti, der havde opgivet den politiske idéudvikling til fordel for hurtige reklameslogans og smart-i-en-fart-konsulenter, der lovede fremgang i næste uges meningsmålinger.” Socialistisk Folkepartis bagland beskrives som ”fløjlsbukser og ravkæder”. Det skal ikke tages som udtryk for sorgløs munterhed. Niels Jespersen er en intellektuel socialdemokrat af den kaliber, der ikke kan ignoreres. Han har et ærinde.

Han er tilhænger af Mette Frederiksens linje for Socialdemokratiet i en sådan grad, at bogen faktisk ligner en ansøgning om stillingen som chefstrateg. Jespersen taler for en genetablering af de bånd mellem partiet og fagforeningerne, der blev brudt for en menneskealder siden, for derved at styrke grundlaget for den danske model. Ganske vist repræsenterer hverken fagforeninger eller Socialdemokratiet et flertal af befolkningen, men på samme måde som man ”kan beskrive Danmark som et kulturkristent land, så er vi også et kultursocialistisk land,” som Jespersen skriver. Han citerer i den forbindelse med tilfredshedens drag om munden flere fremtrædende blå politikere for deres principielle opbakning til den danske model. De færreste danskere vil nemlig i virkeligheden af med den. Danskerne ønsker bare ikke at bakke op om de institutioner, der understøtter den, er konklusionen.

I en bog, der trods alt har bevilget sig selv et par hundrede sider til en pointe, der med udvisning af lidt mere sproglig økonomi kunne rummes i en pamflet, kunne der godt være blevet plads til lidt flere nuancer. Vigtigst er nok den helt nødvendige diskussion af, hvad ’Den danske Model’ egentlig er? Her hæmmes Jespersen af, at han i for stor grad er blevet hængende i arbejderbevægelsens klassiske selvfortælling. Det bliver lidt for indforstået, og med en tilstrækkelig bred pensel kan der males hen over sprækkerne i historien. Man kunne for eksempel godt have tænkt sig en analyse af lærerkonflikten i 2013. Hvor meget ’dansk model’ var der egentlig over den?

(www.k.dk 21. maj 2025)

Grundtvigs højskoleskrifter

 Henrik Yde (udg.), Skolen for livet. N.F.S. Grundtvigs højskoleskrifter, Aarhus Universitetsforlag

Den 30. august 1872, kun tre dage før sin død, udgav Grundtvig en bog bestående af en række af hans egne tekster oprindeligt udgivet mellem 1836 og 1859, ”Smaaskrifter om den historiske Høiskole”. 

I kraft af denne udgave skabte Grundtvig også en forestilling om, at der lå en samlet plan eller forestilling bag hans tanker om skole og dannelse. Det har dannet baggrund for den forståelse, at Grundtvig i 1830erne stod op som en sol og oplyste et i øvrigt formørket skolevæsen og dermed skabte forudsætningerne for moderniseringen af dannelsen, pædagogikken og samfundet i det hele taget. Det har i øvrigt også dækket for den ofte oversete omstændighed, at den unge Grundtvig i flere år ernærede sig som en dygtig og respekteret lærer og underviser for ungdommen. Han var forbavsende praktisk anlagt.

Nu har grundtvigforskeren Henrik Yde påtaget sig at genudgive de samme tekster, som Grundtvig selv samlede i 1872 – eller næsten de samme. For en uforberedt nutidig læser er Grundtvigs prosa så godt som uforståelig, så derfor har Yde skrevet fortrinlige og indsigtsfulde indledninger og kommentarer. Vanskelige begreber og vendinger forklares, og Grundtvig trækkes fra sin ophøjede genialske ensomhed ind i den relevante kontekst.

For det første var Grundtvig kun en blandt mange deltagere i en ret omfattende debat, hvis udgangspunkt var, at alle var klar over, at det eksisterende skolevæsen var mangelfuldt. Bønderbørn afsluttede deres skolegang med konfirmationen, mens børn i købstæderne kunne fortsætte i latinskolerne, der imidlertid af praktisk anlagte folk blev kritiseret for at give helt utilstrækkelige forudsætninger for at klare sig i livet i almindelighed og næringslivet i særdeleshed, så de fik konkurrence af de såkaldte realskoler, der underviste i naturfag og de levende fremmedsprog. For det andet var de ideer, der i dag gerne tillægges Grundtvig, ikke alle hans. Kernebegreber som ”den sorte skole” eller ”skolen for livet” lånte han fra andre. For det tredje kan man sige, at Grundtvig ikke var ren dannelsestænker eller pædagogisk teoretiker, sådan som han ofte gøres til. Hans ytringer om dannelse var som oftest udsprunget af en politisk kontekst. Det handlede om at uddanne ungdommen og særligt bondestanden til at deltage aktivt i ”det borgerlige Selskab”, som han kaldte det, altså at tage et samfundsmæssigt ansvar. Bønder kunne blive valgt til stænderforsamlingerne fra 1834, sogneforstanderskaberne (sognerådene) og amtsrådene fra 1841 og Rigsdagen fra 1848.

Grundtvig var modstander af både real- og latinskolerne, og det isolerede ham i en vis grad i debatten om skole- og uddannelsesvæsenets fremtid. Hans skoletanker sammenfattes ofte i begrebet ”historisk-poetisk”, altså at det især var fædrelandets og verdens historie samt god (dansk) litteratur, der skulle udgøre hovedstolen af den pædagogiske kapital. Det var for tilhængerne af realskolerne for upraktisk og for tilhængerne af latinskolerne for bondsk. Derudover var Grundtvig modstander af eksamensvæsenet, som han betragtede som ødelæggende tvang. Det gav – og giver – naturligvis enhver uddannelsesbureaukrat hjerteflimmer.

Grundtvigs Højskole, Lyngby. Gl. Postkort.

Yde kunne godt i højere grad have anfægtet Grundtvigs kanonisering af egne tekster. Grundtvigs første ytringer om nødvendigheden af at uddanne bønder bedre findes i hans ”Politiske Betragtninger” fra 1831, som ikke er med i Ydes udvalg. Det er det afgørende opgør med forkyndende undervisning – ”Er Troen virkelig en Skole-Sag” - fra 1836 eller et ret prægnant foredrag ”Om Dannelse” fra 1841 heller ikke. Yde har også forsømt at tage de tekster med, som handler om Grundtvigs egen højskole, Marielyst, grundlagt 1856. Men et eller andet sted skal grænsen jo drages, og inden for de udstukne rammer gives ingen bedre guide til emnet end Henrik Yde.

(Kristeligt Dagblad 9. maj 2025)

Ret og magt i USA

 Ruben Toft Sindahl. Ret og magt i USA, Turbine

Ruben Toft Sindahl er både dansk og amerikansk uddannet jurist, og han har amerikansk advokatbestalling. Hans analyse af forholdet mellem magt og ret i USA er ikke opløftende. Vi har lige i øjeblikket en tendens til at se på Trump og hans tech-oligarker som det afgørende problem, men Sindahl trækker trådene længere tilbage, ja faktisk helt til den amerikanske forfatnings tilblivelse i slutningen af 1780erne som et kompromis mellem forskellige politiske kræfter og interesser. Sindahl kalder den ”en imponerende kraftpræstation”, men i grunden er han ikke så imponeret. Ganske vist dannede forfatningen udgangspunkt for udviklingen af det amerikanske demokrati, men den har også i henhold til Sindahls analyse vist sig at være en ringe garanti mod de kræfter, der søger at kortslutte de demokratiske processer. Det skyldes ikke mindst i Sindahls øjne den rolle, som Højesteret har fået, og som sådan set ikke var forudset af grundlovsfædrene, ”The founding Fathers”. De var mest optaget af at opretholde balancen mellem den udøvende magt, præsidenten, og den lovgivende, Kongressen. I løbet af 1800-tallet fik Højesteret stigende betydning som håndhæver af det, der på dansk kaldes prøvelsesretten, altså domstolens mulighed for at underkende en beslutning truffet af enten den lovgivende eller den udøvende magt. Det førte til en retliggørelse af amerikansk politik, altså at ethvert politisk spørgsmål ender med at blive juridisk.

I løbet af de seneste generationer er denne udvikling yderligere modsvaret af en politisering af domstolene. Højesteret er ikke længere en uafhængig juridisk instans i det amerikanske system af ”checks and balances”. Den er blevet til en politisk aktør. For tiden er der et flertal af konservative dommere, der udnytter denne mulighed til at fremme en bestemt politisk dagsorden. Højesteret er også præget af en stadig højere grad af aktivisme. Det betyder, at Højesteret nærmest har fået lovgivende magt, mener Sindahl. Dermed gør den i sin virksomhed vold på magtens tredeling.

Afgørende trin i denne udvikling var det, da Højesteret blev udslagsgivende for George Bush’ valgsejr over Al Gore i 2000, og ikke mindst en dom fra 2010, der indebærer, at der ikke længere er grænser for, hvor mange penge virksomheder og rigmænd må bruge på at skaffe sig indflydelse på politik. Og det var vel at mærke ikke tech-branchen, men den gode gamle kemi- og metalindustri, der stod bag, i skikkelse af brødrene Koch, ejerne af et af USA’s største industrikonglomerater.

Sindahl tegner et dystert billede af et amerikansk demokrati, der er ved at forvitre til et oligarki, fordi de allerrigeste igennem en menneskealder har haft held med at kortslutte systemet til egen fordel. Musk og Trump er set i det lys blot ekstreme repræsentanter for en bevægelse, der har været længere tid undervejs. Deres vej til magten er banet af andre. Trumps udstrakte brug af dekreter, det vil sige regeringsførelse uden om den lovgivende forsamling, ligger også i forlængelse af, hvad flere af hans forgængere har gjort.

Bogen kommer lidt haltende fra start. Det er som om Sindahl først har fundet sin form, mens han skrev, for de afsluttende kapitler glider bedre end de indledende. Overordnet set kunne manuskriptet godt have brugt en redaktionel overhaling, inden det blev besørget i trykken. Der er f.eks. for mange gentagelser. Bogen er ikke læseværdig for sine litterære kvaliteter, men for sin analyse. Sindahls konklusion er lige så klar som den er nedslående. Det amerikanske demokrati savner midlerne til at kæmpe mod dem, der vil det til livs.

(Kristeligt Dagblad 1. april 2025)