Christian Jensen, Til sidste kommer det frem, Politikens Forlag
Christian Jensen (f. 1972) har skrevet sine erindringer i utide. Beretninger fra barndommens Grindsted blandes med tildragelser fra hans karriere som journalist og redaktør. Bogen markedsføres som en hyldest til ’whistlebloweren’, den meddeler, der for egen regning og risiko udstiller magtmisbrug, korruption og uhæderlighed ved at lække fortrolige oplysninger.
Christian Jensen blev allerede som nyuddannet journalist kendt, fordi han var med i den gravergruppe på Berlingske Tidende, der i 1999 afslørede, at Riffelsyndikatet, der havde leveret våben til tyskerne under krigen, i 1950 af Revisionsudvalget for Tyske Betalinger blev pålagt at betale et stort beløb til staten. Berlingskes artikler vakte opsigt, fordi A.P. Møller havde været storaktionær i Riffelsyndikatet, og artiklerne tog form af en direkte anklage mod skibsrederen. Hans søn, Mærsk McKinney Møller blev så fortørnet på Berlingeren, at han solgte sine aktier i Det berlingske Officin til stor skade for avisen. Artiklerne bragte faktisk nyt for dagen, og de gav også anledning til en øget fokus i forskningen på erhvervslivets rolle under Besættelsen, så Jensen kan med rette være stolt af sit arbejde.
Desværre oversælger han historien. Han får det til at se ud som om der var tale om "kendelser for økonomisk værnemageri”, altså strafbare forhold, men det var netop ikke tilfældet. Det var en administrativ konfiskation med tilbagevirkende kraft af penge tjent på handel med tyskerne. Denne handel var ikke alene kendt og lovlig, men også tilskyndet af regeringen. Værnemager i lovens forstand var Riffelsyndikatet ikke og endnu mindre A.P. Møller, der oven i købet ifølge den officielle biografi af Ove Hornby lod provenuet fra aktierne i Riffelsyndikatet tilflyde modstandsbevægelsen.
Historien i Berlingske Tidende blev til som følge af et anonymt tip. Jensen afviser, at kilden var Frank Aaen. Den forhenværende kommunist Aaen har ellers pralet offentligt af sin andel i sagen, og det ville klæde Jensen at reflektere lidt mere over, hvorfor netop Aaen betragtede dette anslag mod både A.P. Møller og Berlingeren som sin egen triumf.
 |
| Interview med af Anna Libak med Frank Aaen i Weekendavisen 9. feb. 2007 |
Christian Jensen var ansvarshavende redaktør på Information, da avisen i 2013 skrev historien om det omfattende efterretningssamarbejde mellem Danmark og USA. Det var altså almindeligt kendt stof, men ikke desto mindre gik PET og anklagemyndigheden ti år senere langt for at få blandt andre Lars Findsen, Simon Andersen og Claus Hjort Frederiksen dømt for at lække netop disse oplysninger. Det begyndte med en whistleblower i FE, som inspireret af Edward Snowden lækkede oplysninger til Tilsynet med Efterretningstjenesterne, og det førte til Findsens hjemsendelse og varetægtsfængsling. Alle anklager endte som bekendt med at blive frafaldet. Jensen erklærer højtideligt, at han ikke forstår sagens forløb, og hans sympati er klart på Findsens side. Interessant nok falder det ham ikke ind at identificere den af ham så anpriste whistleblower som den, der udløste det, der udefra lignede en dominoeffekt drevet frem af panik og dårlig dømmekraft hos myndigheder og politikere. Hvis man betragter fængslingen af Lars Findsen som et problem, må man samtidig betragte whistlebloweren som en del af dette problem.
Bogen kunne godt have været strammere redigeret. Kapitlerne om Chelsea Manning, Edward Snowden eller Inger Støjberg er forglemmelige. Mere kød på historien kommer der, når det handler om Jakob Scharf, tidligere chef for PET. Samme tjeneste søgte og fik i 2016 et fogedforbud mod en bog, som Politiken-journalisten Morten Skjoldager havde skrevet om og med Scharf. Christian Jensen besluttede derfor i stedet at trykke bogen som et tillæg til Politikens søndagsudgave, og hans beskrivelse af den beslutningsproces og de kvaler i tusindtal, som den voldte ham, er substantiel læsning. Her er vi inde og røre ved det strafansvar, der faktisk knytter sig til at bære de gyldne kæder som ansvarshavende redaktør, og man får et klarere indtryk af Christian Jensen som et både samvittighedsfuldt og generøst menneske.
Bogens blanding af det personlige erindringsstof og de mere principielle sager fungerer ikke altid. Der skulle nok være truffet et mere konsekvent redaktionelt valg fra begyndelsen. Handler det om den små Christian ”fra den socialt udfordrede jyske arbejderklasse”, der stiger til tops i den københavnske medieverden som chefredaktør for Politiken, eller er det en journalistfaglig bog om håndteringen af anonyme kilder og læk af fortrolige oplysninger? Den skulle nok have været det sidste, for Jensen er for eksempel ikke særlig dygtig til at iscenesætte sin egen barndom som dårlig. Til gengæld får vi den ikke så uvæsentlige oplysning for den senere udvikling, at hans bedste ven siden barndommen er ovennævnte Simon Andersen, dansk journalistiks pendant til Stig Tøfting. Til sammenligning er Christian Jensen vel nærmest som Kasper Hjulmand, flink og lidt uskarp.
(Kristeligt Dagblad 24. sept. 2025)
