Raketvidenskab

Knud Jakobsen, Danskeren bag bomben

I oktober 1926 mødte den 34-årige Charles Christian Lauritsen op på det allerede dengang meget velrenommerede Universitet, California Institute of Technology, Caltech, og sagde, at han godt kunne tænke sig at lære noget. Man undrede sig noget på Caltech over denne henvendelse, for den nye studerende var for det første ikke helt ung og for det andet savnede han de formelle forudsætninger for at studere teoretisk fysik og matematik. Lauritsen var vokset op i Vestjylland. Han var gået ud af Danmarksgades Skole i Holstebro efter 7. klasse og var kommet i tømrerlære. Han havde gået på Rødkilde Højskole, Odense Tekniske Skole og Kunstakademiets arkitekt- og billedhuggerskole, men nogen egentlig eksamen havde han ikke. Han var i teorien et broget, for nu ikke at sige et temmelig dårligt papir.

Ikke desto mindre blev det indledningen til en helt enestående karriere i teoretisk og anvendt fysik. Charlie, som alle kaldte ham i USA, var en helt usædvanlig begavelse, og han blev med tiden selv professor på Caltech og en helt central figur i udviklingen af især raketdrevne våbensystemer til det amerikanske militær. Historien om Charlie Lauritsen er nærmest utrolig, og det er en gåde, hvordan den er forblevet ukendt for stort set alle danskere indtil nu.

Som ung mand havde han været indkaldt som soldat under 1. verdenskrig, men det kedede ham, og da han blev genindkaldt, valgte han i 1916 at udeblive og udvandre til Amerika sammen med sin kone og deres lille søn. Han udførte forskelligt forefaldende arbejde. I 1920 blev han ansat på en fabrik i Californien, der fremstillede radiosendere og –modtagere. Han og et par kollegaer startede for sig selv. Ikke alene kunne han med sin baggrund på arkitektskolen i København designe radiokabinetterne efter tidens smag, Charlie viste sig også at have talent for det tekniske udviklingsarbejde, og han udtog flere patenter, hvoraf et skaffede ham så mange penge, at han kunne tage et sabbatår for at studere på Caltech. Det blev som nævnt til meget mere end det.  Charlie havde flair for fysik og matematik. Han blev kollega og ven med tidens store navne inden for teoretisk fysik, J. Robert Oppenheimer, Albert Einstein og ikke mindst Niels Bohr, men i modsætning til dem havde Charlie praktisk sans og ikke mindst håndelag. Han kunne ikke kun tænke sig til en forsøgsopstiling, men også skrue den sammen, så den virkede. Han var en troldmand ved en drejebænk.

Da Den anden Verdenskrig brød ud i 1939 var Caltech indstillet på at stille sine ressourcer til rådighed for militæret. En af de første opgaver, som Charlie løste, var udviklingen af det såkaldte radiobrandrør til brug i antiluftskyts. Problemet var, at det var uhyre svært at nedkæmpe angribende fly med almindeligt skyts, og Charlie udviklede derfor et projektil, der ved hjælp af radioteknik eksploderede, når det blot kom i nærheden af et fly. Det viste sig at være et meget effektivt våben mod både japanske kamikaze-piloter og de tyske selvflyvende V1-bomber.

Charlie udviklede også en anti-ubåds-bombe til montering på fly. Der fandtes teknologi til at spore ubåde fra fly, men ikke noget effektivt våben, for en bombe kastet fra et fly i fart ville lande langt væk fra ubåden. Løsningen var at montere bomber med kontraraketter, der blev udløst i det øjeblik en fjendtlig ubåd blev iagttaget. Raketterne kompenserede for den fremdrift, som bomberne havde i kraft af flyets hastighed, og faldt dermed på stedet, hvor ubåden faktisk var, mens flyet fortsatte. Af større betydning var dog de raketter, som Charlie udviklede til brug for marineinfanteriets landgangsoperationer i Stillehavet, de forbedringer han udførte til flådens torpedoer, og de luft-til-jord-raketter, kaldet ”Holy Moses”, som han i løbet af få måneder skabte til luftvåbenet, og som viste sig meget effektive mod både ubåde og panserkøretøjer. Adskillige afgørende slag blev afgjort takket være Charlie Lauritsens arbejde.

Hans organisationstalent og lederevner var betydelige. Det var antagelig også grunden til at han som en blandt en håndfuld blev indkaldt som støtte for Oppenheimers Manhattan-projekt, udviklingen af den første atombombe. Projektet omfattede 100.000 ansatte og stod under et kolossalt tidspres, så der krævedes strategisk overblik og handlekraft. Charlie sad med ved de møder, hvor de afgørende beslutninger blev truffet, herunder valget af mulige mål i Japan.

Knud Jakobsen sandsynliggør, at Charlie under krigen også blev sendt til Europa i efterretningsøjemed for at undersøge vragrester af tyskernes ballistiske missil, V-2. Han vedblev at spille en central rolle som rådgiver for det amerikanske forsvar efter krigen. Han var f.eks. fortaler for udviklingen af taktiske atomvåben til brug mod Østblokkens overlegne landstyrker. Charlie modtog officielle udmærkelser i både Danmark og USA, og i foråret 1968 blev han hædret med åbningen af ”Charles C. Lauritsen Library” i The Aerospace Coorporation i Californien. Få uger senere døde han. Yderligere et bibliotek og et laboratorium på Caltech er opkaldt ham.

Knud Jakobsen, der er pensioneret journalist, har gjort et stort og professionelt arbejde med at efterspore Lauritsen skæbne i Danmark og USA. Det kan man se af det diskrete noteapparat. Historien fortælles lige ud af landevejen fra ende til anden, sobert og klart, og illustrationerne er velvalgte. Så enkelt og godt kan det gøres.

(Kristeligt Dagblad 22. april 2013. Redaktionen valgte rubrikken "Til himmels lige ud ad landevejen".)

En lukket fest

Hans Hauge, Danmark, Aarhus Universitetsforlag, 60 sider

Hans Hauges tanker om "Danmark" er april måneds bidrag til Aarhus Universitetsforlags serie "Tænkepauser". Tidligere udgivelser i serien har behandlet emner som "Tillid", "Netværk", "Frihed" og "Folk".

Meningen med serien er at give en letforståelig introduktion til et forskningsfelt, "forfattet af nogle af landets klogeste hoveder og formidlet, så de fleste kan være med", som det hedder på forlagets hjemmeside, hvorfra man i øvrigt kan downloade bøgerne som lyd-og e-bøger ganske gratis.

Der er planlagt i alt 36 udgivelser i serien, der indtil videre har lagt hovedvægten på humaniora. Hvis man interesserer sig for medicin, fysik, kemi, jura, samfundsfag, politologi, botanik, zoologi, geografi, geologi, astronomi, jordbrugsvidenskab, økonomi, er der indtil videre ikke noget at hente. Teologi og klassiske humanistiske discipliner som filologi, litteratur eller arkæologi er heller ikke repræsenteret. Hele serien virker som et projekt, der er fostret i et ret snævert miljø af moderne kulturstudier og idéhistorie.

Hans Hauge er lektor i litteratur og er kendt i offentligheden for sine talrige klummer og debatindlæg. Umiddelbart synes han at være et godt valg som bidragyder til en serie som denne, for han er vant til at henvende sig til et ikke-akademisk publikum, men i dette tilfælde er der skudt ved siden af målet.

For det første handler bogen ikke om Danmark, men om danskhed eller rettere forestillingen om danskhed, dansk nationalisme. Hauge tilhører den skole, der inspireret af 1980' ernes nationalismeforskning mener, at Danmark og danskhed er en konstruktion, et forestillet fællesskab.

Denne teori har virkelig meget for sig, men for at blive lidt mere klog på den må man henvise til Ove Korsgaards bidrag til pamfletserien, som handler om "Folk".

Sagen er nemlig for det andet den, at Hauge i virkeligheden ikke er nogen særlig god formidler. Han er en intelligent polemiker og en skarp iagttager, men han er tydeligvis fejlcastet til rollen som den, der på 60 sider skal forklare den forudsætningsløse læser, hvad " Danmark" er. Hvis man for eksempel som tilflytter til Danmark valgte at købe denne bog for at blive klogere på sit nye hjem, ville man blive efterladt med indtrykket af en lukket fest. Hauge er alt for indforstået og ironisk til, at udenforstående kan få noget som helst ud af bogen.

For de indforståede er der til gengæld sjove pointer at hente. Han lægger for eksempel vægt på, at danskheden i høj grad blev skabt af Georg Brandes. Vitsen er, at Brandes er meget upopulær i Dansk Folkeparti, der betragter ham som en, der netop har forrådt danskheden. Det lo vi så lidt af.

Hauge er bedst, når han bruger sine forudsætninger som litterat til at analysere danskhedens metaforer. Engang var Danmark en kirke, er en af hans klassiske pointer, men så blev det i løbet af det 19. århundrede til et folkehjem, og i den post-nationale epoke er Danmark blevet til et hotel, hvor folk flytter ud og ind efter behag. Det er godt set.

Men bogen er som sådan mislykket, fordi Hauge af forlaget har fået lov til at køre frihjul uden at overveje, hvem målgruppen er for hans udladninger, og resultatet er, at han bare får lov til at fortsætte sin polemiske stil rettet mod forestillede eller virkelige modstandere i den debat om danskhed, der nu kører på fjerde årti.

(Kristeligt Dagblad 11. april 2013)

Det uperfekte systems mand

Kofi Annan og Nader Mousavizadeh, I krig og fred, Gyldendal 2013

Kofi Annan var generalsekretær for FN fra 1997 til 2006. Han har gennem 40 år arbejdet for FN og blev altså hentet til posten som generalsekretær fra systemet selv. Han er systemets mand både i den forstand, at han fuldstændig identificerer sig med FN som organ og organisation, og i den forstand, at han kender systemets styrker og svagheder og derfor havde muligheden for at opbygge en langt stærkere position som leder end de generalsekretærer, der hentes udefra.

Han blev født i den daværende britiske koloni Guldkysten, det nuværende Ghana, i 1938. Hans far var " leder af et europæisk handelsselskab, frimurer og gudfrygtig anglikaner".

Dertil havde han fire koner. Hvordan den anglikanske kirke så på den sag, forbliver uopklaret for læseren af denne bog. Som noget usædvanligt for en mand med hans stilling på denne tid gav Annans far sine i alt fem børn afrikanske navne.

Kofi Atta Annan fik som sine søskende også en god uddannelse. Samtidig med at han blev myndig og selvstændig, vandt hans hjemland sin uafhængighed fra det britiske koloniherredømme, og de to processer hænger for Annan sammen. Den eufori, som den nationale uafhængighed betød for hans generation, mærkes endnu som et ekko i teksten. I hans forestilling om De Forenede Nationer er værdien af nationen ikke blegnet bort i et globalistisk skønmaleri. Han understreger hele tiden, at FN kun har den styrke, som medlemsstaterne er indstillet på at lægge i organisationen.

Annans første erfaringer med fredsbevarelse var på Sinaihalvøen i 1973. Frem til den kolde krigs afslutning var FN's fredsbevarende missioner underlagt de principper, som Dag Hammarskjöld havde udstukket i sin tid som generalsekretær ( 1953-1961), nemlig at FN-styrker skulle have både Sikkerhedsrådets mandat og de stridende parters samtykke, være upartiske og kun bruge magt i selvforsvar. FN opererede sagtmodigt i skyggen af den store konflikt mellem Øst og Vest.

Men efter Murens fald var Sikkerhedsrådet ikke længere i permanent hårdknude, og der kunne nu etableres enighed om at gribe ind i langt flere konflikter verden over. Den største FN-sanktionerede operation var befrielsen af Kuwait i 1991, en succes for et af FN's oprindelige formål, nemlig beskyttelsen af folkeretten eller international ret, som de fleste vælger at kalde det i dag. Hvorom alting er, ændrede FN kurs til en meget højere grad af aktivisme og en revision af Hammarskjölds principper.

I 1992 var Annan avanceret til vicechef i FN's Department of Peace Keeping Operations, DPKO. Året efter led den amerikansk ledede FN-operation i Somalia en blodig fiasko, og FN blev væsentlig mere håndsky, ikke mindst fordi det ikke var muligt at skaffe amerikansk opbakning til operationerne. FN råder ikke over egne styrker. De stilles til rådighed og finansieres af medlemsstaterne.

I 1994 fulgte krisen i Rwanda. En lille belgisk styrke fungerede på vegne af FN i landet sammen med soldater fra Bangladesh, men den kunne intet stille op mod det folkemord, der endte med at koste 800.000 mennesker livet. FN's magtesløshed over for denne katastrofe har klæbet til organisationen og ikke mindst Kofi Annan lige siden.

Han forsøger naturligvis at forklare sig og retter beskyldningerne mod især USA og den daværende generalsekretær Boutros Boutros-Ghali, der ikke får noget kønt skudsmål af sin efterfølger i embedet. Der var tilsyneladende ikke meget, Annan eller DPKO kunne gøre. I Bosnien fulgte massakren i Srebenica i 1995, men det var også et vendepunkt, der gjorde det tydeligt, at FN måtte handle mere aggressivt.

"For en FN-generalsekretær er det, han siger - eller undlader at sige - ofte lige så vigtigt som det, han gør," skriver Annan om sin egen rolle, efter at han selv blev generalsekretær i 1997.

Spørgsmålet er, hvor retvisende det er, for udsagnet forudsætter, at generalsekretæren kan gøre andet end at tale - og tie. Han besidder ingen kommando over andet end personalet i FN. Men ordets magt skal naturligvis heller ikke underkendes. Det var i hvert fald ifølge Annan selv generalsekretærens ihærdige diplomatiske indsats over for især Indonesiens præsident Habibie, der gjorde det muligt at sætte en stopper for de voldelige overgreb mod civilbefolkningen i Østtimor i 1999, da der blev opnået accept af indsættelsen af en FN-styrke under australsk kommando.

Beretningen om de mange natlige telefonopkald er dramatisk læsning, selvom bogen bestemt ikke jager effekter. Den er ikke skrevet af en politiker, men af en embedsmand, en diplomat, for hvem ingen forhandling er fremmed.

Man genkender Annans distingverede skikkelse og hans afdæmpede røst i den, selvom den er skrevet med hjælp fra en anden. Nader Mousavizadeh, der i øvrigt er vokset op i Danmark, har tilhørt generalsekretærens nærmeste stab. De skriver klart, men også lidt tørt. Det er på den anden side befriende at slippe for nogle af de upersonlige og kunstige fortællerkneb, som mange journalister bruger til at peppe deres stof op med.

Bogen er et manifest, der skal forsvare og underbygge Annans egen forestilling om FN's funktion og ikke mindst hans egen rolle og politik: det målrettede, legitime og effektive forsvar for folkeretten, mest markant udtrykt, da generalsekretæren mere eller mindre gav sin personlige tilslutning til Natos effektive indgreb til forsvar for kosovoalbanerne i 1999, der fandt sted uden Sikkerhedsrådets mandat. På den anden side skabtes dermed også præcedens for fremtidige militære indgreb uden Sikkerhedsrådets godkendelse. Annan var selv imod invasionen af Irak i 2003, der blev gennemført på et tvivlsomt mandat og kostede mange civile tab. Han havde selv i 1999 advaret mod den præcedens, der var dannet med indgrebet i Kosovokonflikten: " Er der ikke fare for, at sådanne interventioner underminerer det uperfekte, men fleksible sikkerhedssystem, der blev etableret efter Anden Verdenskrig, og skaber farlige fortilfælde for fremtidige interventioner uden klare kriterier for, hvem der kan påberåbe sig disse fortilfælde og under hvilke omstændigheder?".

Irak-krigen besvarede spørgsmålet. Annan var imod, men han kan ikke løbe fra det ansvar, han pådrog sig i 1999 ved at give sin tilslutning til en aktion, der netop savnede den formelle legitimitet, som han efterlyste.

(Kristeligt Dagblad, den 19 marts 2013)

Barok humor fra Viborg

Hieronymus Justesen Ranch, Karrig Niding, DSL, 166 sider, 200 kroner

Denne skolekomedie skrevet af Hieronymus Justesen Ranch ( 1539-1607) fra Viborg er med udgivernes ord et højdepunkt i dansk dramatik før Holberg. Det er ikke just Shakespeare, men den har sin egen robuste charme og stramme form.

Den handler om den velhavende og usympatiske husbond Karrig Niding, hvis navn simpelthen betyder gerrig gnier eller misdæder. Han forlader sit hjem og tager nøglen til fadeburet med sig efterladende hustruen, Jutta, børn og tyende sultne og mistrøstige.

Til huset kommer nu den charmerende stodder og skjald Jep, der nok forstår at udnytte en mulighed. Han finder husly og mere til hos græsenken. De slår råd op, og Jep udgiver sig nu for at være husets nye herre.

Da Niding vender tilbage, vil ingen kendes ved ham.

" Min fromme Knep, kand du mig kiende?" spørger han fortvivlet sin formodede tjenestedreng, Knep Havrekage.

Men den forvorpne knægt svarer blot i Ranchs djærve versemål: " O kys mig i min Bagende".

Komedien ender med, at Karrig Niding bliver overbevist om, at han slet ikke er, hvem han er, og forlader sit hjem for at søge sin lykke andetsteds i taknemmelighed over de almisser, Jep og Jutta giver ham med på vejen.

Komedien var i sin tid populær og har også været opført i nyere tid, blandt andet på Regensen i 1910 og på TVteatret i 1969. Det kan hertil føjes, at den også blev opført på Kalundborg Gymnasium i 1985 med denne anmelder i titelrollen.

Stykket har, må man retfærdigvis sige, mest historisk interesse som et fremtrædende eksempel på barok humor i udtrykkets egentlige forstand, men som sådan er det forbilledligt udgivet, bogstavret i en såkaldt diplomatarisk udgivelse og med udførlige ordforklaringer i et smukt boghåndværk med læsesnor og et smudsbind, der kan foldes ud, så det viser Pontoppidans kort over Viborg fra anden halvdel af det 18. århundrede, selvom Resens kort fra 1677 havde været et bedre valg.

(Kristeligt Dagblad 19. februar 2013)

Grænseland

Birgitte H. Thomsen og Henrik Skov Kristensen (red.), Sønderjylland i 1933, Historisk Samfund for Sønderjylland

Få steder i Tyskland havde nazisterne så stor succes som i Slesvig-Holsten, hvor de ved rigsdagsvalget i 1932 opnåede absolut flertal. Og ser man på Sydslesvig alene, var tilslutningen til nazismen over 60 procent.

Med en sådan folkelig opbakning pustede fremtrædende slesvig-holstenske nazister som landråd Wilhelm Sievers og pastor Johann Peperkorn sig selv og politiske prøveballoner op med budskabet om, at grænsen mellem Danmark og Tyskland var »en hårrejsende forbrydelse mod det tyske folk«. De krævede Nordslesvigs indlemmelse i Det Tredje Rige.

Faktisk var de internationale garantier for Sønderjyllands indlemmelse i kongeriget i 1920 svagere end som så. Versaillesfreden, der havde skabt forudsætningerne for genforeningen, var undergravet. Dansk udenrigspolitik måtte i 1930’erne føres på den præmis, at grænsen i den tyske bevidsthed slet ikke lå fast.

Når Berlin derfor meget tydeligt nødede Sievers og Peperkorn til at stikke piben ind, skyldtes det ikke respekt for folkeretten, men derimod realpolitiske hensyn. Andre udfordringer stod længere oppe på nazitoppens dagsorden, så den så ingen anledning til at tirre det nordiske broderfolk – endnu.

I denne antologi afdækkes de mange problemer og udfordringer, som det nazistiske statskup medførte nord og syd for grænsen. Sønderjylland var stadig kun halvvejs inde i en omfattende økonomisk, politisk, kulturel og strukturel integrationsproces med det øvrige Danmark. Især det sønderjyske landbrugs relativt lave forrentning var en kilde til uro og kriser. Det tyske mindretal i Sønderjylland blev i betydelig grad nazificeret, mens det danske mindretal syd for grænsen blev udsat for chikane og diskrimination.

Højreradikale og/eller stærkt nationale bevægelser skød frem med udgangspunkt i grænselandet og udløbere til resten af landet, herunder ikke mindst det danske nazistparti med sønderjyden Frits Clausen i spidsen. Han revitaliserede partiet efter at have kuppet sig til hvervet som partiets fører på bekostning af københavneren Cay Lembcke.

Bogen viser i detaljer og med overblik, hvor dybt krisen stak, hvor mange kræfter der blev mobiliseret på begge sider, og hvor galt det egentlig kunne være gået. Især Rene Rasmussen, der har skrevet tre af bogens otte artikler, må fremhæves for sin klare, velskrevne og nuancerede redegørelser. Bogen er illustreret med mange fantastiske fotos fra de lokale arkiver.

 

(Politiken 5. juni 2010)

En vigtig, men også ufærdig bog om kongehuset

Jens Høvsgaard, Det koster et kongerige, Rosinante

Denne bog behandler to væsentlige spørgsmål. For det første ser den på, hvor stort det direkte og indirekte offentlige tilskud til kongehuset er. For det andet undersøger den kongehusets forhold til erhvervslivet, særligt de gaver og sponsorater, som medlemmer af kongehuset modtager. Høvsgaard indtager et meget kritisk standpunkt. Han mener, at kongehuset koster skatteyderne alt for mange penge, og at det har gjort sig alt for afhængigt af store erhvervsvirksomheder.

Kongehuset har ikke tradition for åbenhed i økonomiske spørgsmål. Årpengene, den såkaldte apanage, der beløber sig til cirka 100 millioner kroner om året, er vedtaget ved lov og er som sådan offentligt tilgængelig viden. Dertil kommer imidlertid andre indirekte og skjulte poster på statsbudgettet, især under Forsvarsministeriet, der skønsmæssigt har udgifter på 180 millioner om året på specifikke kongehusopgaver.

Flyvevåbnet sørger for Dronningens lufttransport, kongeskibet hører under søværnet, og hæren stiller med Den Kongelige Livgardes vagt-, musik-og tamburkorps samt Gardehusarregimentets hesteskadron til hverdag og fest. Også Finans-og Udenrigsministeriet har betydelige udgifter, men også de mindre ministerier betaler. Under Kirkeministeriet sorterer den kongelige konfessionarius, Københavns tidligere biskop, Erik Norman Svendsen, der modtager et årligt vederlag på 102.000 kroner for gejstlig bistand til kongehuset. Årpenge og indirekte statsudgifter udgør til sammen i omegnen af 350 millioner kroner. Hertil kommer momsrefusion og en hemmeligholdt udgiftspost til PET's livvagter.

Når vi ved alt dette og mere til, er det ikke Jens Høvsgaards fortjeneste. Det skyldes i al væsentlighed to forhold. For det første har der gennem de seneste 10 år været et generelt pres i retning af større gennemsigtighed i kongehusets økonomi. Når alle andre offentlige institutioner ligger under for den købmandslogik, at borgerne skal have noget for skattekronerne, er det blevet stadig vanskeligere for kongehuset at forsvare den hidtidige politik. Det har blandt andet ført til, at der fra 2004 er udgivet en årsrapport, der redegør for hoffets økonomi, og at Statsministeriet i 2010 udgav en rapport om de samlede offentlige udgifter til kongehuset.

For det andet har journalist Jan Körner fra Ekstra Bladet gennem flere år gjort kongehusets økonomi til sit stofområde. Körner har dækket stort set alle de væsentlige historier, som Høvsgaard tager op. Man kan ikke kalde bogen plagiat, men i sin substans ville den have været utænkelig uden Körners forarbejde.

Høvsgaard er ikke kun kritisk. Han er simpelthen grundlæggende forarget. Han kan slet ikke skjule sin modvilje mod kongehuset som fænomen og institution. Forargelsen kommer til at fungere som erstatning for saglig argumentation. Når han foreksempel beskriver hoffets omfattende tjenerstab, er det med den implicitte forudsætning, at læseren deler hans forargelse over, at kongehusets medlemmer ikke stryger deres egne skjorter eller selv bærer deres egen bagage.

Bogen trænger til en redaktionel opstramning. Høvsgaard er ret upræcis i sin dokumentation af, hvor han har sin viden fra, og han har meget svært ved at holde sig til sagen. I gennemgangen af kongehusets private sponsorer fortaber han sig i lange digressioner og irrelevante udredninger af parforcejagtens historie, bryggeriet Harboes personalepolitik eller familien Kirk Kristiansens ejendomsopkøb. Hensigten er antagelig, at vi skal blive forargede over, at kongefamilien plejer omgang med skrupelløse og skydegale kapitalister, men det bliver ved antydningerne.

Kæden hopper helt af, når han forsøger at mistænkeliggøre prins Joachims landbrugsvirksomhed. Hvis Prinsen i Høvsgaards øjne ikke må modtage penge fra andre, og hvis han ikke må tjene dem selv, hvad skal den stakkels mand så stille op? Nærmere en egentlig pointe kommer han, når han peger på, at Kronprinsens klimabevidsthed ikke udstrækker sig til at påvirke hans valg af transportmidler.

Høvsgaard forsømmer at opstille et mål for, hvad der kunne være en rimelig udgift til et kongehus. Det hænger antagelig sammen med, at han mener, at enhver krone, der gives ud til kongehuset, er en krone for meget, uanset om den kommer fra skatteyderne eller private sponsorer.

Han kunne for eksempel sammenligne med andre europæiske monarkier. Danmark hører faktisk til i den dyre ende. Man kunne også sammenligne med de tænkte udgifter til statsoverhovedet, hvis Danmark var en republik. De kongelige slotte ville vi jo næppe forsømme at vedligeholde, de militære musikkorps ville nok ikke blive afskaffet, og en præsident ville stadig have store udgifter til sikkerhed, transport og repræsentation. Kongeskibet synes dog i stigende grad - republik eller ej - at ligne et mål for besparelser. Det koster godt 30 millioner kroner om året at drive.

Høvsgaard når ikke særlig dybt i diskussionen af spørgsmålet, om der er en fare i, at velstående erhvervsfolk sponsorerer prins Henriks sejlbåd eller betaler kronprinsparrets bryllupsrejse? Høvsgaard kalder det korruption, altså at erhvervslivet køber sig til indflydelse på myndighedsbeslutninger. Det er en lidt upræcis karakteristik af problemet, for kongefamilien har ingen administrativ eller politisk indflydelse bortset fra statsoverhovedet selv, Dronningen, og hun holder faktisk sin sti ren.

Til gengæld har kongefamilien, hvad man kalder blød magt. Der er prestige og presseomtale i at blive forbundet med kongehuset. Et tøjfirma kan ikke ønske sig bedre reklame end, at Kronprinsessen ses iklædt et af deres produkter. Problemet er, at kongehuset skal repræsentere hele landet, og det må ikke pleje særinteresser, hvad enten de er politiske eller økonomiske. Kongehuset må ikke kunne mistænkes for at være i lommen på nogen eller for at tage parti. Høvsgaards gennemgang viser, at der er tilfælde, hvor denne mistanke med føje bliver vakt. Det er bare synd, at han ikke har skrevet en bedre bog om emnet.

(Kristeligt Dagblad 14. dec. 2012)

En gullaschbaron

Kaj Buch Jensen: Matadoren Valdemar Henckel, Forlaget Almuebøger, 241 sider, kr. 248.

Valdemar Henckel ( 1877-1953) hørte til generationen af gullaschbaroner, der tjente mange penge hurtigt, men satte dem over styr med samme hastighed og med store omkostninger til følge for dem, de omgav sig med. Henckel nåede at blive rig og gå fallit som både byggematador, teglværksejer, skibsreder og skibsbygger.

Henckel kan imidlertid ikke bare afskrives som en skruppelløs spekulant eller bedrager, som nogen vil gøre ham til. Henckel blev født uden for ægteskab på den Kgl. Fødselsstiftelse i København, og hans far døde tidligt, men den lille Valdemar blev adopteret af den mand, der giftede sig med hans mor. Hans voksede op under beskedne kår og måtte slide sig til en uddannelse som skibsbygger på Orlogsværftet på Holmen i København.

I de første år af det 20. århundrede var der et byggeboom svarende til det, der herskede præcis 100 år senere. Henckel havde ved hjælp af forbindelser fået foden inden for i hovedstadens byggebranche, og snart stod han for byggerier af prangende beboelsesejendomme, især i kvarteret omkring Glyptoteket. Lighederne med den seneste boligkrise er ganske slående.

Bygherrer og entreprenører arbejdede på kredit, og så længe der var optimisme, var det muligt at tjene formuer på luftkasteller, men så snart det i 1907-08 stod klart, at markedet var mættet, og priserne vendte, havde de intet kapitalgrundlag at stå imod med, og resultatet var fallit også hos de kreditgivende banker.

Fuldstændig som nutidens fallenter oprettede Henckel en ægtepagt og fortsatte med at drive forretning med sin kones penge, der var skærmet fra kreditorernes krav. Han fortsatte med at bygge, men nu i mindre målestok. I 1912 dukkede han op i Kalundborg med planer om at bygge et teglværk på Røsnæs eller Refnæs, som det også kaldtes dengang. Det var planen at iværksætte en større industriel produktion af tegl med afsætning i hovedstaden for øje. Transporten var den begrænsende faktor, men Henckel øjnede en mulighed for udskibning af stenene fra den lille nærliggende havn på nordsiden af Røsnæs. Det førte ham over i rederibranchen.

På grund af krigen 1914-18 var skibsfart en risikofyldt branche, men fragtraterne var også enorme. Henckel købte f. eks. i 1916 for 163.000 kroner et skib, som allerede på sin første tur tjente 100.000. » At det skulle times Kalundborg, at den skulle blive sædet for en af de største sejlskibsflåder i Danmark! « skrev Kallundborg Avis begejstret om forhåbningerne til Henckel.

I 1916 tog Henckel endnu et initiativ med dannelsen af Aktieselskabet Kalundborg Skibsværft, men på dette tidspunkt begyndte han også at løbe ind i modstand, først fra lokale forretningsfolk som byens gamle matador konsul Peter Colding og den unge handelsmand S. P.

Jensen. Dagbladet Børsen begyndte at interessere sig for Henckels forretningsmetoder og indledte, hvad Kaj Buch Jensen ikke tøver med at kalde en kampagne mod Henckel. Henckels forretninger involverede tvivlsomme handler med skibe mellem selskaber, der var kontrolleret af Henckel, som derved tjente store penge. Skibsværftet mødte politisk modstand, og Henckel blev udsat for mistanken om, at det var et rent skrivebordsprojekt, men Henckel havde politisk tæft. Det var lykkedes ham at få de lokale socialdemokrater over på sin side, og han skød mange penge i den kommunale valgkamp i 1917.

Endelig den 4. oktober 1918 kunne skibsværftet indvies med en stor fest, hvor både minister uden portefølje Th. Stauning og lensgrevinde Lerche-Lerchenborg deltog, mens alle hovedstadsaviser skrev omfattende reportager. På højden af sin aktivitet omfattede Henckels virksomhed flere rederier, skibsværfter i Kalundborg, Marstal og Korsør samt en maskinfabrik. Derudover stod han bag adskillige byggerier i Kalundborg, herunder ikke mindst det prætentiøse Grand Royal Hotel på havnen. Kalundborg og Omegns Bank var nær knyttet til Henckels virksomheder. I januar 1921 standsede banken sine betalinger, fordi den ikke længere kunne overholde sine forpligtelser. Det var især skibsværftet i Kalundborg, der havde trukket banken ned, og kort tid efter brød hele Henckels virksomhedskonglomerat sammen. Henckel blev arresteret og ved en langvarig retssag blev han endelig i 1923 idømt tre års fængsel for bedrageri. Han blev benådet af justitsminister Steincke i 1924. Han flyttede ikke tilbage til Kalundborg, men genoptog en efterhånden omfattende byggevirksomhed i København. I 1940 gik han i betalingsstandsning, og han fik efterfølgende en dom for dokumentfalsk. Endnu engang blev Henckel benådet. Det kan ikke udelukkes, at hans livslange venskab med fremtrædende socialdemokrater havde betydning.

Det blev altså ikke Henckel, der endte som Danmarks største reder, som Kallundborg Avis havde forudset. Det blev som bekendt en anden iværksætter fra en anden købstad, A. P. Møller fra Svendborg, der stiftede Dampskibsselskabet af 1912. Henckel var dygtig og entreprenant som en anden kalundborgsk lokalmatador, Arne Bybjerg. I modsætning til Bybjerg solgte han dog ikke i tide, og han betalte prisen for den risiko, han løb. Han var ingen charlatan, ingen Stein Bagger, for der var faktisk gehalt i meget af det, han gjorde. Han ligner Kurt Thorsen meget mere, en mand, der øjner forretningsmulighederne før de fleste, men som også er indstillet på at skære en genvej, som loven ikke tillader. Og så var han som Thorsen optaget af kvaliteten i det byggeri, han stod for. Henckel var også de store armbevægelsers mand. Han havde et overdådigt privatforbrug, men han var også generøs og loyal mod sine støtter, venner og familie.

Kaj Buch Jensen har gjort et meget stort arbejde for at opspore kilderne til Valdemar Henckels komplicerede levnedsløb og udmøntet sine resultater i en velfortalt og velillustreret bog. Udgangspunktet er den lokalhistoriske interesse, og det er lykkedes at give et nuanceret portræt af denne fascinerende, forbryderiske og flamboyante forretningsmand, der har sat så afgørende et præg på Kalundborg. Men faktisk viser bogen også, hvor betydningsfuld en bygherre Henckel var i København, hvor han stod bag en lang række af hovedstadens mest markante boligbyggerier.

(Nordvest-nyt, 1. dec. 2012)