Dengang man udstillede mennesker

Rikke Andreassen og Anne Folke Henningsen, Menneskeudstilling, Tiderne Skifter

Der går en anekdote om Frederik IX's besøg i Nakskov engang. Kongen var på forhånd blevet briefet om, at han ikke skulle lade sig overraske over, at han ville træffe en meget mørklødet mand. Det var den lokale viceskoleinspektør, Victor Cornelins, som oprindelig var fra Vestindien.

Da kongen under besøget hilste på rækken af byens honoratiores, kom han til Cornelins og udbrød: "Nå, det er Dem, der er negeren?". Cornelins bekræftede høfligt. " Øh, bliv ved med det," var angiveligt kongens svar. Om historien nu er sand eller ej, illustrerer kongens befippelse meget fint, hvor eksotisk en sort mand var for danskerne langt ind i det tyvende århundrede. Racismen var dengang meget udbredt.

Ikke-europæere blev betragtet som vilde og uciviliserbare, og det var vanskeligt for mange at forstå, hvordan en af dem kunne blive noget så fint som viceskoleinspektør i Nakskov. Et indtil nu næsten helt overset element af denne racisme var de etnografiske udstillinger, der blev afholdt i årtierne omkring forrige århundredeskifte. Henningsen og Andreassen har opsporet et halvt hundrede i alt i Danmark, flest i København. Grupper af laplændere, kirgisere, beduiner, japanere, indere, "Negre fra Guldkysten", kinesere eller andre blev engageret af for eksempel den tyske impresario Hagenbeck til at turnere i Europa.

Der var tale om elementer af egentlig optræden, for eksempel akrobatik eller ridekunst, men først og fremmest kom publikum for at beskue det eksotisk fremmede. Der var typisk både mænd, kvinder og børn med i trupperne, og det var så meningen, at de skulle opføre sig, som var de hjemme, med hvad det mentes at indebære af daglige sysler og gøremål. I København alene tiltrak menneskeudstillingerne mange tusinde tilskuere.

I udgangspunktet var synet på de udstillede nedværdigende, men menneskeudstillingerne rummede også andre elementer end ren undertrykkelse. Den store publikumsinteresse var også et udtryk for en længsel efter og en fascination af de fremmede. De udstillede var heller ikke nødvendigvis de rene stakler. De var engageret på kontrakter, der sikrede dem både rettigheder og et honorar. Nogle af dem blév sågar.

Cornelins var en af dem. Han kom som lille dreng fra St. Croix for at indgå i Tivolis store koloniudstilling i 1905, som i øvrigt var arrangeret af Emma Gad. Drengen var imidlertid så uregerlig, at han faktisk blev sat i bur, en ydmygende oplevelse, som Cornelins mange år senere reflekterede meget fint over i sine erindringer.

Et andet eksempel finder man vidnesbyrd om hos forfatteren Jesper Wung-Sung. Man skulle tro, at der var tale om et prætentiøst kunstnernavn, men han er faktisk oldebarn af en kineser, der var udstillet i Tivoli i 1902, og som giftede sig med en dansk kvinde.

Bogen forsøger at balancere mellem at være akademisk afhandling og fortællelysten historieskrivning, men det lykkes ikke ganske. Nogle steder bliver det en kende studentikost og unødvendigt moraliserende. Det virker, som om forfatterne ikke helt har besluttet sig for, hvilken genre de egentlig ville skrive i.

Men der er under alle omstændigheder tale om et grundigt og veldokumenteret arbejde understøttet af en god billedredaktion.

Uafhængigt af den valgte form bærer den fascinerende historie om menneskeudstillingerne stærkt igennem, simpelthen fordi fænomenet i sig selv fremstår så fremmedartet. Danmark for 100 år siden var et meget anderledes og på mange måder temmelig eksotisk sted.

(KD 4. jan. 2012)

Taler til tiden

Eva Fischer Mellbin og Franz-Michael Mellbin, Nu gælder det Danmark - statsministrenes nytårstaler, Lindhardt og Ringhof

De danske statsministres nytårstaler giver et interessant længdesnit i Danmarks historie de seneste 70 år. Nytårstalen har vist sig at være en ganske væsentlig genre at beherske for en regeringschef. Kun Folketingets åbningstale kan konkurrere i væsentlighed. Nytårstalen forstået som statsministerens radiotransmitterede henvendelse til folket blev skabt af Thorvald Stauning ved årsskiftet 1939-1940. Året efter blev kongens nytårstale for første gang radiotransmitteret. Begge taler blev indledningsvis holdt nytårsdag. Regentens er siden flyttet til nytårsaftensdag.

Statsministerens tale er siden 1961 også blevet tv-transmitteret, først fra Statsministeriet og siden 1986 fra den officielle residens på Marienborg. Enkelte år er der ikke blevet holdt en nytårstale. I de seneste år af Besættelsen fungerede regeringen som bekendt ikke. I 1960 var H. C. Hansen for syg til at holde sin, og nærliggende folketingsvalg har ved flere andre lejligheder forhindret, at talerne blev holdt.

Staunings ærinde med sin første nytårstale var at gøre det klart for det danske folk, hvilken vanskelig sikkerhedspolitisk situation Danmark stod i. Verdenskrigen var brudt ud, og det var kun et spørgsmål om tid, før den nåede til Danmark. Indledningen er en studie i retorik: " Man har ønsket, at jeg igennem radioen skal bringe en nytårshilsen til det danske folk, og dette ønske opfylder jeg gerne." Dette " Man" var uden tvivl statsministeren selv. Stauning besang neutraliteten: " Under krig er Danmark kun henvist til at leve sin egen fredelige tilværelse, men når dette sker, så er Danmark - trods alle vanskeligheder, der kan befrygtes - dog et af verdens lykkeligste lande.

Der er forløbet 75 år, siden Danmark sidst var tvunget ind i en krig, og siden har viljen til fred fæstnet sig i det danske folks sind." Men at dette land var umuligt at forsvare militært, gjorde statsministeren også ubarmhjertigt klart. Det var hele pointen med talen. Derfor vakte den også et politisk stormvejr, for ikke alle danskere var indstillede på det forhold.

At Stauning havde ret, viste sig kun få måneder senere, da Danmark blev besat.Talen er også en demonstration af, at ærlighed kun i begrænset omfang er et tjenligt instrument i politik i almindelighed og udenrigspolitik i særdeleshed. Tvetydighed har vist sig at være en nødvendig kunst.

I 1958 sagde H. C. Hansen: " Vi bør ikke afholde os fra at føre vort eget lands synspunkter frem, hvor de har chancer for at blive hørt. Og når enkelte herhjemme har kritiseret regeringens afvisning af at modtage langtrækkende raketvåben og atomammunition, svarer jeg med Tschernings ord i 1863: Der er ingen ære i at gøre det ukloge." H. C. Hansen bekræftede hermed den almindelige danskers forestilling om, at Danmark ikke ønskede at deltage i den atomare oprustning, men samtidig undlod han at udtrykke sig i klarhed om det forhold, at virkeligheden nok ikke rigtig svarede til ønsket. Statsministeren vidste, at amerikanerne opbevarede atomvåben i Grønland, men ønskede ikke at tage det politiske ansvar.

Grønlands stilling var overhovedet tilvejebragt af den danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann. Hans tale til nationen, udsendt over BBC nytårsaftensdag 1941, er gengivet i bogen som den eneste tale af en ikke-statsminister.

Det giver mening, hvis man mener, at Kauffmann på dette tidspunkt repræsenterede den danske regering. Han tillod på vegne af sit land, men uden den danske regerings samtykke, USA at oprette baser i Grønland. Ud fra en legalistisk betragtning var Kauffmann en renegat, der ubeføjet gav amerikanerne tidsubegrænset råderet over dansk territorium.

Det er en indlysende god idé at udgive nytårstalerne, men også en vanskelig opgave.

Det har været et stort arbejde at opspore talerne. Ikke alle statsministre har været lige flinke til at sørge for at få talerne bevaret. Bogen er desværre uden videnskabeligt noteapparat. Det fremgår af forordet, at talerne er rekonstrueret ud fra mange forskellige kilder, men i de konkrete tilfælde ikke hvilke. Stammer de fra manuskripter i ministeriets arkiv eller statsministerens privatarkiv, fra lydoptagelser eller pressens referater? Den viden er afgørende for bedømmelsen af pålideligheden af ordlyden. Det er et retorisk filigranarbejde at skrive talerne, og det stiller tilsvarende høje krav til præcision i udgivelsesarbejdet.

Hver tale er kommenteret i et omfang, der svarer til talens, og her kunne man godt have økonomiseret lidt mere med pladsen. Bogen er til gengæld forsynet med et højst prisværdigt register og præsenterer sig i et flot udstyr.

(KD 31. dec. 2011)

Uansvarlighed

Hans Vammen, Den tomme stat, Museum Tusculanums Forlag

Perioden mellem de to slesvigske krige, henholdsvis 1848-1850 og 1864, fremstår i normalt i danmarkshistorien som et langtrukkent mellemspil i en tragedie, hvis udfald er sørgeligt kendt. Med denne bog har Hans Vammen sat sig for at udfolde begivenhedsforløbet og kortlægge de personkredse eller netværk, der havde betydning for den førte politik.

Problemet var, om fremtidens landkort skulle tegnes efter det nye nationale princip, der lod statens grænser følge sprogets, eller det gamle dynastiske, hvor monarken var det samlende princip på tværs af nationale forskelle? Især Slesvigs tilhørsforhold var en gordisk knude, der endte med at blive løst med sværdslag. Om årsagerne til, at hertugdømmerne blev skilt helt fra kongeriget i 1864, har danske historikere ført en diskussion i næsten 150 år.

Det er den klassiske debat om råderummet. Måtte det ende så galt eller var der faktisk muligheder for gunstigere løsninger? Nogle mener, at udfaldet var givet i kraft af den storpolitiske situation, mens andre skyder skylden på de ansvarlige politikere. Vammen hører afgjort til den sidste fløj, bortset fra, at han altså betragter politikerne som uansvarlige.

Det er bogens tese, " at Danmarks ulykker efter 1848 skyldes, at ingen af de fem netværk, som bogen behandler, ville eller kunne tage ansvaret for statsmagten." Da Frederik VII opgav sin rolle som suveræn og enevældig fyrste i 1848, efterlod han sig med andre ord en opgave, som ingen tog på sig at løse.

De fem netværk var for det første en kreds af ældre embedsmænd og akademikere med tilknytning til Sorø Akademi, herunder Th. A. J. Regensburg, der forvaltede den hårdhændede fordanskningspolitik i Slesvig.

For det andet var der en gruppe af systemloyale embedsmænd, der støttede den dynastiske helstatspolitik.

Den tredje personkreds er antagelig den kendteste, nemlig de nationalliberale med Orla Lehmann i spidsen, der ønskede grænsen mellem dansk og tysk trukket ved Ejderen.

Bondevennerne var det fjerde netværk. De arbejdede for en valgret, der omfattede andet og mere end den økonomiske og akademiske elite. Endelig var der kongen og hans få støtter.

Grundloven af 1849 tilvejebragte et indskrænket monarki, som det hed og stadig hedder. Det vil sige, at der faktisk var indrømmet kongen en betydelig indflydelse på den førte politik.

Læserne af Tom Buk-Swientys bøger om det, som det endte med, nemlig krigen og nederlaget i 1864, vil med stor sandsynlighed også have glæde af denne bog. Vammen er en charmerende fortæller, der har fortjent et publikum.

Han kan i redegørelsen for de politiske og statsretlige problemer virke lidt indforstået, og når det handler om udviklingen i resten af Europa er han direkte kort for hovedet.

Det er menneskene, der interesserer ham. Vammen har en personlig og psykologiserende tilgang til sine hovedpersoner, og han lægger ikke fingrene imellem, når han får smidt en Orla Lehmann eller en D. G. Monrad på briksen.

Lehmann udnævner han til megaloman demagog og sammenligner ham uden videre med Goebbels. Monrad var et "dæmonisk geni". Til gengæld gives et afdæmpet og sympatisk billede af Frederik VII. Kongen var ganske vist både drikfældig og vidtløftig, men samtidig også mere fornuftig, end man vil gøre ham til, desværre med lejlighedsvise indslag af fatale fejlskøn.

Hans Vammen kender sit stof ud og ind, og han fører sin sag med troværdighed, indsigt og en god pen. Bogen er uomgængelig for enhver, der beskæftiger sig med denne periode i Danmarks historie. Billedredaktionen er dertil fortrinlig.

(KD 15. nov. 2011)

Skolen i forfatterens hjerte

Peter Dürrfeld, Skolen i byens hjerte, Greens Forlag

N. Zahles Skole i København har gennem 160 år dannet rammen om tusindvis af menneskers hverdag. Peter Dürrfeld tegner i denne bog et portræt af skolen gennem de seneste 50 år. Dürrfeld har selv været lærer på Zahles Gymnasieskole siden 1966, og hans beretning er meget personlig. Det handler ikke blot om skolen, men om " vores skole". Prisen for den personlige tilgang til stoffet er, at den også bliver lidt indforstået. For eksempel får den udenforstående ikke megen hjælp til indledningsvis at udrede det kompleks af skoler, som institutionen i virkeligheden er.

Zahles Gymnasieskole er for eksempel både en grundskole og et gymnasium og noget andet end Zahles Seminarieskole, der er en ren grundskole, i gamle dage en såkaldt øvelsesskole for eleverne på Zahles Seminarium. Det indforståede er en pris, man må betale for en meget indfølt, ja, kærlig beretning. Hjertet i bogens titel er også Dürrfelds eget.

Bogen åbner med en spadseretur fra Københavns indre by mod Nørrevoldgade, hvor skolens historicistiske bygninger fra det 19. århundredes sidste årtier står markant med Ørstedsparken som nabo.

Dürrfeld fører først sin læser igennem skolernes fysiske miljø, dernæst i kapitel 2 gennem skolernes historie helt fra grundlæggeren, Natalie Zahles, tid. I kapitel 3 genskaber han stemningen og situationen fra første skoledag for første klasse i august 1961, året, da de første drenge begyndte i den indtil da rene pigeskole. Kapitel 4 giver portrætter af otte Zahle-frøkener. Natalie Zahle var en pioner, fordi hun med sin lærerindeuddannelse tilvejebragte karrieremuligheder for kvinder, samtidig med at hun også repræsenterede en form for klassisk borgerlig idealisme og kristen tro. Kvinden skulle ikke underlægges eller underordnes manden, men bevare sin egenart uden at give køb på sin kvindelighed, anstændighed eller selvstændighed.

Dette kvindeideal blev bevaret gennem generationer. Zahles skoler har fostret og beskæftiget mange selvstændige, kloge, elskelige, bramfri, fromme og dygtige kvinder. Figuren Elisabeth Friis fra Matador kunne have været uddannet på Zahle. Dronning Margrethe er uddannet på Zahle.

Dürrfelds egne tidlige erfaringer fra skolen stammer fra den afgørende brydningstid i dansk pædagogik i 1960' erne. Han udviser lige dele respekt for den ånd, der havde båret skolen indtil da, og den nødvendighed, der bar forandringerne. Kapitlerne 5 til 7 handler om hhv.

seminarieskolens, seminariets og gymnasieskolens historie med vægt på ikke mindst denne brydning mellem nyt og gammelt. Det medførte nogle konflikter, som Dürffeld redegør åbent for. I ottende kapitel udlægger Dürrfeld Zahle-ånden, og det afsluttende kapitel opsummerer kronologien.

Som fest-eller jubilæumsskrift betragtet hæver denne bog sig væsentligt over gennemsnittet. Dürrfeld er en kyndig og velskrivende fortæller. Den henvender sig nok også mest til dem, der i forvejen har Zahles skole i hjertet, men dem er der formodentlig også mange af. Bogen er gennemillustreret med Michael Maximillian Hermansens smukke fotos.

Kongefamilien til undsætning

Jørgen Duus. Befri kongefamilien. 160 sider. 120 kroner. Forlaget Ny Havn.

" Et lille pip mod flodbølgen af royalisme" kalder Jørgen Duus denne bog, der er en samling af tænkte replikskifter, der berører mange sider af kongehusets og monarkiets væsen og virksomhed. Ordene lægges i munden på både kongelige og borgerlige. Som bilag gengives Grundloven og tronfølgerloven i fuld længde - dog uden opdateringen fra 2009 - samt en illustreret version af kongerækken. Teksterne er meget korte, løsrevne satiriske eller aforistiske, og genremæssigt er der derfor snarere tale om en pamflet end en bog. Sjov er den kun i glimt, mest i satiren over mediedækningen.

Der er to fløje i republikanismen. Den ene mener, at kongehuset er ligegyldig staffage og overflødigt pjat, mens den anden mener, at kongehuset udgør en reel trussel mod demokratiet. Forskellen består især i, at det ligegyldige og overflødige har vanskeligt ved at udgøre en trussel.

Duus tilhører mest den første fløj.

Bogen er tænkt som en " hyldest til de nuværende kongelige, men ikke til systemet". Duus tilslutter sig - antagelig uden at vide det - dermed den retning, som man i Spanien kalder " juancarlismo", det vil sige en loyalitet over for den siddende regent, men ikke nødvendigvis monarkiet. På dansk kunne man kalde den " margrethisme", hvilket gør Duus til " margrethianer" eller " margrethist". Han synes, at det er synd for kongefamilien, at de er spærret inde i dette feudale fængsel.

Det er et interessant træk, at kongefamiliens trivsel ligger Duus så meget på sinde. Den slags formynderiske hensyn kaldte man engang repressiv tolerance. Uafhængigt af, hvad man mener om kongehuset, bliver man ikke meget klogere af denne pamflet. Mange flere burde læse den relevante lovgivning, men den kan de i givet fald finde gratis på www.retsinformation.dk.

Det er karakteristisk, at Duus stoler så blindt på sine synspunkters styrke, at han ikke har følt det nødvendigt at sætte sig ind i deres forudsætninger. Hvorfor ulejlige sig med at læse bøger, bare fordi man er i færd med at skrive en? Han ville kunne forstærke sin argumention betydeligt ved at læse klassikerne i genren som for eksempel den mildt satiriske brite Walter Bagehot eller den svenske svovlrepublikaner Vilhelm Moberg. Republikanismen i Danmark savner stadig en kvalificeret talsmand.

(KD 8. nov. 2011)

Anker havde fortjent bedre

Thomas Thurah, Statsminister Anker Jørgensen, People's Press

Anker Jørgensen er den første - og for så vidt hidtil eneste - statsminister, som danskerne har været på fornavn med. Poul, Poul og Poul hedder for eksempel stadig Hartling, Schlüter og Nyrup. Anker var og er meget populær, men samtidig må han leve med, at mange opfatter ham som den dårligste statsminister, Danmark nogensinde har haft.

Denne modsætning eller paradoks er den erklærede forudsætning for Thomas Thurahs biografiom statsministeren Anker Jørgensen. Det kom bag på de fleste, at han overhovedet blev statsminister til at begynde med. Få havde regnet med, at Krag ville træde tilbage i 1972, og færre havde troet, at han ville udpege Anker til sin efterfølger. Noget tyder på, at hovedpersonen selv havde en anelse. Hans første regering levede kun godt et år. Hartling dannede derefter en lige så kortlivet Venstreregering fra december 1973 til februar 1975, hvorefter Anker vendte tilbage som leder for socialdemokratiske regeringer uafbrudt frem til 1982, fra 1978 til 1979 i en kortvarig alliance med Venstre.

Det var turbulente år med næsten konstant økonomisk krise og valg stort set hvert andet år. Anker førte en politik, der indebar stor offentlig gældsætning. Han skærmede velfærdsstaten mod presset fra Fremskridtspartiet, men mødte også stærk modstand fra venstre flanke i fagbevægelsen, der især var imod hans samarbejde med Venstre. Hans forhold til LO's formand, Thomas Nielsen, var legendarisk dårligt. Med nogle afstikkere til hovedpersonens baggrund og forudgående karriere i fagbevægelsen er Thurahs bog først og fremmest et portræt af Anker Jørgensen i hans tid som statsminister.

En af pointerne er at vise, at Krag havde set rigtigt. Anker var og blev især en dygtig statsminister, der holdt sit parti ved magten i næsten 10 år ved at vinde valgene, splitte oppositionen og holde styr på tropperne trods en til tider voldsom indre opposition. Mod slutningen af sin regeringstid arbejdede han endda for den slags økonomiske reformer, som Schlüter endte med at få æren for at gennemføre.

Thurahs kildegrundlag er Ankers egne dagbøger. De er tidligere udgivet i en redigeret form, og det er Thurahs påstand, at de oprindelige, uredigerede dagbøger, som han har fået adgang til, rummer oplysninger, der må indebære en revision af synet på Anker. Det føler man sig som læser nu ikke så overbevist om. Redaktionen af de udgivne dagbøger synes mest at have lagt hensynet til familien og almindelig diskretion til grund for udeladelserne. Nogen politisk tendens kan man kun vanskeligt læse ind i prioriteringerne. Thurah forsøger for eksempel i spørgsmålet om den danske sikkerhedspolitik at gøre gældende, at forskellen mellem de originale og de udgivne dagbøger er afgørende for forståelsen af Ankers rolle.

Der havde siden tilslutningen til Atlantpagten i 1949 hersket en bred enighed om dansk sikkerhedspolitik. Den ophørte i forbindelse med en skærpelse af den kolde krig hen imod slutningen af Ankers regeringstid og førte til, at hans efterfølger, Schlüter, måtte arbejde med et sikkerhedspolitisk flertal imod sig. Anker Jørgensen bebrejdes ofte, at han simpelthen skiftede standpunkt fra som statsminister at være tilhænger af det, der kendes som Natos dobbeltbeslutning, til som oppositionsleder at være modstander. Hvad Thurah egentlig mener om den sag er uklart. På den ene side hedder det om Anker: " Han har forfulgt de samme mål, den samme linje." På den anden side hedder det: " Han har troet, at han gjorde det." Bogen er helt bevidst uden systematisk noteapparat og mangler noget så basalt som en litteraturliste. Thurah redegør selv for denne mangel i sin indledning og karakteriserer i forlængelse heraf sin genre således: " Bogen er en fortælling, sådan skal læseren også helst møde den." Med dette diktat til læseren opstiller han et kunstigt modsætningsforhold mellem fortællingen som genre og nødvendigheden af at dokumentere sine påstande.

Der findes gode biografier om både Stauning, H. C. Hansen og Jens Otto Krag, der tydeligt viser, at fortælling og videnskabelig redelighed sagtens kan gå hånd i hånd. Thurah forklæder ganske enkelt sin dovenskab eller uformåenhed som prætentiøs genrebevidsthed. Bogens alvorligste problem er imidlertid ikke dens manglende kilde-og litteraturhenvisninger. Det er, at Thurah er en dårlig fortæller.

Når man skal bruge 600 sider til en bog om Anker Jørgensens tid som statsminister, er det enten udtryk for dyb indsigt eller manglende overblik. Denne bog efterlader læseren med det klare indtryk, at det er det sidstnævnte, der er tilfældet. Der er ikke prioriteret i stoffet. Lange citater, strøtanker, spørgsmål, hypoteser og minutiøse redegørelser for ligegyldige hændelsesforløb er stykket sammen i en uprioriteret orden. Sprogligt er Thurah fanget i en sær lyst til at sætte punktummer, hvor de ikke hører hjemme. Det virker, som om forlaget har udgivet forfatterens noter i stedet for et gennemarbejdet manuskript.

Det er uheldigt, at en så vigtig opgave som at skrive en kildebaseret biografi om statsminister Anker Jørgensen er overladt til en, der tilsyneladende ikke magter den eller i hvert fald ikke har taget sig tiden til at gøre arbejdet færdigt.

(KD 3. nov. 2011)

Intet nyt om den tidligere statsminister

Kurt Strand: Poul Schlüter. Det var vel ikke så ringe endda. 316 sider. 299 kroner. People'sPress.

Denne portrætbog er bygget op som et langt interview, der følger hovedpersonen fra barndommen til i dag.

Schlüter blev født i Tønder i 1929, og hans efternavn er vidnesbyrd om hans delvist tyske ophav. Han er opvokset i trygge købstadsborgerlige kår som dobbeltsproget, sønderjysk og tysk, men har som mange sønderjyder, der har forladt landsdelen, valgt at lægge dialekten helt på hylden.

Han blev i 1953 Danmarks yngste folketingskandidat, men blev først valgt ind i 1964. I mellemtiden havde han fået sig en juridisk embedseksamen og havde i mange år advokatpraksis sideløbende med sit virke i politik.

I 1974 nåede han helt til tops i det, der støt og roligt var blevet et meget lille parti. På 10 år lykkedes det ham at skaffe de konservative 42 mandater og gøre sig selv til statsminister. Anker Jørgensen gav op i 1982, og Schlüter overtog uden valg.

Han satte fagbevægelsen stolen for døren og gennemførte økonomiske reformer. Det førte til stor modstand.

Strand spørger, om de mange demonstranter på Christiansborg Slotsplads ikke gjorde indtryk. Schlüters svar er fuldstændig tørt: " Man tænkte ikke ret meget; kiggede på dem og tænkte, at de nok snart ville gå hjem, og det gjorde de jo også." Interessant er også Schlüters svar på spørgsmålet om, hvordan stemningen var mellem USA og Danmark under fodnotepolitikken i 1980erne: " Den var fin." Fodnotepolitikken var et indenrigspolitisk anliggende.

I 1993 var Schlüter selv ramt af det mærkværdige fænomen, regeringsmetaltræthed. Han valgte at trække sig efter Tamilrapporten uden at udskrive valg, og Socialdemokratiets nye formand, Poul Nyrup kunne danne regering. Siden kom Schlüter i Europaparlamentet med et rekordhøjt personligt stemmetal. Han forsøger i dag at holde sig fra at kommentere aktuel politik, men det falder ham vanskeligt at være helt tavs. Schlüter er tydeligvis ikke fan af Lene Espersen.

Til gengæld har han høje tanker om Connie Hedegaard, som han antagelig gerne havde set som sin efterfølger. I dag nyder den forhenværende statsminister antagelig større respekt, end han nogensinde før har gjort. Ham tillægges æren for genoprettelsen af den danske økonomi efter årene med Anker Jørgensen som statsminister, og samtidig opfattes han som en langt mere kompromissøgende og sympatisk figur end Anders Fogh Rasmussen.

Der er en sandhed i begge dele, men helt så venlig og sympatisk har han nu ikke været hele tiden. Han bekræfter, at han er blevet lidt ensom på sine gamle dage, fordi så mange år i politik har kostet venskaber. Mest markant var opgøret med hans gamle ven og mentor Erik Ninn-Hansen under Tamilsagen. Man forbliver selvfølgelig ikke statsminister i 10 år bare ved at være en flink fyr.

Schlüters særlige egenskab er hans evne til at udvise respekt. Det kommer meget tydeligt til udtryk i samtalerne med Strand. Som politiker er det vigtigt at have dygtige modstandere, som han siger et sted. Han har faktisk noget pænt at sige om de fleste. Han er for eksempel den første til at anerkende, at Anker Jørgensen ikke havde det let i sine kampe med LO.

Schlüter har format nok til at se tingene fra sine modstanderes synspunkt. Hans omtale af Ninn-Hansen udgør lidt af en undtagelse, for her kommer der en snert af bitterhed frem. Det er karakteristisk for Schlüter, at han er værst ved sine egne. Som regeringsleder sagde han til sine partifæller i ministeriet, at hvis de ragede i uklar med ministre fra de øvrige partier, ville han som statsminister ikke holde med sine egne. I den forstand har Schlüter været en ægte konservativ.

Han har kunnet sætte sig ud over snævre partiinteresser. Deri ligger for ham meningen i det forhold, at det konservative parti er et folkeparti. Bogen er et journalistisk portræt af mennesket og politikeren Schlüter. Strand ligger under for den journalistiske uvane, at alting skal fortælles i nutid. Det er antagelig tanken at gøre dramaet nærværende, men virker i længden bare som et billigt trick.

Hvis man ser bort fra denne stilistiske indvending, er det vanskeligt at se, hvad Strand egentlig vil med dette portræt. Han er en udmærket håndværker, men han kommer ikke i nærheden af at udfordre Schlüter. Han får ikke noget ud af den gamle ræv, som ikke allerede er kendt. Det er Schlüter selv, der bærer bogen, og det gør han med værdighed og troværdighed, men der er stadig tale om et partsindlæg, der savner lidt dygtigere modstand.

(KD 19. okt. 2011)