Velfærdsstatens formål

Lasse Horne Kjældgaard, Meningen med velfærdsstaten, Gyldendal 2018

Udgør velfærdsstaten et formål i sig selv eller er den et middel til noget højere? Spørgsmålet kan synes enkelt at besvare, for alle kan blive og har hele tiden været enige om, at dækningen af de rent materielle behov – regnet nedefra og op i Maslows behovspyramide – ikke udtømmer menneskets krav til tilværelsen. Der skal noget mere til. Når spørgsmålet imidlertid forbliver ubesvaret, skyldes det, at der er et næsten tragisk anstrøg over foretagendet. Jens Otto Krags historie illustrerer problemet meget godt. På højden af sin politiske karriere med et flot CV bag sig og en nylig sejr i form af indmeldelsen i EF at vise frem valgte Krag at give magten fra sig for at hellige sig, hvad han egentlig ville: at være forfatter. Det tragiske består i, at hans præstationer ikke kunne stå mål med hans ambitioner, og han hensank i mismod og druk. Dette modsætningsforhold var motoren i Bo Lidegaards fortælling om Krag. Han spidsvinklede nok sin pointe, for helt så ilde gik det jo faktisk ikke Krag, men historien tjener til anskueliggørelse af den gennemgående pointe: Velfærdsstaten giver kun mening for så vidt den skaber forudsætning for noget, der rækker ud over den blotte opretholdelse af den fysiske eksistens, men så snart dette søges virkeliggjort, synes det at slå fejl.

En af de første forekomster af ordet

velfærdsstat på dansk var en artikel i

Demokraten Aarhus 17. maj 1911.

Her sidestilles velfærdsstaten med

kulturstaten som en modsætning

til den militariserede stat.

Lasse Horne Kjældgaards anslag til denne store undersøgelse af forholdet mellem velfærdsstaten, dens idégrundlag og dens fortolkere, fortalere og modstandere begynder et uventet sted, diskussionen mellem Georg Brandes og Harald Høffding om Nietzsche under overskrifterne ”Aristokratisk Radikalisme” (Brandes) og ”Demokratisk Radikalisme” (Høffding). Brandes mente – i et opgør med den utilitarisme, som han selv havde markedsført få år tidligere – at samfundets lykke ikke var alles lykke. Tværtimod måtte det være den enkeltes opgave at leve ”til Fordel for de sjældneste og værdifuldeste Eksemplarer af Menneskeslægten.” Høffding forsvarede utilitaristen Bentham mod Brandes’ elitære tankegang og samlede utilitarismens begreber om lykke og nytte i begrebet velfærd. Dermed er der sat nogle grænsepæle til at arrondere det terræn, hvor vores forståelse af spørgsmålet udspiller sig. Hvis vi følger Brandes, må det være således, at nogle er mere værd end andre. Følger vi derimod Høffding, får velfærdsbegrebet vanskeligt ved at pege ud over sit eget nivellerende selv.

Kjældgaard hævder ikke, at Høffding forudså eller konciperede velfærdsstaten. Det er en central pointe i bogen, at velfærdsstaten er født med et fortolkningsunderskud. I modsætning til så mange andre tænkte eller virkeliggjorte samfundstyper har velfærdsstaten ikke et grundlæggende manifest eller en fast ideologi, hvoraf den er rundet. Hermed afliver Kjældgaard også den tanke, at velfærdsstaten skulle være et særligt marxistisk foretagende. Ikke engang i de socialdemokratiske parti- eller principprogrammer fra 1930erne og 1940erne foregribes velfærdsstaten i sin endelige udformning med nogen særlig klarhed.

Denne mangel skabte imidlertid også en fortolkningsåbning, som gav mulighed for, at også andre end de ansvarlige politikere kunne give deres besyv med. I en traditionel politisk historieskrivning søger man vejen fra ideernes tilblivelse og disse ideers omsætning i principielle og operationaliserbare politiske programmer med henblik på skabelse af den lovgivning og forvaltningspraksis, som har haft konkret betydning for borgerne. Kunstnere har som regel ikke haft noget særligt at skulle have sagt i den proces. Sådan gik det ikke velfærdsstaten. Begrebsliggjort blev den først, da den var en kendsgerning, og så var kunstnernes udlægning jo lige så god som enhver andens, når det handlede om at finde meningen med velfærdsstaten. 

Det er synd at sige, at den fik en velvillig tolkning, måske bedst udtrykt i Svend Methlings film, Vi er alle sammen tossede, fra 1959 om den lille mand, der kommer i klemme i både skatte- og behandlervæsen. I Klaus Rifbjergs og Palle Kjærulff-Schmidts film Weekend fra 1962 bliver den af velfærdssamfundet tilvejebragte fritid ikke ramme om meningsfuld livsudfoldelse, men fællesskabets opløsning i kedsomhed og vold.

Velfærdsstaten var ellers af nogle af dens hovedarkitekter tænkt i en alliance med kunsten og kunstnerne ud fra den forestilling, at netop de ville kunne sætte ord og billeder på det mere, som borgernes opmærksomhed kunne rettes mod, når den timelige velfærd ikke længere var et problem. Kulturen fik sit eget ministerium i 1961. Socialdemokrater som Jens Otto Krag og K.B. Andersen advarede på hver deres måde om, at kulturpolitikken udviklede sig i retning af dyrkelse af en georgbrandesk kulturelite. Ikke desto mindre kom det som et chok for de fleste, da den folkelig modstand mod Statens Kunstfonds første uddelinger i 1965 brød ud. Alliancen mellem dem, der vidste at statslig indkomstudligning ikke bærer formålet i sig selv, og dem, der formodedes at have ressourcerne til at udligne dette meningsunderskud, brød sammen, fordi kunstnerne i vælgernes øjne producerede meningsløshed og ikke mening.

Identifikationen af dette øjeblik som afgørende i velfærdsstatens udvikling, er en af denne bogs centrale fortjenester som historisk afhandling betragtet. Normalt beskrives velfærdsstatens krise som en funktion af de finanspolitiske kalkuler, der fik politisk virkning fra og med Perspektivplan I fra 1971 og den svigtende vælgeropbakning til de systembærende partier ved folketingsvalget i 1973. Socialdemokratiet har ikke formået ”at tegne konturerne af det samfund, der skal følge efter velfærdssamfundet”, som Anker Jørgensen skrev i 1974. Siden dengang er lignende betragtninger om Socialdemokratiets mangel på ”visioner” af analytikere og kommentatorer blevet markedsført som dybsindigheder uden at nogen har været i nærheden af at løse det af Anker formulerede problem.

Lasse Horne Kjældgaards afhandling dokumenterer, at der har været en tro på, at der måtte være en mening med velfærdsstaten. Den dokumenterer også, at langt de fleste kunstnere, der har tematiseret velfærdsstaten i deres værker, viser dens meningsløshed snarere end dens mening. Endelig viser afhandlingen, at politikerne efter 1965 ikke længere kunne betragte kunstnerne som åbenlyse og naturlige allierede. Statens Kunstfond er stadig virksom, nu blot ikke længere som finansiering af en meningsgivende overbygning til et nationalt, socialpolitisk projekt, men som branchespecifikt supplement til velfærdsstatens almindelige kompensation for indtægtsbortfald. Kunstfondens livsvarige ydelse består i dag maximalt i et beløb svarende til bistandshjælpen. Den kunstneriske elite udmærkes altså med et indtægtsreguleret beløb, der pr. definition svarer til det officielle eksistensminimum. Det er en salomonisk mægling mellem Brandes og Høffding. Den kunstneriske elite er glad, og ingen kan med tungen lige i munden være misundelig på de tilhørende privilegier.

Problemet at skaffe et udkomme til de dygtigste kunstnere er måske løst. Det noget større spørgsmål er imidlertid forblevet ubesvaret. Staten kan udligne indkomstforskelle og sikre borgerne et eksistensminimum, men den kan ikke forlene borgernes tilværelse med mening. Socialpolitik er ikke værdipolitik. Man kan måske sige, at centrum i fremtidens politik udgøres af dem, der formår at skabe den størst mulige fællesmængde mellem værdipolitik og socialpolitik.

(Anmeldt til denne blog juli 2018)