Gribende billeder af krig

Claus Bundgård Christensen og Martin Bo Nørregård, Verdenskrigens danske billeder, Gyldendal

Den historiske interesse for Første Verdenskrig har været støt stigende gennem de seneste år. Det har noget at gøre med, at krigen markerede et afgørende skel mellem en ny tid og verden af i går. For den umiddelbare forståelse af krigens udfald må man vide, at det var Tyskland, der tabte, men for en fortolkende erindring er det afgørende, at det var en form for fælleseuropæisk uskyld, der gik tabt. Der er i forståelsen af det tabte en nøgle til forståelsen af, hvad Europa blev til derefter.

Krigen var imidlertid ikke blot en abstrakt overgang fra det ene til det andet. Den var så konkret, som krige nu er, et kompleks af liv og død, begejstring og fornedrelse, teknologi og kammeratskab, blod og stål. Af de mange millioner, der deltog i krigen, var adskillige tusinde danske.

De kom for langt størstedelens vedkommende fra det danske mindretal i Slesvig, der frem til 1920 sorterede under Preussen og dermed det tyske kejserrige. Denne bog rummer godt 100 fotografier optaget eller samlet af danske deltagere i krigen og stammer fra arkiver og privatsamlinger i Sønderjylland. De har med enkelte undtagelser aldrig været offentliggjort før.

Det typiske billede fra Første Verdenskrig stammer fra en fugtig skyttegrav på Vestfronten, men krigen var også meget andet end en stillingskrig, og den blev udkæmpet på flere fronter og på alle årstider, og mange gjorde tjeneste andre steder end i de forreste linjer.

Selvom den fotografiske teknik i begyndelsen af det 20. århundrede havde udviklet sig, så det faktisk var både økonomisk og teknisk muligt at tage snapshots, findes der meget få optagelser af kampe ved fronten. De fleste fotogra-fiske gengivelser af kampe, der kendes, stammer fra øvelser eller rekonstruktioner.

På museet på Sønderborg Slot findes imidlertid et foto af en engelsk artilleribeskydning ved Mons i Belgien fra august 1914. Det er sløret og uskarpt, men ikke desto mindre ret enestående, for der findes ganske enkelt ikke mange tilsvarende dokumentationer af kamphandlinger hverken i danske eller europæiske samlinger.

Min personlige favorit blandt billederne er dog et helt udramatisk fotografidet indre af en luftskibshangar i Tønder, hvor der fandtes en stor base for zeppelinere. Hangaren var 42 meter høj, 72 meter bred og 243 meter lang, altså omtrent det største uopdelte rum under tag i det, der nu er Danmark, nogensinde.

Det er billederne, der bærer denne bog. Billedteksterne er saglige og informative, næsten nørdede i deres omhu for detaljen. Der lefles ikke for læseren med vidtløftige betragtninger om Europas sjæl eller tomme spekulationer om historiens gang. Forfatterne har først og fremmest sat sig for at redegøre så godt som muligt for fotografi-ernes motiver. Det er gjort med betydelig snilde og sagkundskab.

Det er et almindeligt problem i de fleste billedsamlinger, at fotografiernes oprindelige ophavsmænd glemmer at notere, hvad og hvem billederne forestiller og hvornår de er taget. For eftertiden repræsenterer sådanne billeder kun død viden: anonyme mennesker, et ukendt sted, i en ukendt sammenhæng. Billederne kommer først til live, når der kan sættes navne, sted og tidspunkt på dem. Dette er en påmindelse til alle, der efterlader sig billedsamlinger.

Men selv der, hvor billederne er ukommenterede, kan dygtige historikere som Christensen og Nørregård rekonstruere noget af sammenhængen. Der er gjort et meget stort og samvittighedsfuldt arbejde for at finde ud af, hvad billederne forestiller, helt ned til de mest detaljerede oplysninger om skytsets kaliber, hestenes fodertilstand og uniformernes ærmeopslag.

En detalje som skægvækst er for eksempel af betydning for et fotografis datering, for i krigens første år var det almindeligt, at soldater lagde sig skæg til, men det blev forbudt, da giftgassen blev introduceret som våben, for gasmaskerne sluttede mere tæt på et glatraget ansigt.

Det er sådanne detaljer, der løfter denne bog. For ganske vist var Første Verdenskrig en brudflade mellem to historiske epoker, men den var også for den enkelte krigsdeltager et konkret hændelsesforløb i al sin voldsomhed og trivialitet.

Var man indkaldt til et trænregiment på Østfronten, var man optaget af sine trækdyrs trivsel, fjendens langtrækkende artilleri og vejenes beskaffenhed, og var man ved marinen, frygtede man ubådsangreb, samtidig med at man bekymrede sig om, hvorvidt man havde tilstrækkelige forsyninger af cigaretter. Det er en dokumentation af krigens mangfoldighed.

(22. nov. 2012)

Historien om det berømte monument

Lars N. Henningsen og Broder Schwensen ( red.): I venskab og tillid. Istedløvens tilbagevenden til Flensborg i 2011. 116 sider. 220 kroner. Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.

Mens det berømte monument over de faldne fra slaget ved Isted stadig stod opstillet bag Tøjhuset i hovedstaden, stillede københavnerviddet krav om, at Istedløven skulle tilbage til Istedgade. Bag denne ironiske distance til det slesvigske spørgsmål gemmer der sig en folkelig bevidsthed om, at Bissens statue ikke hørte hjemme, hvor den stod.

Løven blev som bekendt oprindeligt opstillet i Flensborg i 1862. Preusserne bragte den til deres hovedstad efter krigen i 1864, hvor den først blev opstillet ved det berlinske tøjhus og derefter ved det preussiske kadetakademi i Berlin-Lichterfelde.

Her stod løven endnu ved afslutning af Anden Verdenskrig, da nogle handlekraftige danskere fik den bortført til København, hvor den officielt blev overdraget Christian X ved en ceremoni i oktober 1945. Kongen udtalte ved den lejlighed de ord, der har ligget til grund for den danske politik lige siden: " Naar Forholdene tillader det, bør [ løven] vende tilbage til Flensborg for der at staa som et Minde om de Tider, der er gaaet, og til Erindring om alle dem, der ofrede livet i Treaarskrigen." der er siden krigen blevet gjort adskillige forsøg på at få løven tilbage til Flensborg, men hver gang strandede de på lokal modstand, indtil det endelig lykkedes i 2011. Fra dansk side var sagen ikke mere kompliceret end at den for det meste kunne varetages af en fuldmægtig i Kulturministeriet, mens Flensborgs overborgmester erklærede den for at være " Chefsache".

De vanskeligste forhandlinger foregik internt i Flensborg. Især den konservative gruppe i byrådet mente, at løven ikke havde mistet sin karakter af dansk sejrsmonument, men til sidst kunne der etableres en politisk enighed, der var bred nok til at det lod sig gøre at hævde, at Flensborg ønskede sin løve tilbage, og at forudsætninger dermed var skabt for, at Christian X's løfte kunne indfris.

nu må det retfærdigvis bemærkes, at overdragelsen ikke var helt betingelsesløs fra dansk side. En vidtløftig idé om at skabe en hul sokkel i et moderne formsprog blev afvist i København til fordel for en genskabelse af Bissens i granit. De oprindelige indskrifter af nationalt dansk tilsnit måtte naturligvis udskiftes med de selvfølgelige forsikringer om venskab og tillid mellem Danmark og Tyskland.

Denne dobbeltsprogede bog er en er meget omhyggelig, ja egentlig ret omstændelig i sin beskrivelse af begivenhederne og ikke mindst aktørerne. Mange mænd i jakkesæt får deres portræt gengivet. Det virker, som om forfatterne har sat sig for at pleje så manges forfængelighed som muligt ved at omtale netop deres afgørende betydning for flytningens heldige afvikling.

På den anden side er bogen værdifuld som dokumentation af, hvordan erindringspolitik føres i den praktiske detalje. Der var jo ikke blot tale om praktiske problemer med at flytte en meget tung og skrøbelig ting fra København til Flensborg. Det handlede om en symboltung genstand, der skulle omtolkes fra at være et stridspunkt til at være et samlingspunkt. Det er en vanskelig proces, hvad bogen tydeligt dokumenterer. Som sådan er den en nyttig håndbog for alle, der ønsker at opstille, nedrive eller flytte et mindesmærke.

(KD 15. nov. 2012)

Årets bedste bud på en mandelgave

Jens Andersen (udg.), Om man så må sige - 350 citater af Dronning Margrethe, Lindhardt og Ringhof

Den britiske journalist Jeremy Paxman udgav i 2006 en bog, " Royalty," der forholder sig lettere satirisk til europæiske kongehuse, især det britiske.

Paxman betragter de fleste monarker som uinteressante eller endog ubegavede med én undtagelse, den danske dronning. Hun er af et statsoverhoved at være faktisk så interessant, at det giver mening at udgive en bog bestående udelukkende af citater af hende.

De er samlet af litteraturredaktør på Berlingske Jens Andersen, der sidste år udgav en fin portrætbog om Margrethe II. Den genre, som kongelige almindeligvis bevæger sig i, er de konventionelle høfligheder. Det hører med til den repræsentative funktion. En konstitutionel monark må ikke ytre sig på en måde, der kan betragtes som en stillingtagen i indenrigspolitiske diskussioner og må i udenrigsspørgsmål ikke afvige fra den officielle udenrigspolitik.

De rammer kan forekomme snævre, men Dronningen har fundet sin plads i dem: " Når folk taler om, at jeg ikke må sige noget, så glemmer de, at jeg godt må tænke noget. Jeg skal bare lade være med at sige alt, hvad jeg tænker. Det kunne godt være, at mange mennesker skulle det en gang imellem!".

I de godt 40 år, H. M. Dronning Margrethe II har beklædt embedet som statsoverhoved i Danmark, har hun meget sjældent fortalt sig, selvom hun løber den risiko ved langt oftere end sine europæiske kolleger at ytre sig offentligt i interview og sågar ved pressemøder. Som hun selv siger: " Man skal holde sig på måtten, men samtidig ikke være bange for at stå på den." Paxman har ret i at karakterisere Margrethe II som intellektuel og kunstnerisk, men det forklarer ikke, hvorfor hun er så populær. De fleste danskere er skeptiske over for den slags, men enhver republikansk rindalist bliver jo afvæbnet af en bemærkning som: "Så helvedes godt tegner jeg jo heller ikke." Dronningen indrømmer, at hun har arvet sin fars tendens til at bande. Hun er meget næn om den værdighed, som hendes embede indebærer, men er i øvrigt meget uhøjtidelig, når det handler om hendes egen person: "Jeg er ekstremt bange for at blive ' tante-agtig. Jeg tror nok, at der bor egenskaber i mig, der kunne gøre, at jeg blev en kedelig gammel moster, hvis jeg ikke passer på." Det forhold, at en kvinde blev regent på et tidspunkt, da rødstrømperne for alvor vandt frem, har naturligvis ført til spørgsmålet om Dronningens holdning til ligestilling.

Det er klart, at det er et kontroversielt tema, som det konstitutionelt neutrale statsoverhoved egentlig bør holde sig fra at tage stilling til. Men i stedet for blot at sige " Ingen kommentarer" er det typisk for Dronningen at give et svar, der på sin egen underforståede facon forklarer spørgeren, hvorfor hun ikke kan svare: " Jeg er vokset op til den stilling, jeg indtager. En stilling som er usædvanlig for en kvinde. Men jeg har jo ikke selv skabt min karriere. Det er, som jeg plejer at sige, et biologisk tilfælde, at mine forældre ikke fik en søn. Man kan sige, at jeg har fået min stilling forærende." Religion og kirke er et af de områder, hvor Dronningen har tilladt sig selv at sige meget af, hvad hun tænker. Hun er som bekendt flittig kirkegænger, der gerne tager " de små søndage" med, og som hun sagde til denne avis i anledning af sin 60-års fødselsdag: " Jeg er meget dårlig til noget, hvor man skal organisere inderlighed. Det, jeg synes er så godt ved vores danske folkekirkegudstjeneste, er, at man ikke bliver organiseret til inderlighed. Men der er plads til den, hvis det er det, man vil." Ikke alt, hvad Dronningen siger, er lige dybsindigt, men hun har virkelig et talent for at undgå de polerede almindeligheder, som hendes metier ellers indbyder til. Begavelse er ikke en nødvendig forudsætning for at være en god konstitutionel monark, men det hjælper unægtelig, hvad denne fine lille bog dokumenterer på det fortrinligste. Den ligner et godt bud på årets mandelgave.

(KD 1. nov. 2012)

Bismarcks geni blev Tysklands skæbne

Jonathan Steinberg: Bismarck - jernkansleren, Forlaget Sohn

Hvis Otto von Bismarck ikke havde gjort politisk karriere, ville han antagelig være blevet kendt som en betydningsfuld forfatter. Han havde sprognemme og beherskede foruden sit modersmål både engelsk og fransk til fuldkommenhed på skrift.

Han var en fremragende brevskriver, men til gengæld en middelmådig taler. Hans karisma fungerede bedst i små selskaber. Demokrat blev han aldrig. Det var ikke så meget et princip, som det var et udtryk for, at han ikke beherskede genren. Han var ikke egnet til at forføre forsamlinger, og derfor kunne han ikke bygge sine politiske succeser på retorik eller vælgeropbakning.

Hans først tale som ministerpræsident i den preussiske landdag i 1862 var ikke skræddersyet til at behage. Han fremlagde sit program med de berygtede ord: " Dagens spørgsmål vil ikke blive afgjort ved taler eller flertalsbeslutninger men ved blod og jern." Sandheden i disse ord fik danskerne at mærke to år senere. Sejren over Danmark i 1864 konsoliderede Bismarcks magt hjemme og dannede grundlaget for den vej, som han og Tyskland slog ind på derefter.

Bismarck blev født i 1815 som fjerde søn af en adelig godsejer i markgrevskabet Brandenburg, øst for Berlin. Han tilhørte fra fødslen den herskende preussiske junkerklasse. Han var udset til en tilværelse som jorddrot, men det kedede ham faktisk. Heller ikke en militær løbebane passede ham.

I Preussen havde adelen privilegeret adgang til en of-ficerskarriere, men selvom Bismarck gjorde militærtjeneste og lige akkurat blev of-ficer, var han set med offi-cerselitens øjne et tyndt papir.

Han flakkede i sin ungdom rundt, studerede og rejste og var vel nærmest en slags rodløs intellektuel. Der var derfor noget sært forlorent over ham, når han senere i sin politiske karriere gerne optrådte i uniform.

Et af de få mennesker, han ikke kunne tryne, var general Helmuth von Moltke, den i Danmark uddannede leder af den preussiske generalstab, som var strategen bag de tyske sejre over Danmark i 1864, Østrig i 1866 og Frankrig i 1870-71. Bismarck forstod som ministerpræsident og siden rigskansler at spænde den militære succes for sin politiske vogn, og han manøvrerede med et utroligt træfsikkert jugement mellem politiske modstandere og vrangvillige allierede og opnåede en af de mest bemærkelsesværdige sejre i europæisk politik overhovedet på sin tid, dannelsen af det andet tyske kejserrige i 1871 med Preussen og dermed ham selv i spidsen.

Et af de midler, der bragte ham så vidt, var den opfattelse, at politik og især udenrigspolitik skal bedrives helt uden sentimentalitet eller idealisme. Det betyder ikke, at magtudøvelsen ikke kan finde sit mål uden for sig selv, men at magten ikke kan forklæde sig som andet end det, den netop er, og at magten yderligere tilhører den, der har viljen til at udøve den.

Bismarcks nærmeste slægtning og måske endda lærling i dansk politik var Erik Scavenius. Også han var rundet af det store hartkorn og ejede den dertil hørende arrogance, der ikke bryder sig stort om popularitet og vælgertilslutning. Også han anlagde en usentimental og upopulær vurdering af de eksisterende styrkeforhold og handlede derefter.

Statsminister Stauning stillede meget præcist diagnosen på Scavenius, der som bekendt blev beskyldt for at være tyskervenlig, med ordene: " Scavenius er overhovedet ikke venlig!". Det samme indtryk gjorde Bismarck. Han var sjældent venlig. Han kunne være charmerende, men var ellers både kolerisk, hypokondrisk, utaknemmelig og kynisk. Kun mod sine nærmeste var han trofast og hengiven, endda kærlig. Mod resten af verden brugte han hele sin personligheds styrke til at få sin vilje.

En central pointe i bogen er, at Bismarcks geni også blev Tysklands skæbne. Bismarck havde ikke brug for faste strukturer og klare kommandolinjer for at fungere.

" Ordnung muss sein" var ikke hans valgsprog. Tværtimod beherskede han kaos bedre end de fleste, og derfor brugte han ikke sin magt til at tilvejebringe en hensigtsmæssig forfatning for et samlet Tyskland.

Da han blev afskediget af sin kejser i 1890, efterlod han et tomrum, som ingen magtede at udfylde, og det ser Steinberg som årsag til Tysklands skæbne i det 20. århundrede: " Der var en helt lige og direkte linje mellem Bismarck og Hitler." Den pointe er nok lige lovlig hårdt trukket op, men der er det rigtige i den betragtning, at det viste sig nærmest umuligt indrette en levedygtig stat med det skrammel, der stammede fra boet efter Bismarck, der døde i 1898.

Jonathan Steinberg citerer flittigt fra breve og beretninger af både Bismarck selv og hans samtidige for at tegne et portræt af denne fascinerende personlighed. Han forfalder i sin analyse til nogle ret forenklede freudianske pointer om en bister far og fraværende mor, men dem kan man jo springe over. Bogen er oversat fra engelsk, og det ville have været ulige mere logisk at tage en af de tyske biografier om Bismarck som forlæg, ikke mindst for at undgå, at de talrige citater skulle gennem to oversættelser.

Man kan have indvendinger mod nogle af oversætterens løsninger, men det må fremhæves, at det er lykkedes at tilvejebringe en letflydende læselighed, der understøtter bogens essayistiske karakter, og den skal ikke mindst bydes velkommen, fordi den tilbyder en gennemtænkt tolkning af en så væsentlig skikkelse, som Bismarck var for sit eget fædreland og for Europa.

(KD 27. okt. 2012)

Set fra Sønderjylland

Knud J.V. Jespersen (udg.) Vejen hjem. Sønderjyske skæbner 1864-1920. 320 sider. 299 kroner. Gads Forlag

Denne samling af sønderjyske levnedsberetninger stammer fra Ordenskapitlets rige arkiv. Alle modtagere af en orden opfordres af den kongelige ordenshistoriograf til at indlevere en redegørelse for sit liv og et portrætfoto, hvilket betyder, at Ordenskapitlet i dag rummer 40.000 danske selvbiografier.

Efter Genforeningen i 1920 blev der gjort en indsats for at opsøge veteraner fra de slesvigske krige med henblik på at tildele dem Dannebrogsmændenes Hæderstegn eller sølvkorset, som det også kaldtes. Betydningsfuldt var det naturligvis især, at de danske veteraner, der indtil da havde levet i Preussen henholdsvis Tyskland, nu kunne hædres for deres indsats og ikke sjældent også for deres troskab mod den danske sag i Slesvig. Disse ordenstildelinger var naturligvis også et stykke dansk, national kulturpolitik, der tjente det formål at integrere Sønderjylland i et Danmark, der havde gennemgået en voldsom udvikling siden Dybbøl.

Den nuværende ordenshistoriograf, professor Knud J. V. Jespersen, har udvalgt 60 af de beretninger, der blev til i den anledning, og skrevet en længere indledning til dem. De stammer for en dels vedkommende fra jævne folk, almue, som den stadig fandtes dengang, håndværkere, husmænd, for hvem skriftlighed ikke hørte til hverdagen. De meddeler sig ordknapt og værdigt om deres skæbne, om ægteskab, erhverv, held og uheld, børn, børnebørn, sygdom og død. Landmand Peter Andresen Block ( 1841-1926) er en typisk fortæller: " I året 1878 rejste jeg til Amerika sammen med min broder, som havde været hjemme på besøg. Min familie blev tilbage og skulle, når jeg havde tjent lidt, kommer derover.

Under mit ophold døde min ældste søn. Jeg fandt mig ikke tilfreds i Amerika, og efter halvandet års forløb drev længslen efter familie og hjemstavn mig igen tilbage, og siden har jeg boet på min fødestavn i Vinum." Nogle stod lidt højere på samfundets rangstige. Især hos præsterne og skolefolkene omtales det nationale spørgsmål i mere højstemte og poetiske vendinger. Man mærker tydeligt den grundtvigske prægning.

Økonomisk og kulturelt har mange stået under pres i den tyske tid, og flere beretter om udvandring til Amerika som en løsning. Mange dansksindede slesvigere blev optanter, det vil sige, at de havde mulighed for at tage dansk statsborgerskab, hvilket imidlertid førte til repressalier fra de preussiske myndigheder, hvis de ikke udvandrede.

Til fælles har alle veteranerne, at skildringen af deres deltagelse i krig, først og fremmes den i 1864, fylder det meste. En enkelt var gammel nok til at have deltaget i den første slesvigske krig 1848-50, mens andre også havde været indkaldt til den fransk-tyske krig i 1870-71 på tysk side, med mindre de var optanter. Husmand Peter Petersens ( 1840-1924) skæbne rammer Sønderjyllands historie ind: Han kæmpede i 1864 på dansk side, blev indkaldt i tysk tjeneste 1870 og mistede i krigen 1914-18 en søn, der måtte " ofre sit liv for en sag, som ikke var hans".

Bogen er gennemillustreret med portrætter af de fortællende, mange i den høje kvalitet, som kendetegnede det fotografiske håndværk i begyndelsen af det 20. århundrede. De udgør en væsentlig del af dette rørende og oplysende vidnesbyrd om menneskers liv i ufredstid.

(KD 26. sep. 2012)

Egensindig og forfængelig

Ole Stig Andersen, En PET-chefs erindringer, Forlaget Sohn

Ole Stig Andersen (født 1940) fik i 1965 en juridisk embedseksamen, der var god nok til, at han kunne gøre karriere i Justitsministeriet. I 1975 blev han til sin egen overraskelse udnævnt til chef for Politiets Efterretningstjeneste, en stilling han beklædte i 10 år. Derefter trådte han ud af den ministerielle løbebane og var fra 1984 til 1995 generalsekretær for Advokatsamfundet og fra 1995 til sin tidlige pensionering i 2000 direktør for Folketinget.

Det er helt usædvanligt, at en mand, der har haft et så betroet embede, vælger at udgive sine erindringer. Embedsmænd, der er oplært i Justitsministeriet, har tradition for en stærk systemloyalitet. Andersen derimod giver indtryk af at være egensindig, for nu ikke at sige ærekær og forfængelig. Han skriver selv, at han efter sin tid som PET-chef er blevet mere kritisk over for det, som tjenesten stod for.

Især er det markant, at han lægger så stor en del af skylden for konflikten under den kolde krig på USA. Han roser sig også af at have medvirket til, at tre CIA-agenter blev smidt ud af Danmark, og han beklager, at PET i hans tid var afhængig af den israelske efterretningstjeneste i overvågningen af arabiske terrorister.

Men den egentlige årsag til, at han skriver sine erindringer er, at PET-kommissionen i 2009 udtalte en ret skarp kritik af PET under Andersens ledelse og dermed også en kritik af Andersen. Baggrunden er en regeringserklæring af 1968, ifølge hvilken det ikke længere var tilladt for PET at registrere borgere alene på baggrund af lovlig politisk aktivitet. Man måtte med andre ord ikke mistænkeliggøres, bare fordi man var kommunist.

Tjenesten måtte dog stadig gerne registrere borgerne, hvis de udviste anden mistænkelig adfærd, for eksempel foretog rejser i Østblokken. PET var ikke en stat i staten, men var underlagt Justitsministeriets kontrol. Andersen var en af Madsens drenge, som man sagde. Niels Madsen var departementschef i Justitsministeriet gennem mange år og den, der regeringsloyalt udstak retningslinjerne for tjenesten.

Til gengæld har det været småt med den parlamentariske kontrol. Det såkaldte Wamberg-udvalg foretager stikprøvekontrol med tjenestens sager, men PET-kommissionen har fremhævet, hvordan dette kontroludvalg blev forholdt oplysninger og vildledt i Andersens tid som chef. Andersen hævder derimod, at han netop forsøgte at rydde op i det rod, som hans forgænger havde skabt, og at det var hans oprigtige ønske og opdrag at bistå Wambergudvalget i dets arbejde.

Det er vanskeligt at vurdere Andersens oprigtighed. "Hudløst ærlig" er en kliché, man hæfter på hvem som helst, der ikke er bange for at udlevere sig selv. Bogen kan vel godt kaldes ærlig i den forstand, at den udstiller sin forfatter med og uden forfatterens vilje.

Han lægger ikke skjul på egne svagheder og fejl, personligt såvel som professionelt. Andersen har adskillige ægteskaber bag sig og beskriver levende sine sideløbende erotiske eventyr. Det skal vel forestille hudløs ærlighed, men det er ærlig talt lidt uinteressant, selv i det tilfælde, hvor et intenst møde med en parisisk elskerinde førte til faktisk hudløshed.

Det er tydeligt, at bogen også er resultatet af et forsøg på en slags terapeutisk selvransagelse, men det er en misforståelse at tro, at den slags sjælegranskning er interessant for andre end forfatteren selv. De første godt 200 sider, der handler om barndom og ungdom, kunne med fordel være reduceret væsentligt, og resten er spækket med uvedkommende indskydelser, studentikose vittigheder, begavede mærkværdigheder og uventede kvaliteter.

En umotiveret diskussion af Danmarks forhold til EU er skarp og interessant. Beskrivelsen af kulturen, hierarkiet og de interne konflikter i Justitsministeriet er oplysende.

Det taler til forfatterens fordel, at han har gode ting at sige om mange mennesker, for eksempel den detroniserede departementschef Peter Wiese eller Poul Eefsen, der ellers ikke har et godt eftermæle som politidirektør i København.

Som tekst og læseoplevelse er bogen noget uforløst rod, og den efterlader også et tydeligt indtryk af en forfatter, der ikke ville have lyttet, selvom han havde modtaget velanbragte råd fra en forlagsredaktør.

(KD 4. sep. 2012)

Det, du bør vide om din styreform

Mogens Herman Hansen, Demokratiets historie fra oldtid til nutid, Museum Tusculanums Forlag

Denne bogs titel er faktisk lidt misvisende. Den burde strengt taget hedde "Demokratiets historie i oldtid og nutid" og ikke "fra oldtid til nutid", for demokrati som styreform har næsten udelukkende været praktiseret i perioden 500 f. Kr. til 150 f. Kr. og igen fra cirka 1800 til og med i dag. I oldtiden var demokratiet begrænset til cirka halvdelen af de godt 1000 græske bystater, der var spredt ud over hele den østlige middelhavsverden.

I nyere tid fik demokratiet et gennembrud i Nordamerika, da en række britiske kolonier rev sig løs og sluttede sig sammen til det, der blev USA. Med enkelte undtagelser fandtes der i de mellemliggende knap 2000 år ingen demokratiske stater. Det er en bærende pointe for Mogens Herman Hansen at påpege, at der ikke er nogen forbindelse mellem nutidens og oldtidens demokrati som praksis betragtet.

Grækerne fremhæver selv med stolthed, at demokratiets vugge stod i Athen, men de er ikke af den grund mere disponeret for demokrati eller demokratisk adfærd end andre - snarere tværtimod, tør man næsten sige. Der er ingen historisk kontinuitet mellem oldtidens athenske demokrati og det jammerlige kaos, som praktiseres i den græske hovedstad i dag.

Hansen peger imidlertid på en anden arv fra antikken, som har haft væsentlig større betydning i Europas historie end det athenske demokrati, nemlig de store græske filosoffers syn på demokratiet, og det var ikke positivt: " Især Platon, men også Aristoteles, anså demokrati for en perverteret forfatningsform". Hos Platon sammenlignes staten med et skib, og hvis det skal styres fri af fare, nytter det ikke, at mandskabet først skal forhandle om kursen.

Den må fastlægges af den myndige kaptajn. Dette klassiske argument mod det ineffektive " palaverdemokrati" genfinder man i dag hos mere autoritært anlagte politikere og såmænd også hos fortalerne for indførelsen af forretningsministerier i de lande, der har brug for at styre fri af finanskrisen.

Aristoteles skelnede mellem enevælde ( monarki), fåmændsvælde ( oligarki) og folkevælde ( demokrati) som styreform. Den retfærdige stat var den, der blev styret ifølge loven og til alles bedste og ikke imod loven og blot til de regerendes bedste. Det gjaldt altså også demokratiet, der i dette perspektiv lige så vel kan betragtes som " flertalsegoisme" eller " pøbelvælde".

Historikeren Polybios videreudviklede disse tanker til en teori om, at en retfærdig stat og et stabilt styre skulle rumme både monarkiske, oligarkiske eller aristokratiske og demokratiske elementer. Denne blandede forfatning forblev et ideal langt op i det 19. århundrede, mens det rene demokrati blev betragtet med skepsis. Denne skepsis blev ikke mindst forstærket af de blodige erfaringer fra Den Franske Revolution.

Den oldgræske demokratiske bystat var styret direkte af en stor folkeforsamling. De moderne demokratier opstod i store stater, hvor det er praktisk umuligt at samle alle myndige borgere på et sted på en gang, og derfor var det en nødvendig forudsætning, at folkets vilje kunne udtrykkes ved hjælp af et organ, der udgjorde en troværdig repræsentation af folket.

I lande som Sverige og England kunne man bygge direkte videre på en tradition for repræsentative forsamlinger, der havde eksisteret siden middelalderen, mens man i et land som Danmark måtte opfinde rigsdagen forfra. Siden er valgretten og valgbarheden udvidet til at omfatte stadig større dele af den myndige befolkning, idet tidligere begrænsninger, der knytter sig til for eksempel formue, beskæftigelse, køn eller alder, er blevet afskaffet.

Statsborgerskab er imidlertid stadig et afgørende kriterium, og fordi indvandringen har været så stor i de seneste årtier, betyder det, at store dele af den europæiske befolkning er uden fulde politiske rettigheder, helt op mod 20 procent i enkelte lande.

Når disse indvandrere ikke bare får stemmeret, hænger det sammen med, kunne Hansen med fordel have tilføjet, at den europæiske demokratiske kultur - i modsætning til den amerikanske - i høj grad er udviklet i parløb med nationalismen, og at nationalstaten har dannet en meget succesrig ramme om mange europæiske demokratier.

Udfordringer mod nationalstaterne opfattes derfor ikke overraskende som en undergravning af demokratiet. Montesquieu udviklede på baggrund af Polybios' tanker teorien om, at magten i en retfærdig stat skal være delt mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, men i løbet af det 19.

århundrede udviklede de fleste demokratier en tradition for den lovgivende magts primat. Parlamenterne blev bærere af folkesuveræniteten og hovedkilde til magtens legitimitet. Det er, hvad vi herhjemme kender som det hørupske princip: Ingen over og ingen ved siden af Folketinget.

Mogens Herman Hansen lægger stor vægt på parlamentarismen som hovedprincippet i det moderne demokrati, og den anden vigtige form, som demokratiet har antaget i nyere tid, nemlig det præsidentielle demokrati, kommer til at stå lidt i skyggen i hans fremstilling. Vi kender det vel først og fremmest fra USA, men det praktiseres også i en vis grad i Frankrig, Rusland og i flere latinamerikanske lande. I et præsidentielt demokrati dannes regeringen ikke på baggrund af et flertal i parlamentet, men udpeges af en folkevalgt præsident. Det præsidentielle demokrati er ikke mindst interessant, fordi det i højere grad trækker på Polybios' blandede forfatning og Montesquieus magtdelingsprincip.

Bogen er leksikalsk i sit anslag, kortfattet og indholdsrig. Enkelte steder sporer man, hvad forfatteren selv mener om en sag, men det er ikke bare en tilfældig debatbog, vi har med at gøre, men nærmest en lære-eller opslagsbog, der opsummerer mange års forskning. Som sådan vil den fungere vældig godt, ikke mindst takket være de gode registre.

Mogens Herman Hansens prosa bør fremhæves som noget særligt. Han meddeler sig præcist, enkelt og klart. Det er en sjælden kunst.

(KD 14. aug. 2012)