Vores ukrainske fortid

 Rus – vikinger i øst. Moesgaard Museum

Det kunne ligne en tanke, at en meget betydelig del af de genstande, der udstilles, kommer fra Ukraine. Det virker næsten som en kommentar til det seneste årtis fortsatte politiske og militære krise i og omkring dette fjerne land, der i kulturel forstand slet ikke er så fjernt endda, erfarer vi ikke mindst i kraft af denne udstilling. Vi har faktisk en fælles fortid. Eller man kan måske spidsvinkle den lidt mere og sige, at hvis solidariteten med Ukraine skal have nogle kulturelle rødder at vokse af, er det aldrig for sent at skaffe sig en fælles fortid. Det kan lyde konstruktivistisk, men Moesgaard har ikke gjort andet end at tage fat i en historie, som er velkendt, nemlig at vikingerne ikke kun drog mod vest, men også tog østpå. Her kaldtes de også rus, og det var ifølge en middelalderlig russisk krønike skandinaver, der grundlagde det første russiske rige i midten af 800-tallet med først Novgorod og siden Kiev som hovedstad. Den politiske indebyrd af den omstændighed lader udstillerne klogelig ude af betragtning. For betyder det, at Ukraine historisk set i virkeligheden er russisk eller at Ukraine i virkeligheden er skandinavisk?

Udstillerne snyder lidt på vægten. Af udstillingsgrafikken ser det ud som om rejsen gik fra de indre danske farvande østover til de store floder, der som handelsveje førte nordboerne sydpå til Byzans og skabte forbindelsen til Abasside-kalifatet i Bagdad, hvorfra arabiske sølvmønter som betalingsmiddel for varer som pelse, rav og ikke mindst slaver strømmede nordpå. 

På en af udstillingens plancher
fremhæves tre byer på Den jyske
Halvø som udgangspunkt for
ruterne østover. (Eget foto)

Fra talrige fund af sølvskatte i hele det baltiske område kan man se, hvordan disse små hele eller beklippede mønter, dirhem, med arabiske skrifttegn udgjorde en selvfølgelig del af de betalingsmidler, der var i omløb i Skandinavien. Op mod en kvart million af dem er bevaret. Det afspejler en væsentlig større økonomi. Og det er så her vægtforskydningen er lidt skæv, for fundene er i overvejende grad gjort i det østlige Skandinavien og Baltikum. De store omslagspladser var Birka ved Mälaren i Sverige og Staraja Ladoga ved Volkhovfloden øst for Skt. Petersborg. Især Birka har været storleverandør af arkæologiske vidnesbyrd om handelsforbindelsernes rækkevidde.

Foruden fire ukrainske museer har tre tyske, to polske, et lettisk, et litauisk, et svensk, et finsk, et norsk og to danske museer udlånt genstande til udstillingen. Man bemærker, at ikke et eneste russisk museum er med, selv om der er samlinger i både Novgorod og Skt. Petersborg, der tidligere har udlånt meget betydningsfulde genstande fra denne periode. Men da var de politiske vilkår også anderledes. Under alle omstændigheder er det en museologisk bedrift, at det er lykkedes at samle så mange interessante fund og museumsgenstande fra så stort et område på et sted.

De føjer talrige aspekter til historien, der ikke mindst handler om, at handelsvejene selv lige så meget som deres yderpunkter spillede en afgørende rolle og repræsenterede et liv og en kultur, der stod i økonomisk og kulturel udveksling med dem, der lagde vejen forbi. Så udstillingen handler lige så meget om et netværk af økonomier og kulturer mellem Østersøen og Sortehavet som om vikinger, der rejste ud.

Og her kommer vi så til et klassisk problem eller spørgsmål, når det handler om vikingerne, nemlig om de var mere eller mindre fredelige end almindeligt antaget? Det spørgsmål besvarer næsten sig selv, hvad angår forbindelserne østover, for selv om udstillingen er lagt an på at beskrive forbindelsen som handelsmæssig, er det for det første klart, at ingen købmand, der ikke var bevæbnet, kunne opretholde sin næring. For det andet var en af de væsentligste varer slaver, der i sagens natur ikke lader sig erhverve eller sælge uden et betydeligt mål af voldsberedskab. For det tredje var varægerne, som de også kaldtes, berømte og berygtede for deres kamptræning og fysiske kraft, og derfor kunne de også falbyde alle former for voldsudøvelse, der også dengang var en efterspurgt vare. Våbnene hører med. Udstillingen er på dette punkt ganske usentimental, om end ikke særlig eksplicit.

I løbet af 900-tallet tørrede de arabiske kontrollerede sølvminer ud, og bindemidlet i den handel, der i et par århundreder knyttede Østersøen til Sortehavet og Det kaspiske Hav, forsvandt. Interessen samlede sig nu om sølv fra f.eks. Harzen, der fra et dansk synspunkt er at definere som nærområde. For de danske kongers vedkommende rettede opmærksomheden sig mod skabelsen og opretholdelsen af et nordsøimperium. Det lykkedes kun kortvarigt. Men opmærksomheden forblev vestvendt. Nu skal vi lære vi at vende blikke også mod øst.

Med denne særudstilling har Moesgaard virkelig skabt sig selv en udfordring, for den bliver svær at overgå. Den taler til konservative museumsgemytter som mig, der holder meget af montrer fyldt med smukke og interessante genstande, man ikke har set før, og lange reflekterede ledsagetekster, og samtidig er det hele sat i scene i et delikat udstillingsdesign, der ikke er bange for stemningsskabende effekter eller appeller til fantasien og det sanselige uden at virke anmassende, så der er til både oplevelsen og eftertanken.

(Kristeligt Dagblad 8. feb. 2022.)

Tyskland er et demokrati, hvor de døde har stemmeret

Hedwig Richter. Demokratie. Eine deutsche Affäre. Vom 18. Jahrhundert bis zur Gegenwart, C.H. Beck 2020

Professor i historie ved det militære universitet i München, Hedwig Richter, har provokeret mange med sin bog om Tysklands forhold til demokratiet. Bogen udkom i 2020, men debatten om den er fortsat gennem hele 2021 i både historiefaglige kredse og den brede, tyske offentlighed.

Det er interessant, fordi bogen ikke gør brug af stærke polemiske virkemidler. Den er faktuel, med tendens til det opremsende, og så er den skrevet med en letflydende pen. Men ærindet er alvorligt nok. Det handler om det tyske samfunds selvforståelse, og den er aldrig løsrevet fra historien. Fortiden er altid levende til stede. ”Tyskland er et demokrati, hvor de døde har stemmeret!”, som det er blevet sagt.

Richter gør op med en dominerende – måske endda bærende – tolkning af tysk historie, nemlig at demokrati er en styreform, der først er blevet indført fuldt ud under den forbundsrepublikanske forfatning fra 1949. Tysk historie i det 20. århundrede er præget af nogle markante brud forårsaget af to tabte krige. Efter Første Verdenskrig gik det andet tyske kejserrige under og gav plads til det kortlivede demokratiske eksperiment, Weimarrepublikken, der er mest kendt, fordi den udgjorde den gødede grund for Hitlers kup i 1933. Hitlers tusindårsrige varede endnu kortere, og først efter hans nederlag opstod ”Stunde Null”, altså en form for nulstilling af samfundet, der muliggjorde et blivende demokrati. Det er lidt firkantet sagt den gængse tolkning af tysk historie.

Mange historikere har peget på, at forestillingen om denne nulstilling overser, at der også var kontinuitet hen over krigsafslutningen. Seneste har Moritz Schramm i sin læseværdige bog, ”Kampen om midten”, hævdet det synspunkt, at Forbundsrepublikken ikke for alvor blev af-nazificeret. Først med Angela Merkel er de store borgerlige partier, CDU/CSU, rykket ud af nazismens skygge, mener Schramm.

Richter gør noget helt andet. Hun skriver tysk historie med demokratiet som det gennemgående tema. Det er et dristigt tankeeksperiment, der kræver sit af læseren, må man sige. Men hendes tilgang har meget for sig, og den gør den nutidige europæiske virkelighed væsentlig mere beboelig for Tyskland. 

Richter trækker for det første Tyskland ud af en historisk isolation. Hun insisterer på, at Tyskland – eller rettere de tyske lande – gennem historien er normale, europæiske lande, der sågar i nogle tilfælde var demokratiske pionerer. Det er et opgør med forestillingen om Tysklands særlige vej og rolle i den europæiske historie. Hun peger på alle fællestrækkene i den historiske udvikling i Nordvesteuropa og Nordamerika i de seneste 250 år. Dette perspektiv gør stadig perioden 1933 til 1945 til en undtagelse, men ikke som en negation af demokratiet, snarere som en pervertering af det i form af et totalitært demokrati, et flertalstyranni. Hendes kritikere har beskyldt hende for ”Verharmlosung”, altså et skønmaleri af fortiden, men det forsøger hun netop at undgå ved at understrege, at demokratiet indebærer en risiko for at gå fuldstændig vild, som det f.eks. skete i Tyskland i 1933. For det andet udvider hun demokratibegrebet til at omfatte andet end spørgsmålet om valg og repræsentative forsamlinger. Ideen om den enkelte borgers deltagelse i landets styrelse bygger ifølge Richter ikke alene på politiske rettigheder, men også på en bredere opfattelse af den enkeltes værdighed, kropslige integritet og sociale status, lighed og frihed. Her tillægger hun følelsen og ikke mindst medfølelsen en afgørende værdi. En af demokratiets rødder skal findes i pietismen, mener hun. Fra slutningen af 1700-tallet bliver det klart, at en ny etos bemægtiger sig Europa. Spørgsmålet om den kropslige integritet betyder, at tanken om, at f.eks. kvinder eller slaver også er mennesker med de dertil hørende rettigheder introduceres. Og armod bliver en skandale, som Richter så markant formulerer det. Det betyder ikke, at fattigdom og elendighed afskaffes, men at det bliver et politisk problem, som kræver sin løsning. Og så sker der yderligere det, at der i kraft af trykte mediers udbredelse udvikler sig en offentlighed, som gør det til et alment problem, der ikke kan ignoreres. Dermed træder den væsentligste aktør ind på den historiske scene: staten. Det er helt uafhængigt af statsformen, enevældig eller ej. De europæiske stater begynder at gribe ind med sundhedsreformer, uddannelsesreformer, socialreformer, økonomiske og politiske reformer, reformer af landbruget osv. Hvis Richter havde kendt mere til dansk historie, end hun gør, ville hun i Frederik 6.s styre have fundet en idealtype for sin tese. I Hal Koch ville hun have fundet en åndsforvandt. Også han pegede netop i 1945 på, at demokrati ikke er muligt uden at det også sørger for social retfærdighed.

For det tredje bygger hendes bog på den opfattelse, at demokratiet ikke er et modsigelsesfrit ideal eller et perfekt system. Demokrati drager sin livsånde i en atmosfære af krise, som bl.a. indebærer den fortsatte forkyndelse af dets endeligt. Som hun skriver i sit efterord: ”Denne historie tegner ikke en ret linje. Den er fuld af tilfældigheder. Krisen er demokratiets modus. Oplysningen med sin lighedsfordring og alle dens ambitioner danner udgangspunktet. Kritik og skandalisering er demokratiets livseliksir, og fleksibilitet dets styrke.”

Pistolen, som blev brugt af Julius
Rasmussen under attentatet
mod J.B.S. Estrup i 1885.
(Eget foto, da pistolen var
udstillet på Rigarkivet.)

Bogens undertitel – ”en tysk affære” – er i sig selv en frækhed. Umiddelbart kunne det betyde en bekræftelse af den gængse mistanke, nemlig at Tysklands forhold til demokratiet blot er en midlertidig erotisk besættelse, og at tyskernes sande statsretlige kærlighed er af en anden natur. Hvis et dansk forlag får den glimrende idé at få bogen oversat, ville titlen nok mere passende kunne oversættes til ”Demokrati – et tysk anliggende”. Richter fremdrager – også nærmest som en frækhed - Preussen som et eksempel. Traditionen fra Preussen blev netop efter 1945 fremhævet som en hovedkilde til tyskernes ’Untertanentum’, deres undersåtlige tendens til at følge ordrer, uanset hvor forkerte de er. Det var netop de anklagedes forsvar ved Nürnbergdomstolen efter krigen, at de blot havde fulgt øvrighedens ordrer og landets lovgivning. Richter fremhæver derimod Preussen som et eksempel på en retsstat, der fremmede sociale reformer og sikrede individuel frihed. Denne linje fortsætter Richter i fortolkningen af Det andet tyske Kejserrige 1871-1918, der blandt andet havde lige og almindelig valgret til Rigsdagen. Richter peger naturligvis på, at det kun gjaldt for mænd. 

Set fra et dansk perspektiv er det slående, i hvor ringe grad Tyskland i anden halvdel af det 19. århundrede adskilte sig fra Danmark. Forskellen består i fortolkningen. Mens den egenrådige og uparlamentariske Bismarck normalt fortolkes som inkarnationen af tysk, politisk kultur, har vi herhjemme en tendens til at fortolke hans samtidige, den egenrådige og uparlamentariske J.B.S. Estrup som en parentes i den danske demokratiske historie. I virkeligheden var udviklingen parallel, ikke mindst fordi den preussiske og danske forfatning lignede hinanden temmelig meget. Også parlamentarismen blev indført næsten samtidig i både Tyskland og Danmark.

Det ville kun være let at kritisere Hedwig Richters bog for at være for upræcis i detaljen og for løs i formuleringerne. Det er i hvert fald noget af det, som hendes kritikere har været optaget af. Bogens kvalitet er imidlertid først og fremmest dens evne til at anfægte etablerede konventioner om Tysklands rolle i demokratiets historie. Richter inviterer med verve Tyskland indenfor i en fælles europæisk og nordamerikansk fortælling om demokrati, retsstat og social retfærdighed, krise, krig og katastrofe, som hverken er lineær eller forudsigelig. Man kan ikke sige, at det seneste års begivenheder har gjort det perspektiv mindre berettiget.

(Kristeligt Dagblad 31. jan. 2022. Avisen valgte en lidt anden rubrik.)

Grundig og nærsynet

Jørn Henrik Petersen

Julius Bomholt – Fra idé til handling, Gads Forlag

Da Socialdemokratiet blev stiftet for 150 år siden, var det fra begyndelsen med bevidstheden om, at madstræb alene ikke kunne gøre det. Konkurrenterne i det jævngamle parti Venstre var forankret i en stærk kultur, der havde folkehøjskolerne som bastioner, og de konservative Højre sad på de etablerede kulturinstitutioner i byerne. Derfor opbyggede også Socialdemokratiet en tradition for oplysning og kultur, som man kan se bevidnet f.eks. i Arbejdernes Forenings- og Forsamlingsbygning i Rømersgade i København, hvis festsal nyligt er blevet restaureret. I kraft af dette kulturelle beredskab lod arbejderbevægelsens tillidsmænd sig ikke tale ned til af borger- eller bondekulturens repræsentanter. De havde hjemme selv. Således også Julius Bomholt (1896-1969). 

Han voksede op uden for Silkeborg. Selv skiltede han gerne med, at han var rundet af almuen, men den rod skal man tilbage til bedsteforældrenes generation for at finde. Faderen var funktionær på en papirfabrik og dertil politisk aktiv, så familien tilhørte bestemt ikke samfundets bund. Den opvakte dreng fik mulighed for at uddanne sig efter sit eget hoved. Han blev student og valgte det teologiske studium, ikke ud fra religiøs tilbøjelighed, men fordi det tilfredsstillede hans videbegær. Han blev højskolelærer og i en ung alder forstander for arbejderhøjskolen i Esbjerg. I 1929 blev han valgt til Folketinget for Socialdemokratiet. Han tilbragte flere år i Folketingets grebning, som man sagde, hvor folketingsgruppens stemmekvæg blev placeret.

I de første år var hans politiske karriere en skuffelse, fordi han hverken fik ministerposter eller ordførerskaber, der svarede til hans ambitioner, selvforståelse eller interesser. Kultur- og undervisningspolitik blev Bomholts varemærke, men hvilken kultur skulle fremmes? I Socialdemokratiet sloges man om, hvad kultur var. En fløj mente, at det handlede om at udjævne den eksisterende elitære, borgerlige kultur til alle. En anden fløj ønskede at fremme en særskilt arbejderkultur. For Bomholt og Socialdemokratiet blev det i 1930erne i realiteten en tredje vej, nemlig en national, folkelig kultur, der blev målsætningen. Det hang sammen med Socialdemokratiets erkendelse af, at det aldrig ville kunne opnå absolut flertal, og at der derfor var brug for en bred folkelig alliance med ikke mindst Venstre.

Bomholt selv nedfældede sine tanker om folket og nationen i en formaning til den eneste overlevende søn, som han og hans kone Anna Marie, kaldet Ne, i 1939 blev forældre til: ”Lad Landets og Folkets Frihed være din Ære. Bliv en Mand, der er rodfæstet i dit Folk. Gaa i Døden for Folket, om det kræves.” Det er noget af en fordring, må man sige.

Da Bomholts drøm om et kulturministerium blev virkeliggjort med ham selv som minister i 1961, var det imidlertid hverken arbejderkulturen eller den folkelige kultur, der blev bærende for ministeriet. Det blev bestykket med en række af de traditionelle borgerlige institutioner – Det kongelige Teater, Statens Museum for Kunst m.v. Det blev i praksis udjævningen af finkulturen til det arbejdende folk, der blev Kulturministeriets opgave. For de socialdemokratiske kulturpolitikere handlede det om at skabe en kulturel overbygning til velfærdsstatens opfyldelse af de mere timelige behov.

I sin disputats (”Meningen med velfærdsstaten”) har litteraturprofessor Lasse Horne Kjældgaard vist, hvordan den socialdemokratiske drøm om kulturpolitikkens forening med velfærdsstaten blev en fiasko. Filmskabere og litterater viste sig at være meget kritiske over for velfærdsstaten, og den kunst, som det nye Kulturministerium sponsorerede gennem Statens Kunstfond, mødte udbredt folkelig modstand. De socialdemokratiske kulturpolitikere, der havde hyldet princippet om en folkelig kultur, vågnede op en morgen og opdagede, at de var blevet arrogante åndsaristokrater. Bomholt selv sagde – som tidligere formand for Radiorådets Programudvalg – om piratsenderen ”Radio Mercur”, at den var ”en popradio beregnet for mennesker med intelligenskvotient væsentlig under 100”. Radio Mercur blev lukket ved lov i 1962, men Statsradiofonien måtte bøje sig og åbnede selv kort tid efter P3. Det var ikke Bomholts kop te.

Fordi bogen markerer kulturministeriets 60 års jubilæum, er det naturligt, at kulturministeren har skrevet forordet. Det blev en af Joy Mogensens sidste embedshandlinger at gøre det, og det er på mange måder et indholdsrigt og interessant forord, der taler for kulturens betydning for samfundslivet. At Mogensen siden har måttet trække sig som kulturminister, vidner om, at de værdier, som hun – og Bomholt – står – og stod – for, til syvende og sidst ikke har vundet fodfæste.

Bomholt boede 1953 til 1967 i Provstevænget,
en af de dyreste adresser i Roskilde. (eget foto)

Det efterlader bogens læsere med det spørgsmål, om ikke Bomholt og hans statsminister Kampmann i virkeligheden gjorde kulturen en bjørnetjeneste med oprettelsen af Kulturministeriet for 60 år siden? Tanken var, at kulturen ville nyde fremme, hvis den fik sit eget ministerium. Selv var Bomholt som socialdemokratisk veteran en relativt stærk minister, men stadig var hans ministerium i realiteten en afskalning af Undervisningsministeriet, som Bomholt selv tidligere havde haft ansvaret for, så målt i volumen og budget kan man også betragte kulturministerposten som en degradering. Og i stedet for at fremme kulturen har denne nyordning i praksis sørget for, at kulturen permanent står isoleret i bunden af regeringshierarkiet.

Hele seks fonde, tre kommuner, to fagforeninger, en bank, et parti og en vælgerforening har bidraget til bogens udgivelse, og de har da også fået en righoldig og flot bog for pengene. Men projektet ville måske have været bedre tjent med at være knap så generøst finansieret, for det kunne have tvunget forfatteren til at økonomisere mere med pladsen. Petersen har tydeligvis levet sig ind i Bomholts skæbne, hans liv og værk, men har ikke haft held med at omsætte sin indsigt i en form, der tager læseren ved hånden. Stoffet fordeler sig noget udisciplineret over de 615 sider. Stramt fortalt og redigeret ville historien snildt kunne afvikles på væsentlig færre sider. Der er umotiverede spring i tid og unødvendige gentagelser, og så mangler der noget så fundamentalt som en litteraturliste. Hele teksten er holdt i grammatisk nutid, og det forstyrrer kronologien. Når denne anmelder lyder lidt skuffet, skyldes det, at forventningerne til Jørn Henrik Petersen må være ret høje. Han er ankermanden bag det bindstærke værk ”Dansk Velfærdshistorie” og er kendt for fagligt at favne vidt. Derfor er han den måske bedst skikkede til intellektuelt at forfølge den forening af kultur og velfærd, som var Kampmanns og Bomholts ambition. Men Petersen binder sig for stærkt til, hvad han har fundet i Bomholts omfattende privatarkiv, så det ender med en grundig, men altså også lidt nærsynet biografi, der ikke helt formår at hæve blikket og skue lidt videre.

(Kristeligt Dagblad 9. nov. 2021. Redaktionen ændrede kone til hustru, og avisens rubrik har jeg forkortet)

Salonkunstens kalamiteter

Lennart Gottlieb, Identitet. Om identitetsproblemer og det særligt privilegerede i tidens kunstkultur. Forlaget Frydenlund

Lennart Gottlieb (f. 1953) er en respekteret kunsthistoriker med en lang karriere bag sig på Aarhus Kunstmuseum, Glyptoteket og Statens Museum for Kunst. I udgangspunktet er denne bog et opgør med den identitetspolitik, der præger museumsbranchen, Kunstakademiet og kunsthistorie som fag på Universiteterne. Anledningen er for det første Den hirschsprungske Samlings indkøb af Bertha Wegmanns portræt af den unge Marie Triepcke (senere gift Krøyer) fra 1885 og for det andet opstillingen af skulpturen ”I am Queen Mary”, udfærdiget af Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle på Københavns havnefront - ”det ene værk var plat appellerende, det andet docerende og fordomsfuldt”.

At kritisere den identitetspolitiske vending blandt danske kunstnere og kunstteoretikere hører efterhånden til standardrepertoiret på højrefløjen, men Gottlieb taler ikke fra et politisk standpunkt. Han taler som kunsthistoriker og dermed ud fra, hvad han betragter som en fagligt funderet definition af, hvad god kunst er: ”Kultur er disciplinering. Kunst er åndelig kompensation og ekspansion, og kunst er tillige, når den er bedst, modstand mod den kulturelle disciplinering, specielt den, der regulerer kunstværkets rammer.” (s.19)

Det er tydeligt, at Gottliebs kunstsyn er tæt forbundet med modstand mod rammer, forudsigelighed, regler, institutioner. Han hylder den forestilling, som lå bag impressionismens opgør med den parisiske salonkunst, nemlig at kunstneren ikke er til for at behage sin samtid, men for at være i pagt med fremtiden. Derfor er det nærmest en diskvalifikation i sig selv, hvis en kunstner har solgt godt i sin samtid eller hvis kunstneren bruger sin virtuositet til kamæleonagtigt at tilpasse sig tidens smag og normer – som f.eks. Wegmann. Når kunst lader sig disciplinere, bliver den til kultur og ophører med at være kunst. Kunsten må ikke være facil, ufarlig, pæn, tilpasset.

Forfatteren har sat sig 
selv på bogens forside med
cigaret og sommerhabit
i Los Angeles anno 1987,
en selvironisk kommentar
 til kritikken af de fonde,
 der har tjent deres penge
på rusmidler.

I den anden ende af Gottliebs skala ligger den gennempolitiserede skulptur på havnefronten, der på sin vis også – selv om den hævder at være udtryk for et oprør – er facilt tilpasset et modelune, den postkoloniale kunstteori. Gottlieb gennemspiller den efterhånden velkendte kritik af kunstværket for slet ikke at handle om, hvad det hævder at handle om. Værket  handler om kunstnerne selv. Hans analyse af den ene kunstner, Jeanette Ehlers’ selviscenesættelse er skarp, men også nænsom og forstående.

Gottlieb afbryder sig selv med nogle overraskende selvbiografiske indskud i teksten, som det indledningsvist er vanskelige at tyde. Pludselig bliver vi konfronteret med historien om, hvordan hans mor blev fejlmedicineret til døde som blot 62-årig i 1993, og et andet sted skal vi høre om hans opdagelse af, at diabetes 2 (der tidligere kaldtes ikke insulin-krævende sukkersyge) slet ikke kræver insulin. Han har tydeligvis et udestående med medicinalindustrien. 

Efterhånden falder ti-øren. Det handler om NOVO-fondens sponsorering af kunstmiljøet, som efter Gottliebs opfattelse er gennemsyret af en feministisk aktivisme. De store museer er ledet af kvinder og har næsten kun kvindelige ansatte, og de arrangerer udstillinger med kvindelige kunstnere. Det er også grunden til, at Den hirschsprungske har købet Wegmanns maleri. Hun er kvinde. De andre store fonde får også et fur, ikke alene fordi de bruger pengene forkert, men fordi deres penge kommer fra tobak, alkohol og sukker.

Gottlieb går videre med sin kritik, fordi han beskylder fondene og museerne for noget nær nepotisme, fordi alle kender alle, sidder i hinandens bestyrelse og bevilger hinanden penge. Afsnittet hedder ganske enkelte ”De sammensvorne” med en fordækt henvisning til et hovedværk af Otto Bache, en af de salonkunstnere, som Gottlieb ikke bryder sig om. Billedet forstiller gerningsmændene på flugt efter mordet i Finderup Lade. Tilsvarende mener Gottlieb, at de ansvarlige for kunsten i dag er inkompetente og at de slår kunsten ihjel ved at forvandle kunstmuseerne til kulturhistoriske museer.

Til slut i bogen giver Gottlieb sit eget bud på et monument på den københavnske havnefront for slaverne i Dansk Vestindien, en gigantisk sort blok, placeret hvor Amaliehaven nu ligger, i hele anlæggets bredde, et par etager høj, så den tager udsigten til Amalienborg Slotsplads og Marmorkirken fra havnen. Gottlieb vil næppe vinde mange tilhængere for dette forslag, så det er i glimrende pagt med hans eget æstetiske ideal, der handler om endelig ikke at gøre nogen tilpas.

Lennart Gottlieb taler ex chatedra. Lidt docerende, kunne man sige, dog ikke helt uden selvindsigt. Han taler også som repræsentant for sin generation af kunsthistorikere og kunstnere, selv om han også modsiges af nogle af sine jævnaldrende kollegaer, ikke mindst Mikael Wivel. Gottlieb kan imidlertid ikke afskrives som bare en gammel sur mand, der har haft sin tid. Han har et skarpt blik og en spids pen. Især hans kritik af den ideologiserede museumsvirksomhed og kunstteori er hele bogen værd.

(anmeldt til denne blog)

Den gode tone er en, de andre skal holde

Suzanne Brøgger, En forfatters dagbog 2010-2020, Gyldendal

Den 10. december 2011 noterede Suzanne Brøgger i dagbog, at hun ikke ville skrive mere om sig selv. Det fortsatte hun dog med i ti år, og nu kommer det skrevne på tryk. At pånøde den læsende offentlighed 400 siders løftebrud, forekommer noget prætentiøst.

Det er vanskeligt at vurdere bogens genremæssige status. Er der tale om en offentliggørelse af noget, som oprindeligt var helt privat? I hvor høj grad havde Brøgger et publikum for øje, da hun satte pen til papir til at begynde med? Brøgger har i hele sit liv gjort det private til et offentligt anliggende gennem sine bøger, så det er vanskeligt ikke at få den tanke, at publicering har ligget som en mulighed hele tiden. Det ligger også i tekstens tone. Den er ikke henvendt til forfatteren selv, for hun har ikke brug for at overbevise sig selv om noget. Teksten higer efter at blive læst, angler efter anerkendelse uden for det lille rum, som er dagbogens. 

Der er dog næppe tale om et gennemkalkuleret litterært produkt, for læseværdigt er det netop kun i passager. Brøgger udbryder ganske vist: ”Mine dagbøger er mit livsværk”, og hun kan næppe udfærdige en dosmerseddel uden at give den et anstrøg af litterær kvalitet, så man skal ikke blive overrasket over, at en uredigeret dagbog fra hendes hånd har læseværdige passager. Men de er måske snarere noter til (endnu) en selvbiografi, som altså må nøjes med at udkomme som noter. Har de så fortjent at blive læst? Kun hvis man i forvejen synes, at Suzanne Brøgger er en interessant person, og at hendes omtale af venner og modstandere har vægt.

Bogen slutter med et såkaldt ”omslag”, en kappe af generelle betragtninger om racisme, corona, klima, MeToo og hvad der ellers fylder i den offentlige debat i disse år. Det virker lidt som om Brøgger har forlæst sig på Carsten Jensen. Ingen af de to jævnaldrende ronkedorer synes at være klar over, at en verden, der har adgang til sociale medier, ikke længere venter i spænding på, at deres uredigerede strøtanker udkommer med ryg på.

Dagbogen handler i høj grad om hendes udadvendte liv, til foredrag, på kunstudstilling, til middag og reception, i teatret – London, Paris, New York, you know. Den er præget af spontane udfald og indforståede indskydelser. Som dagbog mangler den imidlertid i udpræget grad efterretninger om hverdagslivets tildragelser og fortrædeligheder. Der er nogle antydninger om haven og naboer, der kommer til te og jordbærkage, eller at ”varmesystemet” ikke virker. Glæden over datterens færd i livet forekommer autentisk. Sorger og bekymringer hører vi ikke meget om. Til gengæld har hun mange ærgrelser. Hun er tydeligvis irriteret over, at hendes mand er blevet gammel. Selv har Suzanne Brøgger ingen alder, når hun selv skal sige det på sine overmodige dage. 

Et gennemgående tema er Det danske Akademi, i hvilket hun blev indballoteret i 1997. Akademiet skabte overskrifter i foråret 2020, da flere medlemmer enten trådte ud eller ophørte som aktive. Stridens årsag var ifølge presserapporterne Marianne Stidsen, der med sine offentlige udtalelser om #metoo-bevægelsen har stødt mange mennesker fra sig. Men der føjes lag til historien med denne udgivelse. Brøgger støttede Stidsens optagelse i 2014. Man kan godt forstå denne sympati, for begge kvinder er som typer rundet af den seksuelle frigørelse i 1960erne og -70erne, Brøgger i dens begyndelse, Stidsen i dens afslutning, lige før Den store Sygdom med det lille Navn, AIDS, gjorde en ende på festen i 1980erne og selv Suzanne Brøgger slog sig ned på landet med mand og barn. Det var den seksuelle frigørelse, der gjorde op med forestillingen om kvinden som den blotte passive genstand for mandens begær. 

Man må som ligestillet kvinde i dette spil påtage sig rollen som både handlingens subjekt og objekt, mener Brøgger: ”Aldrig har jeg ønsket at skade nogen. Men hvis min livsudfoldelse har såret andre, er det jo ikke anderledes, end at andres har såret min.” skrev hun i 2012.

Alligevel ser Brøgger og Stidsen forskelligt på grænsedragningen mellem seksuel frihed og seksuel chikane. Det udtrykker sig ikke mindst i synet på lederen af Det svenske Akademi 2015-18, Sara Danius og hendes forgænger Horace Engdahl. Brøgger hylder Danius, mens Stidsen mener, at Danius misbrugte sin stilling til at fremme sin egen dagsorden til skade for akademiet. Den fortolkningskamp peger frem mod krisen i Det danske Akademi i 2020. Det er dog ikke striden med Stidsen, der fylder mest i dagbogen. Det gør derimod Brøggers uenighed med to andre akademimedlemmer, Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelt, som hun unådigt omtaler som ”Gøg og Gokke”. Thomsen og Stjernfelt har på hver deres måde og ofte sammen gjort op med 1968erne. Selv om de er en god halv snes år yngre end Brøgger, repræsenterer de noget ældre i den forstand, at de i modsætning til hende ikke er uden alder. Forgængeligheden – også hans egen – er nærmest et hovedtema i Thomsens forfatterskab. 

Striden går tilbage til 2011, da Per Kirkeby gjorde sit medlemskab passivt i protest mod Søren Ulrik Thomsen – stadig ifølge Brøggers dagbog. Det handlede om ytringsfrihed. Brøgger stillede sig på Kirkebys side og overvejede at gøre som han, hvad hun altså endte med at gøre knap 10 år senere. 

Om årsagen til sin udmelding skriver Brøgger, at der i Akademiet var arrangeret oplæsning af verdenslitteratur. Men da Stidsen foreslog at læse op af Horace Engdahl, ”som ikke er en klassiker, men notorisk proselyt af voldtægtsmanden, lød der ramaskrig, for og imod, og det endte i et sammenbrud, som ingen forvandt. Jeg meldte mig passiv med øjeblikkeligt varsel. Var blevet for gammel til endnu en ytringsfrihedskrig, som ingen kunne vinde.” Stadig ifølge Brøggers referat.

Nu kan man ikke sige, at Stidsen er sit eget synspunkts bedste advokat. Hun har en noget firkantet måde at sige tingene på. Men det var altså ikke Stidsens opførsel i Akademiet, der førte til Brøggers opsigelse af medlemskabet. Det var Stidsens ønske om at læse op af et stykke litteratur. Det kunne Brøgger ikke tåle. Er Brøgger i virkeligheden en snow flake, der går ind for de-platforming? Hun er i hvert fald en drama-queen, der ikke vil anerkende, at Stidsen kunne have en pointe, som er værd at diskutere. Brøgger mener selv, at hun repræsenterer den moderate midte i den offentlige debat og ”hjertets dannelse”, men hvis hun ønskede at fremstå som moderat og dannet, kunne hun begynde med at lade være med at udstille sin egen trang til at forsyne sine modstandere med øgenavne. ”Idealet for et akademi må være samtalen,” som Brøgger så rigtigt skriver. Mindelighed er bare ikke hendes stil. Vi kan jo alle skumle arrigt i vort lønkammer, men når skumlerierne stilles til skue for alle, må Brøgger stå til regnskab for sin egen rethaveriske uforsonlighed. 

(Kristeligt Dagblad 12. okt. 2021. Redaktionen havde foretaget enkelte ændringer i teksten.)

Tysklands retning

 Moritz Schramm, Kampen om midten, Gads Forlag 2021

Moritz Schramm er lektor i tysk på Syddansk Universitet, født 1970 og opvokset i Berlin. Han giver med denne bog sin egen vurdering af udviklingen i tysk politik i de seneste 150 år og dermed også et skøn over den retning, som tysk politik vil tage efter forbundskansler Merkels bebudede afgang efter det kommende forbundsdagsvalg.

Schramms anliggende er for så vidt klassisk i tysk politisk historieskrivning: Hvordan skal man forstå og indplacere nationalkonservatismen og højreradikalismen i historien? Kort fortalt er hans udlægning, at det konservative og det anti-demokratiske var en integreret del af det andet tyske kejserrige 1871-1918. Weimarrepublikken 1918-1933 repræsenterede på mange måder et alvorligt forsøg på en liberalisering, men de konservative kræfter var for stærke og skaffede Hitler til magten. Efter 1945 forsømte Forbundsrepublikken at gøre op med nazi-fortiden, og dermed var der frit lejde for tidligere nazister til at besætte ledende stillinger i samfundet. De konservative i CDU/CSU husede også medlemmer, der havde synspunkter, der var mindre end stuerene. Helmut Kohl får i Schramms politiske skudsmålsbog nærmest dumpekarakter som dådløs repræsentant for en udlevet konservatisme.

Et gennemgående positivt begreb i Schramms politiske ordbog er ”progressiv”. Det modstilles begreber som ”stilstand” og ”lammelse”. Dermed kridter han diskursivt en bane op, hvor historiens endemål er kendt af historikeren, og det gør det så meget desto nemmere for historikeren at fælde værdidomme. Han kan se, hvad der peger fremad, og hvad der ikke gør. For Schramm har ”det konservative” tydeligvis ingen fremtid. Han skal nok forberede sig på modsigelse blandt de konservative.

Så vidt repræsenterer Schramm en klassisk venstreorienteret fortolkningstradition i tysk historie. Denne fortolkningslinje er ikke helt uden problemer. Det andet tyske kejserrige var ikke meget mindre eller mere ikke-demokratisk eller konservativt end for eksempel det samtidige danske kongerige. Det var langt fra kun konservative kræfter, der bragte Hitler til magten, og den indre opposition mod Hitler udgjordes ikke mindst af konservative.

Og endelig bør man vel – trods alle problemer og indre konflikter – anerkende, at Kohl stod som arkitekten bag den fredelige indlemmelse af det tidligere DDR i Forbundsrepublikken på trods af omfattende international modstand, en løsning som i dag nyder bred anerkendelse.

Kohl takkede af i 1998. Hans efterfølger i embedet som forbundskansler, socialdemokraten Gerhard Schröder, får interessant nok en ikke entydigt negativ vurdering af Schramm, selvom Schröder gennemførte de strukturreformer på arbejdsmarkedet, som de konservative gerne ville have indført, hvis de kunne. Men Schröder udgør i Schramms fortælling kun et interregnum, inden Angela Merkels overtagelse af embedet i 2005. Ifølge Schramm var det Merkel, der havde held med at udgrænse de nationalkonservative og højreradikale kræfter fra det store konservative mainstreamparti takket være en pragmatisk, udogmatisk og adaptiv politik.

Her træder Schramm meget tydeligt ind i en dansk politisk diskussion, idet han mener, at den afgørende forskel mellem dansk og tysk politik er, at de traditionelle tyske partier har distanceret sig fra højreradikalismen, mens både Venstre og Socialdemokratiet herhjemme som regeringsbærende partier har indoptaget synspunkter, ikke mindst i udlændingepolitikken, som tidligere var repræsenteret udelukkende af dem, der ikke blev betragtet som stuerene. Denne sammenligning falder ud til Tysklands fordel i Schramms analyse.

Schramms perspektiv er tysk, og det er både en styrke og en svaghed ved bogen. Det er godt, at der på dansk foreligger en kvalificeret udlægning af tysk politisk kultur på tyske præmisser. Bagsiden af denne tilgang er, at bogen også vender ryggen til sit publikum. Schramm sammenligner ganske vist som nævnt med danske forhold for at sætte tingene i perspektiv for sin læser, men det forbliver på skitseplanet. Den europæiske kontekst forsømmes næsten fuldstændig. Alene en sammenligning med Østrig ville have føjet væsentlige perspektiver til.

Ved det tyske forbundsdagsvalg i 2017 skete det for første gang, at et parti til højre for CDU/CSU opnåede repræsentation i Forbundsdagen, nemlig Alternativ for Tyskland (AfD). Opkomsten af AfD tolker Schramm som en sejr for Merkel, fordi det betød, at de synspunkter, der tidligere var repræsenteret inden for CDU/CSU, nu også nominelt er marginaliseret på en politisk impotent højrefløj. Dermed er den ombejlede midte i tysk politik, som både CDU/CSU og socialdemokraterne orienterer sig imod, ifølge Schramm renset for det, som ikke har fremtiden for sig.

I forbindelse med det seneste valg til Forbundsdagen i 2017 udgav journalist ved Weekendavisen Jesper Vind en lille læseværdig bog om den tyske højrefløj, ”Det nye tyske højre”. Vinds pointe er en helt anden end Schramms. Vind ser Tyskland i europæisk kontekst, og i 2017 blev Tyskland et normalt europæisk land i den forstand, at nationalkonservative synspunkter vandt repræsentation i det nationale parlament, sådan som det er tilfældet i de fleste nabolande.

Sådan ser Schramm det ikke. Han ser dannelsen af AfD i historisk kontekst som en institutionaliseret marginalisering af det nationalkonservative standpunkt, der har været til stede i tysk politisk tænkning i mere end 100 år.

(Kristeligt Dagblad 8. sep. 2021. Avisen valgte en anden rubrik)

En norsk bog om Norge

 Kristoffer Flakstad, Den danske bog om Norge, Gads Forlag, 262 sider, 299,95 kr.

En klassisk vittighed fortæller om en franskmand, en tysker og en nordmand, der alle fik til opgave at skrive om elefanten. Franskmanden spadserede til Paris’ zoologiske have og skrev samme aften et essai fuld af esprit om elefantens kønsliv. Tyskeren tilbragte først syv år i Afrika, dernæst syv år i Indien og udgav til slut et værk i mange bind med titlen ”Indledende studier i elefantens væsen og adfærd”. Nordmanden tog op i sin hytte på fjeldet og skrev bogen ”Norge og vi nordmænd”.

Selv om denne bog markedsføres som ”Den danske bog om Norge”, er det en ret norsk bog, der først og fremmest er optaget af alle Norges fortræffeligheder. Bogens narrative grundstruktur er udtryk for en klassisk norsk selvfortælling. Engang i den tidlige Middelalder var Norge en stor europæisk magt, men så kom Kalmarunionen og ”Firehundredeårsnatten”, da Norge var underlagt et udbyttende og undertrykkende dansk styre. De danske konger interesserede sig ikke for Norge, og hvis de gjorde, bragte de kun skidt med sig. 

Morgengryet efter Danskernatten kom efter indførelsen af egen forfatning i 1814 og blev forstærket efter ophævelsen af unionen med Sverige i 1905, da Norge kunne hævde sig som nation med den norskeste af alle norske helte, Fridtjof Nansen, i spidsen. Han stod på ski og fik Nobels fredspris. Mere norsk med norsk på bliver det ikke. 

En af bogens mest interessante pointer er påpegningen af, at kulturudvekslingen mellem Norge og Danmark forstået som kunstnere og andre, der har deres ophav i det ene land og deres virke i det andet, er fortsat ubrudt gennem flere hundrede år indtil i dag. Før 1811, da Norge fik sit første universitet, var det en selvfølge, at nordmænd, der ønskede at uddanne sig, måtte tage til København. Ludvig Holberg er nok den kendteste. I det 19. og i de første årtier af det 20. århundrede forblev København Norges kulturelle hovedstad. De største norske forfattere – Kielland, Ibsen, Bjørnson osv. – udkom indtil 1920erne på Gyldendal i København. Knut Hamsun ønskede også at blive udgivet på Gyldendal, men blev skuffet. Amalie Skram nærmest flygtede til København. Sigrid Undset, der var født i Kalundborg, og Aksel Sandemose tog turen den anden vej til Norge. I de seneste år er dansk kulturliv blevet beriget med navne som Sissel Kyrkjebø, Lene Nystrøm og Jakob Oftebro. Kristoffer Flakstad remser snesevis af andre eksempler op.

En anden af Flakstads centrale pointer er, at Bergen er motoren i norsk kulturliv. Fra Ludvig Holberg over Edvard Grieg til Gunnar Staalesen er der udgået kulturpersonligheder af internationalt format fra denne by, der står i samme størrelsesforhold til Oslo som Aarhus til København. Man hører ikke nær så meget om Oslo – om end Oslobåden spiller en vis rolle. I Oslo hedder den naturligvis noget andet, nemlig ”Danskebåten”.

Flakstad er født og opvokset i Danmark, men hans hjerte tilhører tydeligvis Norge i almindelighed og Bergen i særdeleshed. Bogen er nærmest en turistbrochure i stift bind. Flakstad løber på sin vis åbne døre ind. Norge hører allerede til danskernes mest foretrukne rejsemål i skarp konkurrence med Grækenland, kun overgået af Spanien, Italien og Tyskland. Men danskerne tager først og fremmest til Norge for at opleve naturen, og det er Flakstads ærinde at markedsføre Norge som en kulturnation. Han skiller sig hæderligt fra opgaven, men hvis man skal sælge noget til danskerne, kan man med fordel gøre det med lidt mere munterhed, for nu ikke at tale om selvironi. Her kunne Flakstad lære lidt af de bergensiske brødre, som han også nævner, Vegard og Bård Ylvisåker, hvis satire mesterligt punkterer norsk selvhøjtidelighed.

Bogen forbliver deskriptiv, ja nærmest opremsende. Kun ganske forbigående berøres centrale emner som Norges forhold til EU, NATO og ikke mindst til Norden – for nu slet ikke at tale om det højaktuelle spørgsmål om Arktis, som mange danskere vil have en naturlig interesse i at vide noget om. 

Sine steder i bogen finder man en manglende omhu for detaljen. Bertel Thorvaldsen bliver til Thorvald Bertelsen, og der står, at den norske nobelpriskomité nedsættes af den norske regering, selv om den opgave er Stortingets. Der kunne som ganske almindelig forbrugervejledning gøres mere ud af det, der sprogligt samler og adskiller danskere og nordmænd. Det gælder helt ned til den berømmelige torsk fra Lofoten, som indtager en hovedrolle i Flakstads fortælling, fordi den i tørret form i mere end et halvt årtusinde har udgjort en væsentlig eksportartikel til det sydlige Europa. Hvorfor ikke bruge den norske betegnelse skrei? 

(Kristeligt Dagblad 1. juli 2021)