Fra den stråtækte til Aarhus Universitets retvinklede modernisme

Viggo Mortensen

På Jorden under Himlen – En teologs erindringer

Hovedland, 278 sider

Viggo Mortensen (f. 1942) er vokset op i et gårdmandshjem på Fyn. Han blev holdt til bogen, og et ophold på Askov Højskole førte til et opgør med barndomshjemmets tilbøjelighed til det missionske. Som ung teologistuderende gjorde han en pige gravid, og man bliver lige mindet om, at der stadig i 1963 ikke kunne blive tale om andet end at det unge par måtte gifte sig. Hvordan må det egentlig have været at se sin skæbne afgjort af et øjebliks fysisk tiltrækning? Mortensen lægger ikke skjul på, at hans livs kærlighed er hans nuværende og tredje hustru, Doris Ottesen, som han traf, mens han stadig var gift med den første. Han skylder stadig sine læsere at aflægge regnskab for nogle mellemregninger i den forbindelse.

Viggo Mortensen har en omfattende karriere i videnskab og kirke bag sig. Efter sin kandidateksamen i 1969 blev han tilknyttet Aarhus Universitet, fra 1973 som lektor i etik og religionsfilosofi. Fra 1991 var han ansat ved Det Lutherske Verdensforbund i Geneve, hvor han også var dansk præst, men vendte tilbage til Aarhus i 1999 som professor i systematisk teologi med speciale i missionsteologi. Det var Johannes Aagaards professorat.

Viggo Mortensens erindringer føjer sig til et par andre bøger om aarhusiansk teologihistorie fra de seneste år, Nils Gunder Hansens ”Tanker af en anden verden” om Jørgen K. Bukdahl (1936-1979) fra 2019 og Ole Jensens (1937-2021) erindringer fra samme år. Til sammen er de vidnesbyrd om, hvor meget Løgstrup dominerede en hel generation af Aarhus-teologer, der har det til fælles, at de værner nidkært om Løgstrups eftermæle. Intet fadermord i sigte her.

Bukdahl var som søn af en feteret forfatter født ind i det intellektuelle miljø. Jensen var som søn af en skolelærer i Aarhus et skridt længere væk fra det akademiske, men tæt på byen. Mortensen derimod skulle på egen hånd indhente både byen og det akademiske for at komme på omgangshøjde med sine jævnaldrende. Han har taget hele rejsen fra den stråtækte fynske almueskole til Aarhus Universitets retvinklede modernisme.

Lidt retvinklet aarhusiansk modernise. (eget foto)

Løgstrups skabelsesteologi lagde grunden til, at hans elever fandt deres egne veje væk fra en traditionel dogmatisk forståelse af teologien. Bukdahl var mere filosofisk end teologisk orienteret. Jensen blev grøn øko-teolog, og dermed ”blev en panteistisk, af græsk naturfilosofi inspireret livsfilosofi lyst i teologisk kuld og køn.” Sådan lyder Mortensens måske lidt forbeholdne dom på fyrre års afstand, og han tilføjer: ”I dag fristes man til at sige, at skabelsesteologien har sejret ad helvede til.”

Mortensen blev selv økumenisk kulturmøde-teolog under mottoet ”Hedningerne er forsvundet!”, som han sagde i sin tiltrædelsesforelæsning: ”I stedet lever vi på denne klode sammen med mennesker, der lever i autentiske, kulturelle og religiøse traditioner og med specifikke økonomiske og politiske systemer, som vi forhåbentlig kan leve i fred med, og i samarbejde med hvem vi kan sikre det gode liv samt klodens og menneskehedens overlevelse.” Bogen slutter, må man retfærdigvis sige, i en lidt anden toneart, nemlig med et opgør med relativismen og med en forsvarstale for den personlige og alvorlige evangeliske kristendom.

Op mod sin pension flyttede Viggo Mortensen til Ærø, hvor han sammen med Finn Slumstrup stillede sig i spidsen for en bevægelse – ”Oprør fra Udkanten” – som havde til formål at fremhæve kvaliteterne ved at leve langt fra de store byer og samtidig at arbejde for, at vilkårene blev bedre. Formålet var at modvirke ”den satans centralisering”, som Doris Ottesen så bramfrit siger. Men også ægteparret Mortensen og Ottesen måtte efter nogle år bøje sig for denne satans ting og flytte til en anden ø. De bor nu på Amager.

Man kan ikke bebrejde en selvbiografi, at den hovedsageligt beskæftiger sig med sin forfatter. Det ligger i opgavens natur. Men nogle steder ligner den mere et kommenteret CV. Det er synd, for Viggo Mortensen er også en reflekteret fortæller. ”Det er i tiden, at mennesket kommer til sig selv,” som han skriver. I denne formulering rummes i al sin enkelhed både en personlig erfaring og en erkendelse høstet fra det 20. århundredes tyske og franske filosofi. Bedst er bogen, når den handler om mødet med andre mennesker og diskussionerne med dem, for her folder Viggo Mortensen sig ud som en i menneskeligt henseende generøs levnedsskildrer. 

(kirke.dk 4, maj 2022)

Værk om Københavns historie mangler sammenhæng

Niels Henrik Andreasen, ”Før byen, 12.000 f.v.t. – 1000”

Hanna Dahlström, ”Byen bliver til, 1000-1200”

Vivi Lena Andersen, ”Kampen om byen. 1200-1550”

Rikke Simonsen, ”Kongens by, 1550-1700”

Peter Wessel Hansen, ”Med vold og magt, 1700-1850”

Jakob Ingemann Parby, ”Den grænseløse by, 1850-1920”

Kirsten Benn Lykkebo, ”Livet i husene, 1920-1980”

Anders Møller, ”Byen rejser sig, 1980-2020”

Gads Forlag

De mange omfattende anlægsarbejder i København de seneste godt 20 år har givet masser af arbejde til arkæologerne på Københavns Museum. Når entreprenørmaskinerne går i gang, dukker der fortid op af jorden. Der er gjort mange spændende fund. Godt hjulpet af en aktiv formidlingspolitik har museet fået en ret god pressedækning, ikke sjældent under overskriften ”Nu må historien skrives om”. Og nu har Københavns Museum og Stadsarkiv altså sat sig for at gøre netop det, skrive historien om – eller i hvert fald give en ny version af Københavns historie i otte relativt korte bind.

Værket som helhed er kronologisk ordnet, men læseren skal forberede sig på, at de enkelte bind ikke nødvendigvis følger dette princip. Man skal altså ikke vente en traditionel historisk-kronologisk fremadskridende institutionel fortælling om byen.

Andreasens første bind har karakter af indføring i den sydskandinaviske forhistorie fra den seneste istids slutning til og med vikingetiden med fund fra hovedstadsområdet som illustration. At der ikke er tale om byhistorie siger bindets titel sådan set selv – ”Før byen”. Kun i glimt kobles stoffet til den oplevede by som f.eks. når der gøres opmærksom på, at en trafikalt lettere umotiveret rundkørsel på Bolandsvej i Emdrup skyldes, at vejen snor sig om en bronzealderhøj.

Dahlströhm, der har skrevet andet bind, har selv har været leder af udgravninger i anledning af anlægsarbejder på bl.a. Rådhuspladsen, og hun er lidt for imponeret af, hvad hun selv har fundet ud af i den anledning. Billedredaktionen illustrerer det udmærket. Der er for mange fotos af arkæologer på arbejde i et hul i jorden iført pang-gult arbejdstøj. Pointen med bindet er at vise, at København ikke blev grundlagt af Absalon i anden halvdel af 1100-tallet, men det vidste vi godt i forvejen, og derfor drukner de nuancer, som Dahlströhm faktisk har at tilføje Københavns tidlige historie, i et forfejlet forsøg på at oversælge ideen om, at ”historien skal skrives om”.

Andersens tredje bind samler med en større sans for sproglig økonomi end Dahlströhm op på væsentlige pointer fra det foregående bind og bygger derfor bro til første bind. Andersen skriver om senmiddelalderen, men det er lidt svært at følge den røde tråd. På side 27 hører vi om, hvordan København i 1416 blev kongens by. På side 31 er vi nået til år 1294, men først på side 55 får vi forklaringen på, hvorfor byen fra begyndelsen i 1100-tallet ikke var kongelig men biskoppelig. Formidlingsmæssigt ville det nok være mere hensigtsmæssigt at holde tildragelserne i den rækkefølge, hvori de indtraf.

Simonsens fjerde bind indledes med Christian III’s indtog i København i august 1536 i en anden version end den beskrivelse, som tredje bind giver. Simonsen har mere held med at kombinere arkæologens topografiske perspektiv med historikerens kronologiske. Det kan lade sig gøre, fordi det i overvejende grad handler om byen som fæstning fra Grevens Fejde til Svenskekrigene, og netop fæstningsanlæggene er godt kortlagt af arkæologerne.

Wessel Hansens femte bind hedder Vold og magt, men handler lige så meget om, hvordan et ret brutalt og offentligt straffesystem ved 1700-tallets begyndelse i de følgende 150 år blev mere civiliseret, og disciplineringen blev internaliseret. Hansen er en klassisk historiefortæller, der fletter den lille historie ind i den store, så han får fortalt om både enkeltskæbner og de begivenheder, der formede byen fra brandene i 1728 og 1795, briternes bombardement i 1807 til indførelsen af Borgerrepræsentationen i 1840.

Ingemann Parby har med fuldt overlæg disponeret sit sjette bind om Københavns vækst efter 1850 topografisk og ikke kronologisk. Der er et kapitel til hvert af de nye kvarterer, Nørrebro, Vesterbro, Østerbro og City (ja, det kaldte man det også for godt 100 år siden). Men han glemmer altså næsten Amager, som netop i disse år voksede til som industrikvarter. Parby kombinerer socialhistorie og kulturhistorie til, hvad man næsten kan kalde en ny syntese om København som moderne metropol. Herunder får han skrevet et lille afsnit om København som cykelby, et emne, der kalder på sin egen bog. Byen har haft cykelstier i nu 130 år, erfarer man.

Benn Lykkebo fortsætter den socialhistoriske vinkel i bind syv, ikke mindst inspireret af Jan Gehl, og bruger almindelige københavneres erindringer som kilde til at fortælle byens historie fra 1920 til 1980. At besættelsestiden fylder så relativt lidt i dette bind er et dristigt valg at træffe. Det er ikke desto mindre en meget gennemført analyse af den sociale udvikling i perioden. Hvad der falder anmelderen for brystet er noget så småligt som præpositioner. Forfatteren skriver om trafikken ”på Store Kongensgade” og en skole ”i Bispebjerg”. Enhver nogenlunde rutineret københavner vil altid sige ”i Store Kongensgade” og ”på Bispebjerg”. 

Københavns Kommunes lungesanatorium i Avnstrup
ved Ny Tolstrup syd for Osted på Sjælland blev
indviet i 1940. Det er et af mange eksempler på,
hvordan Københavns Kommunes institutioner
spredte sig ud over hele Østsjælland. Avnstrup
er i dag asylcenter. Eget foto.

I sidste bind skriver Møller historien helt op til nutiden. Også han tager os frem og tilbage i både geografi og kronologi. 1980erne var præget af afindustrialisering, social deroute og en kommune, der desperat forsøgte at tiltrække gode skatteydere. Det skete gennem byfornyelse, frasalg af kommunale lejeboliger og en udvikling af Københavns havn og Ørestad. Nu er Amager for alvor kommet på københavnerkortet. Ind imellem skal der også være plads til udviklingen i den københavnske gastronomi, registrerede partnerskaber og den slags. Møller spadserer lidt for nonchalant gennem stoffet. Der kunne f.eks. sagtens gås lidt hårdere til By & Havn uden at give køb på sagligheden.

Forfatterne til de otte bind er udvalgt, fordi de alle er ansat i Københavns Kommunes stadsarkiv eller bymuseum. Den institutionelle ramme for værket er antagelig årsagen til, at naboerne på Frederiksberg, i Hvidovre, Gentofte, Tårnby eller Avedøre inddrages så vilkårligt og tilfældigt. Selv om forfatterne har samme arbejdsgiver kommer de hver især med den vinkel, som er deres. De er samlet set ikke så meget til klassisk politisk, økonomisk eller institutionel historie, men bevæger sig mest inden for social- og kulturhistorien. En af de få gennemgående pointer er, at København fra de tidligste tider helt til i dag i stort omfang er opført på opfyldt terræn.

Som samlet værk hænger det dog ikke rigtigt sammen. Det vil for meget og for meget forskelligt. Det er imidlertid også en sær styrke, at det ikke er lykkedes at gennemføre det samme koncept for alle bind. Hver forfatter synger nu engang med sit eget næb. Værket er smukt tilrettelagt og flot illustreret.

(Altinget, Hovedstaden, 4. april 2022 )

Den ideologiske entreprenør

Peter Tygesen, Amdi og Tvind. Iværksætteren, Gads Forlag

Mogens Amdi Petersen (f. 1939) er en af den nyere danmarkshistories mest gådefulde skikkelser. ”Hvor er Amdi?” er et spørgsmål, der i forskellige variationer har dannet baggrund for mange avisoverskrifter – og sågar et brætspil. Journalist Peter Tygesen har sat sig for at finde Amdi, eller i hvert fald at finde ud af, hvem han er. I denne bog behandler han de første 40 år af Amdi Petersens liv, og det er forudset, at der vil komme et andet bind, der behandler resten af hans biografi. 

Det er ikke fordi der mangler bøger om Amdi og Tvind. Jeg udgav selv i 1999 en bog om Tvind, og jeg må med det samme deklarere, at jeg er en blandt mange, der har hjulpet Tygesen med hans research, og for dette takkes vi i bogen.

Historien om Mogens Amdi Petersen er for så vidt velkendt. Hans far var overlærer i Ringe på Fyn og siden skoleinspektør af den konservative skole. Han blev student fra Odense Katedralskole, blev uddannet lærer fra seminariet i Haderslev og valgte sammen med ligesindede i 1963 at søge til Kroggårdsskolen i Næsby på Fyn, hvor skoleinspektøren, Sidenius, var kendt for at være pædagogisk progressiv. Næsby var en forstad til Odense, og Amdi Petersen gjorde sig bemærket som fremtrædende skikkelse i byens kulturliv og som medgrundlægger af Danmarks første kollektiv, Huset på Hunderupvej. Sensation skabte det, da skolekommissionen i Næsby efter to års prøvetid nægtede Amdi Petersen fast ansættelse med den udtrykkelige begrundelse, at han var for langhåret. Det skubbede ham på sin vis ud i en karriere som skaber af et alternativ til det officielle skolevæsen. Det begyndte med, at nogle af vennerne fra kollektivet i Odense rejste verden rundt, en erfaring som de siden omsatte i skabelsen af Den rejsende Højskole, hvis barnesko blev trådt i Svendborg og på Fanø, men som især voksede i styrke og betydning, da de i 1972 købte en ejendom ved Ulfborg i Vestjylland, kaldet Tvind.

Man kunne i 1979 købe dette post-
kort af Tvindmøllen med fortrykt
 adresse til Handelsministeriet,
 over for hvem man kunne tilkendegive
sin modstand mod Atomkraft.

Amdi Petersens triumf var opbyggelsen af Det nødvendige Seminarium, som betød, at Tvind kunne tilbyde en alternativ læreruddannelse. Opførelsen af den store elektricitetsproducerende vindmølle beskriver Tygesen minutiøst. Han kortlægger, hvordan det lykkedes Amdi at få meget billig eller sågar gratis teknisk rådgivning fra eksperter i ind- og udland til sit store projekt, som kunne indvies i foråret 1978. Tvindmøllen blev et meget håndgribeligt argument imod planerne om at indføre atomkraft i Danmark efter den store oliekrise i begyndelsen af 1970erne. Tygesen mener, at møllen også har haft betydning for udviklingen af den vindmølleindustri, der voksede frem i netop Vestjylland. Men overførslen af erfaringer med opførelsen af den store mølle må snarere siges at have været forbavsende ringe, for det tog de danske vindmøllefabrikanter en snes år, før de kunne bygge i samme skala som Tvindmøllen, der ved opførelsen var verdens største vindmølle og – med nogle tekniske forbehold – stadig er den længst fungerende megawatt-mølle nogensinde.

Tvind havde som pædagogisk eksperiment og skoleform fra starten fået kolossalt medløb i medierne. Ikke kun den venstreorienterede presse, men også borgerlige aviser skrev beundrende om, hvordan Tvind havde held med at forbyde alkohol og stoffer, samtidig med at de unge mennesker fik hænderne op af lommen og bestilte noget.

Men i 1978 vendte offentligheden nærmest på en tallerken. Tvind blev kritiseret for at undertrykke individet, for fortielser, ideologisk ensretning og meget mere. Amdi Petersen var blevet sat under overvågning af PET blandt andet fordi Tvind plejede omgang med PFLP i Mellemøsten og ZANU i det sydlige Afrika. Og det kom frem, at Tvind ikke blot sværmede lidt for alternative samfundsformer, men havde en næsten sekterisk forventning om de sidste dages komme i skikkelse af verdensrevolutionen. Afsløringerne tvang Amdi Petersen væk fra de poster, som han havde beklædt i organisationen. Han begyndte at udvise paranoide træk, og til slut gik han under jorden. Med denne cliffhanger slutter bogen.

Tygesens bog er godt fortalt. Hvis man kan lide Peter Øvigs krøniker om den samme epoke i Danmarks historie, vil man også kunne lide Tygesens. Den er grundigt researchet. Tygesen har fundet mange øjenvidner, der ikke før er trådt frem, og han er omhyggelig med at vise, hvor han har sin viden fra. Det betyder også, at beretningen får detaljer og nuancer frem i historien, som ikke har været kendt før. Endelig er den meget sobert fortalt. Han ser på Tvind udefra, i modsætning til f.eks. Pia Elers, hvis bog fra 2020, ”På Rejse med Amdi”, er en mere personlig øjenvidneberetning, sine steder med tendens til idyllisering af tiden i Tvind. Tygesen er mere kritisk uden at være sensationslysten eller fordømmende. Han har heller ikke selv været en del af foretagendet, men har alderen (f. 1954) til at sætte sig ind i, hvordan man tænkte dengang. Det giver klangbund til forståelsen af det, der var en anden tid. Nye læsere kan begynde her, og der er al mulig grund til at se frem til bind 2.

(Kristeligt Dagblad 8. marts 2022. Avisen valgte en anden rubrik.)

Vores ukrainske fortid

 Rus – vikinger i øst. Moesgaard Museum

Det kunne ligne en tanke, at en meget betydelig del af de genstande, der udstilles, kommer fra Ukraine. Det virker næsten som en kommentar til det seneste årtis fortsatte politiske og militære krise i og omkring dette fjerne land, der i kulturel forstand slet ikke er så fjernt endda, erfarer vi ikke mindst i kraft af denne udstilling. Vi har faktisk en fælles fortid. Eller man kan måske spidsvinkle den lidt mere og sige, at hvis solidariteten med Ukraine skal have nogle kulturelle rødder at vokse af, er det aldrig for sent at skaffe sig en fælles fortid. Det kan lyde konstruktivistisk, men Moesgaard har ikke gjort andet end at tage fat i en historie, som er velkendt, nemlig at vikingerne ikke kun drog mod vest, men også tog østpå. Her kaldtes de også rus, og det var ifølge en middelalderlig russisk krønike skandinaver, der grundlagde det første russiske rige i midten af 800-tallet med først Novgorod og siden Kiev som hovedstad. Den politiske indebyrd af den omstændighed lader udstillerne klogelig ude af betragtning. For betyder det, at Ukraine historisk set i virkeligheden er russisk eller at Ukraine i virkeligheden er skandinavisk?

Udstillerne snyder lidt på vægten. Af udstillingsgrafikken ser det ud som om rejsen gik fra de indre danske farvande østover til de store floder, der som handelsveje førte nordboerne sydpå til Byzans og skabte forbindelsen til Abasside-kalifatet i Bagdad, hvorfra arabiske sølvmønter som betalingsmiddel for varer som pelse, rav og ikke mindst slaver strømmede nordpå. 

På en af udstillingens plancher
fremhæves tre byer på Den jyske
Halvø som udgangspunkt for
ruterne østover. (Eget foto)

Fra talrige fund af sølvskatte i hele det baltiske område kan man se, hvordan disse små hele eller beklippede mønter, dirhem, med arabiske skrifttegn udgjorde en selvfølgelig del af de betalingsmidler, der var i omløb i Skandinavien. Op mod en kvart million af dem er bevaret. Det afspejler en væsentlig større økonomi. Og det er så her vægtforskydningen er lidt skæv, for fundene er i overvejende grad gjort i det østlige Skandinavien og Baltikum. De store omslagspladser var Birka ved Mälaren i Sverige og Staraja Ladoga ved Volkhovfloden øst for Skt. Petersborg. Især Birka har været storleverandør af arkæologiske vidnesbyrd om handelsforbindelsernes rækkevidde.

Foruden fire ukrainske museer har tre tyske, to polske, et lettisk, et litauisk, et svensk, et finsk, et norsk og to danske museer udlånt genstande til udstillingen. Man bemærker, at ikke et eneste russisk museum er med, selv om der er samlinger i både Novgorod og Skt. Petersborg, der tidligere har udlånt meget betydningsfulde genstande fra denne periode. Men da var de politiske vilkår også anderledes. Under alle omstændigheder er det en museologisk bedrift, at det er lykkedes at samle så mange interessante fund og museumsgenstande fra så stort et område på et sted.

De føjer talrige aspekter til historien, der ikke mindst handler om, at handelsvejene selv lige så meget som deres yderpunkter spillede en afgørende rolle og repræsenterede et liv og en kultur, der stod i økonomisk og kulturel udveksling med dem, der lagde vejen forbi. Så udstillingen handler lige så meget om et netværk af økonomier og kulturer mellem Østersøen og Sortehavet som om vikinger, der rejste ud.

Og her kommer vi så til et klassisk problem eller spørgsmål, når det handler om vikingerne, nemlig om de var mere eller mindre fredelige end almindeligt antaget? Det spørgsmål besvarer næsten sig selv, hvad angår forbindelserne østover, for selv om udstillingen er lagt an på at beskrive forbindelsen som handelsmæssig, er det for det første klart, at ingen købmand, der ikke var bevæbnet, kunne opretholde sin næring. For det andet var en af de væsentligste varer slaver, der i sagens natur ikke lader sig erhverve eller sælge uden et betydeligt mål af voldsberedskab. For det tredje var varægerne, som de også kaldtes, berømte og berygtede for deres kamptræning og fysiske kraft, og derfor kunne de også falbyde alle former for voldsudøvelse, der også dengang var en efterspurgt vare. Våbnene hører med. Udstillingen er på dette punkt ganske usentimental, om end ikke særlig eksplicit.

I løbet af 900-tallet tørrede de arabiske kontrollerede sølvminer ud, og bindemidlet i den handel, der i et par århundreder knyttede Østersøen til Sortehavet og Det kaspiske Hav, forsvandt. Interessen samlede sig nu om sølv fra f.eks. Harzen, der fra et dansk synspunkt er at definere som nærområde. For de danske kongers vedkommende rettede opmærksomheden sig mod skabelsen og opretholdelsen af et nordsøimperium. Det lykkedes kun kortvarigt. Men opmærksomheden forblev vestvendt. Nu skal vi lære vi at vende blikke også mod øst.

Med denne særudstilling har Moesgaard virkelig skabt sig selv en udfordring, for den bliver svær at overgå. Den taler til konservative museumsgemytter som mig, der holder meget af montrer fyldt med smukke og interessante genstande, man ikke har set før, og lange reflekterede ledsagetekster, og samtidig er det hele sat i scene i et delikat udstillingsdesign, der ikke er bange for stemningsskabende effekter eller appeller til fantasien og det sanselige uden at virke anmassende, så der er til både oplevelsen og eftertanken.

(Kristeligt Dagblad 8. feb. 2022.)

Tyskland er et demokrati, hvor de døde har stemmeret

Hedwig Richter. Demokratie. Eine deutsche Affäre. Vom 18. Jahrhundert bis zur Gegenwart, C.H. Beck 2020

Professor i historie ved det militære universitet i München, Hedwig Richter, har provokeret mange med sin bog om Tysklands forhold til demokratiet. Bogen udkom i 2020, men debatten om den er fortsat gennem hele 2021 i både historiefaglige kredse og den brede, tyske offentlighed.

Det er interessant, fordi bogen ikke gør brug af stærke polemiske virkemidler. Den er faktuel, med tendens til det opremsende, og så er den skrevet med en letflydende pen. Men ærindet er alvorligt nok. Det handler om det tyske samfunds selvforståelse, og den er aldrig løsrevet fra historien. Fortiden er altid levende til stede. ”Tyskland er et demokrati, hvor de døde har stemmeret!”, som det er blevet sagt.

Richter gør op med en dominerende – måske endda bærende – tolkning af tysk historie, nemlig at demokrati er en styreform, der først er blevet indført fuldt ud under den forbundsrepublikanske forfatning fra 1949. Tysk historie i det 20. århundrede er præget af nogle markante brud forårsaget af to tabte krige. Efter Første Verdenskrig gik det andet tyske kejserrige under og gav plads til det kortlivede demokratiske eksperiment, Weimarrepublikken, der er mest kendt, fordi den udgjorde den gødede grund for Hitlers kup i 1933. Hitlers tusindårsrige varede endnu kortere, og først efter hans nederlag opstod ”Stunde Null”, altså en form for nulstilling af samfundet, der muliggjorde et blivende demokrati. Det er lidt firkantet sagt den gængse tolkning af tysk historie.

Mange historikere har peget på, at forestillingen om denne nulstilling overser, at der også var kontinuitet hen over krigsafslutningen. Seneste har Moritz Schramm i sin læseværdige bog, ”Kampen om midten”, hævdet det synspunkt, at Forbundsrepublikken ikke for alvor blev af-nazificeret. Først med Angela Merkel er de store borgerlige partier, CDU/CSU, rykket ud af nazismens skygge, mener Schramm.

Richter gør noget helt andet. Hun skriver tysk historie med demokratiet som det gennemgående tema. Det er et dristigt tankeeksperiment, der kræver sit af læseren, må man sige. Men hendes tilgang har meget for sig, og den gør den nutidige europæiske virkelighed væsentlig mere beboelig for Tyskland. 

Richter trækker for det første Tyskland ud af en historisk isolation. Hun insisterer på, at Tyskland – eller rettere de tyske lande – gennem historien er normale, europæiske lande, der sågar i nogle tilfælde var demokratiske pionerer. Det er et opgør med forestillingen om Tysklands særlige vej og rolle i den europæiske historie. Hun peger på alle fællestrækkene i den historiske udvikling i Nordvesteuropa og Nordamerika i de seneste 250 år. Dette perspektiv gør stadig perioden 1933 til 1945 til en undtagelse, men ikke som en negation af demokratiet, snarere som en pervertering af det i form af et totalitært demokrati, et flertalstyranni. Hendes kritikere har beskyldt hende for ”Verharmlosung”, altså et skønmaleri af fortiden, men det forsøger hun netop at undgå ved at understrege, at demokratiet indebærer en risiko for at gå fuldstændig vild, som det f.eks. skete i Tyskland i 1933. For det andet udvider hun demokratibegrebet til at omfatte andet end spørgsmålet om valg og repræsentative forsamlinger. Ideen om den enkelte borgers deltagelse i landets styrelse bygger ifølge Richter ikke alene på politiske rettigheder, men også på en bredere opfattelse af den enkeltes værdighed, kropslige integritet og sociale status, lighed og frihed. Her tillægger hun følelsen og ikke mindst medfølelsen en afgørende værdi. En af demokratiets rødder skal findes i pietismen, mener hun. Fra slutningen af 1700-tallet bliver det klart, at en ny etos bemægtiger sig Europa. Spørgsmålet om den kropslige integritet betyder, at tanken om, at f.eks. kvinder eller slaver også er mennesker med de dertil hørende rettigheder introduceres. Og armod bliver en skandale, som Richter så markant formulerer det. Det betyder ikke, at fattigdom og elendighed afskaffes, men at det bliver et politisk problem, som kræver sin løsning. Og så sker der yderligere det, at der i kraft af trykte mediers udbredelse udvikler sig en offentlighed, som gør det til et alment problem, der ikke kan ignoreres. Dermed træder den væsentligste aktør ind på den historiske scene: staten. Det er helt uafhængigt af statsformen, enevældig eller ej. De europæiske stater begynder at gribe ind med sundhedsreformer, uddannelsesreformer, socialreformer, økonomiske og politiske reformer, reformer af landbruget osv. Hvis Richter havde kendt mere til dansk historie, end hun gør, ville hun i Frederik 6.s styre have fundet en idealtype for sin tese. I Hal Koch ville hun have fundet en åndsforvandt. Også han pegede netop i 1945 på, at demokrati ikke er muligt uden at det også sørger for social retfærdighed.

For det tredje bygger hendes bog på den opfattelse, at demokratiet ikke er et modsigelsesfrit ideal eller et perfekt system. Demokrati drager sin livsånde i en atmosfære af krise, som bl.a. indebærer den fortsatte forkyndelse af dets endeligt. Som hun skriver i sit efterord: ”Denne historie tegner ikke en ret linje. Den er fuld af tilfældigheder. Krisen er demokratiets modus. Oplysningen med sin lighedsfordring og alle dens ambitioner danner udgangspunktet. Kritik og skandalisering er demokratiets livseliksir, og fleksibilitet dets styrke.”

Pistolen, som blev brugt af Julius
Rasmussen under attentatet
mod J.B.S. Estrup i 1885.
(Eget foto, da pistolen var
udstillet på Rigarkivet.)

Bogens undertitel – ”en tysk affære” – er i sig selv en frækhed. Umiddelbart kunne det betyde en bekræftelse af den gængse mistanke, nemlig at Tysklands forhold til demokratiet blot er en midlertidig erotisk besættelse, og at tyskernes sande statsretlige kærlighed er af en anden natur. Hvis et dansk forlag får den glimrende idé at få bogen oversat, ville titlen nok mere passende kunne oversættes til ”Demokrati – et tysk anliggende”. Richter fremdrager – også nærmest som en frækhed - Preussen som et eksempel. Traditionen fra Preussen blev netop efter 1945 fremhævet som en hovedkilde til tyskernes ’Untertanentum’, deres undersåtlige tendens til at følge ordrer, uanset hvor forkerte de er. Det var netop de anklagedes forsvar ved Nürnbergdomstolen efter krigen, at de blot havde fulgt øvrighedens ordrer og landets lovgivning. Richter fremhæver derimod Preussen som et eksempel på en retsstat, der fremmede sociale reformer og sikrede individuel frihed. Denne linje fortsætter Richter i fortolkningen af Det andet tyske Kejserrige 1871-1918, der blandt andet havde lige og almindelig valgret til Rigsdagen. Richter peger naturligvis på, at det kun gjaldt for mænd. 

Set fra et dansk perspektiv er det slående, i hvor ringe grad Tyskland i anden halvdel af det 19. århundrede adskilte sig fra Danmark. Forskellen består i fortolkningen. Mens den egenrådige og uparlamentariske Bismarck normalt fortolkes som inkarnationen af tysk, politisk kultur, har vi herhjemme en tendens til at fortolke hans samtidige, den egenrådige og uparlamentariske J.B.S. Estrup som en parentes i den danske demokratiske historie. I virkeligheden var udviklingen parallel, ikke mindst fordi den preussiske og danske forfatning lignede hinanden temmelig meget. Også parlamentarismen blev indført næsten samtidig i både Tyskland og Danmark.

Det ville kun være let at kritisere Hedwig Richters bog for at være for upræcis i detaljen og for løs i formuleringerne. Det er i hvert fald noget af det, som hendes kritikere har været optaget af. Bogens kvalitet er imidlertid først og fremmest dens evne til at anfægte etablerede konventioner om Tysklands rolle i demokratiets historie. Richter inviterer med verve Tyskland indenfor i en fælles europæisk og nordamerikansk fortælling om demokrati, retsstat og social retfærdighed, krise, krig og katastrofe, som hverken er lineær eller forudsigelig. Man kan ikke sige, at det seneste års begivenheder har gjort det perspektiv mindre berettiget.

(Kristeligt Dagblad 31. jan. 2022. Avisen valgte en lidt anden rubrik.)

Grundig og nærsynet

Jørn Henrik Petersen

Julius Bomholt – Fra idé til handling, Gads Forlag

Da Socialdemokratiet blev stiftet for 150 år siden, var det fra begyndelsen med bevidstheden om, at madstræb alene ikke kunne gøre det. Konkurrenterne i det jævngamle parti Venstre var forankret i en stærk kultur, der havde folkehøjskolerne som bastioner, og de konservative Højre sad på de etablerede kulturinstitutioner i byerne. Derfor opbyggede også Socialdemokratiet en tradition for oplysning og kultur, som man kan se bevidnet f.eks. i Arbejdernes Forenings- og Forsamlingsbygning i Rømersgade i København, hvis festsal nyligt er blevet restaureret. I kraft af dette kulturelle beredskab lod arbejderbevægelsens tillidsmænd sig ikke tale ned til af borger- eller bondekulturens repræsentanter. De havde hjemme selv. Således også Julius Bomholt (1896-1969). 

Han voksede op uden for Silkeborg. Selv skiltede han gerne med, at han var rundet af almuen, men den rod skal man tilbage til bedsteforældrenes generation for at finde. Faderen var funktionær på en papirfabrik og dertil politisk aktiv, så familien tilhørte bestemt ikke samfundets bund. Den opvakte dreng fik mulighed for at uddanne sig efter sit eget hoved. Han blev student og valgte det teologiske studium, ikke ud fra religiøs tilbøjelighed, men fordi det tilfredsstillede hans videbegær. Han blev højskolelærer og i en ung alder forstander for arbejderhøjskolen i Esbjerg. I 1929 blev han valgt til Folketinget for Socialdemokratiet. Han tilbragte flere år i Folketingets grebning, som man sagde, hvor folketingsgruppens stemmekvæg blev placeret.

I de første år var hans politiske karriere en skuffelse, fordi han hverken fik ministerposter eller ordførerskaber, der svarede til hans ambitioner, selvforståelse eller interesser. Kultur- og undervisningspolitik blev Bomholts varemærke, men hvilken kultur skulle fremmes? I Socialdemokratiet sloges man om, hvad kultur var. En fløj mente, at det handlede om at udjævne den eksisterende elitære, borgerlige kultur til alle. En anden fløj ønskede at fremme en særskilt arbejderkultur. For Bomholt og Socialdemokratiet blev det i 1930erne i realiteten en tredje vej, nemlig en national, folkelig kultur, der blev målsætningen. Det hang sammen med Socialdemokratiets erkendelse af, at det aldrig ville kunne opnå absolut flertal, og at der derfor var brug for en bred folkelig alliance med ikke mindst Venstre.

Bomholt selv nedfældede sine tanker om folket og nationen i en formaning til den eneste overlevende søn, som han og hans kone Anna Marie, kaldet Ne, i 1939 blev forældre til: ”Lad Landets og Folkets Frihed være din Ære. Bliv en Mand, der er rodfæstet i dit Folk. Gaa i Døden for Folket, om det kræves.” Det er noget af en fordring, må man sige.

Da Bomholts drøm om et kulturministerium blev virkeliggjort med ham selv som minister i 1961, var det imidlertid hverken arbejderkulturen eller den folkelige kultur, der blev bærende for ministeriet. Det blev bestykket med en række af de traditionelle borgerlige institutioner – Det kongelige Teater, Statens Museum for Kunst m.v. Det blev i praksis udjævningen af finkulturen til det arbejdende folk, der blev Kulturministeriets opgave. For de socialdemokratiske kulturpolitikere handlede det om at skabe en kulturel overbygning til velfærdsstatens opfyldelse af de mere timelige behov.

I sin disputats (”Meningen med velfærdsstaten”) har litteraturprofessor Lasse Horne Kjældgaard vist, hvordan den socialdemokratiske drøm om kulturpolitikkens forening med velfærdsstaten blev en fiasko. Filmskabere og litterater viste sig at være meget kritiske over for velfærdsstaten, og den kunst, som det nye Kulturministerium sponsorerede gennem Statens Kunstfond, mødte udbredt folkelig modstand. De socialdemokratiske kulturpolitikere, der havde hyldet princippet om en folkelig kultur, vågnede op en morgen og opdagede, at de var blevet arrogante åndsaristokrater. Bomholt selv sagde – som tidligere formand for Radiorådets Programudvalg – om piratsenderen ”Radio Mercur”, at den var ”en popradio beregnet for mennesker med intelligenskvotient væsentlig under 100”. Radio Mercur blev lukket ved lov i 1962, men Statsradiofonien måtte bøje sig og åbnede selv kort tid efter P3. Det var ikke Bomholts kop te.

Fordi bogen markerer kulturministeriets 60 års jubilæum, er det naturligt, at kulturministeren har skrevet forordet. Det blev en af Joy Mogensens sidste embedshandlinger at gøre det, og det er på mange måder et indholdsrigt og interessant forord, der taler for kulturens betydning for samfundslivet. At Mogensen siden har måttet trække sig som kulturminister, vidner om, at de værdier, som hun – og Bomholt – står – og stod – for, til syvende og sidst ikke har vundet fodfæste.

Bomholt boede 1953 til 1967 i Provstevænget,
en af de dyreste adresser i Roskilde. (eget foto)

Det efterlader bogens læsere med det spørgsmål, om ikke Bomholt og hans statsminister Kampmann i virkeligheden gjorde kulturen en bjørnetjeneste med oprettelsen af Kulturministeriet for 60 år siden? Tanken var, at kulturen ville nyde fremme, hvis den fik sit eget ministerium. Selv var Bomholt som socialdemokratisk veteran en relativt stærk minister, men stadig var hans ministerium i realiteten en afskalning af Undervisningsministeriet, som Bomholt selv tidligere havde haft ansvaret for, så målt i volumen og budget kan man også betragte kulturministerposten som en degradering. Og i stedet for at fremme kulturen har denne nyordning i praksis sørget for, at kulturen permanent står isoleret i bunden af regeringshierarkiet.

Hele seks fonde, tre kommuner, to fagforeninger, en bank, et parti og en vælgerforening har bidraget til bogens udgivelse, og de har da også fået en righoldig og flot bog for pengene. Men projektet ville måske have været bedre tjent med at være knap så generøst finansieret, for det kunne have tvunget forfatteren til at økonomisere mere med pladsen. Petersen har tydeligvis levet sig ind i Bomholts skæbne, hans liv og værk, men har ikke haft held med at omsætte sin indsigt i en form, der tager læseren ved hånden. Stoffet fordeler sig noget udisciplineret over de 615 sider. Stramt fortalt og redigeret ville historien snildt kunne afvikles på væsentlig færre sider. Der er umotiverede spring i tid og unødvendige gentagelser, og så mangler der noget så fundamentalt som en litteraturliste. Hele teksten er holdt i grammatisk nutid, og det forstyrrer kronologien. Når denne anmelder lyder lidt skuffet, skyldes det, at forventningerne til Jørn Henrik Petersen må være ret høje. Han er ankermanden bag det bindstærke værk ”Dansk Velfærdshistorie” og er kendt for fagligt at favne vidt. Derfor er han den måske bedst skikkede til intellektuelt at forfølge den forening af kultur og velfærd, som var Kampmanns og Bomholts ambition. Men Petersen binder sig for stærkt til, hvad han har fundet i Bomholts omfattende privatarkiv, så det ender med en grundig, men altså også lidt nærsynet biografi, der ikke helt formår at hæve blikket og skue lidt videre.

(Kristeligt Dagblad 9. nov. 2021. Redaktionen ændrede kone til hustru, og avisens rubrik har jeg forkortet)

Salonkunstens kalamiteter

Lennart Gottlieb, Identitet. Om identitetsproblemer og det særligt privilegerede i tidens kunstkultur. Forlaget Frydenlund

Lennart Gottlieb (f. 1953) er en respekteret kunsthistoriker med en lang karriere bag sig på Aarhus Kunstmuseum, Glyptoteket og Statens Museum for Kunst. I udgangspunktet er denne bog et opgør med den identitetspolitik, der præger museumsbranchen, Kunstakademiet og kunsthistorie som fag på Universiteterne. Anledningen er for det første Den hirschsprungske Samlings indkøb af Bertha Wegmanns portræt af den unge Marie Triepcke (senere gift Krøyer) fra 1885 og for det andet opstillingen af skulpturen ”I am Queen Mary”, udfærdiget af Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle på Københavns havnefront - ”det ene værk var plat appellerende, det andet docerende og fordomsfuldt”.

At kritisere den identitetspolitiske vending blandt danske kunstnere og kunstteoretikere hører efterhånden til standardrepertoiret på højrefløjen, men Gottlieb taler ikke fra et politisk standpunkt. Han taler som kunsthistoriker og dermed ud fra, hvad han betragter som en fagligt funderet definition af, hvad god kunst er: ”Kultur er disciplinering. Kunst er åndelig kompensation og ekspansion, og kunst er tillige, når den er bedst, modstand mod den kulturelle disciplinering, specielt den, der regulerer kunstværkets rammer.” (s.19)

Det er tydeligt, at Gottliebs kunstsyn er tæt forbundet med modstand mod rammer, forudsigelighed, regler, institutioner. Han hylder den forestilling, som lå bag impressionismens opgør med den parisiske salonkunst, nemlig at kunstneren ikke er til for at behage sin samtid, men for at være i pagt med fremtiden. Derfor er det nærmest en diskvalifikation i sig selv, hvis en kunstner har solgt godt i sin samtid eller hvis kunstneren bruger sin virtuositet til kamæleonagtigt at tilpasse sig tidens smag og normer – som f.eks. Wegmann. Når kunst lader sig disciplinere, bliver den til kultur og ophører med at være kunst. Kunsten må ikke være facil, ufarlig, pæn, tilpasset.

Forfatteren har sat sig 
selv på bogens forside med
cigaret og sommerhabit
i Los Angeles anno 1987,
en selvironisk kommentar
 til kritikken af de fonde,
 der har tjent deres penge
på rusmidler.

I den anden ende af Gottliebs skala ligger den gennempolitiserede skulptur på havnefronten, der på sin vis også – selv om den hævder at være udtryk for et oprør – er facilt tilpasset et modelune, den postkoloniale kunstteori. Gottlieb gennemspiller den efterhånden velkendte kritik af kunstværket for slet ikke at handle om, hvad det hævder at handle om. Værket  handler om kunstnerne selv. Hans analyse af den ene kunstner, Jeanette Ehlers’ selviscenesættelse er skarp, men også nænsom og forstående.

Gottlieb afbryder sig selv med nogle overraskende selvbiografiske indskud i teksten, som det indledningsvist er vanskelige at tyde. Pludselig bliver vi konfronteret med historien om, hvordan hans mor blev fejlmedicineret til døde som blot 62-årig i 1993, og et andet sted skal vi høre om hans opdagelse af, at diabetes 2 (der tidligere kaldtes ikke insulin-krævende sukkersyge) slet ikke kræver insulin. Han har tydeligvis et udestående med medicinalindustrien. 

Efterhånden falder ti-øren. Det handler om NOVO-fondens sponsorering af kunstmiljøet, som efter Gottliebs opfattelse er gennemsyret af en feministisk aktivisme. De store museer er ledet af kvinder og har næsten kun kvindelige ansatte, og de arrangerer udstillinger med kvindelige kunstnere. Det er også grunden til, at Den hirschsprungske har købet Wegmanns maleri. Hun er kvinde. De andre store fonde får også et fur, ikke alene fordi de bruger pengene forkert, men fordi deres penge kommer fra tobak, alkohol og sukker.

Gottlieb går videre med sin kritik, fordi han beskylder fondene og museerne for noget nær nepotisme, fordi alle kender alle, sidder i hinandens bestyrelse og bevilger hinanden penge. Afsnittet hedder ganske enkelte ”De sammensvorne” med en fordækt henvisning til et hovedværk af Otto Bache, en af de salonkunstnere, som Gottlieb ikke bryder sig om. Billedet forstiller gerningsmændene på flugt efter mordet i Finderup Lade. Tilsvarende mener Gottlieb, at de ansvarlige for kunsten i dag er inkompetente og at de slår kunsten ihjel ved at forvandle kunstmuseerne til kulturhistoriske museer.

Til slut i bogen giver Gottlieb sit eget bud på et monument på den københavnske havnefront for slaverne i Dansk Vestindien, en gigantisk sort blok, placeret hvor Amaliehaven nu ligger, i hele anlæggets bredde, et par etager høj, så den tager udsigten til Amalienborg Slotsplads og Marmorkirken fra havnen. Gottlieb vil næppe vinde mange tilhængere for dette forslag, så det er i glimrende pagt med hans eget æstetiske ideal, der handler om endelig ikke at gøre nogen tilpas.

Lennart Gottlieb taler ex chatedra. Lidt docerende, kunne man sige, dog ikke helt uden selvindsigt. Han taler også som repræsentant for sin generation af kunsthistorikere og kunstnere, selv om han også modsiges af nogle af sine jævnaldrende kollegaer, ikke mindst Mikael Wivel. Gottlieb kan imidlertid ikke afskrives som bare en gammel sur mand, der har haft sin tid. Han har et skarpt blik og en spids pen. Især hans kritik af den ideologiserede museumsvirksomhed og kunstteori er hele bogen værd.

(anmeldt til denne blog)