Psykiatrihistorie

Jesper Vaczy Kragh, Afdeling O. Psykiatrien på Rigshospitalet 11934-2022. Syddansk Universitetsforlag

Jesper Vaczy Kragh har sammen med historikere som Birgit Kirkebæk, Lene Koch og Poul Duedahl været med til at sætte fokus på psykiatri- og forsorgshistorien set fra patientens synsvinkel. Kragh udgav sidste år den prisbelønnede bog IQ 75, hvor han går helt tæt på et af de mennesker, hvis skæbne har været formet af det danske forsorgs- og behandlingssystem.

I denne bog fortæller han imidlertid en institutions historie, nærmere bestemt den psykiatriske afdeling på Rigshospitalet, Afdeling O, der fungerede fra 1934 til 2022. Bogen bygger på en gennemgang af afdelingens arkiv, centrale aktørers erindringer og for den nyere tids vedkommende på interview med folk, der har været tilknyttet afdelingen. Historien fortælles derfor i overvejende grad fra myndigheds- og behandlerperspektivet. Enkelte patienter kommer dog også til orde. De mest kendte er forfatteren Tove Ditlevsen og skuespilleren Henning Jensen. Bogen appellerer altså ikke først og fremmest til tidens trang til skæbnefortællinger, men derfor er den nu rigtig god at blive klog af alligevel.

Afdeling O inddrog tidligt andre faggrupper i patientplejen. Det gælder beskæftigelsesterapeuter (ergoterapeuter), psykologer, specialuddannede plejere og sygeplejersker. Dertil kom udviklingen af andre specialer som f.eks. narkoafvænning, sexologi og børnepsykiatri. De tilknyttede læger var typisk også kendte i offentligheden. Det gjaldt Kirsten Auken (1913-1968), senere kulturminister Lise Østergaard (1924-1996) og Preben Hertoft (1928-2017).

Bogen henvender sig også til andre end dem med en umiddelbar interesse for eller tilknytning til Afdeling O. For det første stod afdelingen centralt i dansk psykiatri i det hele taget, fordi den var et centrum for forskning og uddannelse, både nationalt og internationalt og dermed en drivende kraft i udviklingen af psykiatri som medicinsk speciale. Den var derfor også en attraktiv arbejdsplads. For det andet formår Kragh at folde historien om afdelingen ud, så den bliver meget mere af en generel psykiatrihistorie. Vi følger afdelingen fra begyndelsen i 1930erne, da der stort set ikke var nogen behandling at ty til andet end fiksering, indespærring, beroligende varme bade og husflid. Af virksom medicin var der ingen. ”Sandheden er den, at man, som tingene står nu, lige så godt kan prøve med postevand og bajersk øl som med et eller andet kunstfærdigt præparat,” som afdelingens leder Hjalmar Helweg noget defaitistisk sagde i et interview i 1937. Kort tid efter blev chokbehandlingen introduceret, f.eks. ved hjælp af en overdosis insulin. Få år senere kom elektrochok-behandlingen. I 1950erne kom de første virksomme medikamenter, og samtidig vandt lobotomi (”det hvide snit”) frem. Mange af de anvendte behandlingsformer blev siden afviklet igen, enten fordi de var virkningsløse eller direkte skadelige. Af stor betydning for offentlighedens syn på psykiatrien fik den amerikanske spillefilm ”Gøgereden” fra 1975. Året efter blev de store psykiatriske statshospitaler (Brønderslev, Risskov, Augustenborg, Middelfart, Nykøbing, Oringe m.fl.)  amternes ansvar og behandlingen blev decentraliseret og i langt højere grad ambulant. Antallet af sengepladser er blevet drastisk skåret ned i de seneste knap 50 år.

Vi følger historien helt frem til i dag, da afdelingen er flyttet fra Østerbro til Bispebjerg. Psykiatrien er blevet et meget stort medicinsk speciale. Region Hovedstadens psykiatri beskæftiger 5.000 mennesker, og de hjælper årligt 50.000 borgere ifølge hospitalsdirektør Martin Lunds forord til bogen.

Bogen har en del illustrationer, hvoraf mange er ret intetsigende interiør- og eksteriørfotos fra afdelingen. Det levner ikke plads til så megen tekst, men Jesper Vaczy Kragh dvæler ikke ved sine pointer, så han får rigtig meget stof med uden at det virker forhastet eller komprimeret. Sine steder bliver det lige en kende for indforstået for den læge læser, der skal være indstillet på at slå et enkelt fremmedord eller to op, men hvornår har det sidst skadet nogen at slå op i en ordbog?

(Kristeligt Dagblad 8. juli 2023. Avisen valgte en anden rubrik.)

Hård og kold som sten

A Storm Foretold, dokumentar, DR TV

Den første gang vi møder hovedpersonen i Christoffer Guldbrandsens portræt af Roger Stone er det som en munter mand, der doserer vodka i sine drinks med rund hånd. Han gør grin med Guldbrandsens efternavn og mener, at det lyder sådan lidt teutonisk og nazi-agtigt. Det får Stone så til, at Guldbrandsens bedstefar nok udryddede jøder. Så er Stone præsenteret: en lidt drikfældig, veltalende, charmerende bølle.

Der klippes til et event, et politisk møde af en slags, hvor Stone taler for et publikum om Trump som en mand, der marcherer efter sin egen rytme, og som ikke lader sig styre eller kontrollere.  Så klippes der til en scene, hvor Stone i et interview praler af, at han har kontrolleret og styret Trump i 30 år.

Her skal man nok også finde grunden til, at en dreven taktiker som Stone ønsker at deltage i en dokumentarfilm, der har til hensigt at afsløre Trumps bagmand. Stone har en vare at sælge, og det er, at han kan gøre den mest usandsynlige kandidat – Trump – til præsident ved hjælp af beskidte tricks. Han er som tryllekunstnerne Penn & Teller, hvis fornemste nummer er et, hvor de afslører, hvordan de gennemfører en af deres berømte illusioner.

Stones virkemidler er ikke lige så sofistikerede, men hans manipulationer fungerer i grunden på samme måde. Han er faktisk mest, hvad man i computerbranchen i sin tid kaldte WYSIWYG – What You See Is What You Get. På den måde kunne Stones eget efternavn være et kunstnernavn. Han image er, at han er hård og kold som en sten. Hvor tydeligt kan det blive?

En af de store gåder er, at Stone antagelig har lige så lidt til overs for Trumps vælgere som Hillary Clinton havde. Hvordan kan Stone blive repræsentant for en politisk bevægelse, der i kulturel forstand befinder sig milevidt fra hans egen persona? Stone bærer oftest jakkesæt og går med hat, og når han en sjælden gang selv går klædt som en Trump-vælger, er det tydeligt, at t-shirt og jeans er et kostume for ham. Guldbrandsen udstiller hans forfængelighed, når han får blånet sit hår hos frisøren eller når han gør morgentoilette. 

Stone lægger også vægt på at tale et velplejet engelsk. Hans storbyelegance er lige så langt fra Trumps vælgere i Midtvesten som Trumps egen blakkede, newyorkske ejendomskrejlerkarriere. Ikke desto mindre går begge rent ind hos segmentet. Det er et besynderligt paradoks. Det bliver vi ikke klogere på. Journalistisk har Guldbrandsen valgt at være ”fluen på væggen”. Det giver et indblik i Stones verden – eller i hvert fald en illusion om et indblik – men giver ikke svar på særlig mange spørgsmål, for Guldbrandsen stiller dem ikke.

Et af de ubesvarede spørgsmål må være, hvad mørke fyrster og grå eminencer i grunden lever af? Follow the money. Trump synes at være en noget upålidelig patron. Stone på sin side er en noget ustadig klient. Der er faktisk også noget lidt sølle over Stones eksistens. I flere scener virker det nærmest som om Guldbrandsen fungerer som Stones privatchauffør. Er Stone i virkeligheden så meget på spanden, at han har brug for et lift? Og hvad var det for en historie om, at Stone havde forventet betaling for sin deltagelse i filmen? Det bliver vi heller ikke klogere på.

Så hvad er det, Guldbrandsen egentlig afslører? Er det den forfængelige dandy? Næppe. Den havde vi nok regnet ud i forvejen. Er det den manipulerende, hykleriske politiske taktiker? Egentlig ikke. For det er som sagt den vare, som Stone søger at markedsføre. Han giver den tydeligvis gerne som Mørkets Fyrste og Grå Eminence i amerikansk politik. Filmens dokumentation af optakten til stormen på Kongressen 6. januar 2021 demonstrerer det tydeligt. Filmens største afsløring er måske bare, at Stone også kan være en flink fyr. Da Guldbrandsen bliver alvorligt syg og må gennemgå en større operation, er Stone tydeligt medfølende. Det kommer man ikke langt med i politik.

(anmeldt til denne blog juni 2023)

Hitler sælger

Arthur Brand, Hitlers Heste, Kristeligt Dagblads Forlag

Billedhuggeren Josef Thorak udfærdigede til Hitlers rigskancelli i Berlin to skulpturer af heste i overstørrelse, ”schreitende Pferde”. Arthur Brand hævder, at det er almindelig antaget, at skulpturerne gik til ved Berlins fald i 1945 og gør et stort nummer ud af, at han selv ud fra en film optaget ved Rigskancelliet i det tidlige forår 1945 havde opdaget, at skulpturerne var blevet fjernet før slaget om Berlin (s. 78).

Skulpturerne stod i mange år opstillet ved en sovjetisk kaserne i Eberswalde. Det får Brand ifølge sin egen beretning dokumenteret, fordi han under et arkivbesøg i Berlin uopfordret af en arkivbetjent får oplysninger om en mand, der ved noget om det, han er ved at undersøge. Denne mand viser sig at være i besiddelse af en kopi af en filmoptagelse oprindeligt foretaget af kunstneren Franz Lanzendörfer af skulpturerne fra Eberswalde (s. 101). Men det er så alligevel ikke Brand, der har opdaget – eller genopdaget – skulpturerne, for som han skriver i efterordet:

”Frank Lanzendörfer var ikke den eneste, som havde opdaget skulpturerne på kaserneterrænet i Eberswalde. Den østtyske fotograf Steinert havde i 1984 efter et tip også taget billeder af skulpturerne efter at være kommet ind på kaserneterrænet ad en smutvej. Og få år senere fotograferede en vesttysk kunsthistoriker dem og skrev om det.” (s. 259)

Ikke et ord om, hvem denne kunsthistoriker var eller hvor resultaterne blev publiceret. Brand er udsat for flere besynderlige slumpetræf. Da han besøgte Carinhall, Görings landsted, blev han uopfordret opsøgt af en ældre mand, der ikke alene havde kendt Göring personligt, men oven i købet viste sig at sidde inde med oplysninger om nogle af de kunstværker, som havde befundet sig på stedet. (s. 64) 

Problemet er, at de oplysninger, som han ved denne lejlighed får adgang til, er alment tilgængelige. Og så har de i øvrigt ikke det ringeste med Hitlers heste at gøre. Der er mange af den slags blindgyder i plottet. F.eks. går der et helt kapitel med at han opsøger Himmlers datter i München og hun afviser at tale med ham. Et andet kapitel går med, at han besøger en samler af nazi-memorabilia i Bruxelles, der ejer en miniature af Thoraks heste. På et foto ser man Brand holde miniaturen. På et andet ser man Brand stå foran Thoraks atelier, som han også besøger.

Efter at der er gået mange sider med at bekræfte, hvad sagkundskaben sådan set har vidst hele tiden, nemlig at Hitlers heste overlevede krigen, bliver bogen lidt mere interessant. Hestene var af DDR blevet solgt til vestlige samlere for hård valuta. Nu var de blevet sat til salg på det sorte marked, og det havde vakt de tyske myndigheders interesse.

Brand indledte et samarbejde med politiet i Berlin. Han foregav at være agent for en køber af hestene. Han samarbejdede også med en journalist fra Der Spiegel. Noget tyder på, at Brands vidnesbyrd har spillet en rolle for tilvejebringelsen af en ransagningskendelse på tre adresser i Tyskland, der endte med, at skulpturerne i 2015 blev beslaglagt af myndighederne. Forbundsrepublikken er statsretlig efterfølger til Nazityskland og gjorde som sådan krav på ejendomsretten til skulpturerne. De to skulpturer er efter en retssag nu blevet overdraget til et museum i Spandau.

Bogen lanceres på forsiden af den danske udgave som den ”utroligt sande historie om kunstdetektiven, der infiltrerede den nazistiske underverden” tilføjet et citat fra Daily Telegraph: ”Kunstverdenens Indiana Jones”. På bagsiden tilføjes ”Med livet som indsats i jagten på sandheden”. Så er den danbrownske scene sat.

Men det er selviscenesættelse. Bogen er skrevet som en førstepersonsfortælling, og den følger Arthur Brands vej ind i problemkomplekset. Hvert kapitel bærer navnet på en europæisk by som overskrift. Han har været langt omkring. Det er dog småt med livsfaren. Det virker bare hektisk, og det kommer til at dække over, at det i grunden ikke er så meget, han selv har fundet ud af. Interessant nok har det vist sig, at der også findes en tredje pendant til hestene, som siden 1961 har befundet sig i en kostskole i Bayern. Den blev i sin tid overdraget skolen af kunstnerens enke som betaling for hendes børns ophold på skolen. Den tredje hest er ikke med i bogen, ikke fordi den er ligegyldig, men antagelig fordi Brand ikke kan tage æren for opdagelsen.

Bogen er udformet næsten som et filmmanuskript. Scenerne er sat som i en dokumentarfilm med masser af dialog, også fra situationer, hvor forfatteren ikke har haft mulighed for at tage noter.  Alene af den grund må man antage, at der er tale om i bedste fald rekonstruktioner. Bogen er oversat til mange sprog, og man kan godt forstå, at den er populær. Hitler sælger, som man siger i forlagsbranchen. Men foruden blindgyder i plotstrukturen, mystiske tilfældigheder og en del fyldstof i form af især transportscener, er der ikke kød nok på historien til at berettige en hel bog på 260 sider, ikke hvis Arthur Brand skal være hovedpersonen.

(anmeldt her til bloggen 19. marts 2023)

Fra Atuagagdliutit til Aarhus Stiftstidende

Ole C. Jørgensen, Beretningen om de danske aviser 1992-2021

Over flere end 1200 sider gennemgår Ole C. Jørgensen i alfabetisk rækkefølge de dagblade, der er udkommet siden 1992 i Danmark og Grønland fra Atuagagdliutit/Grønlandsposten til Aarhus Stiftstidende. Færøerne er ikke med. Heller ikke de gratis dagblade som 24timer, Urban eller MetroXpress har selvstændige opslag, men må nøjes med at blive puljet sammen i et enkelt kapitel på 25 sider. De mange annoncefinansierede lokale og regionale ugeblade, der i dag udgør en væsentlig del af avismarkedet får heller ingen selvstændig omtale. Weekendavisen er som eneste ugeblad med, men den landsdækkende Søndagsavisen mangler.

Denne anmelder begyndte sin karriere i den danske dagbladsbranche for mere end 40 år siden. Min storebror havde en rute for Kalundborg Folkeblad, der omfattede en 30-40 abonnenter i Asminderup, øst for Kalundborg, og jeg varetog ruten et par dage om ugen. Folkebladet var dengang sammen med Danmarks Radio vores hovedkilde til information om alt fra årets konfirmander i valgmenigheden til fodnotepolitikken og Sovjetunionens invasion af Afghanistan. Folkebladet havde sit eget trykkeri i bladhuset i Skibbrogade, hvorfra aviserne blev distribueret ud over hele Nordvestsjælland og Samsø. Jo længere østpå man kom, desto mere udtalt var konkurrencen fra Holbæk Amts Venstreblad. I 1990 indgik begge aviser i samme selskab, og i 2007 fusionerede de til en udgivelse, der bærer det prosaiske navn Nordvestnyt, hvis liv i stadig højere grad i dag udspilles på internettet.

På den måde er Kalundborg Folkeblad et godt eksempel på den proces, som de fleste dagblade har været igennem de seneste 30 år. For det første handler det om sammenlægninger, effektiviseringer og centraliseringer organisatorisk, institutionelt og redaktionelt. I 1992 var der 38 selvstændige bladhuse. I slutningen af 2021 var der 15 tilbage.

Det betyder til gengæld også, at abonnenterne føler, at hensynet til det lokale stof underprioriteres. Det gav og giver grobund for de mange annoncefinansierede lokale ugeaviser, som Ole C. Jørgensen ikke har taget med i sin oversigt.

For det andet handler det om en teknologisk udvikling i produktionen af den trykte avis. Her var Skagens Avis interessant nok pioner i begyndelsen af 1990erne. Det udfordrede ikke mindst de velorganiserede typografer, der med held i flere år fastholdt et monopol på at bestride særlige arbejdsopgaver i avisproduktionen, selv om de i realiteten var blevet overflødiggjort af udviklingen. Det førte til bitre arbejdskampe, der kostede bladhusene store summer. Samtidig blev avistrykkerierne færre. En af de sidste lokalaviser, der afskaffede sit eget trykkeri, var Bornholms Tidende, der lukkede sit i Rønne i 2020.

For det tredje blev konkurrencen om annoncekronerne skærpet. Engang udgjorde boligannoncerne og stillingsopslagene en stor post i de store dagblades budgetter. Det var om ikke gratis penge, så dog en stabil indtægt, og selv om dette marked flyttede til internettet, forblev de fleste i den tro, at kampen om annoncemarkedet skulle udkæmpes på papir. Der blev gjort flere forsøg på at skabe landsdækkende gratis dagblade baseret på annonceindtægter, men de viste sig at være en blindgyde. De involverede bladhuse som Berlingske, JP-Politiken og A-pressen kom til at indgå i et vanvittigt kapløb om mest effektivt at kaste guld på gaden.  Jørgensen mener, at det samlede tab er mindst to milliarder kroner.

Det viste sig som konsekvens for det fjerde, at det store slag om læsernes og annoncørernes gunst skulle foregå på nettet. Læserne var blevet vænnet til bl.a. gennem gratisaviserne, at man ikke skal betale for nyheder, samtidig med, at udgifterne til at tilvejebringe disse nyheder ikke var faldet, ikke mindst fordi journalisterne har haft held med at fastholde et relativt højt lønniveau.

For det femte er det påfaldende, at de stærkeste brands i avisbranchen har klæbet til papirformatet, selv om forsøgene på at give elektronisk adgang til nyheder indledtes allerede med den kortlivede virksomhed Diatel i 1993, hvor Politiken og Jyllands-Posten leverede en del af indholdet. Fra 1992 til 2015 faldt antallet af trykte eksemplarer af dagblade på hverdage i Danmark fra 1.466.052 til 630.286, men indtil videre har kun en af de store aktører overgivet sig helt til det digitale format. Jørgensens bog er kommet lige præcist for tidligt til at have fået med, at dagbladet B.T. har opgivet sin tilværelse som trykt avis og nu kun findes online. Alle aviser forsøger at få deres abonnenter til at migrere fra papiret til nettet, men der gør sig en betydelig konservatisme gældende blandt især læsere, så aviserne hænger stadig på et format, der er tynget voldsomt af omkostningerne til distribution og på det seneste også stærkt stigende udgifter til papir. Det er ret indlysende, at det er uholdbart at forlange, at nyheder, der er indhentet og tastet ind i en computer, trykkes på papir natten over og ved hjælp af migrantarbejdere bringes til privatadressen, før næste dags morgenkaffe er brygget, når det samme indhold kan vises væsentlig hurtigere og for en brøkdel af omkostningerne på abonnentens mobiltelefon.

Ole C. Jørgensens er forhenværende chefredaktør for Fyns Amts Avis og har haft en række tillidsposter i dagbladenes organisationer. Han bygger sit værk på et omfattende branchekendskab, en sans for anekdoter og et stort professionelt netværk. Listen over hans meddelere er lang. Detaljeringsgraden er stor, ikke mindst for nogle af de mindre dagblades vedkommende som nu f.eks. Kalundborg Folkeblad. Det jugement, der anlægges, er værd at tage i betragtning, især i forbindelse med personalesager, selv om næppe alle involverede er enige i Jørgensens udlægning. Ingen nævnt ingen glemt. De berørte vil finde en bekvem genvej i værkets glimrende personregister. Så kan de jo selv se, om beskrivelsen er retvisende.

Der er ingen fodnoter, men til gengæld får man serveret en vurdering af udviklingen, som forfatteren står inde for med den vægt, som hans navn måtte have. Det vil derfor stå som et uomgængeligt referenceværk, som ikke mindst vil have interesse for de mange, der har haft deres gang og virke i den danske avisbranche i de seneste 30 år.

(Kristeligt Dagblad 20. februar 2023)

 

 

 

Amarna - solgudens by

Denne særudstilling på Glyptoteket viser genstande, som er fundet i det, der fra ca. 1350 f.Kr. og blot en snes år frem var Ægyptens hovedstad. Byen kendes i dag som Armana, men hed i oldtiden Akhetaten. Den blev grundlagt af farao Akhenaten, der vel i dag er mest kendt på grund af sin underskønne dronning Nefertiti. Det er ikke lykkedes at låne det berømte portræt af hende fra det ægyptiske museum i Berlin, men Den kongelige Afstøbningssamlings kopi er om ikke en fuldgod, så dog en interessant erstatning.

Torso af Akhenaten
(eget foto)

Akhenaten blev et par år inde i sin regeringstid omvendt til en ny kult for solguden Aten, som han gjorde til statsreligion. Dermed afskaffede han også flerguderi. Hovedstaden flyttede han fra Theben til den by, som han selv grundlagde som en hyldest til sin gud. Efter Akhenatens død blev byen forladt og ødelagt, og ægypterne genoptog deres gamle religiøse skikke, og faraoernes residens flyttede tilbage til Theben.

Det er begrænset, hvad der kan forventes at være bevaret fra en by på 30.000 indbyggere, der kun eksisterede i 20 år for godt 3000 år siden. Nogle genstande er såkaldte spolier, altså dele af en nedrevet bygning, som er blevet genanvendt i en ny. F.eks. udstilles to fragmenter af et relief. De kommer fra hhv. The Metropolitan Museum i New York og Glyptotekets egen samling. De passer sammen som to brikker i et langt større puslespil og føres i denne udstilling sammen for første gang siden oldtiden. Man kan ikke sige, at Glyptoteket oversælger denne pointe. Man skal virkelig kunne læse udstillingsteksterne indenad for at få den med.

Noget af det, der taler direkte til museumsgæsten i 2023, er den ikonografi, der omgav faraoen, hans dronning og deres døtre. Den repræsenterer et skønhedsideal, der nærmer sig, hvad man også har kaldt det androgyne, altså en udviskning af eller en leg med forskellene mellem kønnene. Noget tyder på, at det afspejler en tilsvarende lighed mellem mænds og kvinders status og betydning i den kongelige familie.

De to fragmenter fra hhv. the Met og Glyptoteket
(eget foto)

Betagende er de få hverdagsgenstande, der er fundet, en flettet kurv eller en riskost, fremstillet af de tarveligste materialer, men ikke desto mindre bevaret for denne meget sene eftertid. Der er noget grundlæggende fascinerende ved det forhold, at vi kan vide så meget om menneskene for så lang tid siden.

Fra omtrent samme tidsrum i historien har vi i Danmark et klenodie som Solvognen fra Trundholm Mose. I modsætning til fundene fra Amarna står Solvognen næsten uden kontekst. Fra Armana er der tekster, kunstværker og genstande, en veletableret kronologi, der kan skabe en ramme for forståelsen, også selv om den bygger på fragmentariske vidnesbyrd.

Udstillingen begrænser sig til at fylde to af etagerne i Henning Larsens tilbygning til Glyptoteket. Den består af et delikat udvalg af originale genstande suppleret med plancher, reproduktioner og kopier iscenesat i en klassisk museumsæstetik. De fleste af genstandene er kun forsynet med de nødtørftigste oplysninger, f.eks. ”Amonhoved, statuefragment, Horemheb, Diorit” eller ”Talatat, Akhenaten ofrer en and, Hermopolis, Kalksten”. Der er tale om en besynderlig sproglig fornærethed. Genstandene forklarer ikke sig selv, og man kan ikke forvente, at den besøgende ved, hvad, hvor eller hvem Talatat, Diorit eller Horemheb er.

Den kongelige Afstøbningssamlings
gipskopi af en buste af Nefertiti
(eget foto)

Udstillingen når langt alene på den fascinationskraft, der udgår fra de originale genstandes aura, men den er ikke god nok til at motivere og forklare de valg, der er truffet, og den forsømmer at fortælle de historier, der kalder på at blive fortalt.

(Kristeligt Dagblad 7. marts 2023)

I skyggen af Rusland

 Vibe Termansen

I skyggen af Rusland, Gads Forlag, 224 sider

Denne bog føjer sig til en håndfuld af udgivelser, der udkommer lige omkring årsdagen for Ruslands angreb på Ukraine. Mens Niels Bo Poulsen og Flemming Splidsboel f.eks. i deres bog forsøger at forklare Rusland i dag ud fra indre, politiske, økonomiske og militære strukturer og dynamikker, går Vibe Termansen rent historisk til værks, og hun ser konsekvent Rusland fra et centraleuropæisk perspektiv.

Det er et interessant greb, fordi det tager fat i den russiske selvforståelse, der i høj grad netop er historisk. Termansen begynder enkelt og effektivt med den sovjetisk-tyske ikke-angrebspagt fra august 1939, hvor Hitler og Stalin delte store dele af det nordlige og centrale Europa mellem sig. Den aftale dannede forudsætning for, at Tyskland kunne angribe Polen i september samme år og erobre store dele af Nord- og Vesteuropa året efter. I kraft af samme aftale kunne Sovjetunionen relativt uforstyrret erobre de baltiske randstater, det østlige Polen og med noget besvær en del af Finland + det løse.

Det anfægter for det første den russiske selvforståelse som ”anti-nazistisk”. Sovjetunionen var i de to første år af 2. Verdenskrig i praksis allieret med Nazityskland. Sovjetunionen var fødselshjælper for Hitlers sejre. For det andet kortlægger Termansen et mønster. Stalin søgte ved forhandlingerne med briterne og amerikanerne op mod 2. Verdenskrigs afslutning at sikre en genoprettelse af Det russiske Imperium i den udstrækning, som det havde haft ved udbruddet af 1. Verdenskrig. I de følgende kapitler forfølger Termansen denne tanke. Når borgerne i en sovjetisk lydstat blev så utilfredse, at de greb til demonstrationer og oprør, kørte Den røde Hær sine kampvogne ind i hovedstaden for at genoprette Pax Sovjetica. Det gjaldt DDR i 1953, Ungarn i 1956, Tjekkoslovakiet i 1968, næsten i Polen i begyndelsen af 1980erne og Litauen i 1991. Efter Sovjetunionens opløsning fortsatte det med Tjetjenien i 1994.

Termansens pointe er, at det mønster er fortsat af Putin, der vel havde forestillet sig, at hvis regeringen i Kyiv ikke makker ret, triller Moskva bare nogle panserkolonner ind, og så skal der nok komme orden på tingene. Det har i Ukraines tilfælde bare ikke vist sig at være tilfældet, og det skyldes et andet princip, som går stik imod Moskvas imperiale drømme, nemlig alle suveræne staters ret til selv at søge deres egne alliancer. Det er ikke vanskeligt at forstå, at ukrainerne fravælger den skramlede pakkeløsning af brutalitet, armod og undertrykkelse, som Rusland forsøger at pånøde sine omgivelser. Ukrainerne foretrækker som de fleste andre lande den sikkerhed, velstand og frihed, som NATO og EU tilbyder.

Rusland ser ikke staternes autonomi som en frigørelse, men derimod som en aggressiv ekspansion fra NATO’s side. Det skyldes, at Rusland ikke kan tænke ikke-imperialistisk. At små lande har deres egen selvstændige eksistens, vilje og berettigelse, er for imperialister af Stalins og Putins skole en utænkelig tanke. Fordi Rusland er et imperium, må Ruslands fjender i Ruslands egen selvforståelse naturligvis også være det, og derfor må NATO’s udvidelse være at forstå som en imperial strategi fra USA’s side. Formelt og traktatligt har Moskva adskillige gange anerkendt staters – herunder Ukraines – territoriale integritet og ret til selv at vælge. Traktaterne er aftrykt som appendiks i bogen. Men det er ikke noget, som Putin føler sig forpligtet af, og spørgsmålet er, hvad et håb skulle bygges på i den nuværende situation? Det handler bogens afsluttende kapitel om. Svaret låner Termansen fra historikeren Anne Applebaum, der mener at kunne finde et ganske vist spinkelt håb i russernes eget ønske om et andet Rusland.

Vibe Termansen leverer et nødvendigt perspektiv på den nuværende konflikt. Det er ikke hele billedet. Som nævnt interesserer hun sig ikke meget for den indre udvikling i Rusland, men heller ikke for diplomatiets rolle. Mange mener, at den nuværende konflikt kræver en diplomatisk løsning. På DR TV kan man for øjeblikket se en dokumentar i tre afsnit produceret af BBC, ”Putins kamp mod Vesten”, der dokumenterer det omfattende diplomati, der i de seneste mange år er blevet bragt i anvendelse fra både USA, NATO og EU for at forhindre udbruddet af en større konflikt. Krigen i Ukraine er altså ikke et resultat af mangel på diplomati, men af et sammenbrud for de diplomatiske bestræbelser. Den modsiger ikke Termansens hovedkonklusion, men føjer et ekstra spor til forståelsen.

Bogen er skrevet med en let pen, nogle steder lidt for muntert jovialt for emnets tragiske karakter, men i dyb solidaritet med den Centraleuropa, som tydeligvis har krav på vores opmærksomhed. Så det er en nødvendig bog til tiden,

(En væsentligt forkortet version af denne anmeldelse blev trykt i Kristeligt Dagblad 25. februar 2023.)

Europa

Jakob Danneskiold-Samsøe

Rejsen mod Europa. Bind II. De seneste 200 år. Gads Forlag, 542 sider

Jakob Danneskiold-Samsøe har kastet sig ud i det ikke helt ufarlige projekt at skrive Europas historie. Det er for det første farligt, fordi han som generalist blotlægger sig for kritik fra specialister, der altid kan finde et hår i suppen, når det handler om netop deres felt.

Danneskiold-Samsøes forehavende er også farligt, fordi ethvert forsøg på at definere eller blot beskrive Europa vil have en politisk affinitet og derfor vække debat.

I mange hjem står stadig svenskeren Carl Grimbergs verdenshistorie udgivet i en redigeret oversættelse til dansk i begyndelsen af 1960erne. Det var dengang man uden at blinke kunne skrive Europas historie og kalde det en verdenshistorie, fordi man tog for givet, at Europa er verdens centrum. I de følgende årtier blev denne eurocentrisme langsomt undergravet, og man fik efterhånden øjnene op for, at den europæiske dominans i verden måske blot var et par århundreders undtagelse fra den globalhistoriske normaltilstand, at Kina er riget i midten på det eurasiske kontinent.

Dette ændrede syn på historien har også et normativt element. Historievidenskaben i dag er domineret af en bevidsthed om de forbrydelser, som europæiske koloniherrer har begået i de øvrige verdensdele. Det har ironisk nok ført til en ny form for eurocentrisme blot i negativ forstand, nemlig den forestilling, at alle verdens vederstyggeligheder er udgået fra Europa. Denne såkaldte post-koloniale synsvinkel – eller kulturelle syndsbevidsthed, om man vil – behersker dagsordenen i en sådan grad, at det er blevet stadig mere kontroversielt at fremhæve, at der overhovedet skulle være noget positivt ved noget, som hvide mænd har bedrevet, for nu at spidsformulere det lidt.

Dette opgør med vores egen historieforståelse udgør indlysende nok en udfordring for den europæiske samfundsmodel og selvforståelse. Man kan flagellantisk underkaste sig kritikken, eller man kan udfordre den. Hvordan man end stiller sig i diskussionen, er det ikke længere muligt at påtage sig den grimbergske uskyld. Europa er ikke verden. Hvis man som den skotske historiker Niall Ferguson stiller sig op og proklamerer, at Det britiske Imperium var et gode for dem, der blev en del af det, er det et synspunkt, man på forhånd skal være indstillet på at forsvare.

Danneskiold-Samsøe er ikke en poseur som Ferguson. Fordi det som sagt kræver en vis dristighed overhovedet at skrive en europæisk historie, er det synd at kalde ham forsagt, men der er en klædelig afdæmpethed i tonen. Budskabet er dog ikke til at tage fejl af. Det er Europa, der har givet verden den moderne videnskab, industrialisering og demokrati, altså oplysning, velstand og retfærd. Det er også interessant, at Danneskiold-Samsøe peger på Tysklands centrale rolle i den proces eller rejse, som bogens titel metaforisk kalder den.

Det er paradoksalt, fordi Europas egen indre historie er nedsunket i et barbari af krige og folkemord uden sidestykke, ikke mindst med Tyskland som aktør. Danneskiold-Samsøe lægger på ingen måde skjul på dette forhold. En af måderne at få disse to helt modsatrettede tendenser til at hænge sammen er formidlet af den amerikanske historiker Charles Tilly, der mente, at krig er ophav til den moderne stat. Europas styrke er den fortsatte konkurrence mellem de europæiske magter. Det gælder ikke mindst i Skandinavien, hvor århundreders rivalisering mellem Sverige og Danmark førte til udbygning af en skattefinansieret oprustning, som skabte den moderne statsforvaltning. Populært sagt indebærer det, at svenskekrigene er den nordiske velfærdsstats forudsætning.

Danneskiold-Samsø evner at forbinde mange facetter af historien. Det handler om både konger og krige, litteratur og kunst, politik og ideologi, industri og videnskab. En væsentlig kvalitet er, at bogen ikke dvæler ved Paris, London og Berlin, men får hele Europa med fra Ural til Irland, fra Nordkap til Malta.

Den når så vidt omkring, at man som læser også bliver lidt stakåndet. I den indsigt, som forfatteren besidder, aner man et større potentiale, end bogen forløser. Man kunne godt ønske, at forfatteren mere eksplicit tog livtag med nogle af dem, der forud for ham har forsøgt at formulere, hvad Europa er. I de tilfælde, hvor han gør det, fungerer det rigtig godt, f.eks. når han lader sig udfordre af Vibe Termansen interessante bog ”Kampen om Centraleuropa” fra 2019. Man kunne godt efterlyse en diskussion med englænderen Tom Holland, der i sin bog ”Herredømme” (dansk oversættelse fra 2020) hævder, at kristendommen er afgørende for det moderne Europa. For Danneskiold-Samsøe spiller religion derimod en overraskende tilbagetrukket rolle i de seneste 200 år. Man kunne f.eks. også have ønsket sig en diskussion af Uffe Østergårds store værk, ”Hvorhen Europa?” fra 2018, hvor Østergård generøst øser af sit overblik og sin indsigt for at skabe en ikke ukontroversiel syntese om Europas historie og Europas fremtid.

Netop nu vækkes historien så uhyggeligt til live på de ukrainske slagmarker, og så er der brug for det historiske overblik. Det sidste punktum i Danneskiold-Samsøes bog var ikke sat den 24. februar i år, og dette tidehverv i europæisk historie kunne han med fordel have benyttet til i langt højere grad at danne syntese og gøre sin røst gældende i en diskussion om europæisk sammenhold og europæisk forskellighed. Hvis man har vovemodet til at skrive Europas historie, forekommer det som falsk beskedenhed ikke også at ville sige noget om Europa i dag.

(Kristeligt Dagblad 16. januar 2023, redaktionen valgte en anden rubrik.)