Højskolehistorie

 Ove Korsgaard, Højskoler for folket, Aarhus Universitetsforlag

Aarhus Universitetsforlags serie med 100 nedslag i Danmarks historie, hvortil denne anmelder har bidraget med bindet om Grundtvig, tager gerne udgangspunkt i en konkret begivenhed på et konkret tidspunkt. Ove Korsgaards bind om folkehøjskolerne begynder den 7. november 1844 i Rødding, hvor der ”skulle indvies en ny type højskole, en folkehøjskole”, der havde til formål at uddanne bondesønner ud over den undervisning, de havde modtaget i almueskolen. På bogens bagside kan man læse, at det var ”verdens første folkehøjskole”. I kapitel 2 introduceres læseren imidlertid for en anden højskole, nemlig den i 1842 stiftede højere bondeskole i Rendsborg. Den havde også til formål at uddanne bondesønner til deltagelse i samfundslivet.

Og så kommer man som læser i tvivl. Hvad er egentlig forskellen på de to skoler? Indlysende nok var den i Rendsborg tysk, mens den i Rødding var dansk. Korsgaard mener, at den principielle forskel bestod i, at Rødding Højskoles formål i langt højere grad end den i Rendsborg var nationalt. Den var indrettet på at forsvare danskheden i Slesvig, hvilket berettigede til den særlige betegnelse folkehøjskole og dermed også prædikatet ”den ældste”. Skolen i Rødding var imidlertid også planlagt som en højere bondeskole og som sådan ikke engang den ældste danske af slagsen. Den ældste indviede nemlig sin skolebygning et par uger tidligere, den 18. oktober i Sundbylille mellem Slangerup og Frederikssund. Den havde det formål, at de bedste hoveder blandt bønderkarlene skulle uddannes, så de kunne hævde sig som repræsentanter i de nyligt oprettede sogneforstanderskaber, amtsråd og stænderforsamlinger, altså det samme som i Rendsborg og Rødding.

Korsgaards distinktion må ses som et forsøg på at redde Rødding Højskoles status som den ældste og dermed underforstået også den vigtigste højskole. Nu kan der ikke herske tvivl om, at Rødding var vigtig. Det er graden af vigtighed, der kan diskuteres. Højskolen i det slesvigske Rødding måtte efter 1864 flytte umiddelbart nord for den nye grænse til Askov, men bevarede ifølge Korsgaard sin betydning. ”Kulturelt set havde Danmark gennem godt 100 år to hovedstæder, nemlig København og Askov”, skriver han. Det er noget af en flothed. Han inkluderer endda sig selv ind i den historie: ”Da jeg var elev på Askov Højskole i 1963-1964 og 1964-1965, var der stadig en levende idémæssig og kulturel forbindelse tilbage til den form for højskole, som havde eksisteret siden skolens start i 1865.” Så er linjen lagt.

Hele bogen kommer for den forudsætningsløse læser til at virke som et forsvar for den klassiske fortælling om folkehøjskolerne som en særlig dansk opfindelse, der skyldes Grundtvig, og som har medvirket afgørende til opbygningen af den særlige, danske samfundsform. Denne fortolkning har gennem årene været udsat for mange kritiske angreb, og Korsgaard kender udmærket den omfattende forskning om emnet og har selv bidraget i den henseende, f.eks. med den pointe, at Grundtvig ikke havde noget væsentligt at gøre med stiftelsen af højskolen i Rødding. Alligevel skriver han Grundtvig ind i kapitlet om Rødding. Korsgaard peger også på en række brud i højskolens historie, f.eks. det, der indtraf i 1968, da bongotrommer, yoga og venstrefløjsere gjorde deres indtog. Men på den anden side vil han også meget gerne have, at der skal være kontinuitet og sammenhæng, f.eks. i højskolernes forhold til demokratiet. Demokratiet blev først for alvor tematiseret på Krogerup Højskole efter 2. Verdenskrig. Men det var jo bare en udbygning af, hvad højskolerne havde gjort hele tiden, må man forstå. Det er bestemt heller ikke forkert, når man tager i betragtning, at det oprindelige formål med de første skoler var at uddanne valgte repræsentanter, men det er ikke dér, Korsgaard tager fat, for det ville anfægte præmissen for den påstand, at Rødding er den ældste folkehøjskole, så Korsgaard må om ad den – ikke uefne – betragtning, at det nationale i bred almindelighed er en forudsætning for det demokratiske – blot ikke i Bismarcks Tyskland, som han tilføjer. Og hvorfor så egentlig ikke det? Og var Bismarcks Tyskland mindre nationalt og demokratisk end Estrups Danmark? Det henstår ubesvaret.

Ubberup Højskole med Bindesbølls øvelseshus.
(eget foto)

Korsgaard er indsigtsfuld, men savner i en vis forstand modet til at tage konsekvensen af sin egen indsigt. Han betjener sig i denne bog af en bred pensel, og så bliver der gerne malet hen over sprækkerne i stoffet. Højskolernes traditionelle selvfortælling får lov til at stå lidt udflydende skildret uden at han for alvor tager de diskussioner, som stoffet indbyder til.

(Kristeligt Dagblad den 15. august 2023. Avisen valgte en anden rubrik)

Barkgnavernes skræk

 Frederik Stjernfelt, Alkymist i lænker, Gyldendal

I tidligere bøger har Frederik Stjernfelt brugt historien til at bringe et budskab til nutiden. Især har han kredset om Oplysningstiden som ophavet til de værdier, som de fleste af os i dag betragter som væsentlige. Med netop Oplysningstiden er der imidlertid det problem, at den ved nærmere øjesyn ikke så ofte lever op til de idealer om oplysning, fornuft, orden og retfærdighed, som en ophøjet nutid kan finde på at opstille.

I denne bog om lægen, alkymisten, astrologen og den ihærdige pamfletist Johann Konrad Dippel (1673-1734) har Stjernfelt da også fjernet sig afgørende fra den ambition at lede i fortiden efter noget, der ligner nutiden. I stedet studerer han den, fordi den er fremmed. Og Dippel er virkelig et interessant og eksotisk bekendtskab, der abonnerede på en række forestillinger om videnskab og religion, som er ganske fremmed for os. I dag ville han blive kaldt obskurantist, måske endda lidt kværulantforrykt.

Det er ikke fordi Dippel slet ikke har efterladt sig en arv af nytte for eftertiden. Han blev – ved et tilfælde – ophavsmand til en syntetisk fremstilling af blå farve, kaldet berlinerblåt, der blev af betydning for bl.a. fajanceindustrien. En anden er opfindelsen af pyroleum animale (hjortetakolie) som er en essens udvundet af vildtkadavere. Dippel mente, at det var en universalmedicin. Når produktet kan erhverves i almindelig handel den dag i dag, skyldes det dog, at det er så ildelugtende, at det skræmmer dyr væk. Det kan f.eks. stryges på unge træer for at holde store planteædere fra at gnave af barken.

Motiv fra Altona. (eget foto)

Dippel blev i sin tid kendt som en ihærdig kritiker af den lutherske kirke, ikke fordi han var ateist, men fordi han mente, at kirken slet ikke var kristen nok. Han hørte til de såkaldte radikale pietister, der forkastede kirkelige institutioner og dogmatik for at finde roden til det sande gudsforhold i deres eget hjerte. Ikke mindst i Sverige fik han mange følgere.

Denne individualisme og dette oprør mod autoriteter udfordrede naturligvis ikke alene den etablerede gejstlighed, men også de stater, hvis fyrster byggede deres legitimitet på at være den rette tros forsvarere. Det var et problem, for Dippel var som de fleste af sine samtidige intellektuelle afhængig af netop de fyrstelige patroner, hvis autoritet han betvivlede. De var på den anden side især interesseret i hans eksperimenter med alkymi. Det var også et problem, for resultaterne udeblev altid, og på et eller andet tidspunkt slap den fyrstelig patrons tålmodighed op, og Dippel løb tilsvarende tør for penge. Mere end en gang måtte han flygte fra en stor gæld.

Men så var det muligt at shoppe lidt rundt i Europa og erhverve sig en ny patron. I 1714 ankom Dippel til Altona, der stod under den danske konges overhøjhed. Frederik IV var af Kongeloven forpligtet til at forsvare den augsburgske konfession, altså den lutherske ortodoksi, men Altona var en blandt flere byer i hans riger og lande, hvor der var indrømmet andre trossamfund – og heterodokse individualister som Dippel – ganske betydelige friheder.

Dippel engagerede sig imidlertid i en konflikt om venalitet, korruption. Det var et problem, som det enevældige styre tog meget alvorligt. Dippel begyndte som anklager, men endte som anklaget – og dømt for blandt andet injurier. I processen lagde han sig ud med sine patroner i Altona, overpræsident Christian Ditlev Reventlow og hans kone, Benedicte, født Brockdorff.

Det er denne konflikt, som er emnet for de fleste sider af denne bog. Det 18. århundrede var et særdeles trættekært århundrede, og det er årsagen til, at vi ved så meget om det. Så snart myndighederne blev involveret i en uoverensstemmelse, blev den med bureaukratisk omhu noteret ned og nidkært gemt, så man 300 år senere kan læse materialet igennem.

Stjernfelt kalder dommen over Dippel et typisk eksempel på ”hvor despotisk, arbitrær og grusom magtudøvelse” kunne være under enevælden. Det kommer dog lidt an på den målestok, man anlægger. Dippels straf var ikke arbitrær, men et resultat af et stort udredningsarbejde af en til formålet nedsat kommission, og straffen var heller ikke synderlig hård, hvis man sammenligner med, hvad staten ellers kunne tilbyde af hårdt strafarbejde, lemlæstelse og død for selv mindre forseelser. Dippel blev i 1719 forvist til en mild arrest på Bornholm. Kun ved selve domfældelsen bar han de lænker, der nævnes i bogens titel. På øen fik han efterhånden en relativ frihed, der blandt andet satte ham i stand til at praktisere som læge og bidrage med en vidtløftig teori om Bornholms oldtid. I 1726 blev han benådet, ikke mindst på foranledning af Dronning Anne-Sofie, halvsøster til ovennævnte C.D. Reventlow.

Stjernfelt tager billedligt talt sin læser med helt ind i Rigsarkivets læsesal, hvor han sidder og bakser med sagens akter. Vi ser historikeren over skulderen, mens han omhyggeligt gennemgår brev efter brev, pamflet efter pamflet, traktat efter traktat, supplik efter supplik. Han bryder selv ind i sin egen tekst med den indrømmelse, at det nok ikke er så let at holde rede på fortællingens tråd: ”Det er et ret kompliceret netværk af hvem-ved-hvad om hvem-der-ved-hvad, der træder frem her.”

Hvor redeligt det end er, at forfatteren så samvittighedsfuldt deler sine overvejelser med læseren, kan man ikke sige, at der er kommet en letlæst, endsige overskuelig bog ud af den tilgang. Et appendiks gengiver en tidslinje over Dippels liv. Den er tydeligvis medtaget som kompensation for det overblik, som brødteksten ikke er så god til at levere. Men hvis man ikke er så optaget af selve handlingsforløbet og hellere vil grave dybt i et fremtrædende eksempel på det tidlige 18. århundredes forestillingsverden og idéer, er denne bog et godt sted at begynde.

(Weekendavisen 11. aug. 2023)

Psykiatrihistorie

Jesper Vaczy Kragh, Afdeling O. Psykiatrien på Rigshospitalet 11934-2022. Syddansk Universitetsforlag

Jesper Vaczy Kragh har sammen med historikere som Birgit Kirkebæk, Lene Koch og Poul Duedahl været med til at sætte fokus på psykiatri- og forsorgshistorien set fra patientens synsvinkel. Kragh udgav sidste år den prisbelønnede bog IQ 75, hvor han går helt tæt på et af de mennesker, hvis skæbne har været formet af det danske forsorgs- og behandlingssystem.

I denne bog fortæller han imidlertid en institutions historie, nærmere bestemt den psykiatriske afdeling på Rigshospitalet, Afdeling O, der fungerede fra 1934 til 2022. Bogen bygger på en gennemgang af afdelingens arkiv, centrale aktørers erindringer og for den nyere tids vedkommende på interview med folk, der har været tilknyttet afdelingen. Historien fortælles derfor i overvejende grad fra myndigheds- og behandlerperspektivet. Enkelte patienter kommer dog også til orde. De mest kendte er forfatteren Tove Ditlevsen og skuespilleren Henning Jensen. Bogen appellerer altså ikke først og fremmest til tidens trang til skæbnefortællinger, men derfor er den nu rigtig god at blive klog af alligevel.

Afdeling O inddrog tidligt andre faggrupper i patientplejen. Det gælder beskæftigelsesterapeuter (ergoterapeuter), psykologer, specialuddannede plejere og sygeplejersker. Dertil kom udviklingen af andre specialer som f.eks. narkoafvænning, sexologi og børnepsykiatri. De tilknyttede læger var typisk også kendte i offentligheden. Det gjaldt Kirsten Auken (1913-1968), senere kulturminister Lise Østergaard (1924-1996) og Preben Hertoft (1928-2017).

Bogen henvender sig også til andre end dem med en umiddelbar interesse for eller tilknytning til Afdeling O. For det første stod afdelingen centralt i dansk psykiatri i det hele taget, fordi den var et centrum for forskning og uddannelse, både nationalt og internationalt og dermed en drivende kraft i udviklingen af psykiatri som medicinsk speciale. Den var derfor også en attraktiv arbejdsplads. For det andet formår Kragh at folde historien om afdelingen ud, så den bliver meget mere af en generel psykiatrihistorie. Vi følger afdelingen fra begyndelsen i 1930erne, da der stort set ikke var nogen behandling at ty til andet end fiksering, indespærring, beroligende varme bade og husflid. Af virksom medicin var der ingen. ”Sandheden er den, at man, som tingene står nu, lige så godt kan prøve med postevand og bajersk øl som med et eller andet kunstfærdigt præparat,” som afdelingens leder Hjalmar Helweg noget defaitistisk sagde i et interview i 1937. Kort tid efter blev chokbehandlingen introduceret, f.eks. ved hjælp af en overdosis insulin. Få år senere kom elektrochok-behandlingen. I 1950erne kom de første virksomme medikamenter, og samtidig vandt lobotomi (”det hvide snit”) frem. Mange af de anvendte behandlingsformer blev siden afviklet igen, enten fordi de var virkningsløse eller direkte skadelige. Af stor betydning for offentlighedens syn på psykiatrien fik den amerikanske spillefilm ”Gøgereden” fra 1975. Året efter blev de store psykiatriske statshospitaler (Brønderslev, Risskov, Augustenborg, Middelfart, Nykøbing, Oringe m.fl.)  amternes ansvar og behandlingen blev decentraliseret og i langt højere grad ambulant. Antallet af sengepladser er blevet drastisk skåret ned i de seneste knap 50 år.

Vi følger historien helt frem til i dag, da afdelingen er flyttet fra Østerbro til Bispebjerg. Psykiatrien er blevet et meget stort medicinsk speciale. Region Hovedstadens psykiatri beskæftiger 5.000 mennesker, og de hjælper årligt 50.000 borgere ifølge hospitalsdirektør Martin Lunds forord til bogen.

Bogen har en del illustrationer, hvoraf mange er ret intetsigende interiør- og eksteriørfotos fra afdelingen. Det levner ikke plads til så megen tekst, men Jesper Vaczy Kragh dvæler ikke ved sine pointer, så han får rigtig meget stof med uden at det virker forhastet eller komprimeret. Sine steder bliver det lige en kende for indforstået for den læge læser, der skal være indstillet på at slå et enkelt fremmedord eller to op, men hvornår har det sidst skadet nogen at slå op i en ordbog?

(Kristeligt Dagblad 8. juli 2023. Avisen valgte en anden rubrik.)

Hård og kold som sten

A Storm Foretold, dokumentar, DR TV

Den første gang vi møder hovedpersonen i Christoffer Guldbrandsens portræt af Roger Stone er det som en munter mand, der doserer vodka i sine drinks med rund hånd. Han gør grin med Guldbrandsens efternavn og mener, at det lyder sådan lidt teutonisk og nazi-agtigt. Det får Stone så til, at Guldbrandsens bedstefar nok udryddede jøder. Så er Stone præsenteret: en lidt drikfældig, veltalende, charmerende bølle.

Der klippes til et event, et politisk møde af en slags, hvor Stone taler for et publikum om Trump som en mand, der marcherer efter sin egen rytme, og som ikke lader sig styre eller kontrollere.  Så klippes der til en scene, hvor Stone i et interview praler af, at han har kontrolleret og styret Trump i 30 år.

Her skal man nok også finde grunden til, at en dreven taktiker som Stone ønsker at deltage i en dokumentarfilm, der har til hensigt at afsløre Trumps bagmand. Stone har en vare at sælge, og det er, at han kan gøre den mest usandsynlige kandidat – Trump – til præsident ved hjælp af beskidte tricks. Han er som tryllekunstnerne Penn & Teller, hvis fornemste nummer er et, hvor de afslører, hvordan de gennemfører en af deres berømte illusioner.

Stones virkemidler er ikke lige så sofistikerede, men hans manipulationer fungerer i grunden på samme måde. Han er faktisk mest, hvad man i computerbranchen i sin tid kaldte WYSIWYG – What You See Is What You Get. På den måde kunne Stones eget efternavn være et kunstnernavn. Han image er, at han er hård og kold som en sten. Hvor tydeligt kan det blive?

En af de store gåder er, at Stone antagelig har lige så lidt til overs for Trumps vælgere som Hillary Clinton havde. Hvordan kan Stone blive repræsentant for en politisk bevægelse, der i kulturel forstand befinder sig milevidt fra hans egen persona? Stone bærer oftest jakkesæt og går med hat, og når han en sjælden gang selv går klædt som en Trump-vælger, er det tydeligt, at t-shirt og jeans er et kostume for ham. Guldbrandsen udstiller hans forfængelighed, når han får blånet sit hår hos frisøren eller når han gør morgentoilette. 

Stone lægger også vægt på at tale et velplejet engelsk. Hans storbyelegance er lige så langt fra Trumps vælgere i Midtvesten som Trumps egen blakkede, newyorkske ejendomskrejlerkarriere. Ikke desto mindre går begge rent ind hos segmentet. Det er et besynderligt paradoks. Det bliver vi ikke klogere på. Journalistisk har Guldbrandsen valgt at være ”fluen på væggen”. Det giver et indblik i Stones verden – eller i hvert fald en illusion om et indblik – men giver ikke svar på særlig mange spørgsmål, for Guldbrandsen stiller dem ikke.

Et af de ubesvarede spørgsmål må være, hvad mørke fyrster og grå eminencer i grunden lever af? Follow the money. Trump synes at være en noget upålidelig patron. Stone på sin side er en noget ustadig klient. Der er faktisk også noget lidt sølle over Stones eksistens. I flere scener virker det nærmest som om Guldbrandsen fungerer som Stones privatchauffør. Er Stone i virkeligheden så meget på spanden, at han har brug for et lift? Og hvad var det for en historie om, at Stone havde forventet betaling for sin deltagelse i filmen? Det bliver vi heller ikke klogere på.

Så hvad er det, Guldbrandsen egentlig afslører? Er det den forfængelige dandy? Næppe. Den havde vi nok regnet ud i forvejen. Er det den manipulerende, hykleriske politiske taktiker? Egentlig ikke. For det er som sagt den vare, som Stone søger at markedsføre. Han giver den tydeligvis gerne som Mørkets Fyrste og Grå Eminence i amerikansk politik. Filmens dokumentation af optakten til stormen på Kongressen 6. januar 2021 demonstrerer det tydeligt. Filmens største afsløring er måske bare, at Stone også kan være en flink fyr. Da Guldbrandsen bliver alvorligt syg og må gennemgå en større operation, er Stone tydeligt medfølende. Det kommer man ikke langt med i politik.

(anmeldt til denne blog juni 2023)

Hitler sælger

Arthur Brand, Hitlers Heste, Kristeligt Dagblads Forlag

Billedhuggeren Josef Thorak udfærdigede til Hitlers rigskancelli i Berlin to skulpturer af heste i overstørrelse, ”schreitende Pferde”. Arthur Brand hævder, at det er almindelig antaget, at skulpturerne gik til ved Berlins fald i 1945 og gør et stort nummer ud af, at han selv ud fra en film optaget ved Rigskancelliet i det tidlige forår 1945 havde opdaget, at skulpturerne var blevet fjernet før slaget om Berlin (s. 78).

Skulpturerne stod i mange år opstillet ved en sovjetisk kaserne i Eberswalde. Det får Brand ifølge sin egen beretning dokumenteret, fordi han under et arkivbesøg i Berlin uopfordret af en arkivbetjent får oplysninger om en mand, der ved noget om det, han er ved at undersøge. Denne mand viser sig at være i besiddelse af en kopi af en filmoptagelse oprindeligt foretaget af kunstneren Franz Lanzendörfer af skulpturerne fra Eberswalde (s. 101). Men det er så alligevel ikke Brand, der har opdaget – eller genopdaget – skulpturerne, for som han skriver i efterordet:

”Frank Lanzendörfer var ikke den eneste, som havde opdaget skulpturerne på kaserneterrænet i Eberswalde. Den østtyske fotograf Steinert havde i 1984 efter et tip også taget billeder af skulpturerne efter at være kommet ind på kaserneterrænet ad en smutvej. Og få år senere fotograferede en vesttysk kunsthistoriker dem og skrev om det.” (s. 259)

Ikke et ord om, hvem denne kunsthistoriker var eller hvor resultaterne blev publiceret. Brand er udsat for flere besynderlige slumpetræf. Da han besøgte Carinhall, Görings landsted, blev han uopfordret opsøgt af en ældre mand, der ikke alene havde kendt Göring personligt, men oven i købet viste sig at sidde inde med oplysninger om nogle af de kunstværker, som havde befundet sig på stedet. (s. 64) 

Problemet er, at de oplysninger, som han ved denne lejlighed får adgang til, er alment tilgængelige. Og så har de i øvrigt ikke det ringeste med Hitlers heste at gøre. Der er mange af den slags blindgyder i plottet. F.eks. går der et helt kapitel med at han opsøger Himmlers datter i München og hun afviser at tale med ham. Et andet kapitel går med, at han besøger en samler af nazi-memorabilia i Bruxelles, der ejer en miniature af Thoraks heste. På et foto ser man Brand holde miniaturen. På et andet ser man Brand stå foran Thoraks atelier, som han også besøger.

Efter at der er gået mange sider med at bekræfte, hvad sagkundskaben sådan set har vidst hele tiden, nemlig at Hitlers heste overlevede krigen, bliver bogen lidt mere interessant. Hestene var af DDR blevet solgt til vestlige samlere for hård valuta. Nu var de blevet sat til salg på det sorte marked, og det havde vakt de tyske myndigheders interesse.

Brand indledte et samarbejde med politiet i Berlin. Han foregav at være agent for en køber af hestene. Han samarbejdede også med en journalist fra Der Spiegel. Noget tyder på, at Brands vidnesbyrd har spillet en rolle for tilvejebringelsen af en ransagningskendelse på tre adresser i Tyskland, der endte med, at skulpturerne i 2015 blev beslaglagt af myndighederne. Forbundsrepublikken er statsretlig efterfølger til Nazityskland og gjorde som sådan krav på ejendomsretten til skulpturerne. De to skulpturer er efter en retssag nu blevet overdraget til et museum i Spandau.

Bogen lanceres på forsiden af den danske udgave som den ”utroligt sande historie om kunstdetektiven, der infiltrerede den nazistiske underverden” tilføjet et citat fra Daily Telegraph: ”Kunstverdenens Indiana Jones”. På bagsiden tilføjes ”Med livet som indsats i jagten på sandheden”. Så er den danbrownske scene sat.

Men det er selviscenesættelse. Bogen er skrevet som en førstepersonsfortælling, og den følger Arthur Brands vej ind i problemkomplekset. Hvert kapitel bærer navnet på en europæisk by som overskrift. Han har været langt omkring. Det er dog småt med livsfaren. Det virker bare hektisk, og det kommer til at dække over, at det i grunden ikke er så meget, han selv har fundet ud af. Interessant nok har det vist sig, at der også findes en tredje pendant til hestene, som siden 1961 har befundet sig i en kostskole i Bayern. Den blev i sin tid overdraget skolen af kunstnerens enke som betaling for hendes børns ophold på skolen. Den tredje hest er ikke med i bogen, ikke fordi den er ligegyldig, men antagelig fordi Brand ikke kan tage æren for opdagelsen.

Bogen er udformet næsten som et filmmanuskript. Scenerne er sat som i en dokumentarfilm med masser af dialog, også fra situationer, hvor forfatteren ikke har haft mulighed for at tage noter.  Alene af den grund må man antage, at der er tale om i bedste fald rekonstruktioner. Bogen er oversat til mange sprog, og man kan godt forstå, at den er populær. Hitler sælger, som man siger i forlagsbranchen. Men foruden blindgyder i plotstrukturen, mystiske tilfældigheder og en del fyldstof i form af især transportscener, er der ikke kød nok på historien til at berettige en hel bog på 260 sider, ikke hvis Arthur Brand skal være hovedpersonen.

(anmeldt her til bloggen 19. marts 2023)

Fra Atuagagdliutit til Aarhus Stiftstidende

Ole C. Jørgensen, Beretningen om de danske aviser 1992-2021

Over flere end 1200 sider gennemgår Ole C. Jørgensen i alfabetisk rækkefølge de dagblade, der er udkommet siden 1992 i Danmark og Grønland fra Atuagagdliutit/Grønlandsposten til Aarhus Stiftstidende. Færøerne er ikke med. Heller ikke de gratis dagblade som 24timer, Urban eller MetroXpress har selvstændige opslag, men må nøjes med at blive puljet sammen i et enkelt kapitel på 25 sider. De mange annoncefinansierede lokale og regionale ugeblade, der i dag udgør en væsentlig del af avismarkedet får heller ingen selvstændig omtale. Weekendavisen er som eneste ugeblad med, men den landsdækkende Søndagsavisen mangler.

Denne anmelder begyndte sin karriere i den danske dagbladsbranche for mere end 40 år siden. Min storebror havde en rute for Kalundborg Folkeblad, der omfattede en 30-40 abonnenter i Asminderup, øst for Kalundborg, og jeg varetog ruten et par dage om ugen. Folkebladet var dengang sammen med Danmarks Radio vores hovedkilde til information om alt fra årets konfirmander i valgmenigheden til fodnotepolitikken og Sovjetunionens invasion af Afghanistan. Folkebladet havde sit eget trykkeri i bladhuset i Skibbrogade, hvorfra aviserne blev distribueret ud over hele Nordvestsjælland og Samsø. Jo længere østpå man kom, desto mere udtalt var konkurrencen fra Holbæk Amts Venstreblad. I 1990 indgik begge aviser i samme selskab, og i 2007 fusionerede de til en udgivelse, der bærer det prosaiske navn Nordvestnyt, hvis liv i stadig højere grad i dag udspilles på internettet.

På den måde er Kalundborg Folkeblad et godt eksempel på den proces, som de fleste dagblade har været igennem de seneste 30 år. For det første handler det om sammenlægninger, effektiviseringer og centraliseringer organisatorisk, institutionelt og redaktionelt. I 1992 var der 38 selvstændige bladhuse. I slutningen af 2021 var der 15 tilbage.

Det betyder til gengæld også, at abonnenterne føler, at hensynet til det lokale stof underprioriteres. Det gav og giver grobund for de mange annoncefinansierede lokale ugeaviser, som Ole C. Jørgensen ikke har taget med i sin oversigt.

For det andet handler det om en teknologisk udvikling i produktionen af den trykte avis. Her var Skagens Avis interessant nok pioner i begyndelsen af 1990erne. Det udfordrede ikke mindst de velorganiserede typografer, der med held i flere år fastholdt et monopol på at bestride særlige arbejdsopgaver i avisproduktionen, selv om de i realiteten var blevet overflødiggjort af udviklingen. Det førte til bitre arbejdskampe, der kostede bladhusene store summer. Samtidig blev avistrykkerierne færre. En af de sidste lokalaviser, der afskaffede sit eget trykkeri, var Bornholms Tidende, der lukkede sit i Rønne i 2020.

For det tredje blev konkurrencen om annoncekronerne skærpet. Engang udgjorde boligannoncerne og stillingsopslagene en stor post i de store dagblades budgetter. Det var om ikke gratis penge, så dog en stabil indtægt, og selv om dette marked flyttede til internettet, forblev de fleste i den tro, at kampen om annoncemarkedet skulle udkæmpes på papir. Der blev gjort flere forsøg på at skabe landsdækkende gratis dagblade baseret på annonceindtægter, men de viste sig at være en blindgyde. De involverede bladhuse som Berlingske, JP-Politiken og A-pressen kom til at indgå i et vanvittigt kapløb om mest effektivt at kaste guld på gaden.  Jørgensen mener, at det samlede tab er mindst to milliarder kroner.

Det viste sig som konsekvens for det fjerde, at det store slag om læsernes og annoncørernes gunst skulle foregå på nettet. Læserne var blevet vænnet til bl.a. gennem gratisaviserne, at man ikke skal betale for nyheder, samtidig med, at udgifterne til at tilvejebringe disse nyheder ikke var faldet, ikke mindst fordi journalisterne har haft held med at fastholde et relativt højt lønniveau.

For det femte er det påfaldende, at de stærkeste brands i avisbranchen har klæbet til papirformatet, selv om forsøgene på at give elektronisk adgang til nyheder indledtes allerede med den kortlivede virksomhed Diatel i 1993, hvor Politiken og Jyllands-Posten leverede en del af indholdet. Fra 1992 til 2015 faldt antallet af trykte eksemplarer af dagblade på hverdage i Danmark fra 1.466.052 til 630.286, men indtil videre har kun en af de store aktører overgivet sig helt til det digitale format. Jørgensens bog er kommet lige præcist for tidligt til at have fået med, at dagbladet B.T. har opgivet sin tilværelse som trykt avis og nu kun findes online. Alle aviser forsøger at få deres abonnenter til at migrere fra papiret til nettet, men der gør sig en betydelig konservatisme gældende blandt især læsere, så aviserne hænger stadig på et format, der er tynget voldsomt af omkostningerne til distribution og på det seneste også stærkt stigende udgifter til papir. Det er ret indlysende, at det er uholdbart at forlange, at nyheder, der er indhentet og tastet ind i en computer, trykkes på papir natten over og ved hjælp af migrantarbejdere bringes til privatadressen, før næste dags morgenkaffe er brygget, når det samme indhold kan vises væsentlig hurtigere og for en brøkdel af omkostningerne på abonnentens mobiltelefon.

Ole C. Jørgensens er forhenværende chefredaktør for Fyns Amts Avis og har haft en række tillidsposter i dagbladenes organisationer. Han bygger sit værk på et omfattende branchekendskab, en sans for anekdoter og et stort professionelt netværk. Listen over hans meddelere er lang. Detaljeringsgraden er stor, ikke mindst for nogle af de mindre dagblades vedkommende som nu f.eks. Kalundborg Folkeblad. Det jugement, der anlægges, er værd at tage i betragtning, især i forbindelse med personalesager, selv om næppe alle involverede er enige i Jørgensens udlægning. Ingen nævnt ingen glemt. De berørte vil finde en bekvem genvej i værkets glimrende personregister. Så kan de jo selv se, om beskrivelsen er retvisende.

Der er ingen fodnoter, men til gengæld får man serveret en vurdering af udviklingen, som forfatteren står inde for med den vægt, som hans navn måtte have. Det vil derfor stå som et uomgængeligt referenceværk, som ikke mindst vil have interesse for de mange, der har haft deres gang og virke i den danske avisbranche i de seneste 30 år.

(Kristeligt Dagblad 20. februar 2023)

 

 

 

Amarna - solgudens by

Denne særudstilling på Glyptoteket viser genstande, som er fundet i det, der fra ca. 1350 f.Kr. og blot en snes år frem var Ægyptens hovedstad. Byen kendes i dag som Armana, men hed i oldtiden Akhetaten. Den blev grundlagt af farao Akhenaten, der vel i dag er mest kendt på grund af sin underskønne dronning Nefertiti. Det er ikke lykkedes at låne det berømte portræt af hende fra det ægyptiske museum i Berlin, men Den kongelige Afstøbningssamlings kopi er om ikke en fuldgod, så dog en interessant erstatning.

Torso af Akhenaten
(eget foto)

Akhenaten blev et par år inde i sin regeringstid omvendt til en ny kult for solguden Aten, som han gjorde til statsreligion. Dermed afskaffede han også flerguderi. Hovedstaden flyttede han fra Theben til den by, som han selv grundlagde som en hyldest til sin gud. Efter Akhenatens død blev byen forladt og ødelagt, og ægypterne genoptog deres gamle religiøse skikke, og faraoernes residens flyttede tilbage til Theben.

Det er begrænset, hvad der kan forventes at være bevaret fra en by på 30.000 indbyggere, der kun eksisterede i 20 år for godt 3000 år siden. Nogle genstande er såkaldte spolier, altså dele af en nedrevet bygning, som er blevet genanvendt i en ny. F.eks. udstilles to fragmenter af et relief. De kommer fra hhv. The Metropolitan Museum i New York og Glyptotekets egen samling. De passer sammen som to brikker i et langt større puslespil og føres i denne udstilling sammen for første gang siden oldtiden. Man kan ikke sige, at Glyptoteket oversælger denne pointe. Man skal virkelig kunne læse udstillingsteksterne indenad for at få den med.

Noget af det, der taler direkte til museumsgæsten i 2023, er den ikonografi, der omgav faraoen, hans dronning og deres døtre. Den repræsenterer et skønhedsideal, der nærmer sig, hvad man også har kaldt det androgyne, altså en udviskning af eller en leg med forskellene mellem kønnene. Noget tyder på, at det afspejler en tilsvarende lighed mellem mænds og kvinders status og betydning i den kongelige familie.

De to fragmenter fra hhv. the Met og Glyptoteket
(eget foto)

Betagende er de få hverdagsgenstande, der er fundet, en flettet kurv eller en riskost, fremstillet af de tarveligste materialer, men ikke desto mindre bevaret for denne meget sene eftertid. Der er noget grundlæggende fascinerende ved det forhold, at vi kan vide så meget om menneskene for så lang tid siden.

Fra omtrent samme tidsrum i historien har vi i Danmark et klenodie som Solvognen fra Trundholm Mose. I modsætning til fundene fra Amarna står Solvognen næsten uden kontekst. Fra Armana er der tekster, kunstværker og genstande, en veletableret kronologi, der kan skabe en ramme for forståelsen, også selv om den bygger på fragmentariske vidnesbyrd.

Udstillingen begrænser sig til at fylde to af etagerne i Henning Larsens tilbygning til Glyptoteket. Den består af et delikat udvalg af originale genstande suppleret med plancher, reproduktioner og kopier iscenesat i en klassisk museumsæstetik. De fleste af genstandene er kun forsynet med de nødtørftigste oplysninger, f.eks. ”Amonhoved, statuefragment, Horemheb, Diorit” eller ”Talatat, Akhenaten ofrer en and, Hermopolis, Kalksten”. Der er tale om en besynderlig sproglig fornærethed. Genstandene forklarer ikke sig selv, og man kan ikke forvente, at den besøgende ved, hvad, hvor eller hvem Talatat, Diorit eller Horemheb er.

Den kongelige Afstøbningssamlings
gipskopi af en buste af Nefertiti
(eget foto)

Udstillingen når langt alene på den fascinationskraft, der udgår fra de originale genstandes aura, men den er ikke god nok til at motivere og forklare de valg, der er truffet, og den forsømmer at fortælle de historier, der kalder på at blive fortalt.

(Kristeligt Dagblad 7. marts 2023)