Denne antologi rummer portrætter af 17 klassiske og moderne
tænkere, der kan siges at befinde sig i en socialdemokratisk tradition.
Udvalget er ikke særlig velfokuseret. Det begynder med de klassiske tyske
socialister, Marx, Engels, Lasalle, Kautsky og Bernstein. Der er fundet plads
til fire danskere, Frederik Borgbjerg, Hartvig Frisch, K.K. Steincke og Mogens
Lykketoft, tre briter, John Maynard Keynes, Anthony Giddens og Maurice Glasman,
en amerikaner, Joseph Stiglitz, tre svenskere, Ernst Wigforss, Alva og Gunnar
Myrdal samt en enkelt nordmand, Gro Harlem Brundtland. Det virker ærlig talt
som et noget vilkårligt udvalg, der i bedste fald kan vise, at
socialdemokratismen er en bredt favnende bevægelse, men i realiteten får den
til at se ud som om den er uden retning.
Anders Dybdal er selv tidligere rådgiver for Mogens
Lykketoft og medstifter af tænketanken CEVEA, det socialdemokratiske alternativ
til den liberale tænketank CEPOS. Yderligere to af bidragyderne er tilknyttet
CEVEA. Andre bidragydere er respekterede forskere fra danske, norske og svenske
universiteter med en klar politisk profil til venstre for midten. Bogen ligner
i sin form nogle af de antologier, der er kommet fra CEPOS, der netop også
kombinerer tænketanksansatte skribenter med driftsikre sympatisører fra
forskningsverdenen. Forskerne skal forlene værket med legitimitet, og
tænketanksfolkene skal forlene forskningen med politisk retning. Det kommer der
sjældent noget godt ud af. Enkeltbidragene kan være nok så fortræffelige, men
helheden får gerne karakter af politisk bestillingsarbejde.
Det er meget tankevækkende, at et af bogens måske mest
interessante bidrag er skrevet af freelance-sociologen Henrik Dahl. Han kan vel
bedst karakteriseres som liberal og i hvert fald ikke som socialdemokrat. Alligevel er det Dahl, der har størst held med
at forklare, hvad moderne velfærdspolitik bygger på i sit bidrag om den britiske
sociolog Anthony Giddens. Han betragtes som hjernen bag New Labour, den
reformulering af de britiske socialdemokraters partiprogram, der bragte dem til
magten i 1997 under ledelse af Tony Blair. Når det britiske folkevid gjorde ”I’m
Tory plan B.” til et anagram for ”Tony Blair, MP”, er det udtryk for den fejlagtige
opfattelse, at Blair i virkeligheden bare var en slags liberal-konservativ. Dahl
gør opmærksom på, at Giddens havde et andet syn på staten end både de liberale
og de klassiske socialdemokrater. Giddens stod for Den Tredje Vej eller Den
radikale Midte. Begrebet viser tilbage til den franske radikalisme i slutningen
af det 19. århundrede, som også var ophav til Det Radikale Venstre. Giddens vil
hinsides det horisontale højre og venstre, og han forstår radikalitet som et
vertikalt begreb. (Radikal stammer fra det latinske radix, der betyder rod.)
Den klassiske velfærdsstat beskytter borgerne mod risiko, mod velkendte
nødsituationer som sygdom, alderdom, arbejdsløshed eller invaliditet. Dahl
undlader ikke polemisk at føje dovenskab til listen. Giddens vil revitalisere
velfærdsstaten ved at investere i borgerne i form af uddannelse og ved at
belønne dem for at gøre en indsats og befordre deres sundhed. Staten skal med
andre ord ikke blot kompensere for de skader, der er en bivirkning af
markedsmekanismerne, men aktivt understøtte borgernes mulighed for at klare sig
og dermed også samfundets eller statens internationale konkurrenceevne. Hvis
man i den forbindelse tænker konkurrencestat, tænker man ret. Problemet med den
omstilling af velfærdspolitikken er, at socialdemokraterne mister stemmer fra
alle dem, der mener, at velfærdsstaten skal være en forsørgerstat, ikke en
konkurrencestat. Der er simpelthen for stor forskel mellem det, som politikerne
ser som de væsentligste udfordringer, og det, som vælgerne oplever som
afgørende problemer.
Her kommer Mogens Lykketoft ind i billedet. Eller man må
rettere sige, at her ville Mogens Lykketoft være kommet ind i billedet, hvis
Søren Kolstrups portræt af Lykketoft havde været mere fokuseret. Selv om
Lykketoft muligvis ikke er den store ideolog, er han en betydningsfuld politisk
begavelse. Ikke for ingenting sagde man, at Poul Nyrup var statsminister i
Lykketofts regering. Lykketoft var arkitekten bag den reform af den offentlige
sektor, der tog sin begyndelse i 1990erne. Nøglebegrebet er New Public
Management, som Søren Kolstrup tilsyneladende har valgt at se bort fra. Ideen med
New Public Management er at gøre op med den embedsmandskultur, der så stort på
omkostninger og hensyn til borgerne. New Public Management vil skabe
incitamenter for flid, service og effektivitet i den offentlige sektor ved at
imitere de markedskræfter, der motiverer den private sektor til at præstere på
disse afgørende parametre. Resultaterne ses ikke mindst i uddannelses- og
sundhedssektoren, men følgevirkninger som stress hos personalet og dalende
kvalitet i ydelserne er også markante. Lykketofts ideer fik en sådan succes, at
de blev overtaget kritikløst af regeringerne Fogh Rasmussen, Løkke Rasmussen og
Thorning-Schmidt. Af den grund har Lykketoft hjemme i en antologi som denne.
Hvis man vil skrive socialdemokratisk idehistorie, skal man
gå væsentlig mere radikalt til værks end denne bog gør. Hvis man vil skrive
historien ordentligt, skal man vedkende sig arv og gæld. I bidraget om Steincke
går Jørn Henrik Petersen f.eks. lidt for let hen over racehygiejnen, der var en
integreret del af Steinckes socialpolitik. Han gik ind for og fik gennemført
love om tvangssterilisering af de mennesker, om hvem man mente, at de ikke var
værdige til at sætte afkom i verden. Der var i socialdemokratismens ønske om
under videnskabens dække at tilrettelægge samfundet i detaljer, den sociale
ingeniørkunst, et totalitært anstrøg. Den stærke stat huser ikke kun gode
viljer. Blandt andre Yvonne Hirdmans artikel om ægteparret Myrdal savner blik
for dette aspekt.
Antologien ligger under for tænketankenes grundskade.
De er organisationer, der iklæder synspunkter tilstrækkelig med videnskabelige
udenværker til at de kan fremstå som kendsgerninger. I dette tilfælde er der
indforskrevet mange fortræffelige videnskabsfolk til formålet, men de er blevet
spændt for en vogn, der ikke nødvendigvis er deres egen. Redaktionen burde i
virkeligheden blot have vedkendt sig sit politiske anliggende og udeladt de
videnskabelige prætentioner. For hvis bogen havde været strammere redigeret og
havde koncentreret sig mere om moderne socialdemokratisme, kunne den faktisk
have tjent som kompas for et retningsløst parti, og hvis den havde givet los
for sine præferencer, havde den forekommet væsentlig mere ærlig(Kristeligt Dagblad 12. maj 2014. Redaktionen havde rettet udenværker til værker. Det er rettet tilbage igen her.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar