Dengang Norge gik tabt

Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg

særudstilling: 1814

Da Danmark og Norge i 1814 blev skilt efter mere end 400 års union, var adskillelsen så effektiv, at det også gik ud over erindringen om den fælles fortid. I Norge blev det til ”400-årsnatten”, historien om dansk undertrykkelse og udnyttelse af nordmændene, mens vi i Danmark slet og ret glemte. Man skal virkelig se grundigt efter i standardværkerne om dansk historie for at få øje på, at Norge har udgjort en integreret del af riget.

Denne mangel var forudsætningen for, at Norsk Folkemuseum i Oslo og Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg i Hillerød etablerede et samarbejde om en fælles udstilling om dette skæbneår. Udstillingen åbnede i Oslo den 14. januar, årsdagen for indgåelsen af Freden i Kiel, der blandt andet indebar afståelsen af Norge. I september flyttede den til Hillerød, hvor den kan beses indtil nytår. Der er imidlertid tale om to ret forskelige udstillinger. Den på Folkemuseet i Oslo var både mere norsk og europæisk end den på Frederiksborg, hvor man har valgt at fokusere meget stærkt på en af hovedaktørerne, prins Christian Frederik, i Danmark bedre kendt som Christian VIII.

Christian Frederik var tronfølger og blev af sin fætter, kong Frederik VI, sendt til Norge som statholder i 1813. Danmark-Norge var efter flådens ran i 1807 blevet allieret med Napoleons Frankrig. Rusland havde i 1809 erobret Finland fra Sverige, og under den følgende krise i Sverige lykkedes det den franske marskal Bernadotte at blive valgt til tronfølger. Han ønskede imidlertid ikke at erobre Finland tilbage, men at vinde Norge.

Efter Napoleons mislykkede forsøg på at erobre Rusland i 1812 lå vejen åben for Bernadottes planer, godt hjulpet på vej af Frederik VI, der ikke ønskede at forlade alliancen med Frankrig. I januar 1814 måtte den danske konge indgå fred med Sverige, der var støttet af Storbritannien og Rusland. Norge måtte afstås.

Prins Christian Frederik øjnede muligheden for at blive konge i et selvstændigt Norge. Det var bare ikke muligt for ham umiddelbart at overtage tronen. Han måtte gå vejen om ad det norske folk, til hvem suveræniteten var hjemfalden. I den forbindelse blev han hjulpet af en ungdomsven fra København, Carsten Anker, der i mellemtiden var blevet jernværksejer. I Ankers rummelige hjem i Eidsvoll uden for Christiania, det nuværende Oslo, foregik de afgørende forhandlinger om den norske forfatning. Den for sin tid meget moderne grundlov blev vedtaget på Eidsvoll, og Christian Frederik blev planmæssigt valgt til konge den 17. maj 1814.

Men Norge stod ganske alene, og efter en beskeden krig i det tidlige efterår gav den nybagte norske konge op og abdicerede. Det blev af mange nordmænd opfattet som landsforræderi, men i realiteten kunne han ikke andet. Til gengæld blev en stor del af den nyvundne norske selvstændighed bevaret i den personalunion, der blev indgået med Sverige.

Christian Frederik gik med sin dristige politik i Norge i 1814 ikke alene mod alle stormagters ønsker og interesser, men også sin egen fætters, den danske konges. Christian Frederik brød jo fredsbetingelserne fra Kiel. Ikke desto mindre blev prinsen taget til nåde, da han vendte hjem til Danmark. Da han overtog den danske trone i 1839, blev der knyttet mange forgæves håb til, at Danmark ville få en forfatning som den norske. Men som udstillingens tilrettelæggere gør opmærksom på blev der faktisk gennemført afgørende reformer under Christian VIII, ikke mindst af statens finanser. Men her har udstillingen så også forladt sit hovedtema for længst. Et hovedstykke er en taffelopdækning fra Christian VIII’s tid med bordgarniture af forgyldt bronze opstillet i slottets riddersal. Det er utrolig flot, men har altså ikke meget med hverken Norge eller 1814 at gøre.

Norge vender tilbage i udstillingens fokus i forbindelse med opløsningen af den norsk-svenske personalunion i 1905. Norge fik brug for sin egen konge, og valget faldt på den danske prins Carl, der sit ophav til trods blev den norskeste konge under navnet Haakon VII.

Udstillingen på Frederiksborg er noget mere konservativ i sit æstetiske udtryk end den norske forløber. Man har valgt et udstillingsdesign, der er mere i pagt med den tidlige guldalders smag, og som passer bedre til de rammer, som særudstillingerne har på Det Nationalhistoriske Museum En enkelt fladskærm med en animeret udgave af Københavns bombardement 1807 er det blevet til, men ellers har man holdt sig til den klassiske formel: udsøgte genstande og malerier, herunder et par sjældent sete Eckersbergbilleder i privateje, og korte, præcise udstillingstekster.


(Kristeligt Dagblad 21. okt. 2014. Avisen valgte en anden rubrik.)