Mellem regneark og lærerautonomi

Stefan Hermann, Hvor står kampen om dannelsen? Informations Forlag 2016

Denne lille bog er ikke helt så letlæst, som intentionen antagelig har været, men den er til gengæld decideret lettilgængelig i forhold til så meget andet, der er skrevet om dette spørgsmål. Hermann har sans for at anskueliggøre sine pointer. Nogle gange løber hans sproglige kreativitet af med ham, men tonen er urban, hvad man hurtigt lærer at sætte pris på, hvis man bare følger lidt med i debatten om uddannelse i almindelighed og folkeskolen i særdeleshed.

Faktisk handler bogen ikke så meget om dannelse som om netop denne debat. Hermann forsøger at se på denne diskussion udefra og kvalificerer sin egen position ved at definere sig selv som en, der har et ben i hver lejr ”som højskolebarn og DJØF’er, underviser og rektor, kritisk skribent og institutionsstrateg, iagttager og beslutningstager” (s. 10) Det lyder vældig afbalanceret, men nu er ’højskolebarn’ ikke en beskyttet titel, og det virker lidt som om denne selvbetegnelse sammen med et par af de andre er opfundet til lejligheden for at give lidt modvægt til det, der klart vejer tungest på Hermanns CV: Han er cand.scient.pol. og indledte sin karriere i centraladministrationen, inden han overgik til ledelsesstillinger først på et kunstmuseum, dernæst på professionshøjskolen Metropol. Hans troværdighed som en med erfaring som manden på gulvet er spinkel.

Dette forsøg på camouflere, at han selv er part i sagen, er unødvendigt, for han er sådan set ret god til at dele sol og vind lige. Ingen af parterne vil givetvis kunne genkende sig selv i de karikaturer, som han bevidst stiller op. (Der er egentlig tale om weberske idealtyper, altså definitioner, der skal bistå erkendelsen uden at være beskrivelser af faktiske forekommende forhold.) Men altså, så længe begge parter er sure over hans beskrivelse, er der stadig balance i tingene.

Den første type er ’den pædagogisk-konservative kritik’. Den er negativt defineret, forstået på den måde, at modstanden mod noget andet er det forenende princip: ”Fordi den pædagogisk-konservative position definerer sig selv imod, kan den bringe næsten hvad som helst og hvem som helst sammen – næsten når som helst. Her forenes syndikalistiske fagforeningsrepræsentanter, rådssocialister, friskoleliberalister, nye forældreforeninger og hverdagspragmatikere med statistikere, pædagogiske filosoffer og humanistiske forskere med hang til skole, uddannelse og samfund. Genstandene kan være folkeskolereformen, gymnasiereformudspillet, inklusion i folkeskolen, arbejdstidsforhold og besparelser i uddannelsessektoren.” (s. 28)

De forenes i en kritik af bureaukratisering og djøfisering, men savner ifølge Hermann viljen til selvkritik og har derudover et selektivt forhold til viden: ”På den ene side afvises regneark, tabeller over præstationer, nationale test, internationale komparative undersøgelser som PISA; PISA måler jo ikke det rigtige. På den anden side elsker man PISA, når man skal begrunde i Finlands succeser, og ICCS, når de rangerer danske elever i den absolutte top med hensyn til viden om samfund, demokrati mv. […] Man elsker samfundsvidenskab, når den opgør udgifter, der viser, vi bruger mindre end andre på et ærværdigt formål, men hader den, når den gør sig gældende med fordringer om at måle kvalitet eller vise, at andre landes lærere underviser mere.” (s. 31)

Over for står ”Den politisk-administrative pol”. Også denne pol er negativt defineret, forstået på den måde, at den ikke har et positivt defineret formål, men er reaktiv, bundet af et trusselsbillede bestående af globalisering og konkurrenceudsættelse, ”vor tids luskende 1864, altså trusler mod nationens overlevelse og integritet. […] Tabets diskurs modsvares ikke af håbets mobilisering.” (s. 34)

Den politisk-administrative pol gør skolen til et instrument for arbejdsmarkedspolitikken og mistænker skolerne for ikke at gøre, hvad der er deres opgave. På samme måde som den pædagogisk-konservative pol har et selektivt forhold til kvantificering, er den politisk-administrative pol blind for den dannelsesmæssige indebyrd af sin egen tilgang: ”Det er dens fortrængningspunkt, at den ikke kan se, at det har dannelseseffekter, når den betoner, at man skal kunne forsørge sig selv, når den insisterer på, at mennesker skal inkluderes i arbejdslivets fællesskaber”. (s. 40)

For at sikre sig, at skolen opfylder det formål, som den politisk-administrative pol har fastsat, kræver den sin andel af den omsætning af information, som skolen varetager. Skolen skal ikke alene formidle viden til eleverne, men bruger en stadig større del af sine kræfter på at producere ledelsesinformation. Det er et helt centralt begreb i Moderniseringsstyrelsens vokabularium.

Over for dette ledelseskrav står lærernes krav om suverænitet. De forstår sig traditionelt ikke blot som mellemledere, altså som integreret i en magtstruktur, men som suveræne herskere i klasselokalet kun ansvarlige over for fagligheden. Hermanns interessante, diskursanalytiske pointe i den sammenhæng er, at begge parter gør krav på at være konge, men ingen af dem betvivler, at kongemetaforen er bærende for deres rolle. Positionerne frastøder hinanden, men de spejler også hinanden. Hermann foreslår – lidt forkortet – et opgør med enevælden som forbillede for skolepolitikken.

Stefan Hermann har indtaget en central position i uddannelses- og dannelsesdebatten. Han er på papiret prototypen på den DJØF’er, som – med hans egne ord - må bære sit medlemskab af en fagforening som et kainsmærke, men han kan faktisk også hæve sig over sit eget institutionelle standpunkt og sige noget, som hans modstandere bør kunne værdsætte. Det er ikke kun krukkeri, når han kalder sig selv kritisk iagttager. Man kan kun ønske sig, at flere udviser samme ambition og dermed giver den kritiske dialog en håndsrækning.

(Ikke offentliggjort andre steder)

Magtens ansigt

Farao. Magtens ansigt. Særudstilling, Ny Carlsberg Glyptoteket, 12. okt. 2017-25. feb. 2018.

Ny Carlsberg Glyptotekets ægyptiske samlings nye særudstilling er bygget op over en klar idé, at tegne et længdesnit af det ægyptiske samfund for ca. 4000 år siden. Udstillingen er fokuseret og overskuelig med kun ca. 100 genstande.

Problemet med udstillinger, der er bygget over et stærkt koncept, er ofte, at genstandene bliver sekundære rekvisitter i ideens tjeneste. Styrken ved denne udstilling er, at genstandene får lov til at spille hovedrollen uden at ideen går tabt. Det kan blandt andet lade sig gøre takket være nogle flotte indlån fra The Metropolitan Museum of Art i New York, Museum of Fine Arts i Boston, Universitetet i Leuven og Medelhavsmuseet i Stockholm.  Udstillingens hovedstol kommer dog fra Glyptotekets egen samling, suppleret med ting fra Nationalmuseet og Københavns Universitet.

Anledningen til udstillingen er en opdagelse gjort af museumsinspektør Tine Bagh. Hun fandt ud af, at et fragment af en statue i Glyptotekets samling hørte sammen med et andet fragment i Boston. De er begge dele af en statue af krokodilleguden Sobek, som stammer fra Amenemhat III’s labyrint i Hawara. Delene blev imidlertid ikke forbundet af dem, der fandt dem, og siden endte de i hver sin samling. Man kan nu for første gang siden oldtiden se de to genstande forenet.

Amenemhat III (ca. 1855-1808 f.Kr.) tilhørte det 12. dynasti, der stillede hovedparten af faraonerne i det mellemste rige (2055-1650 f.Kr.) i oldtidens Ægypten. Denne periode er ikke så kendt som det ældste rige, hvorfra vi har pyramiderne i Gizeh, eller det nye rige, hvorfra vi kender Tutankhamon, Nefertiti eller Kleopatra.

Det er denne udstillings ærinde at vise samfundsopbygningen i det mellemste rige fra top til bund. Man møder først faraonerne og deres øverste embedsmænd i skikkelse af statuer. Det er også denne del af udstillingen, der har givet den navn. Når man spørger, hvorfor netop magthaverne har vores interesse, er svaret jo ikke mindst, at det interessante ved dem er, at det er dem, der har magten. Man må formode, at portrætterne er idealiserede med henblik på at gøre indtryk, udstråle magt, men det er faktisk også, hvad de gør. Disse ansigter virker i nutiden med en kraft, der ikke er slukket af de mellemliggende årtusinder.

Ægypterne arbejdede i et bredt repertoire af materialer. De to fantastiske portrætter af Amenhemhat III, der flankerer indgangen til udstillingen, er hugget i bjergarterne granodiorit og gråvakke, kan man læse i det glimrende, overskuelige og velillustrerede katalog. 

Et andet fantastisk portræt – hugget i gnejs – er det af Amenhemhats forgænger, Sesostris III (1874-1855 f.Kr.) fremstillet som sfinks. Til særudstillingen hører også et brudstykke af en såkaldt naos, et mandsstort skrin i granit prydet med to kongelige figurer, som er blevet renset til lejligheden og opstillet i museets permanente ægyptiske samling, som man ikke må glemme at aflægge et besøg.

Magten har imidlertid ikke blot et ansigt, men også et hoved og en krop, hvis man skal forfølge den metafor, der lægges op til. Som man skrider frem i udstillingen, når man længere ned i samfundshierarkiet, først til den kongelige embedsmand Gebu siddende i skrædderstilling (kataloget kan ikke blive enig med sig selv, om han er hugget i diorit eller granit, men flot er skulpturen). Blandt ægypterne, som de var flest, var det i sagens natur lidt småt med monumentale statuer, men også her viser Glyptotekets egen samling sin styrke med mange genstande, der repræsenterer de mere almindeligt forekommende sider af livet i oldtidens Ægypten i første halvdel af det andet årtusinde før Kristus. Det er f.eks. små figurgrupper fundet i mere jævne folks grave, forestillende hverdagslige situationer. På den måde får man et længdesnit af hele samfundet, men der er ingen tvivl om, hvem der er udstillingens stjerner. Det er magtens ansigter.

(Kristeligt Dagblad 14. november 2017)

Tvind - som musical

Tvind – the musical, Teater V, Valby

Da jeg første gang så annoncen for ”Tvind – the musical” på siden af en bus, tænkte jeg, at det måtte være et stunt udtænkt af Den korte Radioavis. Hvad kan sådan en forestilling? Temmelig meget mere end forventet, viser det sig.

Vi følger en håndfuld mennesker på Tvind fra 1972 til 1995 i en række optrin, der skal illustrere livet på og med Tvind. Der er altså ingen egentlig handling. Forestillingens plot er den udvikling, som figurerne gennemgår fra ungdommens begejstring for projektet Tvind til den tvivl, der efterhånden melder sig.

De fem skuespillere er på scenen som et ensemble næsten hele tiden og de skiftes til at spille de forskellige bifigurer, en journalist, en efterskoleelev, en fattig mexicaner, en slægtning. Amdi Petersen optræder kun i omtale, men det så meget desto mere virkningsfuldt. De indlagte sange akkompagneres af playback og en enkelt guitar. Det fungerer og skuespillerne kan faktisk synge – også flerstemmigt.

Jeg skal afholde mig fra at forsøge at anmelde forestillingen som forestilling, men begrænse mig til at besvare et enkelt spørgsmål: Hvad kan en musical sige os om Tvind, som kilometervis af bøger og nyhedsdækning ikke kan gøre bedre? Her vil jeg sige, at forestillingen står svagest, når den forsøger pædagogisk at forklare, hvordan Tvinds økonomi er skruet sammen. Ikke fordi det er forkert, hvad de siger. Manuskriptforfatteren har tydeligvis sat sig grundigt ind i tingene. Det er mere fordi det sætter dramaet lidt i stå at høre om de fradragsberettigede indskud i Tvinds fonde.

Stærkest står de scener, der demonstrerer, hvordan Tvind fungerer psykologisk og følelsesmæssigt. Her kan en enkelt patosfyldt protestsang udtrykke den glødende begejstring for sagen, som stadig er bærende for Tvind. De fem skuespillere kan vise os, hvordan det er at blive udsat for gruppepres, og de kan på få minutter illustrere den paranoia, der greb Lærergruppen efter det påståede attentat mod Amdi Petersen i 1978. Jeg har ikke set disse fænomener anskueliggjort bedre andre steder.

Forestillingen ender med, at en af figurerne finder lykken uden for Tvind, mens en anden bliver tilbage og kæmper videre med sin tvivl og bitterhed. På den måde tager forestillingen til sidst entydigt afstand til Tvind. Den lægger sig dermed også op af den historie, man hører fra dem, der er hoppet af. Det er fx tydeligt at spore indflydelsen fra Hans la Cours dokumentariske, selvbiografiske og meget læseværdige bog Den Rejsende fra 2002. Hovedplottet i disse beretninger er altid, at Tvind begyndte som en god idé. Ellers ville det jo heller ikke have givet mening at slutte sig til foretagendet. Men på et eller andet tidspunkt kørte Tvind af sporet, og så hoppede vores fortæller af. Denne fortælling dækker over det forhold, at Tvind var en dårlig idé fra begyndelsen for nu at sige det kort. På den anden side er fortællingen heller ikke forkert, for det er præcis således det opleves af dem, der har forladt Tvind. Her er vi så tilbage ved forestillingens styrke, dens evne til at give os en oplevelse af, hvordan det er at være på Tvind.  

I slutscenen synger hele ensemblet Dylans ”The Times They Are A Changin’” fra 1964. Dermed binder den ironisk sløjfe på sig selv, for det er netop de skiftende tider, der har gjort, at vi i dag ser med forundring på dette produkt af 1970erne. Ironien består i, at det sker med en af de sange, der forvarslede de forandringer, som førte til blandt andet Tvind.

(Jeg så forestillingen i opdrag af Radio 24Syv den 11. november 2017)