Tvind - som musical

Tvind – the musical, Teater V, Valby

Da jeg første gang så annoncen for ”Tvind – the musical” på siden af en bus, tænkte jeg, at det måtte være et stunt udtænkt af Den korte Radioavis. Hvad kan sådan en forestilling? Temmelig meget mere end forventet, viser det sig.

Vi følger en håndfuld mennesker på Tvind fra 1972 til 1995 i en række optrin, der skal illustrere livet på og med Tvind. Der er altså ingen egentlig handling. Forestillingens plot er den udvikling, som figurerne gennemgår fra ungdommens begejstring for projektet Tvind til den tvivl, der efterhånden melder sig.

De fem skuespillere er på scenen som et ensemble næsten hele tiden og de skiftes til at spille de forskellige bifigurer, en journalist, en efterskoleelev, en fattig mexicaner, en slægtning. Amdi Petersen optræder kun i omtale, men det så meget desto mere virkningsfuldt. De indlagte sange akkompagneres af playback og en enkelt guitar. Det fungerer og skuespillerne kan faktisk synge – også flerstemmigt.

Jeg skal afholde mig fra at forsøge at anmelde forestillingen som forestilling, men begrænse mig til at besvare et enkelt spørgsmål: Hvad kan en musical sige os om Tvind, som kilometervis af bøger og nyhedsdækning ikke kan gøre bedre? Her vil jeg sige, at forestillingen står svagest, når den forsøger pædagogisk at forklare, hvordan Tvinds økonomi er skruet sammen. Ikke fordi det er forkert, hvad de siger. Manuskriptforfatteren har tydeligvis sat sig grundigt ind i tingene. Det er mere fordi det sætter dramaet lidt i stå at høre om de fradragsberettigede indskud i Tvinds fonde.

Stærkest står de scener, der demonstrerer, hvordan Tvind fungerer psykologisk og følelsesmæssigt. Her kan en enkelt patosfyldt protestsang udtrykke den glødende begejstring for sagen, som stadig er bærende for Tvind. De fem skuespillere kan vise os, hvordan det er at blive udsat for gruppepres, og de kan på få minutter illustrere den paranoia, der greb Lærergruppen efter det påståede attentat mod Amdi Petersen i 1978. Jeg har ikke set disse fænomener anskueliggjort bedre andre steder.

Forestillingen ender med, at en af figurerne finder lykken uden for Tvind, mens en anden bliver tilbage og kæmper videre med sin tvivl og bitterhed. På den måde tager forestillingen til sidst entydigt afstand til Tvind. Den lægger sig dermed også op af den historie, man hører fra dem, der er hoppet af. Det er fx tydeligt at spore indflydelsen fra Hans la Cours dokumentariske, selvbiografiske og meget læseværdige bog Den Rejsende fra 2002. Hovedplottet i disse beretninger er altid, at Tvind begyndte som en god idé. Ellers ville det jo heller ikke have givet mening at slutte sig til foretagendet. Men på et eller andet tidspunkt kørte Tvind af sporet, og så hoppede vores fortæller af. Denne fortælling dækker over det forhold, at Tvind var en dårlig idé fra begyndelsen for nu at sige det kort. På den anden side er fortællingen heller ikke forkert, for det er præcis således det opleves af dem, der har forladt Tvind. Her er vi så tilbage ved forestillingens styrke, dens evne til at give os en oplevelse af, hvordan det er at være på Tvind.  

I slutscenen synger hele ensemblet Dylans ”The Times They Are A Changin’” fra 1964. Dermed binder den ironisk sløjfe på sig selv, for det er netop de skiftende tider, der har gjort, at vi i dag ser med forundring på dette produkt af 1970erne. Ironien består i, at det sker med en af de sange, der forvarslede de forandringer, som førte til blandt andet Tvind.

(Jeg så forestillingen i opdrag af Radio 24Syv den 11. november 2017)