Systemskiftet

Esben Schjørring og Michael Jannerup: Værdikæmperne. Slaget om danskernes sjæl. VK-regeringerne 2001-2011. Gyldendal, 477 sider

Den 21. november 2001 skrev Kristeligt Dagblad på lederplads om det folketingsvalg, der dagen før havde bragt Anders Fogh Rasmussen til magten: ”Kun i snæver partipolitisk forstand gik Danmark til højre ved gårsdagens valg. Rent ideologisk vil regeringsskiftet først og fremmest kunne ses på den udlændingepolitik, som vil blive ført i landet, og det er et ønske om at se stramninger på dette område, der har fået befolkningen til at skifte regeringen ud. […] Noget systemskifte i dansk politik er der ikke tale om.”

Sådan så og ser Anders Fogh Rasmussen det ikke selv i dag. I forordet til den nye udgave fra sidste år af hans gamle liberale manifest ”Fra socialstat til minimalstat” kalder han selv valget den 20. november 2001 for et systemskifte. Betegnelsen er en reference til regeringsskiftet i 1901, da Venstre for første gang dannede regering og da folketingsparlamentarismen dermed de facto blev indført. Anders Fogh Rasmussen betragter sin egen indsats som tilsvarende historisk.

Spørgsmålet er, hvad der forandrede sig i 2001, og hvad der forblev det samme? Med hvilken ret kan man kalde det et systemskifte? Esben Schjørring og Michael Jannerup har skrevet en grundig og samvittighedsfuld bog om dette spørgsmål. Man behøver ikke være enig i deres konklusion for at anerkende, at de har tilvejebragt et grundlag for en saglig diskussion om spørgsmålet. De tager politik alvorlig ikke blot som en kamp om magten, men som en strid om ideer. Allerede der ligger en del af det svar, som de giver på dette spørgsmål.

Venstre undlod ved valget i 2001 at udfordre velfærdsstaten. Dermed kopierede Anders Fogh den socialdemokratiske valgsejr i 1998, da Poul Nyrup havde vundet på at love at frede efterlønnen.  På det fordelingspolitiske område, der stadig i den politiske tænkning dengang vejede tungest, var der altså tale om kontinuitet. Det forklarer lederskribentens sindsro.

Til gengæld markedsførte Anders Fogh sin regering som et generalopgør med det 20. århundredes politiske tænkning, et værdipolitisk systemskifte. Var det blot en afledningsmanøvre, der dækkede over business-as-usual? I sin biografi om Anders Fogh Rasmussen fra 2013 udnævnte Søren Mørch ham til at være en begavet opportunist, en mand uden andre klippefaste principper end viljen til magt. Schjørring og Jannerup hælder mere til Foghs egen version af historien og ser 2001 som et paradigmeskifte i dansk politik. De tegner portrættet af en ideolog, der dog også forstår at gøre de pragmatiske og taktiske indrømmelser, som er nødvendige i politik.

De peger på, at den forhenværende liberalist Anders Fogh Rasmussen i 2001 havde accepteret socialstaten og dermed forladt sin ungdoms minimalstatsliberalisme. Det var nødvendigt for at vinde valget. Samtidig forandrede han imidlertid også velfærdsstaten. Borgeren skulle ikke længere være skatteyder og klient, men kunde i statens butik. Sådan forskød han – som det hedder med en af bogens mange prægnante formuleringer – liberalismens frihedsbegreb ”fra at være et angreb på velfærdsstaten til at blive dens styringsprincip.”

Men Schjørring og Jannerup peger også på, at der værdipolitisk gør sig en kontinuitet gældende. Den revision af udlændingeloven i 2002, som blev en af regeringen Foghs mærkevarer, skyldtes ikke Dansk Folkepartis indflydelse, mener de. Det meste var fostret i Bertel Haarders integrationsministerium. Opgøret med smagsdommerne og Statens Kunstfond finder de også foregrebet i Anders Foghs tidligere skrifter og taler. Hvorfor de lader EU’s østudvidelse ude af betragtning, henstår uforklaret. Det var dog en af Foghs større bedrifter.

Markant er forfatternes synspunkt, at Foghs tilslutning til den amerikanske invasion af Irak i 2003 skulle være drevet af principper og ideer, som han allerede havde givet udtryk for mange år tidligere. Her er de antagelig ledt på vej af en udgave af Foghs taler, som et par af hans beundrere udgav i 2006. Det var netop formålet med denne udgivelse at imødegå anklagerne mod Fogh om, at han skiftede holdning som andre skiftede skjorter. Det har antagelig præget udvalget og redaktionen af de taler, der er med i bogen.

Schjønning og Jannerup udnævner Fogh til at være af samme type som de neo-conservatives, der var den ideologiske drivkraft bag præsident George W. Bush’ udenrigspolitik. Forfatterne ser det samme værdibaserede verdensbillede bag Foghs første reaktioner på karikaturkrisen. Det ligger imidlertid også på den åbne hånd, at Fogh skiftede standpunkt til en interessebaseret udenrigspolitik ved årsskiftet 2005-2006, da han gav køb på sine principper for at slukke den ildebrand, der havde bredt sig i Mellemøsten. Det hører til bogens mere bemærkelsesværdige passager, at forfatterne faktisk har fået Fogh til i et interview at indrømme, at det også var tilfældet. Det er målt på Foghs egen systemskiftemålestok en slags falliterklæring.

Et andet af de interessante afsnit er der, hvor forfatterne peger på Tøger Seidenfadens ansvar for konfliktens eskalering. Brian Mikkelsen havde talt om en kulturkamp i forbindelse med religion, og det var i Seidenfadens gengivelse blevet til kulturkrig mod muslimske indvandrere. Det blev i Mellemøsten meget let til, at den danske regering havde erklæret krig mod islam, og det var retfærdigvis ikke, hvad Mikkelsen sagde.

Bogen er en samtidshistorisk undersøgelse bygget på journalistisk metode. ”Vi har gennemtrawlet arkiverne”, skriver forfatterne i indledningen, men de er meget karrige med at angive præcist hvilke arkiver det drejer sig om. Intet tyder på, at de har haft systematisk adgang til hidtil utilgængeligt materiale. Det interessante ville naturligvis være at se referaterne fra møderne i Venstres folketingsgruppe eller fra regeringens koordinationsudvalg. Schjørring og Jannerup er oftest henvist til sekundære kilder og sene erindringer. Afgørende steder savner læseren et andet blik end aktørernes egne forsøg på at frisere fortiden, så den ser pæn ud. Det er ofte samtidshistorikerens vilkår. Til gengæld kunne de godt have stillet spørgsmålet om brud eller kontinuitet lidt skarpere.

Det hører som nævnt til Fogh Rasmussen-regeringens egen mytologi, at den repræsenterede et afgørende brud. Det er også rigtigt, for så vidt den kunne føre blokpolitik i kraft af et flertal i Folketinget baseret på et stabilt og troværdigt støtteparti. Deres fælles fjendebillede var ’smagsdommerne’, vel bedst repræsenteret ved akademikerpartiet Det Radikale Venstre, og den liberale indvandrings- og asylpolitik repræsenteret af indvandrerloven af 1983, som ikke mindst de radikale stod bag. Hvad Schjørring og Jannerup underbetoner er, at denne lov allerede fra 1986 var blevet strammet løbende, således at ’systemskiftet’ i 2001 blot fortsatte en tendens, der på dette tidspunkt var 15 år gammel. Det har i 30 år ikke været spørgsmålet, hvor vidt der skal strammes på området, blot hvor meget. På samme måde er forandringen af forholdet mellem borger og stat til en imitation af forholdet mellem en kunde og en serviceudbyder allerede foregrebet i den interne idédebat i Venstre i Henning Christophersens formandstid, orkestreret i Lykketofts tid som finansminister og omkring årtusindskiftet allerede på vej ind i det offentlige i skikkelse af New Public Management.

På det fordelingspolitiske område udpeger forfatterne den unge Fogh Rasmussens liberalisme til at være repræsentativ for klassisk borgerlig politik, og dermed får de Venstres accept af velfærdsstaten i 2001 til at se ud som et alvorligt brud. Men bruddet er ikke partiets. Allerede i løbet af 1960erne opgav Venstre sin modstand mod velfærdsstaten og en øget beskatning. Der har siden været en indre opposition i partiet bestående af økonomiske liberalister som f.eks. den unge Anders Fogh Rasmussen. Og da han opgav sin modstand mod velfærdsstaten, var det altså ikke partiets linje, der blev ændret, men hans egen.

Det spørgsmål, som bogen munder ud i, er naturligvis, hvordan Fogh vandt slaget, men tabte krigen? Hvordan kunne det lade sig gøre for Fogh Rasmussen at redefinere, hvad politik går ud på, men samtidig efterlade sig et parti og en koalitionspartner, der styrtbløder mandater til højre og venstre?

Foghs nederlag som partileder var, at han havde afkoblet værdipolitikken fra den økonomiske politik. Partiet kunne ikke længere rumme den indre økonomisk liberale opposition, som han selv havde været en del af, og dermed ”mistede partiet med tiden også evnen til nytænkning og kapaciteten til at genfortolke det borgerlige projekt i en ny tid og mistede derigennem den ideologiske forbindelse til sin egen historie”, konkluderer Schjønning og Jannerup. Det var naturligvis i begyndelsen Margrethe Vestagers nederlag, fordi Liberal Alliance først og fremmest er en afskalning af De Radikale, men problemet blev i længden Venstres og de konservatives. Tilslutningen til de to partier til sammen er fra 2001 til 2015 faldet fra to femtedele til en fjerdedel af vælgerne. Idé- og værdipolitikken er udliciteret til andre partier, mens den næste Rasmussen i rækken står med det problem, at mens andre kan høste stemmer på at kæmpe om ’danskernes sjæl’, har statsministeren stadig ansvaret for, at Finansloven hænger sammen og kommer i hus. Det kunne det såkaldte systemskifte ikke ændre på. Økonomien forsvinder ikke, bare fordi man holder op med at tale om den.

(Kristeligt Dagblad 16. januar 2018. Bladets rubrik var en anden.)