A.P. Møller

 DR TV

Dynastiet Mærsk

Der er to historier om A.P. Møller, en blå og en rød version. Den blå handler om den visionære forretningsmand, der så muligheder, hvor andre så begrænsninger. Det er historien om mæcenen og patrioten, der bidrog til fædrelandets forsvar og velstandens vækst. Den anden historie handler om en egenrådig patriark, en udemokratisk, opportunistisk kapitalist, der tjente styrtende på at sælge våben til Nazityskland.

DR tegner i udgangspunktet et sympatisk portræt af den gamle skibsreder. Han skildres som en kærlig, nærmest krammelig familiefar og en samvittighedsfuld, men også dristig forretningsmand. Hele serien om ”Dynastiet Mærsk” udspiller sig fra omkring 1920 til afslutningen af 2. Verdenskrig. A.P. Møllers virke under 1. Verdenskrigs volatile vilkår lades ude af betragtning. I den forstand er første afsnits undertitel (”Begyndelsen”) misvisende, for dynastiet havde han på dette tidspunkt for længst grundlagt sammen med sin far.

DR har brugt kunstig intelligens til at skabe
de historiske omgivelser.

DR's mangeårige dramachef Ingolf Gabold gennemførte systematiske segmentanalyser af seerne, fordi han mente, at der populært sagt skulle være noget for både de røde og de blå. Denne strategi skabte store succeser som for eksempel 'Borgen' (2010-2013). Siden mistede DR igen pejlingen og gjorde sig sårbar for kritik, senest med ”Grønlands hvide guld” (februar 2025), der blev beskyldt for at være et usagligt partsindlæg.

Med serien om A.P. Møller er det tydeligt, at DR på et års tid har ændret kurs. Nogle vil antagelig fortolke den som en vending i retning af en blå tolkning, fordi der gives et så positivt billede af Møller. Men samtidig lægges der vægt på skyggesiden af hans virksomhed, engagementet i Højgaard-kredsen, aktieposten i Riffelsyndikatet og hans hårde modstand mod fagforeninger og deres krav.

Ved at lægge vægt på paradokserne åbnes historien for fortolkning. Han afskyede kommunister, men respekterede sin medarbejdere, høj som lav. Hans accept af, at Riffelsyndikatet leverede til tyskerne, var også et forsvar mod, at tyskerne overtog produktionen. At han brugte mange af sine penge på at støtte Den danske Brigade i Sverige kan fortolkes som uegennyttig fædrelandskærlighed – eller måske som aflad? Netop i præsentationen af historiens kompleksitet opstår forståelsen. De medvirkende eksperter er gode til at understøtte denne tilgang.

Historien er fængende fortalt med dramatisk nerve og en menneskeliggørelse af hovedpersonerne. Interessant er inddragelsen af Mærsk McKinney Møllers bror, Hans, der døde som ung. Han var oprindeligt udset til at videreføre firmaet. Den unge Mærsk blev derfor lige så meget sin brors som sin fars arving.

Der er brugt kunstig intelligens til at supplere scenografien, og den halter lidt sine steder. Dialogen bærer præg af manuskriptforfatternes manglende fortrolighed med datidens sprogtone og omgangsformer. Mærsk var for eksempel som gymnasiast forelsket i sin klassekammerat Emma, og de var selvfølgelig dus. Da de mødes igen ti år senere, er de helt uden forklaring blevet Des.

HM Christian X i Tom Jensens skikkelse

Især de yngre skuespillere mangler sprogligt gehør, så de for eksempel ikke kan høre forskel på udtalen af talordet ’ti’ og konjunktionen ’thi’. Men det meste hænger på manuskriptet. Påfaldende er den hyppige anvendelse af de anglicismer, der er indgået i det danske sprog i det seneste slægtled. Møder aftales ikke. De ”sættes op”. Aftaler indgås ikke. De ”lukkes”. Da Mærsks søster beder sin bror om at blande sig uden om, siger hun, at ”det ikke er din forretning” (”None of your business”). Nu må man sige om familien Møller, at den var meget angelsaksisk orienteret, men det er næppe det, der forsøges antydet. Det er antagelig bare tankeløshed fra manuskriptforfatterens hånd. Det er nok også årsagen til, at ordet ”regneark” ikke er blevet luget ud af manuskriptet. Det kom først ind i det danske sprog med computeren i 1980erne.

(www.k.dk 29. dec. 2025)

(Jeg havde oprindeligt skrevet, at Mærsk var gymnasiast. En læser gjorde opmærksom på, at Mærsk McKinney Møller ganske vist gik på Øregaard Gymnasium, men som realist, ikke gymnasiast.)

Meldungen aus dem Reich

Peter Harmsen, Det tredje riges øjne og ører. De hemmelige SS-rapporter 1939-1945, Lindhardt og Ringhof

Det nazistiske Tysklands regering betjente sig af et stort, diskret netværk af loyale informanter, der skulle lodde folkestemningen. Deres indberetninger – Meldungen aus dem Reich – blev samlet og parafraseret i jævnlige rapporter til sikkerhedstjenesten under Reichssicherheitshauptamt der SS. De er en velkendt og ofte brugt kilde til tyskernes hverdag under krigen, men det er første gang danske læsere præsenteres for materialet i en samlet fremstilling. Det gør Peter Harmsen systematisk, overskueligt og med kildekritisk sans for, hvad rapporterne kan oplyse os om. Vi kommer vidt omkring fra forsyningssituationen, boligforhold, sex, jazz og sundhedsvæsenet til personkulten om Hitler, tæppebombningerne af tyske byer, jødeudryddelserne og felttoget i Sovjetunionen. Rapporterne var et vigtigt værktøj for den nazistiske ledelse. De fungerede som en ”smidig feedbackmekanisme”, der tjente til kalibrering af propagandaen. En interessant omstændighed er, at propagandaminister Joseph Goebbels var fortaler for, at propagandaen gerne skulle tale sandt. Regimet stod i det dilemma, at det byggede på løgne, men at dets legitimitet ikke mindst afhang af, at folk havde tillid til det, der blev meddelt i pressen. I spørgsmålet om krigens gang havde de fleste adgang til alternative informationskilder i form af for eksempel feltpost fra frontlinjen, så der måtte ikke være for stor afstand mellem avisernes reportager og hvad den menige soldat skrev hjem, hvis troværdigheden skulle opretholdes.

Bogens bagsidetekst lover, at den ”giver en del af svaret på, hvordan en af verdens bedst uddannede befolkninger lod sig forlede af en vanvittig ideologi.” Det er en noget ufuldstændig beskrivelse af Harmsens anliggende. For rapporterne havde netop til formål at opsamle utilfredshed ”uden udeladelse af ubekvemme sandheder”, altså hvad der kunne tjene som varsel om modstand mod regimet. Der registreredes lige så mange mislyde og dissonanser som tilslutning og applaus. Derfor er det lige så meget en dokumentation af regimets paranoia og fiasko som af dets selvopfattelse og succes. Harmsen tegner et billede af et mere porøst og skrøbeligt styre, end det selv gerne ville give indtryk af at være. 

Bogens kapitel 3 om ”Folkets stemme” er et essay med udblik til nutiden, og det kan læses af alle med interesse for magtens og opinionens natur og indbyrdes afhængighed i forskellige styreformer. Mens regeringen i et demokrati kan nøjes med at tage folkeviljen alvorlig i valgår, fordi valget er den eneste og autoritative adkomst til magten, må diktatorer altid have et øje på hver en finger. En leder må forvente at falde ved hjælp af de selvsamme midler, der gav adgang til magten, og den, der hersker ved hjælp af vilkårlighed og vold, er derfor på valg hver eneste dag.

Forlaget har valgt et grafisk udtryk med brug af sort og rød til forsiden på baggrund af en collage af dokumentariske fotos fra krigens tid. Det er en kliché, der signalerer julegave til den Hitler-interesserede onkel. Han kan så altid finde et hår i suppen. Når læseren første gang møder Goebbels, har han klumpfod. I en billedtekst længere inde i bogen har den forvandlet sig til et kortere ben på grund af børnelammelse. De mange citater fra rapporterne er forsynet med en del forklarende noter, men de er af varierende relevans. For eksempel forsynes byen Greifswald med den note, at den ligger 100 kilometer nordvest for Stettin, en oplysning, der ganske vist er rigtig, bortset fra at sidstnævnte by i dag er polsk og hedder Szczecin, men oplysningen er stadig helt uden betydning for forståelsen af citatet. Det er små irritationsmomenter i en i øvrigt reflekteret og velskrevet bog, der roligt kan lægges under juletræet som gave til den nidkært læsende onkel.

(Kristeligt Dagblad 19. dec. 2025. Avisen havde en anden rubrik.)