Meldungen aus dem Reich

Peter Harmsen, Det tredje riges øjne og ører. De hemmelige SS-rapporter 1939-1945, Lindhardt og Ringhof

Det nazistiske Tysklands regering betjente sig af et stort, diskret netværk af loyale informanter, der skulle lodde folkestemningen. Deres indberetninger – Meldungen aus dem Reich – blev samlet og parafraseret i jævnlige rapporter til sikkerhedstjenesten under Reichssicherheitshauptamt der SS. De er en velkendt og ofte brugt kilde til tyskernes hverdag under krigen, men det er første gang danske læsere præsenteres for materialet i en samlet fremstilling. Det gør Peter Harmsen systematisk, overskueligt og med kildekritisk sans for, hvad rapporterne kan oplyse os om. Vi kommer vidt omkring fra forsyningssituationen, boligforhold, sex, jazz og sundhedsvæsenet til personkulten om Hitler, tæppebombningerne af tyske byer, jødeudryddelserne og felttoget i Sovjetunionen. Rapporterne var et vigtigt værktøj for den nazistiske ledelse. De fungerede som en ”smidig feedbackmekanisme”, der tjente til kalibrering af propagandaen. En interessant omstændighed er, at propagandaminister Joseph Goebbels var fortaler for, at propagandaen gerne skulle tale sandt. Regimet stod i det dilemma, at det byggede på løgne, men at dets legitimitet ikke mindst afhang af, at folk havde tillid til det, der blev meddelt i pressen. I spørgsmålet om krigens gang havde de fleste adgang til alternative informationskilder i form af for eksempel feltpost fra frontlinjen, så der måtte ikke være for stor afstand mellem avisernes reportager og hvad den menige soldat skrev hjem, hvis troværdigheden skulle opretholdes.

Bogens bagsidetekst lover, at den ”giver en del af svaret på, hvordan en af verdens bedst uddannede befolkninger lod sig forlede af en vanvittig ideologi.” Det er en noget ufuldstændig beskrivelse af Harmsens anliggende. For rapporterne havde netop til formål at opsamle utilfredshed ”uden udeladelse af ubekvemme sandheder”, altså hvad der kunne tjene som varsel om modstand mod regimet. Der registreredes lige så mange mislyde og dissonanser som tilslutning og applaus. Derfor er det lige så meget en dokumentation af regimets paranoia og fiasko som af dets selvopfattelse og succes. Harmsen tegner et billede af et mere porøst og skrøbeligt styre, end det selv gerne ville give indtryk af at være. 

Bogens kapitel 3 om ”Folkets stemme” er et essay med udblik til nutiden, og det kan læses af alle med interesse for magtens og opinionens natur og indbyrdes afhængighed i forskellige styreformer. Mens regeringen i et demokrati kan nøjes med at tage folkeviljen alvorlig i valgår, fordi valget er den eneste og autoritative adkomst til magten, må diktatorer altid have et øje på hver en finger. En leder må forvente at falde ved hjælp af de selvsamme midler, der gav adgang til magten, og den, der hersker ved hjælp af vilkårlighed og vold, er derfor på valg hver eneste dag.

Forlaget har valgt et grafisk udtryk med brug af sort og rød til forsiden på baggrund af en collage af dokumentariske fotos fra krigens tid. Det er en kliché, der signalerer julegave til den Hitler-interesserede onkel. Han kan så altid finde et hår i suppen. Når læseren første gang møder Goebbels, har han klumpfod. I en billedtekst længere inde i bogen har den forvandlet sig til et kortere ben på grund af børnelammelse. De mange citater fra rapporterne er forsynet med en del forklarende noter, men de er af varierende relevans. For eksempel forsynes byen Greifswald med den note, at den ligger 100 kilometer nordvest for Stettin, en oplysning, der ganske vist er rigtig, bortset fra at sidstnævnte by i dag er polsk og hedder Szczecin, men oplysningen er stadig helt uden betydning for forståelsen af citatet. Det er små irritationsmomenter i en i øvrigt reflekteret og velskrevet bog, der roligt kan lægges under juletræet som gave til den nidkært læsende onkel.

(Kristeligt Dagblad 19. dec. 2025. Avisen havde en anden rubrik.)