Jørgen Burchardt, Cheminova 1938-1953. Danmarks største forurener. Frydenlund Academic.

Som nyuddannet ingeniør grundlagde den blot 24-årige Gunnar Andreasen (1914-1989) den kemiske fabrik Cheminova i Gladsaxe nord for København. Virksomheden voksede under hans dynamiske ledelse og fik hurtigt en million-omsætning, målt i datidens penge vel at mærke. I 1944 gjorde han noget, der stadig står som lidt af en gåde. Han forærede som eneejer af virksomheden hele sin aktiepost til Aarhus Universitet. Han var selv uddannet på Danmarks Tekniske Højskole i København og havde ikke noget særligt med det unge universitet i Jylland at gøre. Selv har Andreasen givet udtryk for, at der var tale om ren filantropi. Det illegale blad Information beskyldte ham for at ville løbe fra ansvaret for værnemageri, hvad bladet siden måtte dementere. Det forhindrede dog ikke modstandsbevægelsen i at foretage flere sabotageaktioner mod virksomheden. Der er også blevet spekuleret i, om han forsøgte at løbe fra problemer i privatøkonomien, da han var fraskilt. Men heller ikke Jørgen Burchardt kan give en sammenhængende forklaring på gåden. Under alle omstændigheder skulle Aarhus Universitet have frygtet Andreasens gave, for selvom indtægterne er flydt rigeligt, var Cheminova i nærmest bogstaveligste forstand gift for universitetets renommé.

Socialdemokraten, 10. feb. 1943

Efter overdragelsen til Aarhus Universitet ved dets forskningsfond forblev Andreasen som direktør for Cheminova, som lige efter krigen flyttede fra Gladsaxe til Måløv. Andreasen var som fabrikant og forretningsmand opportunist i et marked, der i begyndelsen var bestemt af krigsøkonomiens importbegrænsninger og råvaremangel og efter krigen af en stigende international konkurrence. Han kunne på ganske få måneder omstille produktionen afhængig af forsynings- og afsætningsmulighederne. Efter flytningen til Måløv specialiserede fabrikken sig i pesticider, for eksempel DDT.

Burchardt er på den ene side optaget af Andreasens person og hans motivation, men han er på den anden side påfaldende karrig med biografiske oplysninger om ham. Burchardt skriver, at Andreasen var gift i alt fire gange, men han sætter kun navn på to af ægtefællerne. Til gengæld bruger han mange sider på at skrive om Andreasens advokat og Cheminovas mangeårige bestyrelsesformand, den farverige højesteretssagfører Knud Gamborg.

Det er først og fremmest virksomhedens drift, der interesserer Burchardt, det tekniske, økonomien, arbejdsmiljøet og ikke mindst påvirkningen af miljøet. Fabrikken var plaget af gentagne brande, eksplosioner og andre alvorlige arbejdsulykker, og den udledte fra begyndelsen urenset spildevand, der for eksempel ætsede kloakrørene op eller forurenede Roskilde Fjord. Blandt Cheminovas kritikere var kredslæge Jens Jensen, Glostrup, der i øvrigt også var søn af Johannes V. Jensen. Sagerne hobede sig op, så Andreasen fremskyndede i 1953 en plan om at flytte produktionen til Harboøre, hvor han håbede at slippe for yderligere bøvl, fordi det var langt fra København, og fordi spildevandet kunne ledes direkte ud i Vesterhavet. Dengang antog man, at det var ufarligt. Andreasen forlod direktørposten i 1961, og Aarhus Universitet slap endeligt af med sin hadegave i 2014. Til gengæld indkasserede det 10½ milliarder kroner til sin forskningsfond.

I disse uger strides to skønlitterære forfattere – Johanne Mygind og Kim Blæsbjerg – om, hvem der har retten til at fortælle hvad om Cheminova. Men ingen ejer som bekendt historien. Burchardt har gravet dybt og længe for at præsentere sin udgave. Han er ingen ferm fortæller, må man sige. Til gengæld er han grundig og hans anliggende er væsentligt. Man skal ikke læse bogen som et drama. Det skal man nok overlade til folk som Blæsbjerg og Mygind. Styrken i bogen er klart det tekniske, beskrivelsen af produktionsprocesserne og ikke mindst myndighedstilsynet, der var overraskende nidkært allerede fra 1940erne. Man taler ofte om, at miljøpolitik er noget, der først blev indført omkring 1970, men Burchardt viser tydeligt, at både kommunale og statslige kontrolinstanser fra begyndelsen var efter Cheminova, og at det samtidig nærmest ligger i virksomhedens DNA at ignorere myndighedskrav og påbud.

Med undertitlen har Burchardt gjort sin bog til et anklageskrift. Den historiske undersøgelse slutter i 1953, men perspektiverne rækker frem til nutiden. I Gladsaxe, Måløv og ikke mindst i Harboøre har Cheminova efterladt en arv, der har fået betegnelsen generationsforurening, fordi gevinsten er høstet af én generation, mens prisen betales af de næste både helbredsmæssigt og økonomisk. Burchardt anklager også myndighederne, men hans egen dokumentation viser, at de, der havde en tilsynspligt, som nævnt også forsøgte at gøre noget. Hans kritik mod eneejeren gennem 70 år, Aarhus Universitets Forskningsfond, er til gengæld overraskende afdæmpet. Det er der ingen grund til. Ejeren af virksomheden har hovedansvaret for det kolossale svineri, der er efterladt. Fonden ses ikke blandt de mange, der har støttet udgivelsen. Det ville nok have klædt aarhusianerne at bidrage til udredningen af årsagen til deres egen kolossale velstand. Men det kan jo nås endnu, når historien fra tiden efter 1953 skal udredes.

(Kristeligt Dagblad 28. nov. 2025)