Stand, rang og klasse

Gunner Lind, Eliterne. 100 Danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag

Den undergenre under historievidenskaben, der kaldes socialhistorien, beskæftiger sig i overvejende grad med de underprivilegerede, de besiddelsesløse, forpinte og forhungrede. Tidligere professor i historie Gunner Lind skriver også socialhistorie, blot om dem i den anden ende af hierarkiet. I modsætning til mange af sine kollegaer peger Lind ikke fingre ad privilegierne eller rigdommen. Han analyserer, hvordan eliter bliver til, iscenesættes, fungerer og forsvinder. Der er en pointe med flertalsformen, fordi adkomsten til samfundets top følger forskellige spor: evner og vilje, formue og forbindelser, arv og ægteskab, tjeneste og forretning. Mellem de forskellige eliter kan der være en stor, men aldrig fuldstændig fællesmængde

Historien begynder med valget af den første af de oldenborgske konger i 1448. Christian I herskede over et standssamfund, hvis eliter var højadelen og den øverste gejstlighed, og hans magt hvilede på deres tilslutning. Gejstligheden blev rystet af Reformationen i 1530erne, og adelsvælden blev afløst af kongelige enevælde efter 1660. I den forbindelse indførtes en forordning om rang, der udfordrede, men bestemt ikke afskaffede forestillingen om stand. Rangforordningen afgjorde, hvem der stod tættest på kongen og dermed var mest betydningsfuld. De enevældige konger lagde vægt på, at avancement var afhængigt af loyalitet mod kongemagten, men også i stadig stigende grad af evner og uddannelse. Samtidig skabte enevælden også sin egen arvelige adel med titler af grever og baroner. 

Junigrundloven af 1849 afskaffede alle privilegier, der knyttede sig til stand og rang uden at afskaffe nogen af delene. Hierarkierne bestod, nu oftere betegnet som klasser. Helt frem til begyndelsen af det 20. århundrede var til- og omtaleformer en vigtig social markør, der kodede for klasse, køn og civilstand. Mens vi i dag ikke længere taler om og til hinanden som i TV-serien Matador, er det en central pointe i bogen, at vore dages overklasse ganske vist for manges vedkommende er blevet det ved egen kraft og på det moderne samfunds meritokratiske og demokratiske vilkår, men at strukturer og kulturelle koder, der går helt tilbage til Senmiddelalderens aristokrati stadig gør sig gældende. Monarkiet er den ældste samfundsinstitution i Danmark og stadig central. Den gamle fødselsadel findes endnu, og det samme gør den enevældige rangforordning, herunder dens grever og baroner. Danmark er ikke domineret af gamle penge, men de findes, og nye penge har det med at tilegne sig de gamle eliters kulturelle koder og at efterstræbe deres værdighedstegn. Trods omvæltningerne 1536, 1660 og 1848/49 og trods en omfattende økonomisk udligning er de danske eliter og ledende institutioner i dag et resultat af en akkumuleret udvikling over mange hundrede år.

Gunner Lind betjener sig af en fortættet prosa, der ikke kan kaldes elegant, men til gengæld indholdsmættet. Han skilter ikke med det betydelige teoretiske beredskab, der ligger til grund for analysen. Under teksten simrer blandt andre de for moderne historievidenskab så væsentlige sociologer som Max Weber, Pierre Bourdieu og Charles Tilly. Lind skriver med overblik i syntesen, præcision i detaljen og analytiske dybde. Her øses af et helt forskerlivs erkendelser. Medlemmer af nutidens eliter kan med fordel læse med.

(Kristeligt Dagblad 15. okt. 2025)