Adam Holm, En tyran mindre, Gyldendal, 192 sider, 249,95 kr.
Adam Holm er historiker og journalist, og i denne bog blander han genrerne. Hvert kapitel kan læses som et essay for sig. Der er både nedslag i Syriens historie og indslag fra hans egne rejser i landet. Bogen foregiver ikke at give noget stort overblik over hverken historien eller regionen, hvad den bestemt heller ikke gør.
Hovedstolen er beskrivelser af Assad-regimets helt umådelige brutalitet. I sin ukunstlede prosa udpensler Holm den ene torturscene efter den anden, maler minutiøst billeder af mord og massakrer begået af regimet og dets kumpaner. Hvor skrækindjagende det end måtte være, er redegørelsen for disse rædsler ikke bogens egentlige fortjeneste. Det er, at læseren er undervejs med en tænksom og vemodig rejsende.
Holms hengivenhed for dette land er tydelig. Han besøgte Syrien for første gang i 1998, og det var kærlighed ved første blik. Men gjorde den blind, kærligheden? Han kan ikke frigøre sig fra den tanke, at han har været ”nyttig idiot” for et brutalt regime i lighed med danske venstreorienterede, som rejste til Sovjetunionen og lovpriste, hvad de så.
Landet var i århundreder underlagt osmannisk styre, en kort overgang under fransk kontrol for efter 2. Verdenskrig at udskilles som selvstændig stat, men altid præget af sekterisk vold og indre splid. Da Hafez al-Assad kuppede sig til magten i 1970, var det med den begrundelse, at kun en fast hånd kunne holde styr på et så sammensat land beboet af så stridbare folkeslag, og denne politik blev videreført af hans søn Bashar, der arvede magten 30 år senere.
Bogens epilog indledes med et citat fra Thomas Hobbes’ Leviathan fra 1651. I modsætning til sine mere liberalt sindede landsmænd mente Hobbes, at samfundspagten var uden fortrydelsesklausul. Når først magten var overgivet til suverænen, kunne den ikke kaldes tilbage, fordi det var den eneste måde at sikre fred og stabilitet. Det var netop også Assad-regimets legitimeringsstrategi.
Syrien var, da Bashar al-Assad tog over, ved at åbne sig mod omverdenen, og det blev et populært rejsemål for intellektuelle som f.eks. Adam Holm. Det indebar imidlertid, at de tilrejsende stiltiende eller på anden måde måtte leve med den hobbesianske præmis. Det var i Assad-styrets Damaskus, at der blev åbnet et dansk kulturinstitut, hvor kunstnere og videnskabsfolk kunne nyde det nænsomt restaurerede antikke hus og skrive hjem om civilisatorisk ælde, levantisk gæstmildhed og fredelig sameksistens mellem religionerne. Det var det Syrien, som den unge Adam Holm forelskede sig i.
Med denne bog tvinger han sig selv og enhver, der har nerverne til at læse den, til at bese, hvad det indebar. Det var ikke en idyl, man kan længes efter. Præmissen var så falsk som nogen. Der var ikke fred og fordragelighed, men undertrykkelse og vold. Efter det arabiske forår i 2011 brød en voldsom borgerkrig ud, og styret udviste ingen nåde mod den befolkning, som den hævdede at beskytte. Antallet af døde tælles i hundreder af tusinder og fordrevne og flygtninge i millioner. Regimet stod i alliance med andre samvittighedsløse aktører fra Hizbollah i Libanon til Putin i Moskva, og repræsentanter for den ekstreme europæiske højrefløj kom i nådig audiens i Damaskus. Assad holdt tilsyneladende skansen, indtil det – næsten fra den ene dag til den anden – smuldrede for ham og han måtte søge tilflugt i Rusland.
Verden blev en tyran mindre, som Holm skriver. Mere sprogligt korrekt er det vel, at vi er blevet en tyran færre. Hvorom alting er, forbliver spørgsmålet, hvem skal tage over? Epilogen balancerer mellem den historiske erfaring af århundreders vold og væbnet konflikt på den ene side og et næsten forceret håb om forandring, frihed og fred på den anden. ”Et nyt kapitel skal skrives i Syriens forpinte historie. Allerhelst et kapitel, der ikke handler om en ny tyran.”
Holm svarer aldrig direkte på spørgsmålet, om hans ungdoms kærlighed gjorde ham til nyttig idiot. Han peger heller ikke fingre ad andre. Det er for så vidt klogt nok. Men det vækker trods alt nysgerrigheden. Hvad vidste folk egentlig om Syrien for 25 år siden, og hvad sagde de?
(Weekendavisen 27. aug. 2025, avisens rubrik var en anden)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar