En norsk bog om Norge

 Kristoffer Flakstad, Den danske bog om Norge, Gads Forlag, 262 sider, 299,95 kr.

En klassisk vittighed fortæller om en franskmand, en tysker og en nordmand, der alle fik til opgave at skrive om elefanten. Franskmanden spadserede til Paris’ zoologiske have og skrev samme aften et essai fuld af esprit om elefantens kønsliv. Tyskeren tilbragte først syv år i Afrika, dernæst syv år i Indien og udgav til slut et værk i mange bind med titlen ”Indledende studier i elefantens væsen og adfærd”. Nordmanden tog op i sin hytte på fjeldet og skrev bogen ”Norge og vi nordmænd”.

Selv om denne bog markedsføres som ”Den danske bog om Norge”, er det en ret norsk bog, der først og fremmest er optaget af alle Norges fortræffeligheder. Bogens narrative grundstruktur er udtryk for en klassisk norsk selvfortælling. Engang i den tidlige Middelalder var Norge en stor europæisk magt, men så kom Kalmarunionen og ”Firehundredeårsnatten”, da Norge var underlagt et udbyttende og undertrykkende dansk styre. De danske konger interesserede sig ikke for Norge, og hvis de gjorde, bragte de kun skidt med sig. 

Morgengryet efter Danskernatten kom efter indførelsen af egen forfatning i 1814 og blev forstærket efter ophævelsen af unionen med Sverige i 1905, da Norge kunne hævde sig som nation med den norskeste af alle norske helte, Fridtjof Nansen, i spidsen. Han stod på ski og fik Nobels fredspris. Mere norsk med norsk på bliver det ikke. 

En af bogens mest interessante pointer er påpegningen af, at kulturudvekslingen mellem Norge og Danmark forstået som kunstnere og andre, der har deres ophav i det ene land og deres virke i det andet, er fortsat ubrudt gennem flere hundrede år indtil i dag. Før 1811, da Norge fik sit første universitet, var det en selvfølge, at nordmænd, der ønskede at uddanne sig, måtte tage til København. Ludvig Holberg er nok den kendteste. I det 19. og i de første årtier af det 20. århundrede forblev København Norges kulturelle hovedstad. De største norske forfattere – Kielland, Ibsen, Bjørnson osv. – udkom indtil 1920erne på Gyldendal i København. Knut Hamsun ønskede også at blive udgivet på Gyldendal, men blev skuffet. Amalie Skram nærmest flygtede til København. Sigrid Undset, der var født i Kalundborg, og Aksel Sandemose tog turen den anden vej til Norge. I de seneste år er dansk kulturliv blevet beriget med navne som Sissel Kyrkjebø, Lene Nystrøm og Jakob Oftebro. Kristoffer Flakstad remser snesevis af andre eksempler op.

En anden af Flakstads centrale pointer er, at Bergen er motoren i norsk kulturliv. Fra Ludvig Holberg over Edvard Grieg til Gunnar Staalesen er der udgået kulturpersonligheder af internationalt format fra denne by, der står i samme størrelsesforhold til Oslo som Aarhus til København. Man hører ikke nær så meget om Oslo – om end Oslobåden spiller en vis rolle. I Oslo hedder den naturligvis noget andet, nemlig ”Danskebåten”.

Flakstad er født og opvokset i Danmark, men hans hjerte tilhører tydeligvis Norge i almindelighed og Bergen i særdeleshed. Bogen er nærmest en turistbrochure i stift bind. Flakstad løber på sin vis åbne døre ind. Norge hører allerede til danskernes mest foretrukne rejsemål i skarp konkurrence med Grækenland, kun overgået af Spanien, Italien og Tyskland. Men danskerne tager først og fremmest til Norge for at opleve naturen, og det er Flakstads ærinde at markedsføre Norge som en kulturnation. Han skiller sig hæderligt fra opgaven, men hvis man skal sælge noget til danskerne, kan man med fordel gøre det med lidt mere munterhed, for nu ikke at tale om selvironi. Her kunne Flakstad lære lidt af de bergensiske brødre, som han også nævner, Vegard og Bård Ylvisåker, hvis satire mesterligt punkterer norsk selvhøjtidelighed.

Bogen forbliver deskriptiv, ja nærmest opremsende. Kun ganske forbigående berøres centrale emner som Norges forhold til EU, NATO og ikke mindst til Norden – for nu slet ikke at tale om det højaktuelle spørgsmål om Arktis, som mange danskere vil have en naturlig interesse i at vide noget om. 

Sine steder i bogen finder man en manglende omhu for detaljen. Bertel Thorvaldsen bliver til Thorvald Bertelsen, og der står, at den norske nobelpriskomité nedsættes af den norske regering, selv om den opgave er Stortingets. Der kunne som ganske almindelig forbrugervejledning gøres mere ud af det, der sprogligt samler og adskiller danskere og nordmænd. Det gælder helt ned til den berømmelige torsk fra Lofoten, som indtager en hovedrolle i Flakstads fortælling, fordi den i tørret form i mere end et halvt årtusinde har udgjort en væsentlig eksportartikel til det sydlige Europa. Hvorfor ikke bruge den norske betegnelse skrei? 

(Kristeligt Dagblad 1. juli 2021)

Hvad får en mor til at foragte sine børn?

Adrian Lloyd Hughes, Mors afskedsbrev, DR lyd

Udgangspunktet for TV- og radioværten Adrian Lloyd Hughes’ podcast er hans mors død som 67-årig for en snes år siden. Han og ikke mindst hans brødre havde et anstrengt forhold til deres mor, Jette Dreyer Hughes, men der ventede dem alligevel en ubehagelig overraskelse, for i et efterladt brev, som lillebror Adrian var blevet bedt om at læse højt efter hendes død, udtrykte moderen, hvad der ikke kan forstås som andet end foragt for sine børn. Dog havde hun et soft spot for den små Adrian.

Som efterklang af en stor klokke, der er slået hårdt an, står spørgsmålet og dirrer i luften: Hvad får en mor til at foragte sine børn? Hughes forfølger nu moderens egen historie for at finde ud af, hvad der i hendes fortid kan forklare en sådan reaktion. Det er på sin vis en klassisk psykoterapeutisk tilgang til problemet at ville forklare det biografisk. Det må være noget med barndommen, og han bliver bekræftet så langt, at moderens manglende evne til at elske sine egne børn antagelig er en karakterbrist, hun havde arvet fra sine egne forældre. Eller hvad hun som 21-årig erfarede faktisk var hendes adoptivforældre.

Begyndelsen af Thorvald
Dreyers biografi i Blå Bog
1957, der beskriver hans
første to ægteskaber. Biografier
i Blå Bog er bygget på oplysninger
fra den biograferede selv.

Adrians morfar var byggematadoren Thorvald Dreyer, der skabte sig en formue på at opføre almennyttige boliger f.eks. i Brøndby Strand og erhvervsejendomme som ”Buen” mellem Hovedbanegården og Vesterport Station i København.

Sammen med sin første kone, Johanne, født Deleuran, adopterede han Jette, som imidlertid mistede sin adoptivmor kort før sin konfirmation. Faderen fandt meget hurtigt derefter sammen med champagnepigen Inge Nielsen, der godt ti år senere i en alder af knap 40 år kom sørgeligt – og vist også temmelig belejligt – af dage ved en formodet faldulykke på Sicilien i 1962. Eneste vidne til ulykken var Frederiksbergs mangeårige borgmester Arne Stæhr Johansen, hvis elskerinde, Margot, meget hurtigt derefter blev Thorvald Dreyers tredje kone. Hun var tillige en meget dygtig advokat, og Thorvald og Margot Dreyer indgik i en ménage à trois – hvis ikke flere – med borgmesteren. De levede et liv med forgyldte badeværelser, indendørs pool og den røde løber som selvfølgeligt underlag for enhver færdsel.

Dermed åbnes der også til en historie om magtmisbrug, korruption, nepotisme og bedrageri i den danske byggebranche i det 20. århundrede, som havde fortjent at blive uddybet mere, hvis det var en historisk podcast, men det er det ikke. Det er personligt, og historien er, at Thorvald Dreyer og hans tredje kone forsømte børn og børnebørn. Drengen Adrian havde næsten ingen kontakt med sin morfar. Han måtte i bogstavelig forstand læse om ham og papmormoderen i de kulørte blade, hvis han ønskede at vide noget om dem.

Men ikke kun Thorvald Dreyer var fremmed for sine egne børn. Hans datter endte med i praksis at slå hånden af de børn, som hun havde fået med sin walisiske ægtemand, fordi hun var et andet sted i sit liv, som man kunne finde på at sige dengang. Hun var en entreprenant kvinde, der som midaldrende tog en uddannelse som psykolog og opnåede kortvarig berømmelse som stifter af et kontaktbureau. Hun havde udpræget forstand på mennesker, men en påfaldende mangel på forståelse for sine egne nære relationer.

Hughes afdækker en historie, der umiddelbart fascinerer og fastholder lytterens interesse, fordi den er så kulørt. I tilgift har han fået Ghita Nørby til at lægge stemme til sin mor. Det er antagelig podcastens bedst fungerende greb, for hvem er bedre til at give den som selvoptaget grande dame end en primadonna?

Men det er ikke det ekstraordinære, der er historiens bærende element. Det er det genkendelige. Vedkommende bliver historien, fordi den afdækker nogle mønstre, der går igen i mange familier, og i hvert fald fungerer som anfægtelse for den, der er blevet pålagt det umådelige ansvar selv at være forælder. Det er en fortælling om svigt, forstillelse, misundelse og det evigt vedkommende ønske om at blive elsket.

I Thorvald Dreyers biografi fra Blå Bog 1989, året
for hans død, er der intet spor af hans to første
ægteskaber. Hans evne til at afskrive menneskelige
relationer gik tilsyneladende i arv til hans adoptivdatter.

I sin karriere har Hughes gjort sig bemærket som en vært, der fylder meget i det rum, han befinder sig i, og det har delt publikum. Ikke alle bryder sig om ham. Denne anmelder retter sig efter Volmer Sørensens diktum, at man ikke bør have noget imod krukker, så længe der er noget i dem. Under alle omstændigheder er det ikke den velkendte Adrian Lloyd Hughes, der optræder i denne podcast. Dette er så meget alvor for ham, at det ikke lader sig håndtere med velartikuleret ironi og munter konversation. Han har, som man siger, taget af hovedstolen, og man kan simpelthen høre, ja nærmest føle, de psykologiske omkostningers træk på den personlige konto, når han fortæller og interviewer sine brødre og sin far. Hughes har investeret så meget af sig selv og sin familie i denne podcast, at det er temmelig umuligt ikke at lytte med.

(Kristeligt Dagblad den 29. juni 2021)

Tilbage til hovedsporet

Nationalmuseet, Vikingetidsudstillingen

Nationalmuseet har lukket og slukket for Jim Lyngvilds fotostater og åbnet dørene til en ny udstilling, der yder museets fantastiske vikingetidssamling fuld retfærdighed.

Der bruges en del skærme og projektioner i udstillingen. De fungerer godt og stjæler ikke billedet fra det, som er museets trumfkort: genstandene; lige fra den klejne pilespids i forvitret jern til den imponerende og næsten to kg tunge halsring i rent guld fra Tissø.

Udstillingen er opstillet i museets særudstillingshal, Egmonthallen, men den er tænkt som en semipermanent udstilling. Eftersom museet af økonomiske årsager har måttet opgive at arrangere egentlige særudstillinger, virker det som en klog beslutning at flytte den permanente vikingeudstilling til et rum, hvor der er plads til at folde temaerne ud.

I 1992 da Egmonthallen var helt ny, var særudstillingen ”Viking og Hvidekrist” et stort tilløbsstykke. Publikum stod i køb langt ude på gaden. Den samlede nogle af de allerfornemmeste genstande og skatte fra samlinger i hele verden og blev også vist i Paris og Berlin. Den lagde i høj grad vægt på vikingerne som kulturelt integreret i Europa, netop på et tidspunkt da spørgsmålet om europæisk integration stod højt på den politiske dagsorden. Særudstilling ”Viking” fra 2013, der også nåede til Berlin og London, var meget mere orienteret mod hverdagen, og hvad de arkæologiske fund kunne fortælle om vikingerne. Der blev lagt vægt på, at vikingerne ikke blot var krigere, men også bønder og handelsfolk.

I den nye udstilling føres den arkæologiske linje videre. Den betydelige udvikling, der er sket i den historiske og arkæologiske tekstilforskning i de seneste år, har sat sit præg blandt andet i form af fornemme rekonstruktioner af dragter. Vikingetidens skriftkultur har også fået øget opmærksomhed. Som i 2013 har man valgt at lade vraget af det vikingeskib, der kaldes ”Roskilde 6”, være den centrale genstand. Skibet var hele 37 meter langt og fylder derfor godt op i rummet. Kun kølen er bevaret, men den er såmænd imponerende nok i sig selv. Et metalskelet anskueliggør effektivt resten af skroget.

Fortolkningen har dog forskudt sig siden 2013, og det skyldes nok ikke mindst museumsinspektør Jeanette Varberg, der er hovedarkitekten bag. Hun er er mere til sværd og ild end vadmel og høslæt. Vikingerne var ganske rigtigt bønder og handelsfolk, men det adskilte dem ikke fra resten af verden på den tid. Viking betyder ganske enkelt sørøver. I et par hundrede år fra slutningen af det 8. til begyndelsen af det 11. århundrede dominerede de skandinaviske vikinger Nordeuropa i kraft deres overlegne evne til at føre amfibiekrig, og ”Roskilde 6” står i sin majestæt som repræsentant for den tids mest effektive krigsmaskiner.

Det skal jo ikke være Wissenschaft det hele,

så i Nationalmuseets butik kan man naturligvis

også erhverve sig en bog om, hvordan en ægte

viking fletter sit hår og lægger sin sminke.

(eget foto)

Udstillingen er naturligvis også et svar på den opmærksomhed og kritik, som den nu lukkede plancheudstilling blev genstand for. Grundlæggende er museet er vendt tilbage til sin kernevirksomhed, som er forskningsbaseret formidling med udgangspunkt i museets samlinger. Som en lære fra Lyngvilds popularitet har museet entreret med en kunstner, der har fået frie hænder til at skildre vikingetidens konger og dronninger. Det er der kommet nogle interessante historiske frihåndstegninger ud af, der kobler historiske gætterier med noget, der minder mest om et rollespilsunivers. Dermed er der også givet plads til det fabulerende uden at det får lov til at dominere. Målgruppen er bred. Der skal være noget for både børnehaver og gymnasieklasser, bedsteforældre og børnebørn, entusiaster og turister. Især de sidstnævnte er en væsentlig målgruppe, fordi de udgør – eller forventes at udgøre – en stor del af museets indtægtsgrundlag.

Udstillingen i 2013 fik kritik, fordi den savnede en fortælling. Der var mange fine genstande, men ingen historie. Det er der rådet bod på ved, at en del af denne udstilling er viet til en dramatiseret fortælling om en mand, der drager i viking, hvor der anvendes filmbidder og få, udvalgte genstande. Det er en smagssag, om man bryder sig om den slags, men det er under alle omstændigheder professionelt lavet. En virkelig interessant effekt opnås ved at vise tidligt kristne genstande fra blandt andet Syrien som et eksempel på, hvad vikingerne kunne møde på deres færd. Det kaster også et historisk lys på de nugældende forhold. Denne fortællende del af udstillingen vil blive udskiftet om et par år.

Under normale omstændigheder ville man kunne nøjes med at tage imod udstillingen som en tiltrængt formidlingsmæssig opdatering og udvidelse af den hidtidige vikingetidsudstilling, der efterhånden var blevet noget bedaget. Men efter nogle år, hvor direktøren havde gjort sig selv til hovedperson i et realityprogram, famlet lidt rundt med kedsomhedsknapper og kastet sin kærlighed på en asatro fotograf, er der anledning til at glæde sig over, at Nationalmuseet har fundet tilbage til hovedsporet.

(Kristeligt Dagblad 29. juni 2021. Enkelte stilistiske rettelser)

Hvorfor ikke Kina?

Ole Høiris, 'Det vilde' i europæisk idéhistorie, Aarhus Universitetsforlag

Først en gåde: I begyndelsen af 14.-tallet rejste en stor flådeekspedition ud og nåede så langt som til Indien og Afrikas østkyst, hvorfra den hjembragte en giraf til hovedstaden, hvor dyret vakte stor opsigt. Hvad hed hovedstaden? Gåden er relevant, fordi denne bog handler om, hvordan de europæiske opdagelsesrejser og den europæiske ekspansion fra den sene middelalder og frem formede den europæiske tankegang. Bogen er nærmest en videnskabshistorie, der beskriver hvordan Europa bevægede sig fra et bibelsk verdensbillede i Middelalderen over et verdensbillede bestemt af antikke tænkere i Renæssancen til et videnskabeligt ideal bygget på iagttagelse og fornuft i Oplysningstiden. De oversøiske rejser var ifølge Høiris essentielle i denne udvikling, fordi de anfægtede de overleverede forestillinger om verden. ”Opdagelserne spillede således en meget afgørende rolle i dannelsen af den særlige måde at erkende og agere i verden på, noget, som blev først Vestens og siden hele verdens.” Forudsætningerne for, at disse rejser kunne foretages var udviklingen af større havgående skibe foruden kompasset, krudtet og trykketeknikken, mener Høiris.

Og så er vi tilbage ved gåden. Svaret er – Beijing. Den opdagelsesrejsende hed Zheng He. Han rejste på opdrag af sin kejser ud med skibe af en størrelse og et mandskab af et omfang, som det tog europæerne århundreder at matche. På dette tidspunkt havde kineserne udviklet både kompasset, krudtet og bogtrykkerkunsten – samt meget andet. Og kineserne foretog altså også opdagelsesrejser. Men hvis præcis de samme forudsætninger var til stede i Kina, hvorfor udviklede kineserne så ikke den samme tankegang og videnskab som europæerne? Dette spørgsmål – kendt blandt globalhistorikere som ”The Needham Question” – svarer Høiris ikke på.

Høiris er som idé- og videnskabshistoriker gammeldags i den forstand, at han på sin vis reproducerer den myte, som Oplysningstiden fortalte om sig selv, nemlig at den selv repræsenterede lyset, der afløste det middelalderlige, religiøse mørke. Dermed reproducerer han også den eurocentrisme, der glemmer f.eks. Kina. Her skal det retfærdigvis bemærkes, at Høiris ikke er klassisk eurocentrist i den forstand, at han synes, at alt godt kommer fra Europa. Han er meget kritisk over for det europæiske blik på verden. Bogens første sætning lyder: ”Der er et særligt træk ved den europæiske måde at opfatte andre folk på.” En væsentlig pointe er, at der i udviklingen fra Middelalderen til i dag gør sig en bemærkelsesværdig kontinuitet gældende, nemlig at europæernes skiftende verdensbilleder altid har placeret europæerne øverst i et forestillet hierarki blandt verdens folk, uanset om Bibelen, klassikerne eller moderne videnskab ligger til grund. Men det forbliver stadig eurocentrisme, uanset om man mener, at alt godt eller alt skidt kommer fra Europa.

Derfra er det blot som om projektet stikker lidt af fra Høiris, og han fortaber sig i videnskabshistoriske, kartografiske og mange andre refleksioner. Det er stadig en uhyre interessant bog, præget af, at dens forfatter har en lang karriere som universitetslærer bag sig. Man kan godt se mange af bogens pointer leveret som punchlines i et auditorium. Kvaliteten i Høiris’ undersøgelse ligger i detaljen, f.eks. hans ikonografiske analyse af ”vildmanden” i den europæiske forestillingsverden. Kapitlet om det europæiske møde med grønlænderne i det 16. og 17. århundrede – altså før Hans Egedes missionsfremstød – er også uhyre læseværdigt. Aarhus Universitetsforlag har dertil virkelig lagt sig i selen. Bogen er i stift bind og udsøgt illustreret i en høj trykkvalitet, finansieret af en række gode fonde.

Som akademisk afhandling udgivet på et universitetsforlag mangler bogen imidlertid en vigtig bestanddel, nemlig hvad man kalder forskningsdiskussionen. Det kan lyde som en uvedkommende og verdensfjern genre, men den er væsentlig, fordi den skal gøre rede for, hvad denne bog bibringer af ny viden, og hvorfor denne viden er vigtig. Hvad siger Høiris, som man ikke allerede kan få at vide ved at læse den eksisterende litteratur? Eller sagt på en anden måde: Hvorfor er denne bog ikke overflødig? Det er den ret dårlig til selv at gøre rede for, ikke mindst set i lyset af, at den skriver sig ind i en uhyre omfattende diskussion om, hvad der udgør det særligt europæiske. Høiris har isoleret sig selv fra denne diskussion, og det er en skam, for dermed bliver bogen kun relevant for dem, der kender denne diskussion i forvejen.

(Kristeligt Dagblad 15. maj 2021. Avisen havde en anden rubrik)

Agtværdighedens geografi

 

Henrik Dahl, Den usynlige verden, Gyldendal, 2008, 322 sider

Der findes på Sjælland en næsten ukendt by med over en snes tusind indbyggere. Den er større end både Ringsted og Kalundborg, og den ligger blot 35 kilometer fra København, men det er hverken Hillerød, Roskilde eller Køge. De færreste vil antagelig kunne placere den på et kort. Ølstykke-Stenløse hedder den.

Den er en urbaniseret gevækst oprindeligt bestående af to landsbyer, som i det 20. århundrede er vokset sammen som et stationsbykonglomerat langs Frederiksundsbanen. Bortset fra enkelte huse omkring de gamle landsbykirker, der endnu vidner om stedets historie i tidligere århundreder, består Ølstykke-Stenløse af tusinder af generiske parcelhuse, nogle etageejendomme, belejlige indkøbsmuligheder, hensigtsmæssige fritidsfaciliteter og effektiv infrastruktur.

Ølstykke-Stenløse hører til den usynlige verden, som Henrik Dahl skriver om i sin bog fra 2008. Ganske vist bruger han ikke denne forstad uden stad som eksempel. Hans eksempler er fra Øst- og Midtjylland og Storkøbenhavn. Men det kunne det lige så vel have været Stenløse-Ølstykke, hvis ikke byen var så usynlig, at selv Dahl ikke får øje på den.

Vores verden kortlægges ifølge Dahl i en kognitiv geografi, der tillægger steder værdi alt afhængigt af, hvad de betyder for den enkelte og ikke mindst hvilke historier, som vi har hørt om dem og som kan indlejres som forventninger og forestillinger i vores kulturelle beredskab. Mod bogens slutning får fænomenet den måske mere retvisende betegnelse agtværdighedens geografi.

Således er København et sted, der er tæt belagt med referencer fra litteraturen, populærkulturen, film og TV, der forlener store dele af byen med mening og fortælling. Det gør byen til centrum i den kognitive geografi, mens den på landkortet jo ligger i periferien. Ølstykke-Stenløse må leve med at høre til en positiv fortælling, som ikke deles af særlig mange. Den mest kendte fortælling er smædesangen ”Ølstykke i november” af orkesteret Ibens. Andre end Dahl ville muligvis kalde fænomenet strukturelt betinget diskrimination. Atter andre vil måske betegne det som en diskursivt betinget forskelsbehandling. Man kunne endda fristes til at tale om kulturel eller social kapital. Men Dahl er mere lige på. Han skilter ikke med sine teoretiske mellemregninger.

Dahl behandler fire elementer af samfundet, som han mener er forblevet kulturelt usynlige: Transportdanmark, Forstadsdanmark, Arbejdsdanmark og Fritidsdanmark. En stor del af bogen rummer historiske redegørelser for tilblivelsen af de fænomener, han beskriver, og Dahl er faktisk en habil historiker med et godt greb om stoffet, men det er sociologen Henrik Dahl, der for alvor er interessant at læse, siger historikeren.

Pointen er, at når der foreligger en begrebsliggørelse (metabearbejdning kalder Dahl det) kan fænomenet gøres til genstand for almen opmærksomhed og dermed også udløse handlemuligheder. Dahl bruger det eksempel, at flypassagerer med sæder under bagagehylden rejser sig krumbøjet op, når flyet lander, mens de venter på dørenes åbning. Det er på mange måder uhensigtsmæssigt, men så længe fænomenet ikke har et navn, kan det heller ikke rubriceres som en tildragelse med en særlig signifikans, et problem med en mulig løsning. Dahl foreslår, at vi kalder det ”ventekrøbling”. Så kan flyselskaberne udsende anvisninger om, hvordan man undgår ventekrøbling, fordi det nu har et navn. Dahl væsentligste bidrag til vokabulariet er begrebet ”100-kilometerbyen” om DØM, Den østjyske Millionby, langs E45 fra Trekantsområdet til Skejby.

Bogen er fuld af iagttagelser, der bevæger sig i feltet mellem adfærdspsykologisk analyse og stand-up-komikerens blik for hverdagens oversete tildragelser. Afsnittet om familiens sociologi er rigtig interessant i den henseende, om end det ikke har så meget med den overordnede pointe at gøre. Dahl sammenligner trivslen i familien med arbejdspladsen, og det falder overvejende ud til arbejdspladsens fordel. Den er præget af en venligere omgangsform og mere demokratisk kultur. Det er ret vittigt.

Det er traditionen fra Max Weber, der gør sig gældende. Overbevisningskraften i hans analyser består ikke mindst i, at de udløser den latter, der følger den majeutiske erkendelse: ”Ja, det er sgudda rigtigt! Det er sådan det er! Hvorfor havde jeg ikke selv set det?” Man kan godt forstå, hvorfor Henrik Dahl er en efterspurgt foredragsholder.

Hvis Dahl havde skrevet bogen i dag (2021) og ikke i 2008, ville den naturligvis være farvet af, at han siden bogens udgivelse er blevet politiker, og det er svært at læse bogen i dag uden at have politikeren Henrik Dahl for øje. For det er klart, at politikeren Henrik Dahl ikke er den samme som sociologen Henrik Dahl. Som politiker underlægges man en anden logik end den, som er den uafhængige videnskabs, og man tildeles en talerstol med en anden rækkevidde og en anden legitimitet for nu at tale webersk.

Det er generelt vanskeligt for public intellectuals at gå ind i politik, fordi de må sælge ud af deres intellektuelle uafhængighed for at få indflydelse. Ingen politiker kan gøre karriere uden at gå på kompromis med egne principper, selv om de selvfølgelig aldrig vil indrømme, at det er tilfældet. Så meget desto mere må man respektere dem, der gør det, for selvfølgelig har vi brug for politikere med principper. Man kan belyse dette forhold ved at se på dem, der træder ud af politik for at blive public intellectuals. De veksler også indflydelse med uafhængighed – bare den anden vej. Allerede Grundtvig gjorde opmærksom på dette forhold. Han talte som medlem af den grundlovgivende rigsforsamling gerne, ofte og længe. Til gengæld fik han næsten ingen indflydelse på Grundlovens udformning.

Hvis Henrik Dahl havde skrevet sin bog i 2021, ville den antagelig være påvirket af erfaringerne med trumpismen og tilsvarende fænomener. Det er faktisk påfaldende, hvor fraværende usynlighedens politiske potentiale er fra hans analyse for blot 12-13 år siden.

Trumpismen har fået succes, fordi den appellerer til de usynliges oplevelse af usynlighed. Trump selv har naturligvis aldrig været usynlig. Hvis man alternativt bruger hørelsen som metaforisk omdrejningspunkt og ikke synet, kan man se, hvordan trumpismens forløbere i f.eks. Dansk Folkeparti har appelleret til Det tavse Flertal. Og på samme måde som Trump er synlig, er Det tavse Flertals kårne repræsentanter også meget hørbare. Det er trumpismens trumfkort, at den kan bilde vælgerne ind, at den ikke er tvunget til at indgå ovennævnte byttehandel mellem uafhængighed og indflydelse. Når trumpismen selv får magten, hævder den, at den repræsenterer sandheden og ikke magten. ”Speaking truth to power!” er trumpismens slogan, selv når det er den, der har magten.

Hvis Henrik Dahl i 2008 havde været politisk entreprenør, ville han have kunnet stifte et succesrigt parti på den erkendelse, at der er rigtig mange stemmer i at appellere til de usynliggjorte. Det gjorde han ikke. I stedet valgte han nogle år senere at stille op for Liberal Alliance og blev valgt ind i Folketinget i 2015. Man skal lede ret grundigt i bogen for at kunne lokalisere ledetråde, der peger i retning af den vej, det gik, både når det handler om partiets overordnede økonomiske politik og Dahls egne mærkesager på indvandrerområdet. Henrik Dahl var tydeligvis et andet sted i sit liv i 2008.

Bortset fra det er bogen en ret skarp analyse af et fænomen, der siden har fået politisk sprængkraft. Og her må man indskyde, at Dahl også har et ret indgående kendskab til agtværdighedens amerikanske geografi. Noget af det tavse og det usynlige i Danmark havde allerede i 2008 et navn: ”Den rådne banan”, ”Udkantsdanmark”. Det er klart, at beboerne i disse områder føler sig set ned på med disse prædikater. Men skal man følge logikken i Dahls tankerække, betyder det også, at der er foretaget et kvalitativt skridt, fordi det at blive set ned på indebærer synlighed, og det vil sige, at usynligheden er ophævet. Man indgår herefter i et synligt hierarki, ikke et hierarki mellem det synlige og usynlige. Det ophæver ikke hierarkiet, men skal man følge Dahls logik, giver det handlemuligheder til dem, der repræsenterer dets bund, fordi der er sket en synliggørelse. En italesættelse, om man vil. Men lad mig give ordet til Henrik Dahl til afslutning:

”Den, der ønsker en radikalt anderledes agtelsesgeografi, er oppe mod stærkere kræfter end den, der ønsker Danmark som republik. Hun eller han er oppe mod mere end hundrede års tæt samarbejde mellem enhver tænkelig, dansk organisation og mod de fleste danskers dybeste følelser. Derfor tror jeg ikke, der vil ske store forandringer i agtelsens geografi i år eller til næste år. Selvom den nuværende agtelsesgeografi er en kolossal hindring for , at folk kan opbygge identiteter, der har en rimelig og realistisk forbindelse med deres dagligliv. Men så har man lov at drømme. Og jeg drømmer om den dag, hvor vi synger fællessange om den majestætiske Storebæltsbro, køreglæden, internatkursus-velværet, kollega-samværs-glæden, weekendafslutningssorgen, skilsmisse-dårlig-samvittigheden, venne-weekend-ængstelsen, hente- og bringestress, vinterferien, havens skønhed ved midsommer, selvgjort-arbejde-glæden, vælger-altid-den-forkerte-kø-resignationen, glade-børn-glæden og vi-må-drikke-lidt-mindre-rødvin-og-se-at-komme-på-slankekur-hykleriet. Når den dag kommer, vil jeg føle hvad-sagde-jeg-glæden over, at den usynlige verden endelig er blevet synlig.”

(anmeldt til denne blog i marts 2021)

Verdensfjern optagethed af verden

 Carsten Jensen, Bjælken i mit øje, Politikens Forlag

I denne fjerde bog i en serie om, hvad Carsten Jensen mener om dette og ikke mindst hint, forsøger han at afdække krigens væsen. Sidste punktum i bogen er sat den 8. februar 2020. Første bind i serien udkom i august 2018. I alle fire bøger udfolder Jensen sig i ganske korte og ofte løsrevne eller usammenhængende kapitler. Selv om han i seriens sidste bind er flinkere til at holde sig til emnet, gør opbygningen og hans noget flagrende gemyt som skribent, at man som læser har lidt svært ved at finde ud af, hvad han egentlig mener om krig. Mest er han dog imod.

I den nu lukkede Radio 24syvs satiremagasin ”Den korte Radioavis” var hovedpersonen den fiktive seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, en parodi på den ældre, begavede, men selvoptagede og selvhøjtidelige journalisttype, der især før i tiden trivedes på Danmarks Radio. Når Kirsten Birgit skulle hævde sin erfaring over for den nævenyttige ungdom, forsømte hun ikke med stor patos at kundgøre: ”Jeg har set Groznyj falde!” med reference til den første krig i Tjetjenien 1995.

Kirsten Birgit bringes i erindring, fordi Carsten Jensen åbner sin bog med at påberåbe sig øjenvidnets karismatiske autoritet på præcis samme måde: ”Jeg har været i krigszoner. Jeg har hørt lyden af indkommende mortérgranater, jeg har set sønderskudte bygninger og frygteligt lemlæstede lig.” Der er lagt op til, at Jensens erfaringer som krigskorrespondent udtrykker en alvor og indsigt, der skal forlene hans efterfølgende betragtninger om krigens væsen med troværdighed.

Filosoffen Walter Benjamin bemærkede om soldaterne under 1. Verdenskrig, at de ikke blev en erfaring rigere, men en erfaring fattigere. Jensens egne erfaringer med krig synes tilsvarende ikke at have beriget hans indsigt i krigens væsen. Det går bedre på anden hånd, det vil sige når han refererer hvad andre har skrevet om krigen, fra Illiaden over Dostojevski til Timothy Snyder.

Hvis det er hensigten med bogens titel, at vise, at Carsten Jensen har erhvervet sig indblik i egne fejl eller svagheder, må projektet siges at være mislykket. Han fremstår lige så formanende rethaverisk og påståeligt fordømmende, som han plejer. ”I Danmark har vi ikke haft en debat om krigen i Afghanistan.” kan han finde på at hævde, hvorpå han frejdigt parafraserer den uvildige krigsudredning fra 2018, som han i øvrigt tydeligvis ikke har forstået. Han er heller ikke opmærksom på den temmelig omfattende, offentlige debat, som udredningen gav anledning til. Eller læs Jensens karakteristik af bagmanden bag angrebet på World Trade Center i 2001: ”Osama bin Laden var en lille fisk. Sammenlignet med Himmler, Eichmann og Goebbels, det industrialiserede massedrabs opfindere, var Osama bin Laden blot en beskeden håndværker.” Det er en besynderlig relativering. På den måde kan alle forbrydere fremstå som små fisk. Man skal bare sammenligne med en, der er større. Og interessant nok får gerningsmanden fra Oslo og Utøya 22. juli 2011 ikke prædikatet ”endnu mindre fisk”.

Bogserien, som denne indgår i, kaldes ”Hvisken og råb”, endskønt Carsten Jensen ikke er typen, der hvisker. Som skribent gør han brug af de store fagter, og han bevæger sig i universelle, globale kategorier: Havet, Horisonten, Livet, Ondskaben, Mennesket, Døden. Det er alt sammen meget højtideligt. Aner man et glimt i øjet, viser det sig hurtigt at være en glød fra den ulmende vrede. Der er ikke så meget hverdag over hans retoriske univers, ingen tomme pizzabakker, nye rør i solariet eller et stop tobak på altanen. Det er mere London, New York, Paris end det er Store Heddinge eller Glostrup. Det hænger naturligvis sammen med, at han er optaget af store spørgsmål som migration, klima og krig, liv og død. Som essayist formår han bare ikke at knytte dem til en oplevet virkelighed, og så bliver hans optagethed af verden lidt – nå, ja – verdensfjern.

Læsere, der kunne lide de tre første bøger i serien, vil givetvis også kunne lide denne. Man må formode, at hans fans mestendels består af folk, der er enig med ham. Hans facon egner sig ikke til at omvende de lidet troende. Men hans meningsfæller vil i hans andagtsbøger finde en velturneret refleksion til hver eneste dag i året.

(Kristeligt Dagblad 24. marts 2021)

Det er kun slaver, der gives frihed

Suzanne Brøgger, Med egen hånd, Gyldendal, 252 sider

Forfatteren er selv den første til at gøre opmærksom på, at der er tale om en pose blandede bolsjer. Det ville ligne Brøgger dårligt ikke at pakke denne omstændighed prætentiøst ind, så hun tager sit forbillede i den japanske genre zuihitsu, ”der består af løst sammensatte personlige essays, historier og fragmenter”, hvor teksten følger pennen.

Den underforståede pointe med titlen er, at der ikke skrives med ført hånd. Brøgger har ganske rigtigt sin helt egen røst og diktion, sin egen pen. Det har hun haft, siden hun fra midten af 1960erne optrådte i radioteatret og skrev reportager fra bl.a. Thailand, Afghanistan, Sovjetunionen, Jordan og Tunis til bl.a. dagbladet Politiken. Så vi er et godt stykke forbi hendes 50 års jubilæum som offentlig kendt skikkelse og skribent.

Man skal altså være indstillet på lidt af hver ved læsningen. Der er beretningen om skuespilleren Keith Carradine, der er Brøggers mors næstsøskendebarn. Brøgger ruller sig rigtigt ud som fabulerende familiekronikør – og så er historien ikke engang løgn. Der er et lille essay med titlen ”Kvinder med vinger”, der ud fra en umiddelbar betragtning virker lidt søgt, når det sammenstiller parfumens historie med ønsket om at flyve. Det er så lige indtil man i kraft af en fodnote til sidst finder ud af, at den er blevet til i anledning af ombygningen af Kastrup Lufthavns afdeling for salg af skønhedsprodukter, og pludselig springer teksten ud som fortryllende lejlighedstale.

Og så er der alligevel noget, der samler de vidt forskellige tekster, to delvist sammenfaldende temaer: køn og sex på den ene side, og forholdet mellem liv og skrift (eller liv og kunst) på den anden. Spørgsmålet stilles i åbningsessayet, der tager fat i MeToo-bevægelsen, der har rettet skytset mod de især mænd, der har begået overgreb mod især kvinder. Men i skudlinjen står også noget af det, som Brøgger selv stod for som ung – bl.a. som topløs statist på Det kongelige Teater – den frigjorte, seksualitet. ”Hvordan gik det til, at den adfærd, der siden ’68 bare havde været det ’normale’, pludselig blev kriminel?” spørger hun. Et af de interessante svar, som hun giver, er, at MeToo-bevægelsen begyndte i kunstneriske kredse, fordi kunsten er blevet detroniseret. Kunstnere er ikke længere urørlige og kan ikke længere opføre sig som ”promiskuøse, pædofile pæderaster” uden at frygte for konsekvenserne. Man mærker efterdønninger af diskussionen i Det danske Akademi mellem Brøgger og Marianne Stidsen, der som bekendt har forsvaret de mænd, der stod under anklage, da MeToo ramte Det svenske Akademi.

I et interview med forfatteren tidligere kendt som Claus Beck Nielsen, der nu optræder i offentligheden som sin persona, Madam Nielsen, taler Nielsen og Brøgger om forholdet mellem værket og forfatterens køn. På papiret tilhørte Nielsen en seksuelt avanceret, kunstnerisk avantgarde med hjemsted i Paris og New York, men i virkeligheden vil han allerhelst bo i Sorø. Og det er jo ikke så langt fra Løve, hvor Brøgger bor.

Centralt i diskussionen om forholdet mellem liv, køn og værk står Brøggers glødende forsvarsskrift for fotografen Suste Bonnén. Bonnén fik i 2018 20 dages betinget fængsel for at have sendt nøgenbilleder af sin eksmand til folk i hans omgangskreds. Den anklagede mente, at der var tale om et kunstprojekt, mens anklageren kaldte det hævnporno. Retten gav anklageren ret. Brøgger skriver om den omtalte mand, at han var en stor kanon, der kurtiserede Bonnén mens han stadig var gift med en anden. Og så fortsætter Brøgger: ”Det skulle nødig hedde sig, at han slog konen ihjel, men kun en måned efter at hun var død, kontaktede kanonen Suste Bonnén og giftede sig med hende.” Brøgger trækker dermed store veksler på sin poetiske licens. Man skal som bekendt især være på vagt, når nogen føjer ”det skulle nødig hedde sig” eller ”ikke mine ord igen” til det sagte.

Det samme tema tages op i et andet essay om Philip Roth og de afslørende erindringsbøger, som han og folk i kredsen om ham skrev om hinanden og deres seksuelle relationer, og som forårsagede stor bitterhed. Brøgger forsvarer retten til at skrive om andre. ”Men sæt nu, at der ikke var noget, der hed ’kunst’, så ville det jo bare være dét, der nu om dagen kaldes hævnporno!” Og, ja, det har Brøgger ret i, i hvert fald ifølge Retten på Frederiksberg, der fældede dommen over Bonnén. Brøgger nævner også en lidt ældre sag. Under et tidligere pseudonym var ovennævnte Madam Nielsen under anklage for at have krænket privatlivets fred ved at afsløre detaljer om en andens privatliv – inklusiv fotos – men blev frikendt i 2011 med henvisning til den kunstneriske frihed. Den dom er Brøgger selv sagt glad for. Hvad er der sket siden 2011? Ja, her er Brøgger nok forblændet af, at sin nærhed til Bonnén, for der er jo sket præcis, hvad Brøgger selv identificerer i åbningsessayet. En kunstner kan ikke længere bare gøre hvad som helst med henvisning til den kunstneriske frihed eller kunstnerens ophøjede status.

I mange essays bruger Brøgger af sin egen historie, refererer til sine egne tekster, men ikke på en anmassende eller krukket – i hvert fald ikke unødvendig krukket – måde. Hun sætter også sig selv på spil og er nærmest generøst overgivende, når hun erklærer sig som fan af både Puk Damsgård og Thit Jensen – nå, ja, og så den allestedsnærværende Karen Blixen, fra hvem Brøgger også har lånt karaktertræk til sin persona. Brøgger er i sin selvforståelse aristokrat, der fører løver i sit skjold. Det kammer lidt over i det studentikose ’allerede Aristoteles og dernæst Shakespeare’ engang imellem.

Jeg er ingen taler, siger hun med en gammel kliché. ”Medmindre man mener, at jeg taler sandt. For så er det rigtig nok. Så er mit format langt større, end hvad man forestiller sig. Af mig vil I få hele sandheden at høre.” Det kommer sig af at bo på Vestsjælland, hvor en spade er noget man faktisk ved at bruge. Så kan grødbønderne inde i København have det så godt. Brøgger har hjemme selv, og hun har sin kunstneriske frihed, fordi ”det er en ret, jeg er nødt til at tage, om og om igen – som det frie menneske, jeg bilder mig ind, og formodes at være. Det er kun slaver, der gives frihed. Kunstnere tager friheden og bruger den,” som hun skriver i det afsluttende essay, et defensorat for kunsten og kunstnerens eksistensberettigelse. I lyset af indledningens analyse virker det mere som en besværgelse end en konstatering.

(Kristeligt Dagblad 5. januar 2021)