Ret og magt i USA

 Ruben Toft Sindahl. Ret og magt i USA, Turbine

Ruben Toft Sindahl er både dansk og amerikansk uddannet jurist, og han har amerikansk advokatbestalling. Hans analyse af forholdet mellem magt og ret i USA er ikke opløftende. Vi har lige i øjeblikket en tendens til at se på Trump og hans tech-oligarker som det afgørende problem, men Sindahl trækker trådene længere tilbage, ja faktisk helt til den amerikanske forfatnings tilblivelse i slutningen af 1780erne som et kompromis mellem forskellige politiske kræfter og interesser. Sindahl kalder den ”en imponerende kraftpræstation”, men i grunden er han ikke så imponeret. Ganske vist dannede forfatningen udgangspunkt for udviklingen af det amerikanske demokrati, men den har også i henhold til Sindahls analyse vist sig at være en ringe garanti mod de kræfter, der søger at kortslutte de demokratiske processer. Det skyldes ikke mindst i Sindahls øjne den rolle, som Højesteret har fået, og som sådan set ikke var forudset af grundlovsfædrene, ”The founding Fathers”. De var mest optaget af at opretholde balancen mellem den udøvende magt, præsidenten, og den lovgivende, Kongressen. I løbet af 1800-tallet fik Højesteret stigende betydning som håndhæver af det, der på dansk kaldes prøvelsesretten, altså domstolens mulighed for at underkende en beslutning truffet af enten den lovgivende eller den udøvende magt. Det førte til en retliggørelse af amerikansk politik, altså at ethvert politisk spørgsmål ender med at blive juridisk.

I løbet af de seneste generationer er denne udvikling yderligere modsvaret af en politisering af domstolene. Højesteret er ikke længere en uafhængig juridisk instans i det amerikanske system af ”checks and balances”. Den er blevet til en politisk aktør. For tiden er der et flertal af konservative dommere, der udnytter denne mulighed til at fremme en bestemt politisk dagsorden. Højesteret er også præget af en stadig højere grad af aktivisme. Det betyder, at Højesteret nærmest har fået lovgivende magt, mener Sindahl. Dermed gør den i sin virksomhed vold på magtens tredeling.

Afgørende trin i denne udvikling var det, da Højesteret blev udslagsgivende for George Bush’ valgsejr over Al Gore i 2000, og ikke mindst en dom fra 2010, der indebærer, at der ikke længere er grænser for, hvor mange penge virksomheder og rigmænd må bruge på at skaffe sig indflydelse på politik. Og det var vel at mærke ikke tech-branchen, men den gode gamle kemi- og metalindustri, der stod bag, i skikkelse af brødrene Koch, ejerne af et af USA’s største industrikonglomerater.

Sindahl tegner et dystert billede af et amerikansk demokrati, der er ved at forvitre til et oligarki, fordi de allerrigeste igennem en menneskealder har haft held med at kortslutte systemet til egen fordel. Musk og Trump er set i det lys blot ekstreme repræsentanter for en bevægelse, der har været længere tid undervejs. Deres vej til magten er banet af andre. Trumps udstrakte brug af dekreter, det vil sige regeringsførelse uden om den lovgivende forsamling, ligger også i forlængelse af, hvad flere af hans forgængere har gjort.

Bogen kommer lidt haltende fra start. Det er som om Sindahl først har fundet sin form, mens han skrev, for de afsluttende kapitler glider bedre end de indledende. Overordnet set kunne manuskriptet godt have brugt en redaktionel overhaling, inden det blev besørget i trykken. Der er f.eks. for mange gentagelser. Bogen er ikke læseværdig for sine litterære kvaliteter, men for sin analyse. Sindahls konklusion er lige så klar som den er nedslående. Det amerikanske demokrati savner midlerne til at kæmpe mod dem, der vil det til livs.

(Kristeligt Dagblad 1. april 2025)

Friheden er konkret

Timothy Snyder, Om frihed, Gads Forlag, 428 sider

Timothy Snyder er blevet en af de mest betydningsfulde intellektuelle røster i den engelsksprogede offentlighed, når det handler om Ukraine. Det ved han også godt selv. De henkastede referencer til samtaler, han har ført med centrale aktører som f.eks. den ukrainske præsident, afspejler en vis selvbevidsthed. Det samme gør hans insisteren på, at han selv har haft ret hele tiden. Det udelukker slet ikke, at der er en grund til at lytte til Snyder, for han er som tænkende historiker i en klasse for sig og en konsekvent og velargumenteret kritiker af både Trump og Putin. Hans bog, Vejen til ufrihed, udgivet på dansk i 2018 har vist sig at være en foruroligende præcis forudsigelse af meget af det, der er sket siden.

I denne bog om frihed forsøger Snyder at definere sit emne positivt. Frihed er ikke en frihed fra kapitalmagt, stat, beskatning eller noget som helst andet. Derfor finder han også modsætningsforholdet mellem frihed og sikkerhed kunstigt, altså den betragtning at prisen for sikkerhed er opgivelsen af frihed. Man sælger ikke ud af friheden ved at vælge sikkerheden. Lidelse er ikke nødvendigvis frihedens pris. Struktur og orden er frihedens forudsætning, ikke dens modsætning. Bag disse betragtninger ligger den konkrete tilstand i Ukraine og den politiske situation i USA. Frihed bliver kun til i relationer, solidaritet, afhængighed, fællesskab. Med en skjult reference til Rousseau skriver Snyder: ”Vi får at vide, at vi er ’født frie’: Men det passer ikke. Vi fødes skrigende, fastgjort til en navlestreng, tilsølet af en kvindes blod. Om vi bliver frie, beror på andres handlinger, på de strukturer, der muliggør disse handlinger; på de værdier, der giver liv til disse strukturer – og først derefter på vores glimt af spontanitet og mod til at træffe egne valg.” 

Til at underbygge sine tanker bruger han tænkere som Simone Weil, Václav Havel og Edith Stein, men grundlæggende forankrer han sine principielle pointer i det, som historikere somme tider kalder kontingente sandheder, altså fænomener, der er bestemt af omstændighederne og ikke af universelle lovmæssigheder. 

Hvad der for en amerikaner muligvis kræver stor intellektuel anstrengelse, er fra en hjemlig – skandinavisk – betragtning temmelig banalt. Snyder abonnerer på et nærmest socialdemokratisk frihedsbegreb. Staten er ikke skurken. Adgang til statsligt finansieret forsorg, sygeforsikring og uddannelse er ikke frihedens fjende, men en tilvejebringelse af muligheder for de mange og dermed frihed for flere. Økonomisk lighed er et fælles gode og står ikke i vejen for økonomisk vækst. Når USA i dag er verdens suverænt rigeste land målt på bruttonationalprodukt per capita er det en gennemsnitsbetragtning, der dækker over kolossal ulighed. Størstedelen af den økonomiske vækst i USA de seneste fire årtier er kun kommet et fåtal til gode. Flertallet af amerikanerne har i deres levetid kun oplevet økonomisk stagnation. Et barn født i USA i 1940 havde en overvældende chance for at få en højere livsindkomst end sine forældre. Et barn født to generationer senere har væsentligt dårligere odds. Det truer samfundspagten. Det store paradoks er, at denne krise har fået et overvældende antal amerikanere til at stemme på en mand, der slet ikke har tænkt sig at gøre noget ved netop dette problem, tværtimod.

Snyder er som sagt klog, men også ganske ordrig. I stedet for en klart optrukket pointe, der snor sig tydeligt gennem historiens landskab, flyder bogen over sine bredder og efterlader indtrykket af en forskelsløs mængde af iagttagelser, et broget patchworktæppe af betragtninger. Den er opbygget i kapitler, der når langt omkring, og de er igen opdelt i afsnit, der krydsklipper fra antikken til nutidens Ukraine og USA og ikke mindst Snyders eget liv, både forstået som egentlig selvbiografi og som reportage fra hans mange rejser. Han lægger vægt på, at han er rundet af landets marv, Midtvestens landdistrikter, med en sund interesse for nationalsporten baseball. Det er ham meget om at vise, at han ikke bare er en verdensfjern akademiker, der skuer ud over verden fra sit elfenbenstårn på sit eliteuniversitet (Yale) men at han er forankret i den samme virkelighed som flertallet af amerikanere. Det er imidlertid også en udtalt svaghed ved bogen, at dens forfatter er lidt for optaget og måske endda imponeret af sig selv. Snyder må anerkendes for sit væsentlige anliggende, sin indsigt og jugement, men han har også brug for at holde fokus på sagen.

(Kristeligt Dagblad 28. marts 2025. Avisen valgte en anden rubrik. Enkelte rettelser i teksten.)

Vold som politisk middel

 Charlie Krautwald, Kampen om gaderne. Propaganda, protest og politisk vold i 1930’erne. Gyldendal

Charlie Krautwald behandler i sin veldokumenterede bog aktivismen og voldskulturen i de politiske ungdomsbevægelser i 1930erne. Det er en prisværdig undersøgelse, der bidrager til forståelsen af og diskussionen om vores demokratis ophav og natur. Den viser, at landbrugskrisen og den store arbejdsløshed efter den økonomiske krise, der brød ud i slutningen af 1920erne, skærpede konkurrencen mellem ungdomspartierne – især kommunisterne, de konservative og socialdemokraterne – om synligheden i det offentlige rum i byerne. De plakater, som et parti satte op, blev systematisk pillet ned af modstanderne. Der blev arrangeret parader, marcher og demonstrationstog, der somme tider udviklede sig til slagsmål, når modstanderne mødte op eller når politiet forsøgte at gribe ind. Det førte til, at politiet måtte ændre strategi, og partierne indførte særlige uniformerede og trænede korps, der skulle skærme deres egne mod angreb fra de andre. Hos Konservativ Ungdom hed de ”Stormtropperne”, hos Danmarks socialdemokratiske Ungdom ”Ordensværnet” og hos ungkommunisterne ”Arbejderværnet”. De blev på linje med nazisterne i april 1933 omfattet af det uniformsforbud, der også kom til at ramme sagesløse spejdere. Det holdt dog i første omgang ikke partierne fra indgå i mere eller mindre organiserede gadekampe. Først i løbet af et par år blev korpsene afviklet med de konservatives som det sidste. Det er derfor dem, der huskes bedst.

Bogen indledes med en noget dristig påstand, nemlig at så godt som ingen dansk historiker har ”undersøgt indholdet i 1930’ernes kamp om gaderne”. Det passer ikke helt. Alene inden for de seneste par år er der kommet flere gode bøger, der går tæt på nogle af de mest aktive: Lars Halskovs biografi om kommunisten Richard Jensen, Lea Wind-Friis’ om Jens Thomsen, der var en ledende skikkelse i den meget aktivistiske konkurrent til Landbrugsraadet, Landbrugernes Sammenslutning, og ikke mindst Claus Bundgaard Christensens virkelig interessante bog om den decideret voldsdyrkende nazist Wilfred Petersen. Dertil kommer flere akademiske afhandlinger om politisk radikalisering og udviklingen i politiets ordenshåndhævelse i perioden.

Det er altså ikke ukendt terræn, Krautwald begiver sig ud i, men hans tilgang er en anden end de fleste andres. Den ligger i forlængelse af Rene Karpantschofs bog om ”De stridbare danskere 1848-1920”. Den tager et opgør med den såkaldte konsensusfortælling om den politiske udvikling i Danmark, der gerne tegner en lige linje fra det 19. århundredes folkelige bevægelser gennem arbejderbevægelsen til opbygningen af den fredelige, demokratiske velfærdsstat efter krigen. Den proces rummede mange korporlige konflikter og elementer af politisk motiveret vold. Spørgsmålet er, om man betragter denne vold som en anomali, altså som midlertidige, importerede eller situationsbestemte afvigelser fra den generelle udvikling, eller som en integreret del af historien. Krautwald mener det sidste, og det begrunder han med en teori om, at vold er en nødvendig forudsætning for forandring: ”Den eneste måde, hvorpå marginaliserede interesser uden for det etablerede system kan blive hørt, er gennem et brud med det parlamentariske systems spilleregler.” Det er ikke en pointe, han egentlig følger til dørs, så den står faktisk og flagrer lidt.

Bogen bygger på Krautwalds phd-afhandling, og forvandlingen fra den akademiske genre til en egentlig bog er ret vellykket. Sproget flyder – noget ordrigt – men let, og det oplysende noteapparat er diskret pakket væk på de sidste sider. Fremhæves må de mange illustrationer, først og fremmest pressefotos, der spiller en central rolle for dokumentationen af den politiske gadekulturs scenografi og koreografi.

(Kristeligt Dagblad, 26. marts 2025, avisen valgte en anden rubrik.)

Stormen på Børsen 1918 | Arbejdermuseet

Grønlands amt

 Jens Lei Wendel-Hansen: Grønlands Amt. Aarhus Universitetsforlag

”Grønlands Amt” er en listig titel til en bog om Grønlands nyere historie, for det er ikke mur- og nagelfast, at der har eksisteret et grønlandsk amt. Grønland havde efter 1953 en status, der svarede til et amt uden helt at være det. Men det er heller ikke pointen. Titlens grønlandske amt er snarere taget fra de forventninger og drømme, som grønlandske politikere havde i begyndelsen af det 20. århundrede.

En af de helt centrale skikkelser i grønlandsk politik på dette tidspunkt, Augo Lynge, skrev i 1931 en roman, hvor han forestillede sig et Grønland, der i fremtiden var fuldt integreret i den danske stat og ligestillet med for eksempel Vejle eller Bornholms Amt.

Det er historien om denne utopi, som Wendel-Hansen drager frem, og det er der grund til at gøre, for det er nemlig en glemt historie, visket ud og overskrevet af en politisk dagsorden, der har brug for at fortælle historien, så den passer ind i det nu dominerende ønske om grønlandsk national selvstændighed. Den version af historien, der understøtter denne politiske dagsorden, lægger vægt på, at Danmark mod grønlændernes ønske søgte at trække dansk sprog og forvaltning ned over hovedet på grønlænderne, og at Danmark kun modstræbende imødekom grønlandske ønsker og krav. Grundlovsændringen i 1953, der eksplicit udvidede forfatningen til også at omfatte Grønland, blev ifølge denne tradition kun gennemført efter internationalt pres, fordi det var danskernes frygt for at blive bragt i forlegenhed i FN, der var drivkraften. Ifølge samme tradition blev den grønlandske politiske bevidsthed først vakt i 1970’erne med den generation, der stod bag oprettelsen af Hjemmestyret i 1979.

Wendel-Hansen gør over for denne tolkning gældende, at grundlovsændringen 1953 og tilblivelsen af ”Grønlands Amt” var resultatet af en langvarig dansk-grønlandsk proces, som var svar på det helt afgørende spørgsmål: Hvordan gør man Grønland til et moderne samfund? Ikke mindst på dansk side var der konservative kræfter, der mente, at man ikke skulle forcere moderniseringen, fordi det ville gå ud over den grønlandske identitet og levevis. Men frem til midten af det 20. århundrede var der almindelig enighed om, at Grønlands vej ind i moderniteten skulle ske i form af en integration i den danske samfundsmodel.

Under krigen var Grønland isoleret fra Danmark, og grønlænderne fik en smagsprøve på den amerikanske livsform, men den fængede ikke som den for eksempel gjorde på Island. Den 5. maj 1945 blev fejret som en genforening med Danmark. Efter krigen fortsatte processen i retning af en modernisering af det grønlandske samfund, og grønlænderne blev fra 1953 repræsenteret i Folketinget med to mandater. Statsminister Hans Hedtoft aflagde besøg på øen i 1948, hvor han bekræftede den politiske linje, der førte til grundlovsændringen, og hans død i 1955 blev i Grønland betragtet som et stort tab.

Den danske delegation informerer i 1954 FN om, 

at Grønland fra og med den 5. juni 1953 ikke 

længere er en koloni, men en integreret del af 

Danmark. Til venstre Augo Lynge.

https://media.un.org/photo/en/asset/oun7/oun7713489

Det var derfor heller ikke tilfældigt, at det hidtil største grønlandsskib blev opkaldt efter Hedtoft. Det sank som bekendt på sin første tur for 60 år siden. Alle 95 ombordværende omkom, herunder folketingsmedlem Augo Lynge. Med skibet forliste så at sige også drømmen om Grønlands Amt. Grønlandsk politik orienterede sig i de følgende årtier i stadig højere grad mod selvstændighed og uafhængighed med forbillede i den afkolonisering, der fandt sted over hele verden.

Spørgsmålet om Grønlands fortid og fremtid har været genstand for en ophidset diskussion de seneste år. Wendel-Hansen er ikke fremmed for denne debat, og han leverer sine pointer sagligt og med skønsomhed. Bogen er skrevet i solidaritet med det grønlandske perspektiv på historien uden at tale de nuværende magthavere på Grønland efter munden, og på den måde udgør bogen et både stilfærdigt og vægtigt bidrag til forståelsen af Grønlands status historisk og indirekte derfor også i dag.

(Kristeligt Dagblad 11. maj 2019)

Som at grave bunden af en sandkasse fri

 Yuval Noah Harari, Nexus. En kort historie om informationsnetværk fra stenalderen til kunstig intelligens, Lindhardt og Ringhof

Denne bogs anliggende er, at af alle de informationsnetværk, som menneskeheden har benyttet sig af gennem hele historien, er kunstig intelligens noget radikalt nyt, for ”kunstig intelligens er ikke et redskab, men en aktør”, fordi computere nu selv kan træffe beslutninger. Og det er farligt, fordi det kan føre til totalitarisme eller noget andet, som bestemt heller ikke er godt.

Yuval Noah Harari skriver historie på den særlige angelsaksiske facon, der af danske læsere også kendes fra blandt andre Peter Frankopan og Tom Holland, bortset fra, at Harari savner deres sproglige elegance. Fremgangsmåden er en ordrig ophobning af anekdoter og eksempler, der fører den nysgerrige læser rundt i historiens afkroge og åbne vidder fra Stenalderen til i dag, fra Silicon Valley til Brøndby Stadion. 

Bogen lanceres som ”en kort historie”. Det kunne den med fordel have været. Den er forsynet med et noteapparat, der skal give indtryk af et imponerende læsepensum, men uden at læseren efterlades med et indtryk af overblik. Det er alt sammen vældig spændende, men det er næsten som om bogen også bliver til en demonstration af informationssamfundets svøbe: budskabet drukner i overfloden af oplysninger. At læse denne bog er som at skrabe bunden fri i en dyb sandkasse. Man kan lige akkurat få et glimt af pointen, inden næste bølge af fakta så talrige som himlens stjerner og havets sand dækker den til. 

Denne måde at skrive historie på er kendetegnet ved en mangel på struktur og stringens. Det centrale begreb er ’informationsnetværk’, men eftersom det hos Harari stort set kan betyde alting fra stater og markeder til mytologier, religion, gener, bureaukrati, kloakker med mere, bliver det til et begreb, der smølfer mere smølf end smølf er.

Harari gør ikke noget forsøg på at forklare, hvad kunstig intelligens er teknisk set. Måske ved han det simpelthen ikke. Han beskriver den som en ’black box’, altså en proces, der ikke kan skabes indsigt i. Det er antagelig ikke helt forkert, men det giver ham også anledning til at gøre KI til det mystisk fremmede, der har opnået agens, som man siger, altså en selvstændig evne til at handle uden for menneskelig kontrol. Han mangler bare at vise, at det også er tilfældet. Det er en ret spekulativ bog. Ordet ’måske’ optræder med tiltagende hyppighed, jo mere man nærmer sig konklusionen.

Det er ret evident, at KI har en tankekraft, der har sprængt og kan sprænge mange barrierer fra at slå stormestre i brætspil som skak eller go til at stille sikrere diagnoser end læger af kød og blod kan. Men kan KI handle? Her kommer Harari til kort, fordi alle hans eksempler på handlinger involverer voksne, ansvarlige mennesker. Det gælder f.eks. Jaswant Singh Chail, der i 2021 forsøgte at slå den engelske dronning ihjel, fordi han var blevet opfordret til det af sin online-kæreste. Problemet var, at ’hun’ i virkeligheden var en chat-bot, en automatiseret samtalepartner. KI bliver også brugt til ved hjælp af ansigtsgenkendelse at identificere mulige ballademagere på Brøndby Stadion, men det er stadig et instrument i – forhåbentlig - ansvarlige aktørers hænder. 

Harari citerer Clausewitz’ berømte ord om krig som politik videreført med andre midler. Han forsømmer at indse, at KI stadig er menneskelig handling videreført med andre midler. Vi er et stykke fra Terminator-filmenes dystopi om et ’Skynet’, der ikke alene har opnået bevidsthed og egen vilje, men også har midlerne til at føre den igennem.

Harari mangler at vise, at KI kan kobles direkte til handlemuligheder, der ikke indebærer interaktion med juridisk ansvarlige mennesker for at blive til virkelighed. Der mangler stadig krop. Den selvstændigt agerende robot er fortsat utopi – eller dystopi.

 Hvor meget man end kan sympatisere med bogens anliggende, stiller den det forkerte spørgsmål. Harari undersøger, hvad information er. Det er i sig selv interessant, men for at kortlægge den kunstige intelligens’ natur, må man først gøre sig det klart, hvad den naturlige intelligens er. Harari kunne med større fordel kunne have forfulgt spørgsmålet: hvad er et menneske? I et moderne samfund er et myndigt menneske kendetegnet ved at være ansvarligt. Vi er omgivet af så mange ting, der påvirker os. Årsager til, at ting sker, kan findes så mange steder: natur, system, maskiner, struktur. Men ansvar kan kun placeres et sted. Det var man også før den kunstig intelligens nødt til at insistere på.

Uanset om man kan dele Hararis frygt eller ej, ser han helt bort fra den helt åbenlyse skade, som KI allerede nu er i færd med at påføre samfundet. Her må det især bekymre, at KI i vid udstrækning anvendes af elever og studerende til at bestå eksamen. KI kan allerede nu ganske let besvare opgaver på gymnasieniveau. Der findes gode redskaber til at identificere plagiat, men eftersom KI-genererede tekster er originale i den forstand, at ingen har skrevet dem før, er de vanskeligere at identificere som snyd. Efterhånden som KI raffineres, bliver det stadig lettere for skoleelever og studerende at deponere deres indlæring og deres evne til at formulere sig i den maskinelle tænknings varetægt. Ved på denne måde at udlicitere deres egen tankekapacitet gør de sig selv dummere end deres forældes generation, og det åbner for en umyndiggørelse af mennesket. Dermed øges risikoen for, at det ansvarlige menneske tages ud af ligningen. Der er en grund til at færdighedsregning forblev en disciplin i skolen også efter, at lommeregneren blev opfundet.

(Kristeligt Dagblad 25. sept. 2024. Avisen valgte en anden rubrik)

Richard Jensen

Lars Halskov, Manden med de mange ansigter. Richard Jensen og den røde underverden, Politikens Forlag

Der er de seneste 10-15 år udkommet mange grundige biografier om fremtrædende kommunister: Mogens Fog, Carl Madsen, Børge Houmann, Hans Scherfig, Martin Andersen Nexø, Hans Kirk med flere. Det er interessant, for de er ikke kendte for deres politiske betydning. Danmarks Kommunistiske Parti var et randfænomen i dansk politik. Størst betydning fik det antagelig som primær drivkraft i modstandsbevægelsen fra sommeren 1941. Det interessante består ikke mindst i, hvordan et parti, der krævede fuldstændig underkastelse under de instrukser, der udgik fra Moskva og en undtagelsesfri ideologisk ensretning, kunne tiltrække så mange begavede, handlekraftige og selvstændigt tænkende mennesker, som man kunne finde på at skrive en biografi om? 

Hvis man stiller dette spørgsmål til Lars Halskov, bliver svaret, at Richard Jensen (1894-1974) voksede op under kummerlige vilkår, kom under børneforsorgen, var småkriminel, blev nærmest ved et tilfælde søfyrbøder og opdagede under Første Verdenskrig fagforeningens værdi for den lille mand. Derefter så han sig ikke tilbage. Han sluttede sig til den syndikalistiske, revolutionære bevægelse og blev formand for Søfyrbødernes Forbund som 25-årig i 1919, og kort tid efter blev han en del af det nydannede danske kommunistparti. 

Hovedparten af bogen skildrer en række dramatiske episoder i 1930erne og 1940erne, der ofte har at gøre med, hvordan europæiske konflikter også fandt vej til dansk grund, også nogle, som Jensen ret beset ikke havde meget gøre med, for eksempel drabet på en estisk kommunist, Johannes Eltermann, i et kolonihavehus på Amager i 1936 eller Arne Munch-Petersens forsvinden i Moskva i 1937. Lidt mere havde Jensen at gøre med den tyske kommunist Ernst Wollweber, der stod bag en række sabotager i hele Europa. I maj måned 1938 blev et skib, der var på vej til at blive leveret til et rederi, der havde stillet sig på Francos side i den spanske borgerkrig, bombesprængt i Frederikshavn. Richard Jensen blev siden dømt som meddelagtig, men han hævdede til sin død sin uskyld. Til gengæld pralede han med, at han havde stået bag et rederi, der smuglede våben til Francos modstandere.

Richard Jensen blev ekskluderet af DKP i 1940 på grund af uenighed om partilinjen. I 1941 endte han med at blive idømt 16 års fængsel for affæren i Frederikshavn. Han flygtede fra fængslet i september 1944 til Sverige. Efter krigen blev han benådet, men indgik ifølge Halskov i en række kriminelle aktiviteter, og han hjalp med at smugle våben til den unge stat Israel. Halskov er generelt grundig i sin research, men efter 1945 står han hvad angår dokumentation på lidt mere spekulativ grund, især hvad angår påstanden om samarbejdet med ”Edderkoppen”, sortbørshajen Svend Aage Hasselstrøm.

Lars Halskov vil gerne drage sin læser ind i de situationer, han beskriver: ”Luften den første dag i november 1919 var usædvanlig kold. På perronen i Korsør stod Richard Jensen og skuttede sig sammen med sømændenes formand Christian Borgland.” Det er indledningen til et langt afsnit om noget, der ikke skete, nemlig at Jensen ikke kom noget til i en i øvrigt meget alvorlig togulykke tæt på København. Tre sider går der med det. Hvis man er til reportagejournalistens ferme gengivelse af dramatiske begivenheder i traditionen efter Cavling, er man i godt selskab hos Halskov. Han kan sin metier. Men det sker på bekostning af fremdrift i teksten. Det er en omstændelig omgang at komme igennem knap de 500 sider. Bogen kunne uden tab af væsentlig indsigt i Richard Jensens liv have været væsentlig kortere. 

Richard Jensen er ikke nogen overset skikkelse i dansk historie. Det sørgede han selv for ved at udgive sine erindringer, og hans rolle har været grundigt undersøgt og ivrigt diskuteret af både historikere og journalister frem til i dag. Det er der en grund til, og af samme grund er denne bog læseværdig. Halskov inddrager for eksempel fortjenstfuldt britiske efterretningskilder. MI5 havde et dossier på Richard Jensen, som måske ikke føjer så megen substans til vores viden om ham, men det viser, i hvor høj grad Danmark var involveret i de ideologiske og magtpolitiske konflikter, der trak tråde på kryds og tværs af Europa og verden, og som blandt andet betød, at dansk politi samarbejdede med Gestapo, at en estisk mand blev myrdet i et kolonihavehus på Amager, og at en københavnsk søfyrbøder engagerede sig i den spanske borgerkrig.

(Kristeligt Dagblad 5. sept. 2024. Avisen valgte en anden rubrik.)

Frederik Poulsen

 Frederik Poulsen – Forsker, formidler og fortæller. Forlaget Orbis, 289 sider

Det er en interessant skikkelse, som i denne antologi belyses fra mange sider. En gruppe af klassiske arkæologer og filologer mødtes for nogle år siden til et seminar helliget mindet om filologen, arkæologen og kunsthistorikeren Frederik Poulsen (1876-1950), og så besluttede de, at der var så meget at sige om ham, at det var en udgivelse værdig. Det er der kommet en flot, men også lidt ujævn bog ud af. Ikke alle bidrag holder niveau.

Poulsen var østjysk proprietærsøn, der studerede latin, græsk og tysk ved Københavns Universitet. Under studieophold i Tyskland vaktes hans interesse for arkæologien. I 1910 fik han ansættelse ved Ny Carlsberg Glyptotek, stiftet af brygger Carl Jacobsen, der døde i 1914. Hans søn Helge overtog sin fars livsværk, men var væsentlig mere reserveret, og derfor blev Poulsen hurtigt en ledende skikkelse på museet, fra 1926 med officiel titel af direktør. Han åbnede museet for omverdenen og blev kendt hertillands som stilsikker essayist og foredragsholder. Kristine Bülow Clausens bidrag om Poulsen som aviskronikør griber for alvor fat i Poulsens rolle som debattør, blandt andet i form af en højst interessant konflikt med den nationalkonservative litterat Harald Nielsen, der oven i købet – som Clausen spidsfindigt har iagttaget – var Poulsens fætters uægte søn og dermed også stedbror, idet fætteren giftede sig med Poulsens mor, der tidligt blev enke.

kilde: Det Kgl. Biblotek

Parallelt med den udadvendte virksomhed var Poulsen forfatter til en række videnskabelige værker på de europæiske hovedsprog, som gjorde ham kendt internationalt som forsker. På den måde legemliggjorde han, hvad han havde lært af sin professor på universitetet, den navnkundige filolog J.L. Heiberg, at kun den sande videnskabsmand kan gøre forskningens resultater tilgængelig for en videre kreds. Hans videnskabelige hovedværker gennemgås grundigt i flere af bogens kapitler.

Trods sit flotte udstyr og mange spændende illustrationer henvender bogen sig nok først og fremmest til dem, der i forvejen har en interesse for og indsigt i den græske og romerske oldtids kunst og litteratur og den videnskab og de institutioner, der beskæftiger sig med disse emner. Om en egentlig biografi er der ikke tale. Vi erfarer kun en passant, at Poulsen var gift og at der var børn i ægteskabet. Hans virke som skønlitterær forfatter berøres kun sporadisk, og det selv om et af hans digte blev itonesat af Carl Nielsen, mens Johannes V. Jensen skrev et digt til ham i anledning af hans 60 års fødselsdag. Så bogen efterlader både indtrykket af en overordentlig grundighed og en mangel på fuldstændighed.

(Kristeligt Dagblad 22. maj 2024)